Jeg voksede op uden min far. Eller rettere sagt, min far var der, men da jeg var fire år gammel, omkom han. Min far, Mikkel Bredal, arbejdede som redningsmand i Beredskabsstyrelsen og døde under redningsarbejde efter et jordskælv i en af de asiatiske lande. Sammen med ham omkom Boy, en schæferhund, som min far havde opfostret lige siden den var hvalp.
Min mor, Katrine, blev alene og giftede sig aldrig igen. Hun opfostrede mig uden hjælp. Da jeg fyldte 14, meldte jeg mig til ungdomsafdelingen i den lokale hundeklub. Mor støttede mig, men jeg kunne mærke hendes frygt. Hun var bange for, at jeg ville gå i min fars fodspor og vælge et farligt erhverv.
Som 16-årig tog jeg en schæferhvalp med hjem og kunne i lang tid ikke bestemme, hvad han skulle hedde. En dag, mens jeg kom hjem fra gymnasiet, hørte jeg, hvordan min mor henvendte sig til hvalpen:
Åh, din ballademager, nu har du lavet rod igen, din lille røver.
Jeg kunne ikke lade være med at smile. Som barn, når jeg kom hjem mudret og beskidt, sagde hun nøjagtigt de samme ord. Jeg trådte grinende ind i stuen:
Nu har han fået sit navn. Han skal hedde Loke.
I løbet af to år voksede Loke op til at blive en smuk, stærk og lydig tjenestehund. Jeg var stolt af både mit arbejde og hunden. Så kom indkaldelsen til værnepligten. Jeg bad om at gøre tjeneste med min hund, og i al hemmelighed forberedte jeg Loke til det. Mit håb var, at vi sammen kunne klare prøven.
Vi blev sendt til uddannelsescenteret i Vordingborg og tilbragte tre måneder med at vise vores værd. Bagefter blev vi udstationeret tæt på grænsen mod Tyskland. Mandskabet på stationen tog godt imod os, og folk begyndte straks at tale om “Loke og Bredal”. Når vi gik på patrulje, lød det i mandskabet: “Nu er Loke og Bredal på opgave!”
Tjenesten forløb jævnt, indtil en natlig patrulje endte i tragedie under et opgør med smuglere. En soldat blev såret, en anden dræbt, og jeg ja, jeg forsvandt. Loke blev også såret. Hele området blev endevendt, men jeg var og blev væk. En måned søgte både dansk og tysk myndighed uden held.
Det var en hård besked, som førte en officer fra værnepligten hjem til min mor. Han havde Loke med, der stadig haltede på sin forpote. Mor hørte officerens ord, mens hun stille aede schæferhunden og lod tårerne falde. Loke pressede sit hoved ind mod hendes knæ, og officeren prøvede at sige noget om håb og mirakler, men mor lyttede ikke. Hun kiggede hunden i øjnene og sagde:
Åh, Loke, min skat.
Fra den dag så man ofte en midaldrende kvinde og hendes haltende schæferhund i byparken i Kolding, morgen og aften. De gik roligt, værdigt, som om de bar en særlig historie med sig. Folk kunne mærke, at dette var mere end bare hund og ejer.
Mor talte sagte til Loke og gav ham rolige kommandoer. Han svarede med opmærksomhed, aldrig med gøen og aldrig med hast.
Loke, i dag bager vi boller med svampe og kål. I morgen går vi ned til fjorden, så kan du svømme lidt.
Efter et år kom der igen brev fra værnepligten. En officer kom forbi med lidt madvarer og hundefoder. Han forklarede, at hvis der ikke blev nyt om mig, kunne jeg snart officielt erklæres for død. Mor hørte ham ud, takkede fordi de kom, og lukkede døren med et mærkeligt smil:
Lad dem bare tale, Loke. Jeg kan mærke, at du lever.
Så en dag bankede en fremmed ung mand på. Loke logrede med halen, ikke så meget som et knur.
Hej Katrine Pedersen, jeg er Nicolai Poulsen. Jeg gjorde tjeneste med din søn Hej, Loke, kan du kende mig, din gamle røver?
Vi talte helt til sent om aftenen. Han fortalte om tiden ved grænsen, min mor bød på te og småkager, de kiggede på gamle børnebilleder og mindedes sjove episoder.
Pludselig blev Nicolai alvorlig, næsten hviskende:
Katrine, du tror måske jeg er tosset, men din søn dukkede op i drøm for to uger siden og bad mig sige til dig, at han helt sikkert vender hjem.
Mor brast i gråd over bordet. Loke slikkede hendes hånd, og Nicolai sad bare og lod hende finde trøst, som hun havde brug for. Han forstod en drøm er ikke et mirakel, men han kunne ikke undlade at komme forbi og fortælle det.
Endnu et år gik. Stadig så man mor og Loke gå tur under efterårets gyldne blade. De talte sammen af og til, helt opslugte i hver deres verden.
En dag, i den klare sol mellem de sidste blade, nåede de enden af stien og vendte om. I den modsatte ende dukkede en høj figur frem; han haltede let og gik langsomt, indhyllet i sollys. Loke stivnede, peb lavt, og trak mor slap linen, og hunden, lod sin skade glemme, løb direkte mod ham, han havde ventet på.
Hun stod bare. Tårerne dryppede, armene slap alt der, længere nede, stod Loke og jeg omsider sammen. I det øjeblik lærte jeg, at håb aldrig slipper sit tag i dem, der er villige til at vente længe nok.
