Jeg bor sammen med min mor. Min mor er 86 år gammel.
Det er sådan, at jeg ikke blev gift, og jeg har heller ikke børn. Livet blev bare lidt anderledes for mig. Jeg er selv 57 år nu. For nyligt fyldte jeg år, og vi fejrede det kun os to mig og min mor. Jeg havde ikke nogen at invitere. Jeg har ikke venner, og vi har ingen andre familiemedlemmer.
Vi bor sammen og støtter altid hinanden. Min mor er 86 år gammel. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, når hun engang ikke er her mere. Alligevel har hun det stadig rigtig godt! Selvom hun bliver ældre, og helbredet stille og roligt svækkes, nægter hun at give op. Hun går endda stadig selv ud på små gåture i nabolaget her i Odense.
Jeg er gået på pension, men arbejder stadig lidt ved siden af, da vores folkepensioner ikke helt slår til for et almindeligt liv. Men jeg holder modet oppe og er glad for at have min kære mor hos mig. Der er jo andre, som har det meget sværere nogen har hverken lejlighed, familie eller penge nok.
Men min mor og jeg lever stille og roligt. Om aftenen drikker vi te, strikker og ser vores yndlingsfilm og serier. I weekenden bager jeg kage, og så inviterer jeg naboerne over. De fortæller om deres familie, og jeg glæder mig over at høre om andres lykke og håber, at mor og jeg undgår de store problemer.
Sådan lever vi vores liv. Jeg ønsker kun, at denne tid må vare længst muligt mig og min mor sammen. Man behøver ikke have mange mennesker omkring sig for at finde glæde; det er de små øjeblikke og fællesskabet, der gør livet værdifuldt.
