Misundelse på kanten
9. april
Præcis sådan skal det være! Han vil aldrig forstå, at det ikke er hans forlovede, der står foran ham…
Jeg, Astrid, stod foran spejlet og betragtede mit eget spejlbillede nøje. Jeg rettede langsomt en enkel lok hår tilbage bag øret. Hjertet begyndte at slå lidt hurtigere det jeg så foran mig, havde overgået alle mine forventninger! Makeuppen, frisuren, ansigtsudtrykket alt var kopieret med forbløffende præcision. Jeg holdt ufrivilligt vejret tog jeg bare min søsters yndlingskjole på, ville selv vores mor næppe kunne skelne os fra hinanden i et øjeblik.
Tankerne fik et lille smil frem på læben, men hurtigt tjekkede jeg klokken på hylden over kommoden. Viserne nærmede sig ubønhørligt det aftalte tidspunkt om tyve minutter skulle Søren være her. Jeg mærkede, hvordan en let uro voksede indeni. Alt måtte gå fejlfrit ikke en forkert bevægelse, ikke en eneste fejl i stemmen! Hvis Søren bare et øjeblik anede uråd, ville hele min omhyggeligt optrukne plan styrte i grus, på samme måde som det mange gange før var endt med, at søster vandt.
Jeg tog en dyb indånding og styrede den lette sitren ud af hænderne, før jeg gik hen mod døren. Netop som dørklokken lød, stod jeg parat, klar til at indtage rollen. Jeg åbnede døren og, da jeg så Søren, lod jeg straks ansigtet forvandle sig. Et varmt smil, nænsomt og svagt, fandt jeg frem. Mine øjne glimtede venligt.
Hej, Søren! sagde jeg med blid, let dæmpet stemme, som om hvert ord var tænkt igennem på forhånd.
Før han nåede at sige noget, trådte jeg på tæerne og kyssede ham let på kinden nøjagtigt som jeg havde set Freja gøre. Ingen overdrivelser, alt skulle følge planen.
Kom ind, vil du have kaffe? spurgte jeg og vinkede ham indenfor med en gestus, som om det bare var endnu en almindelig aften og ikke kulminationen på en nøje udtænkt mission.
Han rynkede kort pande, som om han forsøgte at gennemskue mit udtryk. Men så trak han på smilebåndet og jeg kunne se, nysgerrigheden tændtes i ham. Hvad mon hans kærestes søster havde planlagt? Hvorfor gjorde jeg mig så stor umage med at efterligne Freja? Han var tydeligvis interesseret, men han lod sig føre ind i lejligheden uden at afsløre noget.
Køkkenet: Jeg var i færd med kaffemaskinen, mens jeg kæmpede for at fastholde det blide, næsten engleagtige smil, som slet ikke var naturligt for mig. Mine bevægelser var lidt for ivrige jeg satte kopper, tallerkener og skeer frem og kiggede af og til på en flaske dyr rødvin, der ventede tålmodigt på sin time. Den vin havde jeg købt netop til denne aften, for Søren drak næsten aldrig, men i selskab kunne han tage et glas. Det var nødvendigt, at han slap lidt af, at hans vagt faldt lidt, så min plan havde en chance.
Han sad allerede ved spisebordet med armene over kors, mens hans blik blanding af nysgerrighed og skjult ironi fulgte mig. Så kunne han ikke lade være:
Astrid, hvorfor gør du alt det her? spurgte han med ro. Og hvor er Freja egentlig? Hvis det her er en practical joke, så er den ikke særlig original.
Et øjeblik stod jeg stille og søgte efter de rigtige ord. En smule forlegenhed flakkede i mit blik, men jeg fandt hurtigt tilbage og svarede med et lidt anspændt smil stemmen så afslappet, jeg kunne mønstre:
Hvordan gættede du det? Hvis det altså ikke er en hemmelighed? Og nej, det er ikke for sjov. Det er et eksperiment. Freja ved ikke noget.
Han løftede brynet og drejede koppen mellem hænderne. Han så ud til at finde det interessant, hvad jeg havde planlagt, men han holdt det for sig selv.
I er jo så forskellige, selvom I er enæggede. Hvordan kan nogen forveksle jer?
Han hev sin mobil op for at sende sin forlovede en besked og spurgte samtidig:
Men hvad er pointen egentlig?
Jeg rørte uroligt på mig og stirrede ned i min te. Tog en lille tår, indsamlede styrke og begyndte, pludseligt med engagement:
Vi bliver hele tiden forvekslet. Du siger, vi ikke ligner hinanden, men endda mor kan tage fejl, når vi klæder os ens. Hvis vi tager de samme kjoler og frisurer, er vi identiske.
Jeg tav og så ud, som om jeg genoplevede ubehagelige minder, før jeg fortsatte:
Det er tit ubehageligt. Især, når det handler om ens kæreste. Vi har flere gange stået i pinlige situationer. Engang inviterede min kæreste til date, men det endte med, at han gik hen til Freja i stedet bare fordi hun stod tættest på. Eller min søster, der ville tale med din ven, men han forvekslede hende med mig og sagde ting, der gjorde hende ked af det.
Hvorfor så ikke bare ændre jeres udseende, frisurer eller noget? spurgte Søren. Jeg vidste godt, at Freja syntes, jeg altid modarbejdede forandringer, og det havde jeg nok også gjort.
Jeg lavede straks en grimasse, rynkede næsen.
Det har vi lovet ikke at gøre, ikke før vi er færdige på universitetet. Det blev en slags uskreven regel mellem os. Og… jeg tøvede, så trak jeg på smilebåndet, somme tider er det faktisk ret nyttigt. Selv lærerne tager fejl af os.
Jeg lo, glad for hvordan vi ind imellem kunne snyde os udenom visse regler.
Nå, okay, sagde Søren, tydeligvis eftertænksom. På det tidspunkt bippede hans mobil, han læste hurtigt en besked, smilede for sig selv og pocket telefonen igen. Freja skriver, at hun sidder på vores stamcafé. Hun aner vist ikke, hvor jeg er.
Han sendte mig et blik, hvor jeg fornemmede medfølelse.
Bare rolig, jeg siger hende intet om dit forsøg her. Forstår du er nervøs for din søster. Jeg vil ikke stå imellem jer to.
Lettet sukkede jeg og skænkede et taknemligt smil.
Tak, Søren. Du er virkelig et godt menneske.
Vi ses snart, sagde han og rejste sig. Jeg må hellere skynde mig til Freja.
Døren smækkede sagte, og jeg blev alene i stilheden hele verden syntes at gå i stå, kun jeg sad tilbage med min skuffelse. Jeg sank ned på stolen med hænderne krampagtigt knuget om bordkanten, for ikke at give efter for tårerne. Hvorfor mislykkedes alt altid for mig? Hvorfor gennemskuer han mig? Hvorfor knækker selv de planer, jeg har lagt minutiøst?
Tankerne kørte rundt i mit hoved: Første gang Søren dukkede op i vores liv, havde hans lette smil, selvfølgelighed og varme straks gjort indtryk på mig. Hver gang han var i nærheden, slog mit hjerte hurtigere, og jeg lagde møjsommeligt små samtale-udkast i hovedet, øvede mig, forestillede mig hvordan vi kunne tale og grine sammen… Men jeg blev altid stoppet af frygten for afvisning, usikkerhed, ønsket om ikke at ødelægge balancen mellem min søster og mig.
Freja var langt mere direkte. En dag tog hun ham bare med hjem Mød Søren, sagde hun til forældrene, der lyste op over hans tilstedeværelse. Jeg husker aftenen i små detaljer, hvordan jeg stod i døren og tavst iagttog, hvordan Søren charmerede min familie. Indeni kogte det men på overfladen holdt jeg facaden.
Han skulle have været min. Jeg havde opdaget ham først, mærket det mærkelige sug mod ham. Jeg havde tænkt på ham om natten, forestillet mig os sammen. Men Freja tog ham, uden at skænke mine følelser en tanke.
Jeg trak vejret dybt, min krop rystede let. Jeg vidste, jeg ikke burde lade de tanker tage magten. Men hvordan skulle jeg lade være, når det hele endnu gjorde så ondt?
Freja havde altid tiltrukket opmærksomheden. Som et solstrejf, glad, åben, snaksalig, hun elskede fester, kunne snakke i timevis uden at blive træt. Alligevel klarede hun studiet med bravur uden at sidde oppe hele natten.
Jeg var anderledes. Mere tilbageholdende, tænksom, jeg fandt ro med en bog eller snak med en nær ven. Når Freja opfordrede mig med ud, sagde jeg ofte nej. Jeg har ikke tid til den slags, ville jeg sige, altid lidt for stolt.
Nu, med tiden, begyndte jeg at spekulere: Mon jeg burde have sagt ja bare én gang? Måske havde Søren så set mig den seriøse, eftertænksomme, ansvarsfulde kvinde, der værdsatte sin tid. Men han faldt for Freja spontan og charmerende…
Egentlig vidste jeg godt: Freja gjorde det let; hun forsøgte ikke at vinde nogen hun var bare sig selv, og det var nok. Jeg tænkte for meget, vogtede mine ord, frygtede fejl og blev i skyggen.
Jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at jeg havde valgt rigtigt: Ansvar og omhu bliver én dag værdsat. Men om aftenen, mens huset var stille, forestillede jeg mig, hvordan det kunne have været.
Freja fortalte om brylluppet over aftensmaden, og jeg mærkede, hvordan noget brast indeni. Jeg smilede, sagde tillykke, men indvendig sank jeg sammen. Jeg spillede med, men var tom.
I dagene efter sov jeg dårligt, gennemgik alt, ledte efter løsninger. En idé voksede frem. Hvis Søren nu så mig i stedet for Freja, hvis han blev draget… og Freja så opdagede os sammen, ville alt være ødelagt. Ingen ville vinde. Det var retfærdigt.
Hver detalje blev udtænkt. Vinen skulle løsne stemningen. Jeg øvede mig foran spejlet i hendes smil, hendes bevægelser, hvordan lyset skulle falde. Jeg var nervøs den dag, men besluttede, at jeg måtte gennemføre. Alt gik næsten som planlagt til Søren på sekundet gennemskuede mig. Planen brast, og han gik roligt sin vej til sin rigtige forlovede.
Nu sad jeg alene tilbage, chokeret, alt ramlede på få minutter. Brylluppet nærmede sig, og jeg havde intet svar.
Jeg skal finde på noget nyt snart før det er for sent, tænkte jeg, mens jeg nedstirrede den krøllede dug. Muligheder kørte rundt i hovedet, men ingen føltes holdbare. Jeg vidste: Næste gang skulle sidde lige i skabet, for jeg fik ikke flere chancer.
***
Nogle uger senere samlede Freja hele familien omkring bordet og annoncerede nervøst, men lykkeligt, at hun ventede barn. Glæden lyste i hendes øjne, hun havde drømt om dette. Forældrene strålede, stillede tusind spørgsmål og planlagde fremtiden. Jeg sad tavst med min kolde te og pressede et smil frem, nikkede til lykønskningerne. Indeni stak det så voldsomt, at det føltes fysisk. Hver sætning, hver lykønskning fra familien føltes som små nålestik.
Jeg forestillede mig, hvordan alt nu ville ændre sig: familieaftener med Søren som ægtemand, Fødselsdage, højtider, hvor han stolt og kærligt fulgte Freja omkring. Jeg tegnede billeder i hovedet og det gjorde næsten ondt at tænke på. Hvordan kunne jeg holde til det?
Tankerne cirklede: Der måtte handles nu. Før alt blev uigenkaldeligt.
En ny plan begyndte at tage form. Hvad kunne såre dem mere end tabet af deres længe ventede barn? Gruen over mine egne tanker gjorde mig kold, men samtidig føltes det som det eneste, jeg kunne føle rigtigt.
Jeg så kærlig ind i Frejas blik og pressede følelsen ned. Hun var så lykkelig. Mit sind arbejdede allerede på næste skridt: En snak med den rigtige læge, lidt penge det danske sundhedssystem gør alting muligt, hvis man kender nogen…
Jeg lod som om, jeg grinede over noget, og Freja vendte sig rundt og smilede, intetanende.
Jeres lykke varer ikke evigt, sagde jeg tøvende for mig selv. Mit blik blev koldt og beslutsomt jeg havde valgt min vej.
***
Vil du have juice? sagde jeg let, og prøvede at lyde afslappet. Jeg smilede det smil, jeg havde øvet igen og igen i spejlet. Jeg har købt din yndlings.
Åh, du er simpelthen den bedste, svarede Freja straks med sit varme, åbne smil. Hun rakte ud og trykkede min hånd. Min bedste søster!
Jeg frøs et øjeblik, men kom mig hurtigt.
Jeg henter det lige, sagde jeg, anstrengt rolig.
På køkkenet fandt jeg dusinet frem, hældte op og mærkede tabletten i min lomme. Jeg lagde den diskret på hånden. Men jeg frøs. Hvad var jeg i gang med? Jeg så på glasset, så på pillen. For mit indre så jeg Freja grine, familie glæde sig, Søren holde hendes hånd…
Kunne jeg virkelig gøre noget så lavt? Det ville være en skændsel, forfærdeligt forkert.
Nej! Det var ikke mig! Det var en slags mørk skygge, der havde opslugt min hjerne. Jeg skulle ikke, jeg ville ikke, jeg kunne ikke!
Pillen faldt lydløst ned på køkkenbordet. Jeg trak vejret dybt og forsøgte at berolige hænderne.
Astrid? Er du okay? lød Frejas stemme. Hun stod allerede i døren og så bekymret på mig. Du er så bleg skal jeg ringe til lægen?
Vores blikke mødtes. Jeg så for første gang på længe det, jeg havde prøvet at ignorere: Frejas uforfalskede tillid og søsterkærlighed, hendes iver over fremtiden. I det øjeblik blev jeg klar over, hvor lidt og hvor meget det hele egentlig betød.
Det er bare lidt svimmelhed, stammede jeg med et stift smil. Alt er godt. Her er juicen, jeg tager bare lidt te selv, så kan vi hygge lidt.
Jeg fyldte en kop op. Hænderne rystede, men jeg forsøgte at ignorere det. Hvert skridt føltes som gennem en tåge.
Indeni rasede det stadig. Jeg kom hele tiden tilbage til øjeblikket med pillen. Hvor tæt jeg var på at krydse en grænse, hvor der ingen vej tilbage findes! Og hvor let det viser sig at være at forsøge at handle ud fra giftige følelser, hvis man fodrer dem længe nok!
Jeg rørte omhyggeligt rundt i den varme te og lyttede til Freja, der begyndte at fortælle om weekendens planer, mens hun drak sin juice helt uvidende. Hun var så tryg, så lykkelig… Det gjorde mig bare mere ked af det.
Hvordan kunne jeg? Hvordan kunne jeg end ikke overveje det?
Det er min søster det dyrebareste jeg har.
Jeg forstod: Mine følelser var ikke et indfald, men et gammelt, ondt sår jeg havde båret rundt på i årevis. Misundelse, såret stolthed, følelsen af uretfærdighed. Nu havde det næsten drevet mig ud, hvor jeg kunne gøre det mest forfærdelige.
Jeg tog en dyb indånding. Jeg måtte erkende, at jeg havde brug for hjælp ikke bare tænke det, men gøre noget. Måske skulle jeg tale med nogen udefra om alt det, jeg gik med.
Hvad tænker du på? spurgte Freja og smilede, du er så stille i dag.
Åh, det er bare alt arbejdet. Jeg burde måske få lidt rådgivning til at få det organiseret…
Det var kun halvt sandt, men Freja syntes at være tilfreds, og snakken fortsatte. Jeg hørte efter og nikkede, men indeni voksede en ny, rolig beslutsomhed.
Aldrig mere skulle jeg lade misundelsen vinde! Ikke mere. For der stod for meget på spil: vores søsterforhold, min egen sjælefred, min fremtid.
Første skridt: Erkende at jeg havde brug for hjælp. Ikke at gemme det væk.
***
Så, en tidlig junimorgen, fødte Freja en lille pige, som med det samme blev hele familiens elskede midtpunkt. Den lille sov roligt i sin vogn bag hospitalets ruder, forældrene viste hende stolt frem.
De første dage hjemme blev fyldt med rørende øjeblikke. Freja og Søren skiftedes ved vuggen, forældrene kom forbi med babytøj, bedstemoren strikkede små strømper, bedstefar fortalte stolt rundt til naboerne.
Men ingen elskede den lille mere end moster Astrid mig. Da forvandlingen i mit sind først var i gang, kom jeg oftere passede hende, hjalp Freja, lavede mad, gik i Netto og blev længere og længere. Jeg beundrede de små fingre, undrede mig over hendes udtryk, og lo, når hun grinede.
Jeg lærte at slynge hende på armen, berolige hende, nynnede hjemmelavede sange. Jeg forkælede hende med små, nuttede dragter, og nød at følge hende vokse. Snart blev jeg mere end bare moster næsten ven, for vi lavede te-party, læste billedbøger og øvede de første ord. Jeg hæppede, når hun gik det første skridt og klappede, når hun nåede frem til legetøjet selv.
Freja lagde mærke til denne særlige bånd. En aften, mens jeg samlede legetøj sammen, sagde hun:
Tak, Astrid. Jeg kan virkelig se, hvor vigtig du er for hende. Det betyder så meget.
Jeg smilede forlegent, men mærkede en glæde, jeg aldrig havde haft før. I de enkle øjeblikke en latter, et første ord, et varmt kram fandt jeg det, jeg havde manglet: følelsen af at høre til, varme og ubetinget kærlighed.
Nu ved jeg: Livet giver os ofte de mærkeligste gaver, og når vi rækker ud og passer på andre, finder vi også vejen til fred og lykke med os selv.
AstridSådan gik det, at jeg fandt min plads ved siden af Freja, ikke i konkurrence, men som hendes støtte, hendes fortrolige, hendes søsters sjæl. Det tog tid, men jeg lærte, at min værdi ikke lå i at vindehverken Søren eller livetmen i de forbindelser, jeg var villig til at pleje, den kærlighed jeg kunne give uden betingelser.
Når jeg gik hjem om aftenen, susede træerne i villakvarterets tidlige sommerbrise, og jeg lod den friske luft fylde lungerne. Før føltes hvert skridt som et kapløb med Freja; nu føltes det som at høre hjemme i min egen historie.
Jeg accepterede, at lykken ikke altid ser ud, som man forestiller sig. Freja fik Søren og sin lille datter, og jeg fik lov at være noget uvurderligt for dem beggeen søster, en støtte, en moster med åbent hjerte og åbne arme.
Måske finder jeg også min egen kærlighed, en dag. Måske ikke. Men nu forstår jeg: Den fred, jeg længtes efter, kommer ikke af at tage det, man savner hos andre, men af at åbne for det, man selv kan give.
For første gang i mange år gik jeg i seng den aften med ro i sindet og et lille, stille håb i hjertetikke for at blive Freja, men for at være Astrid, og det var nok.
