Svig og betingelser
Hør nu her, Karen, jeg har hverken tid eller lyst til at høre på dine endeløse klager.
Enten slår du lige nu det sårede- offer-nummer fra, og så lever vi videre som folk igen, eller også pakker jeg kufferten i morgen, og så forklarer du selv Alberte, hvorfor hendes far er væk.
Du forklarer det selv! Forstår du?
Som folk… hvad betyder det, Jesper? spurgte hun stille. Som om intet var hændt? Som om jeg aldrig har set de beskeder?
Som om Anders fra Værkstedet ikke skrev til dig klokken to om natten, at han savnede dine hænder?
Jesper sukkede højlydt og sparkede sine sneakers af uden at binde dem op.
Nu starter du igen … Det er den samme gamle plade. Jeg har sagt det på dansk: Det er slut! Jeg er hjemme, ikke? Jeg er hos dig, ikke? Jeg bidrager økonomisk, ikke?
Hvad mangler du? Skal jeg falde på knæ? Det får du ikke set!
Lad være. Det eneste jeg beder om, er, at du stopper med at tale til mig, som om jeg er til besvær. Du vrænger og taler nedsættende hele tiden. Du håner mig…
Fordi du er ulidelig! afbrød han. Du går rundt som et spøgelse, altid med et surt fjæs.
Tror du det er hyggeligt at komme hjem? Jeg træder ind ad døren, og straks bliver det enten krydsforhør eller isfront!
Enhver anden kvinde havde for længst tiet stille for familiens skyld. Men du nej, du skal pille i såret med en pind.
Han gik forbi hende mod køkkenet og stødte skulderen imod hende. Karen vaklede, men blev stående.
Hun havde engang troet, hun havde vundet på livets lotteri. Jesper fremadstormende, stærk, en god far. De havde en datter, femårige Alberte, en fælles ejerlejlighed, og begge havde pæne lønninger.
Affæren, som kom frem et halvt år tidligere, var ikke et uheld Jesper havde levet et hemmeligt dobbeltliv i flere måneder.
Hun opdagede det tilfældigt Alberte legede med sin fars mobil, og pludselig dukkede en besked op: Anders fra Værkstedet spurgte, om Jesper havde købt det undertøj, som så godt ud på hende.
Da sandheden kom frem, benægtede Jesper ikke. Først tav han, så blev han sur, og derefter sagde han:
Ja. Det var det. Det er slut nu. Skal vi ikke lave en mus ud af en elefant? Jeg er jo her, ikke?
I det halve år, der var gået, undskyldte Jesper aldrig. Han angrede ikke, følte sig ikke skyldig, og det sved værre end alt andet for Karen.
Da hun kom ind i køkkenet, sad Jesper allerede ved bordet med næsen i sin mobil. Foran ham en tallerken med friskbagt fisk, som Karen havde dækket med en anden tallerken, så den ikke blev kold.
Har du sparet på saltet? sagde han og løftede tallerkenen. Eller er dine smagsløg gået til på grund af tårer?
Jesper, det er nok nu. Alberte er inde på værelset hun kan høre alt.
Så lad hende høre, han sendte hende et skævt grin, mens han tog en bid. Så lærer hun, at mor gør alt for at jage far væk. Det er vel det, du vil? At jeg går?
Jeg vil bare, at du er et menneske. Du lovede at arbejde for familien. Er det sådan du gør? Ved at tryne mig?
Jesper lagde gaflen fra sig.
Luk op for ørerne, kære. Familien er et projekt, og jeg investerer. Jeg leger med Alberte, jeg betaler for hendes gymnastik, jeg afleverer og henter i børnehaven.
Ville du have, at dit barn havde en far? Det har hun. Og jeg er ikke forpligtet til at være flink ved dig, mens du driver mig til vanvid over den sag her!
Jeg lægger en betingelse: Vi taler aldrig mere om det her, eller også smutter jeg. Men hvis jeg går, får du ikke en krone.
Lejligheden deler vi, og så må du sælge den. Du får lov at betale mig millioner af kroner ud har du dem? Nej! Så du ryger i en fremlejet toværelses i et helt andet kvarter. Er du klar til det? At rive Alberte ud af hendes liv?
Karen sagde ikke et kvæk. Manden kendte hendes svagheder bedre end hun selv. Tanken om, at barnet skulle skifte børnehave, sige farvel til vennerne og flytte til noget slidt i Brønshøj, mens hendes mor sled sig op over arvesagerne, fyldte Karen med rædsel.
Så tie stille, sagde Jesper. Spis nu. Du ligner en sild på tørkost, det er til at blive syg af at se på.
***
Om aftenen, da Alberte allerede sov trygt, krammende sin plysharve, sad Karen ude på altanen og grublede.
Jesper var vel egentlig en god far i gængs forstand: Han drak ikke, han var aldrig voldelig, Alberte forgudede ham.
Far, du er min helt, hviskede Alberte til ham hver morgen.
Hvordan skulle Karen ødelægge den verden?
Støvet snak lød inde fra stuen Jesper talte i telefon. Karen spidsede ører.
Ja, det er stadig planen i morgen. Klart. Men altså, det finder vi ud af. Hun brokker sig lidt, så lægger det sig. Hvor kan hun flygte hen?
Karen stivnede. Sådan tænkte han altså Hun trak døren til altanen op med et sæt.
Jesper lå henslængt på sofaen med strakte ben. Da han så hende, afbrød han straks samtalen.
Hvem talte du med? spurgte hun.
En kollega. Skal du se telefonens kontaktliste? spurgte han teatralsk og rakte mobilen ud. Værsgo, du er jo familie-detektiv nu.
Men hvis jeg finder bare én slettet besked, du ikke kan li, tager jeg til min mor i morgen. Så er det din skyld.
Tager du pis på mig, Jesper? Karen stod nu tæt ved ham. Tror du virkelig, du har ret til at stille krav? Efter dét, du har gjort?
Ja. Fordi jeg er mand her, og det er mig, der bestemmer, hvordan vi gør. Du følger med, eller også må du klare dig selv.
Han rejste sig op, gik helt tæt på.
Du ved vist også godt, Karen, at ingen fremmed mand vil elske din Alberte, som jeg gør? hviskede han. Han vil tolerere hende, så længe du er ung og flot.
Når hun kommer i vejen, gider han hende ikke. Er det dét, du vil udsætte dit barn for? En stedfar, der er ligeglad?
Du er ussel, Jesper, hviskede hun.
Jeg er realist, smilede han og gik mod badeværelset. Og tag nu og find en ren skjorte til mig til i morgen, den bordeaux. Husk at stryge den der var en fold i kraven i dag, det irriterer mig.
Jesper forsvandt ud, og Karen stod tilbage midt i stuen.
***
Morgenen begyndte med den vante hæsblæsende travlhed. Karen stegte klatkager, Alberte var sur, fordi hun ikke ville have strømpebukser på.
Jesper dukkede op i køkkenet iført den bordeaux skjorte Karen havde strøget den alligevel.
Mor, skal vi i Zoologisk Have på lørdag?
Selvfølgelig, min skat, forsøgte Karen at smile.
Far, kommer du med? Du lovede mig at vise løverne!
Jesper strøg datteren over håret, og hans ansigt blødte straks op.
Jeg kommer, stjerneskud. Hvis mor altså opfører sig ordentligt og ikke gør far ked af det, så kommer vi helt sikkert afsted.
Karen var nær ved at tabe stegespaden.
Jesper, hvad bilder du dig ind? hvæsede hun, da Alberte var optaget af tegnefilm.
Hvad? så han uskyldigt på hende. Jeg lærer bare barnet om hierarkiet i familien.
Det ville du vel ikke have, at dine nerver skulle ødelægge vores weekend?
Karen tie stillede. Det var ikke noget at sige han brugte igen barnet som skjold.
***
Hele dagen på kontoret var Karen fraværende. Kollegaerne spurgte bekymret, men hun trak bare på skuldrene og sagde, det var søvnen.
Til frokost klikkede hun sig ind på Boligsiden. Priserne var vilde, og de fornuftige lejligheder i nærheden var lynhurtigt væk.
Noget billigt dukkede kun op i den anden ende af København.
To timer hver vej. Børnehave til klokken fire. Jeg kan ikke nå at hente hende, tænkte Karen og lukkede computeren. Hvor skal jeg løbe hen? Hvordan får jeg alt det her til at hænge sammen?
En time før fyraften ringede Jesper:
Jeg bliver længere i dag, der er noget, jeg skal nå. Spis uden mig. Og Karen…
Ja?
Køb lige en god rødvin, halvtør. I aften taler vi roligt om det hele, uden alt dit drama.
Jesper, det…
Det var ikke et spørgsmål, afbrød han. Jeg giver dig chance for at få lidt ro på. Grib den. Og hils Alberte.
Han lagde på. Karen stirrede længe på skærmen, indtil den gik ud. Skulle man give det én chance til? Det kunne næsten ikke blive værre
***
Alberte faldt i søvn hurtigt, og Karen sad længe i køkkenet. En flaske halvtør rød stod på bordet hun havde alligevel købt den, selvom hun foragtede sig selv for det.
Jesper kom hjem omkring elleve i strålende humør.
Flot, det var godt, han kyssede Karen på kinden, og hun trak sig væk. Kom nu, du må ikke være så edgy. Lad os tage et glas.
Jeg tænker, vi trænger til ferie. Skal vi tage til Mallorca næste måned? Os tre. Alberte elsker havet, jeg har endda fundet et hotel.
Jesper, ferie? hun måbede. Vi bor jo som fremmede!
Nej, du spiller martyr, sagde han, smagte på vinen. Jeg prøver rent faktisk at sætte det hele sammen. Men! Jeg vil have dig til at love mig én ting: Ingen snak om den sag mere.
Ingen telefon-tjek, ingen stikpiller, ingen tårer. Vi går bare videre som om intet er hændt!
Og tillid? Karen så ham lige ind i øjnene.
Tillid er en luksus, du ikke har råd til nu, grinede Jesper. Du har stabilitet, Alberte har en far, og hjemmet har sin mand.
Du har alt det. Prisen er din tavshed. Det er en god handel, synes jeg.
Og hvis jeg ikke går med til din handel?
Jesper satte langsomt sit glas.
Så pakker du din kuffert i morgen. Jeg mener det, Karen. Jeg er træt af det her tovtrækkeri.
Jeg har brug for ro, ikke en evig sur kone.
Hvis du ikke kan tilgive og komme videre, så må vi leve hver for sig.
Men husk: Jeg tager alt fra dig, jeg kan. Du får kun dig selv at takke.
Han forlod køkkenet. Karen sad i mørket og hørte vandet summe ude fra badeværelset. Hun vidste, at det var uforskammet, uforsonligt pres.
Enhver stærk kvinde havde forlængst kastet vinglasset efter ham og stormet ud i natten. Men Karen var ikke stærk
Hun var først og fremmest mor og måtte tænke på sin datter. Alle kan tage fejl, gjorde hun sig klart.
Jesper fejlede kun én gang så måske fortjener han at blive tilgivet. For Albertens skyld måtte hun prøve at glemme alt
Mor? sagde en lille, søvnig stemme fra gangen.
Karen tørrede øjnene, vendte sig om Alberte stod i døren.
Mor, jeg drømte grimt. Hvor er far?
Far er her, skat, hun løftede Alberte og krammede hende indtil sig. Far er i bad, han går ingen steder. Kom her, alt er godt. Vi er alle hjemme.
Virkelig? Alberte puttede sig ind til hendes hals. Vil vi altid være sammen?
Karen kneb øjnene sammen, hjertet brast næsten.
Altid, min elskede. Altid.
Som hun lagde barnet i seng, vidste Karen: hun ville holde sammen på familien. Hun ville gøre alt for at glemme. Men det måtte vente til i morgen…
