»Jeg spiser ikke gårsdagens mad, lav venligst noget nyt hver dag.« Min 48-årige samlever overrakte mig en liste over fem »kvindelige pligter«. Hvad jeg gjorde
Jeg husker den lørdag morgen for længe siden, hvor Mogens åbnede køleskabet, tog min hjemmelavede gryderet fra dagen før ud og sagde: »Karen, du ved jo, jeg spiser ikke rester. Kan du ikke lave noget frisk, hvad?« Jeg stod ved komfuret med min morgenkaffe og kiggede på ham, som om han var kommet fra en anden planet. Ikke fordi han bad om mad, dét gør folk indimellem. Men der var ikke et spørgsmål i stemmen, kun en konstatering. Som om det var indlysende, at kvinden i huset selvfølgelig bør lave mad på kommando, og at efterladt aftensmad nærmest var et overgreb på hans komfort.
Jeg var dengang femogfyrre. En selvstændig kvinde med fast arbejde, egen lejlighed i Aarhus og et liv, jeg havde bygget op sten for sten efter skilsmissen. Da jeg bad Mogens flytte ind for en måned siden, var det ikke for at få en »hushjælp«, men for at dele mit liv med et voksent menneske. Jeg indså hurtigt, at min definition af »moden« var helt galt på den.
Han virkede ellers fornuftig indtil han flyttede ind.
Vi havde mødt hinanden på ganske almindelig vis gennem en datingapp. Mogens var otteogfyrre, fraskilt, kørte varevogn for et speditørfirma og lejede et lille værelse i Viby. I vores beskeder var han høflig, til vores kaffeaftaler charmerende. Han kom med blomster, fortalte jokes, spurgte ikke ind til min løn eller pralede med egne bedrifter.
I tre måneder så vi hinanden. Alt forløb stille og roligt ingen advarsler, ingen mærkværdigheder. I weekenderne mødtes vi, lavede mad sammen, så film og gik tur i Mindeparken. Han tog gerne opvasken, tilbød at handle ind og gav komplimenter. Jeg tænkte: Her er han, den modne mand uden for mange skavanker.
Så foreslog han, at det gav mere mening at flytte sammen, nu vi alligevel var sammen det meste af tiden. Jeg tænkte vi er voksne, hvorfor ikke?
Første uge gik ubesværet. Han ryddede pænt op efter sig, lavede selv mad nu og da, smed ikke rundt med sit tøj. Men allerede i anden uge begyndte småtingene, som jeg til at starte med undlod at tage alvorligt.
Men de viste sig hurtigt at være alt andet end småting.
Pludselig fjernede han ikke sin tekop. Da jeg spurgte ind til det, svarede han: »Du vasker jo altid op i aften alligevel, hvorfor gøre det to gange?« Så begyndte jeg at finde beskidte sokker ved sofaen. Da jeg bad ham smide dem i vasketøjskurven, lo han bare: »Kar, det er jo småting. Lad det nu ligge.«
Dag for dag bad han mig hente ting selv hvis de var lige ved hans side. »Karen, ræk mig fjernbetjeningen«. »Karen, kan du hælde et glas vand op?« »Karen, har du set min mobiloplader?« Alt sammen imens jeg arbejdede hjemmefra. Til sidst føltes det, som om jeg var tjenestepige i mit eget hjem.
Så kom morgenen med gryderetten. Og samme aften kom listen.
Søndag satte Mogens sig med alvorligt udtryk overfor mig i sofaen. Han tog sin mobil frem og sagde: »Karen, jeg har tænkt over, vi skal have klare aftaler omkring husholdningen. Jeg har lavet en liste, så der ikke opstår misforståelser.«
Jeg blev nervøs. Jeg regnede med, han ville tale om at fordele de daglige pligter noget rimeligt og fair.
Men han åbnede sine noter og begyndte at læse
Punkt ét: »Madlavning. Kvinden bør lave mad hver dag, og helst varierende retter. Jeg spiser ikke mad fra i går, så der skal altid være frisk mad.« Jeg blinkede forbavset, men han fortsatte upåvirket.
Punkt to: »Vask og strygning. Det er kvindens område. Mine skjorter skal være strøget til mandag.« Vreden begyndte at boble i mig.
Punkt tre: »Rengøring. Støv skal tørres ofte, og gulvene vaskes mindst én gang om ugen jeg arbejder hele dagen og kan ikke nå det.« Hans toneleje var som om, han læste op fra et jobopslag.
Punkt fire: »Intimitet. Minimum to gange om ugen. Det er afgørende for forholdet.« Jeg tyssede på mine tanker, mens han roligt scrollede videre.
Punkt fem: »Økonomi. Faste udgifter deles ligeligt; madvarer står du for, da du alligevel laver mad. Jeg betaler kun egne fornøjelser.« Han så smørret op: »Det er da fair, ikke?«
Jeg forblev tavs nogle sekunder. Så spurgte jeg roligt: »Mogens, hvor er dine pligter på listen?« Han løftede øjenbrynene: »Jamen, jeg sørger jo for indtægt til hjemmet. Det er da mit bidrag.« »Jeg arbejder også hjemmefra, ja, men tjener lige så meget som dig,« svarede jeg. Han trak på skuldrene: »Men du sidder jo bare hjemme, det er ikke det samme som mit job. Jeg er ude i kulden, møder folk, det er hårdere.«
Jeg rejste mig: »Mogens, du forventer, jeg skal være din gratis hushjælp?« Han kiggede uforstående: »Nej, det er bare helt normal rollefordeling. Manden arbejder, kvinden klarer hjemmet. Sådan har det altid været.« »Sådan var det i halvtredserne,« sagde jeg. »I dag er vi altså i det enogtyvende århundrede.« Han sukkede som om, jeg var et barn: »Karen, mænd er ikke til for husholdning. Vi er jægere, kvinder er hjemmets vogter.«
Den nat fik jeg ikke lukket et øje. Jeg lå og lyttede til, at Mogens trak vejret trygt, som om alt var, som det skulle være som om hans krav til mig var naturlov.
Klokken fem om morgenen tog jeg min beslutning. Jeg lagde stille hans tøj i to poser, stillede dem ved døren og satte en seddel ved: »Mogens, jeg har læst din liste. Her er min:
1) Find dig en anden der vil lege husmor
2) Dine ting står klar ved døren
3) Nøglen kan du smide i postkassen
4) Ring mig aldrig op. Held og lykke med at finde en, der vil arbejde gratis for lidt harmoni i forholdet.«
Jeg forlod lejligheden, før han vågnede, gik hjem til min veninde, og vi drak kaffe, mens jeg fortalte hende det hele. Hun rystede bare på hovedet: »Karen, det var godt, du opdagede det i tide. Tænk, hvis du først havde set det om et år.«
Tre timer senere fik jeg en besked fra Mogens: »Er du virkelig så smålig over sådan en bagatel? Jeg troede, du var moden.« Jeg svarede ikke. Jeg blokerede ham.
Hvorfor denne liste?
Nu, to måneder efter og med mange tanker bag mig, forstår jeg: Først og fremmest søgte Mogens ikke en partner, men en slags husholderske med ekstra frynsegoder en kvinde, der laver mad, vasker, gør rent, er til rådighed uden selv at stille krav. For det andet var det fuldstændig normalt for ham, at kvinder over fyrre ikke er individer med egne grænser, men skal være taknemmelige for opmærksomhed og passe hjemmet. For det tredje mænd som ham er ikke sjældne. De skjuler det bare godt og ruller først listerne ud, når først man er fanget.
Det vigtigste jeg lærte: Det er bedre at være alene og fri end at være to og påtage sig rollen som hushjælp. Jeg er femogfyrre og har ret til at leve efter mine egne regler. Ingen lister, ingen opgaver kun for mit køn, ingen mand, der ser mig som funktion, ikke som menneske.
Hvis det betyder at være alene så er det sådan, det er. Ensomhed er bedre end selskab med én, der ser dig som husholderske.
Men hvad med jer? Ville I have gået, eller forsøgt at gå på kompromis? Hvorfor vælger nogle mænd efter de fylder femogfyrre at søge en hushjælp, ikke en partner? Og har I også oplevet, at nogen ændrer sig markant, når de først er flyttet ind og begynder at stille krav?
