Da min nabo bankede på min dør klokken ti om aftenen, havde han en fremmed nøgle i hånden.
Jeg var alene i køkkenet og vaskede op. Dagen havde været lang, og det eneste, jeg ønskede, var ro. Da jeg åbnede døren, stod han på dørtrinet og kiggede mærkeligt på mig.
Er det her ikke din nøgle? spurgte han.
Jeg kiggede på den blanke metalnøgle i hans hånd. Den lignede min til forveksling.
Nej, svarede jeg. Min ligger her.
Jeg viste ham min nøgle.
Han rynkede panden.
Hvorfor kan den så låse din dør op?
I starten troede jeg, han lavede sjov, men hans ansigt var helt alvorligt.
Hvad mener du kan den låse op?
For en halv times tid siden, sagde han, så jeg en kvinde gå ind. Jeg troede, det var dig, men så opdagede jeg dig ude på altanen.
Mit hjerte begyndte at hamre.
Jeg har boet alene i to år. Efter skilsmissen besluttede jeg, at jeg ikke længere ville tåle andres vaner, larm og sære nøgler.
Hvordan så hun ud? spurgte jeg.
Mørkt hår, omkring fyrre hun havde en taske.
En kold rislen løb ned ad min ryg. Ingen andre end mig burde have nøgle til min lejlighed.
Bortset fra én person.
Min eksmand.
Men han flyttede ud for to år siden, og nøglen havde han givet tilbage. Det sagde han i hvert fald.
Er du helt sikker på, hun gik ind her? spurgte jeg.
Jeg så hende tydeligt, sagde naboen. Hun trykkede håndtaget ned og gik lige ind.
Jeg vendte mig om mod døren bag mig. Alt var stille indenfor.
Alt for stille.
Vent her, sagde jeg.
Men han rystede på hovedet.
Jeg lader dig ikke gå alene.
Vi gik langsomt ind sammen. Stuen var, som jeg havde efterladt den. Lampen lyste stadig.
Men på bordet stod der noget, der ikke havde været der før.
Et glas.
Mit eget glas.
Med vand i.
Jeg standsede op.
Jeg har ikke drukket vand, hviskede jeg.
Naboen gik hen til glasset og rørte ved det.
Det er lunkent.
I samme øjeblik lød der en sagte lyd ude fra gangen. Det var, som om noget blev flyttet.
Vi frøs begge i bevægelsen.
Er der nogen? råbte naboen.
Der kom intet svar.
Han gik forrest. Jeg fulgte efter. Soveværelsesdøren stod halvt åben.
Mit hjerte bankede i brystet.
Han slog døren op.
Rummet var tomt.
Men mit garderobeskab stod på klem.
Tøjet lå i uorden.
Og på sengen lå der noget lille.
En konvolut.
Jeg gik hen og tog den. Mit navn stod på forsiden.
Med rystende fingre åbnede jeg den. Indeni var der en lille seddel.
Bare én sætning:
Når du er klar til at tale, ved du, hvor du kan finde mig.
Håndskriften var velkendt.
Min eksmand.
Naboen så spørgende på mig.
Har han en nøgle?
Jeg rystede langsomt på hovedet.
Det burde han ikke have.
Jeg satte mig på sengen og forsøgte at samle mine tanker. Sidst jeg så ham, var det hos fogeden. Han var helt rolig, næsten mistænkeligt rolig.
Han sagde endda:
En dag kommer vi til at tale sammen igen.
Jeg afskrev det dengang som tomme ord.
Men nu nogen havde været i min lejlighed.
Siddet ved mit bord.
Drukket af mit glas.
Rodet i mit skab.
Naboen stod i døren og stirrede på sedlen.
Det her er ikke normalt.
Jeg ved det.
Pludselig kom jeg i tanke om noget. Jeg gik hen til skabet ude i entreen og åbnede det.
Der plejer jeg at opbevare ekstranøglen.
Nu var den væk.
Det gik op for mig med et sug i maven.
Han havde ikke lavet en kopi.
Han havde aldrig leveret nøglen tilbage.
Og jeg havde stolet på hans ord.
Naboen sagde stille:
Du må nok hellere få skiftet låsen.
Jeg så endnu engang på sedlen i min hånd.
Så rev jeg den midt over.
Nej, sagde jeg. Det er tid til at forandre noget mere end bare låsen.
Nogle gange lærer man, at tillid ikke burde have nogen frist men nogle forhold skal have en ende for at man selv kan finde fred.
