Misse blev smidt ud Igen Tredje gang i hans korte liv Han havde bare ikke heldet med sig.
Han havde kun lige rundet sit første år, men alligevel var han allerede blevet ekspederet ud af tre forskellige hjem. Eller, ekspederet og ekspederet Først blev han ligesom bare givet videre, men til sidst
Til sidst blev han båret udenfor, med lidt ekstra afstand til forrige bopæl, dumpet ned i en stor grøn skraldespand og efterladt. Så han ikke kunne finde hjem igen. Ikke at han gad prøve.
Han forstod det faktisk med det samme. Især på mandens ansigt. Fruen blev nemlig ret vred den dag Misse kradsede i deres nye, lækre sofa i ægte læder.
Ekstremt dyr, i øvrigt. Det var hendes dom og manden? Ja, han sagde jo aldrig noget imod.
Han tog bare sin kat under armen, gik hen til skraldespanden i gården og lod ham falde ned mellem kartoffelskræller og gammel leverpostej. Misse fulgte ikke engang efter. Han havde set beslutningen i mandens øjne der var ingen grund til at tigge.
Det blev ikke engang til et farvel eller et sidste klap. Ikke engang et undskyld det var nærmest bare som at skovle gammelt affald ud.
Misse sukkede og begyndte at rode efter noget spiseligt, tygge lidt på nogle gamle leverpostejsrester, klatrede ud af skraldespanden og satte sig hen ved siden af den. Sådan sad han et stykke tid og stirrede på solen.
Han kneb øjnene lidt sammen, men han vendte sig ikke væk. Den varme, store runding på himlen. Det gjorde ham egentlig lidt glad.
Det var de sidste varme solstråler. Stråler af sommeren, efteråret, vinteren der var forbi, lidt tilbagevendende tøvejr, så isen forsvandt helt.
Men inde i Misses lille kattehjerte var der kun frost tilbage.
Aftenen og natten bragte kulde. Solen gik ned, og vinden og frosten tog over.
Den røde kat frøs. Han anede ikke, hvor han skulle gå hen, så han fandt en bunke visne blade, gravede sig ind og krøllede sig sammen som en snegl. Først var han iskold og rystede. Men siden
Siden, da hans pels var blevet stiv af sne og is, følte han pludselig en mærkelig varme og rystelserne holdt op. En stemme inde i ham begyndte at synge:
Bare kryb sammen sov. Sov, sov, sov Og han mærkede varme.
Varme, som langsomt bredte sig i hans stive lille krop.
Det er så nemt, tænkte han. Bare give op så ville det hele forsvinde. Smerte og skuffelse ville forlade ham.
Misse sukkede for sidste gang og nikkede samtykkende. Hvorfor kæmpe? Hvorfor?
For hvad? I morgen venter jo bare mere kulde, mere sult, og den samme trange lyst til at lukke øjnene og aldrig, aldrig, aldrig mere åbne dem igen.
Gadelygterne slog til ovre på den anden side af gaden, og Misse stirrede på dem for sidste gang. Han plejede at ligge i vinduet og se ud på deres lys. Nu, endnu en sidste gang, opsugede han de dansende skær, så det lyste op i hans katteøjne.
Og det glimt fangede tilfældigvis opmærksomheden fra en lille pige med knaldrødt hår. Hun kom hjem med sin far. Hun hev ham i jakken.
Derhenne, sagde hun. Der er nogen i bladene.
Der er såmænd ingen, frøs far og trak i hende. Kom nu, jeg har fået kolde tæer.
Men hun snappede sig fri og løb hen til bunken med gamle blade.
Jeg så det altså! Jeg så et lys!
Lys i en bunke blade? spurgte far skeptisk. Det lyder da tosset.
Men pigen var allerede i gang med at rode i bladene og stødte ind i ham. Den røde kat.
Far! råbte hun.
Det er ham! Jeg sagde det jo!
Hvem? Far så forvirret ud og kom tættere på.
Prøv at se, sagde hun og gjorde et forsøg på at løfte det frosne dyr.
Lad ham ligge, sagde far mismodigt.
Det duer ikke at tage en død kat med hjem.
Han er ikke død! svarede pigen stædigt. Jeg ved det jeg så lyset i hans øjne.
Lys i en kats øjne? Far trak på skuldrene.
Han gik helt tæt på og løftede forsigtigt dyret for at lytte efter hjertebanken.
Misse selv ville egentlig bare sove. Søvnen pressede hans øjne sammen og varmen fyldte kroppen, mens stemmen i hans hoved hviskede:
Sov, sov, sov luk øjnene.
Men så, midt i døsigheden, blev hans bevidsthed ved med at høre pigestemmen.
Lyset i hans øjne.
Hvad vil de have mig til? Hvad nu? Kan jeg ikke bare få fred?
Misse åbnede øjnene en smule, bare for at se, hvem det var der forstyrrede.
Se! råbte hun triumferende. Se, far! Jeg sagde det jo! Der er lys!
Lys i øjnene? mumlede far skeptisk, men tog hurtigt jakken af og svøbte den frosne kat ind, mens han satte kurs mod hoveddøren.
Hans datter trippede ved siden af.
Far, skynd dig nu han fryser!
De forsvandt ind i opgangen, og kort efter tændtes lyset oppe i femte sals vindue.
Misse blev vasket i lunt vand og fik varmet lidt mælk og den rødhårede pige blev ved:
Bare dø ikke, Misse. Dø ikke, please!
Og isen forsvandt fra hans pels. Og smeltede i hjertet.
Den store røde kat fulgte forbløffet med, mens far og datter pakkede ham ind i varme tæpper og nussede ham bag øret. Nu var han virkelig vågen og mærkede endelig varme. Ikke fra radiatorerne, men fra et lille barneliv.
Udenfor stod han. Ham, der af og til lægger hånden under. Han stod længe og kiggede op på det oplyste vindue på femte.
Alt, hvad jeg kan, sagde han stille. Alt, hvad jeg kan.
Og efter lidt betænkning tilføjede han:
Lys det er ikke alle, der ser det. Det er ikke alle, der kan holde fast i det.
Og Misse, der lå og betragtede pigen med de iltre røde krøller, tænkte ikke på menneskers storhed eller vise ord. Sådan tænker kun mennesker. Misse tænkte på sit eget.
Han så lyset. Lyset i hendes øjne.
Tryk på synes godt om eller smid en kommentar hvad tænker du?
