Den blå strømpe
Marie, kan du ikke tage min vagt i morgen, vær sød? Min svigermor har fødselsdag. Jeg må forbi og sige tillykke.
Men sagde du ikke, du lige har været til hendes navnedag for en måned siden? spurgte Kirstine og kiggede op fra kassen med journaler.
Åh, Kirstine! Du hænger dig altid i detajler. Navnedag er én ting, fødselsdag en anden! Jeg har altså brug for det, forstår du? Og for dig, er det ikke svært vel? Du har hverken børn eller mand! Alene som en gammel garnnøgle! Åh… Undskyld! Det mente jeg ikke…
Anne slog sig for munden, men det var for sent. Kirstine vendte sig væk, nikkede tørt og forlod læsesalen uden et ord.
Tja, det var da ikke pænt sagt, sukkede Anne og sendte et skævt blik mod Else.
Med Else var der ingen slinger. Else kunne ikke snøres. Hun ville have sagt nej med det samme selvom hun var bibliotekar! Hun mente, at også dannede personer bør kunne sætte grænser. Det fik Kirstine altid ubehag af at høre, mens Anne grinede så tårerne stod hende i øjnene.
Det er da et klart bevis på, Kirstine, at ikke alle bibliotekarer er sådan nogle gamle, triste blå strømper som dig! Se på mig eller på Else! Sådan skal man leve! Men hvad med dig? Du løber kun korte sprint mellem biblioteket og din lejlighed. Altid de der halstørklæder, katte… En ægte pebermø! Undskyld, men hvem andre skal sætte dig på rette vej? Hvorfor er du sådan? Du kunne være en flot pige, hvis man kigger godt efter! Du har sunde kinder og smukke træk, men man kan næsten tude over dig alligevel… Ikke, Else?
Else plejede at tysse på Anne og stoppe sådanne samtaler.
Hold nu op. Du er da ikke noget godt eksempel, Anne! Du har altid haft fyrene hængende om halsen. Og hvad har du så fået ud af det? Du bor med Steffen, men han banker dig den ene uge og er på druk den næste. Og du vil lære andre at leve!
Jeg har da i det mindste en mand! Og børn! Men hvad har Kirstine? Endnu en kat måske? Snart bliver hun smidt ud derhjemme af dyrene og må flytte ind i biblioteket! Kirstine, hvorfor får du ikke bare et barn selv? Ok, drop manden. Dine forældre efterlod dig jo lidt penge. Du kunne sagtens klare det selv. Så var du da ikke alene mere.
Så blev Else for alvor sur, og Anne løb ud under undskyldningen af travlhed, mens Kirstine gik ned bagerst i læsesalen for at skjule tårerne.
Hvad havde hun egentlig gjort galt? Var det hendes skyld, at det aldrig blev til noget? Først var det hendes far, så moderen, der blev syg. Femten år med hospitalssenge, vasketøj og liggesår… Hvad for en privatliv? Hvem vil ind i sådan noget? Og reelt var der ikke rigtigt nogen. Når hun så sig i spejlet, så hun ikke noget særligt hverken grim eller smuk. En mellemting. Grå øjne, pæne, regelmæssige træk, den tykke fletning hun for nyligt havde klippet af og erstattet med en praktisk korthårsfrisure efter moderens død.
Ellers var Kirstine præcis som alle andre… Gennemsnitlig, uden dårlige vaner og uden særlige ambitioner.
Hun var ikke meget for at stile efter mere, for det, hun så omkring sig, skræmte hende. Se bare på Anne. Ja, hun var gift, men til hvilken pris? Alle i byen vidste, at Steffen havde en anden familie. Deres skænderier var direkte legendariske. De skiltes, forsonedes, råbte alt for åbne døre. Anne sagde bare: Lad folk snakke, de gør det alligevel. Så kan de lige så godt se sandheden. For hende var der intet at skamme sig over hun var jo en lovformelig hustru.
Det var uforståeligt for Kirstine. Hvorfor bruge livet på sådan noget? Hvor var selvrespekten? Stoltheden? Men bogens regler, som Kirstine holdt så af, gjaldt ikke i virkeligheden, og det vidste hun udmærket. Stoltheden forsvinder hurtigt, når det handler om syge forældre, lav bibliotekarløn og to børn. Anne fordømte hun derfor ikke, men prøvede at forstå, selvom det lykkedes kun sjældent.
Men hvis det gjaldt noget alvorligt, var Anne altid klar til at hjælpe. Da Kirstine manglede en sygeplejerske til sin mor, kom Anne bare forbi og satte drop og gav sprøjter uden betaling. Når Kirstine stak penge til hende bagefter, protesterede Anne fnysende:
Vil du gøre mig fornærmet? Pak dog de penge væk! Er det så mærkeligt, at jeg hjælper min nabo? Det skulle da bare mangle!
Kirstine fik nærmest dårlig samvittighed af al hjælpen og prøvede at betale tilbage. Anne og hendes børn brugte derfor ofte de flotte huer og halstørklæder, som Kirstine strikkede. Vanterne med dompapper, hun havde brugt næsten en måned på, brugte Annes datter kun ved særlige lejligheder.
Tænk hvis jeg taber dem? De er så flotte!
Anne kiggede især på dem og fik straks en idé: Kirstine burde åbne en internetbutik.
De river dem væk, de der designs!
Kirstine overvejede lidt, men opgav så.
Jeg kan jo ikke producere nok. Jeg laver jo altid kun ét ad gangen.
Så må du jo have nogle flere med på ideen. Du ser dem hver dag de damer, der sidder under altanen med strikketøjet. De kunne jo bruge lidt tilskud til pensionen!
På mærkelig vis gik det faktisk opad herfra. Anne havde lidt forretningssans, og snart kom der bestillinger. Ikke overvældende mange, men det gav lidt ekstra til både Kirstine og de ældre damer. Nu sad strikkecaféen på bænken hver aften med pinde og garn, mens Kirstine og Anne diskuterede modeller til nye kreationer.
Se, den her er fra sidste uges modeuge, sagde Anne en dag. Fru Jensen viste mig sådan en dug i går! Samme mønster! Hvis du ændrer lidt, bliver det en helt fantastisk nederdel!
Og så gik Kirstine i gang. Uger senere struttede Anne rundt i en specialsyet nederdel, og en ny vare kom på hjemmesiden.
Selv om det aldrig blev nogen stor forretning, følte Kirstine sig pludselig som en rigtig business-kvinde. Hun kunne måske noget alligevel…
Else grinede ofte over deres kunstneriske indfald, men bidrog ind imellem selv med vidunderligt smukke kniplinger. Hendes arbejde blev det dyreste i butikken, og Anne sagde aldrig et ord, når Else sad i læsesalen og kniplede, for hun vidste, hvad det betød for hende.
Efter tvillingerne blev født, var Elses mand forsvundet. Han var kunstner og forsvandt gerne en uge ad gangen for at søge inspiration, mens Else havde børn at passe. Til sidst sagde hun til ham:
Hvad har du egentlig gjort for børnene?
Alligevel brød hun ikke sammen, men klarede sig med jobben og hjælp fra sine forældre på landet.
Børnene blev dejlige. Kirstine overvejede tit, hvad Anne sagde om bare at få et barn, men hun turde ikke. Tanken om et forældreløst barn i verden skræmte hende skulle det virkeligt ende på børnehjem, hvis noget skete med hende?
En underlig ting var, at hele bænkecaféen, især Anne, forlængst var begyndt at lede efter en passende mand til Kirstine men det var ikke let. Ingen synes at passe.
Løsningen kom pludselig som ud af den blå luft. End ikke Anne og hendes hjælpsomme damer kunne have forudset det, og Kirstine mindst af alle.
Den aften Kirstine sagde ja til at tage Annes vagt, besluttede hun, at hovedparten af arbejdet kunne hun tage om aftenen, så hun næste dag kunne lægge nye billeder op på hjemmesiden. Specielt et hvidt blondekjole, syet af Else, var hun meget stolt af.
Det er så smukt, Else! Du har guld i hænderne!
Sig det til mine drenge! I går forsøgte de at klippe i kjolen. Jeg måtte lappe hele natten, men det ses ikke!
På vejen hjem grubler Kirstine på, hvordan hun skal præsentere kjolen på hjemmesiden, men idet hun går op i opgangen kommer hun pludselig til at stå stille.
Hjælp…
Lyden var næsten uhørlig blandt opgangens daglige larm. Så hørte hun det igen.
Det var fra Zina Mathiesens lejlighed Kirstines mors gamle veninde, og byens tidligere matematiktante. Hun havde ingen familie tilbage og boede nu alene, kun med sin kat.
En gang havde Kirstine bragt et lille forpjusket kattedyr op til Zina.
Han er også alene nu. Hvad siger du, Zina?
Katten, som Zina kaldte Børge, holdt hende måske i live, da hun ikke kunne få sig selv til at lade være med at købe frisk fisk til ham om morgenen.
Men den svage bønhørlig stemmen i trappeopgangen. Kirstine tøvede ikke. Hun løb ned, hældte håndfladen mod døren til viceværtens lejlighed.
Frøken Jensen! Der er sket noget!
Heldigvis havde hun ekstranøgler til Zinas lejlighed, som mange i opgangen havde aftalt, bare for en sikkerheds skyld.
Ind kom de. Kirstine og den lille gruppe naboer blev mødt af synet af Zina liggende hjælpeløst på badeværelsesgulvet, frosset fast mellem koldhed og smerte.
Lang historie kort: Zina lå på hospitalet længe, Kirstine plejede hende efter hjemkomst, og snart flyttede hun ind hos Kirstine. Livet derhjemme blev levende nu hjalp Kirstines egne to katte nemlig Børge med at lave ballade, og om aftenen grinede Kirstine over de pelsklumper, der rullede rundt.
Hverdagen fandt sin ro, indtil en dag, aftenfilm på pause, det ringede på døren.
Kirstine antog, det var Anne, og åbnede halvt distræt.
Udenfor stod en mand. En mærkelig en. Skægstubbe, lædervest, slidt jeans ikke lige den slags, man forventede i Lyngby. Hans øjne var mørke og lidt skræmte.
Søger De nogen?
Godaften. Bor Zina Mathiesen her nu?
…Ja? Hvad skal De hende?
Jeg vil bare hilse på.
Før Kirstine kunne beslutte sig, for han ind ad døren efter Børge, der farede hen til ham.
Hej Børge! God, gammel dreng!
Hans hånd strøg katten, og nu smilede han ægte og venligt.
Kom dog ind, sagde Kirstine.
Sikke da et gensyn! udbrød Zina, da hun så gæsten. Søren! Hvor kommer du fra?
På vej til Limfjorden med motorcyklerne. Vi skal samles i år. Ville lige slå vejen forbi.
Nå, men så må du hilse på Kirstine! Min skytsengel og den bedste kvinde, planeten har båret.
Og mærkeligt nok, Søren blev helt rød i hovedet.
Den gamle Zina var ikke sen til at flette samtalen, så Kirstine og Søren fik masser af tid sammen. To dage blev han, og forlod endda kun byen med løftet om at komme igen.
Efter et par uger vendte han faktisk tilbage og friede. Pludselig var Kirstine forlovet.
Søren, vi kender jo dårligt hinanden… Er det her overhovedet … ?
Behøver vi forklare nogen noget, Kirstine? Vi er voksne.
Marie og Else tabte kæben. Men denne gang blandede de sig ikke.
Kirstine, elsker du ham? Nej, sig ikke noget vi har vel også alderen, hvor fornuft gælder mere end fjollerier. Er han i orden?
Hvor gammel tror du egentlig jeg er? sagde Kirstine smilende, og pludselig så de i hende noget helt særligt. Ikke mere den grå mus nu så de en dronning!
Hov, så skulle bryllups-kjolen tages af siden! sagde Else straks og blinkede.
Byen havde aldrig set sådan et bryllup: Et optog af motorcykler gennem gaderne.
Hvem gælder det?
Jo, Kirstine bibliotekar skal giftes.
Det var det da. En god kvinde! Og manden?
Ser rigtig solid ud…
Tre år senere på trappen foran fødeafdelingen, nystrøget kjole fra Else, og Søren støttende Zina, mens Kirstine kommanderede fotografen:
Tag alle! Hele banden!
Og der, på billedet: Anne med mand og børn, Else med sine, hele strikkecaféen, og Marie.
For på sin egen sære, drømmende måde kan et dansk livsdrømmes realiteter også åbne sig med striber af hverdagsmagi, netop dér, hvor garnnøgler, blå strømper og danske katte krydser hinandens spor.
