Hvorfor tage maden med selv?
Min mands søster og bror og deres familier har fejret hver eneste jul hos os de sidste fem år. Jeg har stået for det hele: lavet maden, dækket bordet, passet på alle og gjort rent efter dem. De har bare nydt festen. Men sidste år løb min tålmodighed altså tør. Jeg gik nærmest bananas. Det hele blev for meget både fysisk, mentalt og på dankortet.
Så derfor prøvede jeg sidste år at få fordelt ansvaret lidt mere demokratisk.
Men for nylig forsøgte min svigermor så at overtale mig til endnu en omgang familiesammenkomst hjemme hos mig, for de er jo efterhånden ikke unge mere, og tiderne er hårde, så det ville de sætte pris på.
Jeg ringede så til både min mands søster og bror og sagde, at svigermor ønskede, vi skulle holde jul sammen. De lød ellevilde og syntes, vi selvfølgelig skulle lytte til mor. Alt fryd og gammen.
Indtil jeg nævnte, at vi mobbede den danske tradition med at bidrage alle sammen altså, jeg kunne godt stå for hovedretter, to varme retter og bage en lagkage.
Men så skulle de stå for to salater, fisk, pålæg, ost, frugt og drikkevarer. Hver især tager én slags drikke med.
Så snart jeg havde delt opgaverne ud, var det som om begejstringen fordampede. Pludselig blev de meget travle personer, der ikke rigtig havde tid til at lave mad, for de skulle jo både handle og kokkerere bagefter. Og hvorfor skulle man egentlig have mad med til fælles? Vi kunne da bare fejre julen hver for sig, mente de.
Og hvad så med mor? spurgte jeg. Kan I gætte svaret? Vi sender hende en julehilsen på telefonen, det er jo nemmest.
Kort sagt: De har stadig ikke meget lyst til at dele hverken arbejdet eller udgifterne. Jeg har ikke nævnt det for svigermor endnu. Jeg tør nærmest ikke. Hun bliver sikkert ejegodt knotten.
Hvad søren skal jeg lige gøre? Bør jeg bare bide i rugbrødet og stå for det hele igen? Måske det bliver endnu en traditionel, solo-jul i lejligheden på Østerbro med sved på panden og konfetti i håret…
