Så, Karen, jeg smutter nu! Du behøver ikke følge mig. Det bliver sent! Find lige skjorten og de blå bukser frem til i morgen, ikke? Husk det nu! Og du skal hente dem hos renseriet! råbte Søren ude fra entréen, kastede hurtigt frakken over sig, gjorde hold foran spejlet, vurderede sig selv kritisk, greb hatten og smækkede døren bag sig.
Det bragede så meget, at ruderne klirrede i det åbne vindue.
Træk tænkte Karen Møller, slukkede for vandet, tørrede hænderne i forklædet og stak hovedet ud fra køkkenet. Alt var som det plejede: gangen badet i sollys, endende i entréen, familiebilleder på væggen, tapeter i muntre striber to brede, to smalle, blide blå nuancer; Karens jakke på knagen. Og
Karen rynkede panden.
Åh nej, pakken! Søren havde glemt pakken, hvor der lå de boller hun havde bagt! Hun havde selv stået tidligt op og gjort dem klar, helt som Søren kunne lide dem, med spinat og æg. Netop fordi Søren skulle på byggeplads idag, og der ville ikke være noget ordentlig mad, men madpakker hjemmefra det er nu bare bedst.
Hun greb hurtigt pakken, trykkede den til sig som et spædbarn, gled ned ad trapperne fra fjerde, tredje, anden sal, holdt godt fast i gelænderet. Trinnene snoede sig, blanklakerede, smalle og fine.
Karen kunne som mange andre bare have råbt til sin mand ud ad vinduet, men nej, det var ikke rimeligt. Hun ville selv ned og sige farvel, give Søren et kys på kinden, han ville nikke, du ved, og så afsted
Hun blev forpustet af at løbe, sprang ud i gården og fløj nærmest ud gennem døren, selvom hun egentlig er næsten halvtreds og ikke i sin bedste løbeform.
Hun spejdede efter Sørens høje skikkelse i den grå frakke og hatte.
Søren elskede lange frakker, lod dem blafre i vinden. Han gik aldrig uden hat han havde én til hver årstid. Det var Karen, der sørgede for de altid var rene, købte nye, hvis det trængte. Hun passede på.
Hat er stil! insisterede Søren, hvis deres søn, Magnus, lavet efter farmorens navn, grinede af ham. I unge forstår slet ikke format! I lever i akryl og falsk læder!
Hvor blev Søren af?
Der! Han var allerede på vej ud gennem porten, drejede ud i solskinnet og menneskemylderet. Hvis Karen ikke satte farten op, ville han springe på bussen og være væk…
Hun løb henover gårdens asfalt, hilste hurtigt på de gamle nabo-koner, der sad og solede sig på bænken. De nikkede og smilede, som om de glædede sig over hendes omsorg, hendes kærlighed.
Hvad sker der, Karen? råbte Else op, da Karen susede forbi hendes spinkle ryg.
Mad! Søren glemte sine boller! svarede Karen hurtigt.
Else nikkede anerkendende boller er godt, kærlighed er endnu bedre.
Karen nåede porten, skulle lige til at kalde, men Hun stoppede brat, stivnede, og det hele blev mørkt. Karen taget fat i et nedløbsrør for ikke at falde om.
Søren stod på busstoppestedet, halvvejs vendt mod hende, og holdt en ung, mørkhåret kvinde under armen. Hun skrattede, smilede koket op til ham, og Søren lo med. Pludselig puffede kvinden ham væk, målte ham køligt med øjnene, og Søren han bøjede sig for hende, prøvede at kysse hendes hånd. Hun overrakte ham hånden modvilligt, som for at slå, og Karen forstod: han tiggede.
Karen fik kvalme. Her stod hendes voksne, respekterede mand og bukkede og skrabede for en ung kvinde det var ikke til at bære.
Kvinden havde en smuk blå kjole med små hvide prikker på, en nydelig frisure og sandaler. Karens blik gled over hende. Hvad skulle hun gøre nu, med pakken, de dumme boller og livet?
Bussen kom, mængden skubbede, Søren hjalp prikkekjolen ind, dørene lukkede.
Mens bussen kørte væk, syntes Karen, hun fik et blik Søren så direkte på hende. Pludselig syntes hendes hjemmesko og det slidte forklæde frygteligt pinligt.
Hun vendte om og gik hjem, gennem gården hvor naboerne nu sad i kjoler, snakkede og lod bluser glide ned over solvarme skuldre; karens øjne mødte Elsie, der hilste og pegede på pakken i hænderne.
Nå, Karen, blev det ikke til noget? spurgte Else og fjernede cigaretten fra munden. Hun sagde pakket madkassen for sjov hun syntes nu egentlig heller ikke, Karen skulle kæle sådan for Søren.
Nej, jeg nåede det ikke, svarede Karen og trak på skuldrene.
Sikke noget. Så må min mand, Poul, spise resterne. Han elsker boller, og jeg bager aldrig selv, sagde Else og forsvandt.
Karen baksede sig op ad trapperne, mens hun stadig snøftede. Hele huset var stille, kun fodtrin på marmortrapperne og et lille hulk, så døren gik i bag hende.
Så var det slut. Slut på familie, varme, ro, sluttet tillid alt var væk. Det lyder dramatisk, men sådan føltes det. Hun havde jo sat hele sit liv ind på Søren. Og nu hvad?
Karen dumpede ned på taburetten, bollerne væltede ud over gulvet. Katten Mikkel dukkede op, krøb op ad hendes ben, spandt, tiggede mad men Karen registrerede det ikke. Hun blev bare siddende og så sorgfuldt ud af vinduet, stadig med synet af den blå kjole i tankerne og tårerne løbende ned ad kinderne. Det føltes næsten rart at være ulykkelig, sådan rigtig gammeldags, uden at skulle smile, bare sidde og synes synd om sig selv…
Hvor længe hun sad der, anede hun ikke. Men pludselig blev døren rykket op, Mikkel fór sammen.
Ind kom Poul nabomanden, Elses mand. Stor næse, runde kinder, krøllet hår og ildrød hals han var ikke sådan udpræget til fest, men han var nu en af sine egne, som Søren plejer at sige.
Kunstner, Karen, og oven i købet gallerileder! Skøre folk skal der også være plads til, ellers blev der aldrig noget særligt af nogen …
Karen fik tørret øjnene og så op på ham. Hvis ikke han havde været kunstner, kunne han have været præst, tænkte hun.
Karen, er det dig? Else siger du har boller til overs? Og hjemme hos os er der håndværkere Else gider ikke bage mere.
Han lo, stak hovedet ind i den solbeskinnede gang.
Vent lige, jeg tager skoene af, og strømperne jo! Han pegede på sine store fødder, og Karen kiggede ned strømperne var bare strømper, men med hul på storetåen.
Hun samlede hans sko op for at sætte dem i solen på altanen, men Poul protesterede.
Mit legeme, min sag! Sæt dem fra dig! kommanderede han.
Hun lod ham være men nægtede alligevel at lade en gæst gå hjem med våde sko. Hun ordnede dem diskret.
Inden længe var Poul allerede igang i køkkenet: Karen! Kan vi ikke få lidt te? God dansk te, mørk som rugbrød, med citron? Det er længe siden!
Ja, selvfølgelig, brummede Karen og satte vand over. Men indeni var hun tom og trist.
Søren … hendes Søren hvordan kunne han? Gå lige om hjørnet fra hjemmet og alligevel snuppe en fremmed under armen?
Hun prøvede at berolige sig, tale som sin mor: Det var bare en tilfældighed kolleger måske, han elsker kun mig!
Poul rynkede straks panden.
Hvad laver du? Skal du til at hælde gammel te op? Nej, Karen, brug de gode kopper, du ved, de kobaltblå med guldtanke. Jeg har altid været vild med dem. Og server nu boller dertil.
Vi har sådan nogle nye kopper fra Søren, han fik dem fra Aarhus …
Men jeg vil ha de gamle! protesterede Poul og trampede i gulvet.
Karen nåede knap nok at gøre modstand, bagefter sad de over kopperne, og så hev Poul strømperne af og rakte dem til Karen.
Kan du ikke lige lappe dem, Karen? Else gør det aldrig hun har for travlt med at vælge nye møbler…
Hun følte nærmest væmmelse, men hænderne greb automatisk nål og tråd.
Pludselig slog Poul næven i bordet, rejste sig op som en bjørn:
For pokker, Karen! Har du da ingen selvrespekt? Du er dronningen her! Du skal ikke gøre alting for alle, sæt dig op, kvinde! Jeg kan knap genkende dig. Du var engang stolt, gik gennem gården så spurvene dånede nu render du rundt som med en madpakke til et barn! Søren, hat på! Søren, mad med! Søren, gå ikke ud! Du maser og maser, men du mister dig selv ved det. Og Søren ja, han føler sig gammel og forkælet. Han vil have lidt modspil, Karen. Det må du forstå!
Hun gjorde ikke rigtig. Eller ville ikke forstå. Men pludselig smilede hun lidt. For det var jo rigtigt.
Hun havde opgivet skolen for ti år siden, for så var det nemmere at sørge for Søren. Ingen rettelser af opgaver om aftenen, kun hjem, kun Søren at pleje. Privateleverne havde hun også sagt op, da Søren blev syg; han kunne ikke klare larmen. Så havde hun droppet musikken, pensel og lærred, for Søren brød sig ikke om lugten af linolie. Det hele røg væk alt var for Søren.
Manikure? Hvem havde tid, når man skulle koge kartofler.
Nyt tøj? Nej, de gik jo ingen steder længere. Høje hæle? Du ødelægger dine ben! havde Søren sagt, så de røg ind bag potentielt glemte ting.
Veninderne ringede sjældnere, sønnen Magnus kom kun sjældent hjem, fyldte madkassen og smuttede igen.
Og det var det. Det var slut.
Men Karen! sagde Poul til hende, Rejs dig dog igen! Du er stadig ung! Løft hovedet og vis du lever! Ellers kører Søren bare videre i sit døs med andre!
Han smækkede sig på låret, grinede: Var jeg atten år yngre, Karen, havde jeg friet til dig!
Han gik. Karen sad.
Søren kom hjem sent, ikke helt ædru, krøllet skjorte og lidt for meget parfume.
Konferencen trak ud, sagde han og smed tasken til Karen. Giv mig kartofler og lidt snaps. Kom så…
Men Karen tog ikke tasken, hun skubbede den til ham og sagde: Du må klare dig selv. Jeg skal afsted jeg skal til kursus. Du er her alene nu. Hvis hun vil, kan hun jo komme og hjælpe dig.
Hun svansede ud ad døren, slæbende på kufferten, lige så fin i sandfarvet kjole og sandaler, håret sat op og med snerten af læbestift. Hun satte sig ind i en taxi og forsvandt.
Søren gik ud på opgangen, ville råbe noget, men han fik et jag i ryggen af bare vrede og forvildelse. Tårerne sprang frem.
Kaaaren kom det bare hulkende fra ham.
Hvor var hun? Hun kunne have gnubbet ryggen med sin salve, pakket ham ind i et tæppe, sunget ham i søvn…
Han ringede til Fie, den anden Fie? Det er Søren Ja, jeg ved godt man ikke bør ringe, men Ryggen gør så ondt. Og jeg kan ikke engang hente mad selv. Men vi er jo fortrolige, ikke?
I røret lød bare: Man ringer til lægevagten på det andet nummer. Så blev røret lagt på. Fie ville ikke komme, hverken smøre ryg eller lave mad. Hun var for stolt. Hun var ikke Karen.
Han stavrede ud i køkkenet, så på de kolde boller, priste sig selv ulykkelig det hele var hans egen skyld.
Karen kom hjem næste dag, med læge og blomster. Hun havde selv købt roser til sig, duftede svagt af parfume og cigaret, ja, hun røg nu og da, især når hun var vred.
Vent, doktor, ikke endnu! sagde hun, da lægen skulle stikke ham med en sprøjte.
Søren stønnede.
Hvad? Hvad nu?
Lige et øjeblik. Søren hvad havde du egentlig lovet hende der, Fie? Sådan en som hende slår sig ikke løs med hvem som helst. Hvad har du stillet hende i udsigt? spurgte Karen, mens hun så ham i øjnene.
Jeg er ikke gammel! Jeg er i min bedste alder
Pension, sagde lægen tørt. Så, hvad lovede du?
En stilling. Og hun skal få den men jeg vil have dig! Kun dig, Karen Undskyld! Tilgiv!
Hun får det hele fra din hånd og du siger op. Jeg starter på arbejde igen. Strygejernet står på hylden, skjorter må du selv vaske. Ellers må du klare dig selv. Forstår du?
Søren pustede, rullede med øjnene, tørrede sveden væk, nikkede. Lægen grinede og stak ham så endelig sprøjten.
Fie var lykkelig hun havde fået sin lille titel og et kontor på rådhuset. Søren bemærkede hun ikke længere, hun hilste ikke. Karens øjne de var noget andet.
Søren sagde op. Folk undrede sig. Han holdt afskedsfest, dansede med Karen, kiggede på hende, som han aldrig havde kigget på Fie. Hvorfor? Jo hun var hele hans livsluft.
Hun var stadig den uafsluttede bog, krydret og sød som danske jordbær i juli. Håbet var bare, at de aldrig læste sidste side
Og Fie? Hun måtte vokse lidt. Karen var én af dem, man kun kan møde én gang. Livet må vise, om Fie nogensinde forstår det Og sådan begyndte det hele forfra, bare lidt anderledes. Søren gik nu gennem lejligheden alene, hentede skjorter ned fra hylden, lærte at lade bukser hænge til tørre uden at spørge. Han fik svedige hænder af opvasken, men vaskede selv. Indimellem ringede han efter Karen og spurgte, hvad han skulle, men hun svarede kun sjældnere.
Karen gik til sit første møde med oprejst pande, blandt fremmede, smilende, rødmende over kaffekopper og latter, til hun næsten glemte sin gamle rutine. Da hun gik hjemad gennem byen, strøg hun hånden over de blå kjolers stof i butiksvinduerne og tænkte, at hun engang ville prøve en for sin egen skyld.
Katten Mikkel lå i hendes seng om aftenen, spandt og fulgte hendes blikke ud i sommermørket. Naboerne nikkede anerkendende i gården, de ældre koner sagde, at det klædte hende at strutte af noget nyt. Poul kom forbi med malerier under armen og satte dem op i Karens stue. Her må gerne være farver, sagde han drilsk, og hun nikkede; for første gang føltes væggene som hendes egne.
Selv Magnus, hendes søn, begyndte at ringe oftere, spurgte hvad moren havde gang i, og skammede sig lidt over aldrig at have spurgt før.
Til sidst, den sidste onsdag i juni, gik Karen gennem gården, bar på boller i en pose men ikke til nogen bestemt bare til sig selv, måske til nogen hun mødte. Da hun passerede spejlbassinet nede i hjørnet, stoppede hun og så sit eget spejlbillede, vendte tasken i hænderne, og smilede til sig selv.
Hvorfor har det altid handlet om alle andre? spurgte hun blot sin egen refleksion, trak vejret dybt og gik videre, let i skridtene.
Og hjemme i lejligheden mens Søren baksede med en nystrøget skjorte og sagde fanden tage knapperne lagde han pludselig mærke til, at der stod blomster på bordet. Ikke roser; vilde sommertulipaner med jord og duft, og på køleskabet en seddel:
Nogle gange må man bage bollen til sig selv først.
Søren læste det flere gange, og mens himlen bag vinduet blev lilla i tusmørket, tænkte han for første gang, at måske var der meget mere i Karen end han nogensinde havde givet plads til.
Og sådan begyndte de på deres andet liv hver for sig, og alligevel lidt sammen, under solens blide blå striber.
