Viggo blev smidt ud… Igen… Tredje gang i sit korte liv… Han havde bare ikke heldet med sig, sådan var det for ham. Og denne dag kom til at ændre alting for Viggo for altid.
Viggo blev smidt ud. Igen. Tredje gang på et år. Ikke meget held ham til del, nej.
Han var kun ét år gammel, men allerede havde tre familier givet ham videre. Først blev han bare afleveret fra hånd til hånd. Men nu…
Nu bar manden ham udenfor, gik et stykke væk fra boligblokkene på Nørrebro, og sænkede ham ned i en skraldespand. Så skyndte han sig væk, så katten ikke kunne finde hjem. Men Viggo forsøgte heller ikke at lede.
Han forstod det hele. Forstod med det samme. Så det i mandens ansigt. Konen blev frygtelig vred, fordi Viggo havde kradset i det nye, dyre lædersofa.
Meget dyrt. Hun afsagde straks dommen. Og manden? Ja, han holdt altid bare med.
Så han tog den etårige kat under armen og bar ham over til nabogården, til skraldespandene. Viggo løb ikke efter ham. Slet ikke. Han så dommen i hans øjne og forstod.
Alt var forgæves. Bare de dog havde sagt farvel på en rigtig måde. Klappet ham. Undskyldt. Men nej.
Det var uanstændigt, som at hælde et spand affald ud.
Viggo sukkede dybt og begyndte at lede efter noget at spise i skraldet, fandt et par tørre kyllingerester. Han kæmpede sig fri og satte sig ved siden af den store grønne container. Blev siddende og så på solen.
Han kneb øjnene sammen, men kiggede ikke væk. Det store, lyse punkt varmede ham, og han nød det.
Det var de sidste solstråler. Stråler af sommer, efterår, lidt vinter. En kort varme, så isskorpen på kanten smeltede.
Men i Viggos hjerte frøs det til is.
Aftenen og natten faldt på, koldt og bidende. Da solen først var væk, kom frost og vind.
Den røde kat frøs. Han vidste ikke, hvor han skulle gå hen, eller hvor han kunne skjule sig. Så han fandt en stor bunke visne, røde blade, gravede sig ind imellem dem, og rullede sig sammen. Først var det meget koldt, og han rystede, men senere…
Senere, da vinden og isen krøb ind gennem pelsen, blev han pludselig varm, og rystelserne stoppede. En stemme inde i ham hviskede milde ord.
Ord, der vuggede ham stille, opfordrede ham til at lukke øjnene, glemme sult og kulde.
“Kryb sammen og sov. Sov, sov, sov.” Han mærkede et uventet varmebølge.
Varme bredte sig gennem hans lille forfrosne krop.
Så nemt var det. Bare slip, og alt går over. Så falder roen på, og alt ondt forsvinder.
Viggo sukkede for sidste gang og gav sig hen. Hvorfor kæmpe mere? For hvad?
I morgen ville han igen møde sulten og kulden. Samme ønske ville komme: at lukke øjnene og aldrig mere åbne dem.
Gadelamperne tændtes først på den fjerne side af gaden. Viggo kiggede sidste gang på dem. Han havde ofte set deres lys gennem vinduet. Den røde kat fangede det sidste skær, hans øjne lyste kort op i mørket.
Netop det sidste glimt opfangede en lille rødhåret pige. Hun gik hånd i hånd med sin far. Hun trak i hans jakke.
Derhenne, sagde hun Der er nogen i bunken af blade.
Der er da ingen, svarede faren og trak sig sammen af kulde. Kom nu, vi skal hjem. Jeg fryser.
Han prøvede at trække hende væk fra de store, mørke blade. Men den lille pige vrikkede sig fri.
Jeg så noget. Jeg så lys.
Lys i gamle blade? spurgte faren. Det kan da ikke passe.
Men pigen var allerede henne og gravede i bladene, indtil hun fandt ham. Den røde kat.
Far! råbte hun.
Jeg sagde det jo. Det var ham.
Hvem? spurgte faren og gik derhen.
Her! sagde hun og forsøgte at løfte den frosne krop.
Lad ham ligge, sagde faren.
Katten er død. Vi kan jo ikke tage en død kat med hjem.
Han er ikke død, svarede den rødhårede pige. Jeg ved det. Jeg så lyset i hans øjne.
Lys i kattens øjne? Faren trak på skuldrene.
Han gik tættere på og tog forsigtigt Viggo op, mærkede efter hjertets banken.
Og Viggo havde så meget lyst til bare at sove. Øjnene var tunge som bly, varmen bredte sig. En hviskende stemme lokkede ham.
“Sov, sov… Luk øjnene.”
Men så var der en anden stemme. En tynd, stålfast barne-stemme blev bare ved.
Lyset i hans øjne.
“Hvad vil de? Hvorfor lader de mig ikke bare være?”
Med nød og næppe tvang Viggo øjnene op og så dem. Nogen forstyrrede ham endnu engang.
Se! råbte pigens stemme. Der var det igen! Du så det, ikk’? Lyset!
Hvad for et lys?
Faren så forundret på hende. Han tog jakken af og svøbte den frosne krop ind, gik i hast mod huset.
Datteren løb ved hans side.
Far, far Skynd dig nu. Han fryser jo.
De forsvandt op af trappen, og lidt senere blev der tændt lys i vinduerne på femte sal.
Viggo blev badet i lunt vand og fik varm mælk at drikke. Og pigen, hun bønfaldt ham:
Du må ikke dø. Bare ikke dø, vel?
Isen smeltede langsomt fra hans pels og i hans hjerte.
Og den store, røde kat så overrasket på, hvordan faren og datteren bekymrede sig for ham. Nu var han helt vågen, og nu var han for alvor varm.
Varmen fyldte ham. Ikke varmen fra radiatoren men varmen fra det lille barnesind.
Udenfor stod han ham, der somme tider hjælper. Han stod og så op mod vinduerne på femte sal, hvor lyset brændte.
Han sagde:
Alt, hvad jeg kan. Alt, hvad jeg kan.
Han blev stående lidt, tænkte sig om, og tilføjede:
Lyset … det er ikke alle, der ser det. Slet ikke alle. Og ikke alle, der ser, forstår at passe på det.
Men Viggo, da han så på den rødhårede pige, tænkte ikke over menneskets storhed. Sådan noget tænker kun folk på. Han tænkte sit.
Han så bare lyset. Lyset i hendes øjne.
