– Trine, har du overhovedet kigget på indkøbslisten? Jeg gav dig jo listen, alt står der, – sagde Grethe med en stemme, som om hun talte til én, der ikke helt havde forstået det hele. – Der står: sylte af tre slags kød. Ikke to, ikke én. Tre slags.
– Grethe, jeg har læst den. Men det var netop det, jeg ville tale om. Fødselsdagsfesten er om en uge, og jeg tænkte bare.
– Du tænkte. Svigermor lod ordet tænkte hænge i luften som en bebrejdelse. Du tænkte, men nu siger jeg dig: der skal være sylte af tre slags kød, pirogger med kål og svampe, indbagt fisk, mimosa-salat, Oles salat, den der med krabbepinde, fyldte æg, pandekager med creme fraiche, and med æbler, kartoffelruller, ostekage, Napoleon-kage og lagkage med fuglemælk. Det er det mindste, Trine. Mindst. Der kommer fyrre mennesker.
Trine stod med telefonen og kiggede ud på de tunge, våde novemberregndråber, der ramte ruden lige så uvelkomne og klodsede som denne samtale.
– Jeg har forstået det, Grethe. Jeg ringer til dig senere, okay?
– Vent ikke for længe. Vi har ikke tid til at trække den til lørdag.
Hun lagde telefonen fra sig på køkkenbordet og blev bare siddende et øjeblik, mens hun kiggede tomt på den. Listen lå på bordet, skrevet med Grethes bestemte håndskrift, klemt fast under saltkaret. Trine tog den op og læste igen. Fjorten retter. Ud for hver stod: Hjemmelavet, Ikke fra butik, Som sidst, bare bedre.
Som sidst. Sidst var det Maries femårsbryllupsdag. Trine havde lavet mad i tre døgn. Hun sov næsten ikke, fødderne ville ikke mere da hun nåede til den anden dag, og hendes hænder var tørret ud og fyldt med små revner af alt det opvaskeri. Thomas kom hjem, spiste noget direkte fra gryden og lagde sig på sofaen med tvet. Én gang spurgte han, om hun havde brug for hjælp. Trine sagde: Nej, det klarer jeg. Han nikkede og gik uden drama.
Til festen smagte Grethe på sylten, kaldte Trine hen og sagde tørt: Lidt for meget salt. Mere sagde hun ikke. Gæsterne roste, tog to gange, nogle sagde, de ikke havde smagt så gode pirogger længe. Grethe nikkede og sagde: Det er tradition hos os. Hun nævnte aldrig Trines navn.
Nu sad Trine ved køkkenbordet i lejligheden på Nørrebrogade, hvor hun og Thomas havde boet i nitten år, og tænkte, at ordet tradition betød noget meget konkret for Grethe. Tradition: svigerdatteren laver mad. Tradition: svigerdatteren gør rent. Tradition: svigerdatteren er taknemmelig, hun må sidde med til bords.
Telefonen vibrerede. Det var Marie.
– Trine, talte du med mor? Hun sagde, du virkede mærkelig.
– Jeg var okay. Bare lidt træt.
– Jamen så. Festen er om en uge, vi skal snart handle ind. Jeg kan tage med onsdag, bære poser. Pause. Nej, onsdag har jeg manicure. Torsdag?
– Marie, jeg klarer indkøbet.
– Fint. Men mor vil have and med æbler helst Filippa, ikke andet. Det giver syre, du ved det jo.
– Det ved jeg.
– Og sylten skal være klar og gennemsigtig. Sidst var den lidt grumset.
Trine lukkede øjnene. Gennemsigtig sylte med tre slags kød. Filippaæbler. To kager. Fyrre gæster.
– Okay, Marie. Jeg har hørt det.
Hun puttede telefonen i lommen og rejste sig. Middagen skulle gøres klar. Thomas kom klokken syv og ville være sulten; hvis der ikke var mad, fulgte det lange spørgende blik og et: Har du ikke lavet aftensmad? Ikke vrede, bare forundring, som en der venter på bussen, men den ikke kommer.
Hun åbnede køleskabet. Tog kyllingen, løg og gulerødder ud. Satte gryden over. Hendes bevægelser var automatiserede efter nitten år med de samme rutiner.
Hun havde mødt Thomas, da hun var seksogtyve. Han var lattermild, fik folk til at grine med sine historier. Grethe sagde til allerførste møde: Du er dygtig, Trine, det kan man straks se. Trine tog det som ros. Senere forstod hun, at dygtig betød: god til at lade være med at diskutere.
De blev gift, da hun var otteogtyve. Første år var ok. Så blev Emil født. Senere flyttede Emil hjemmefra for at læse i Odense. Tilbage var: lejligheden, køkkenet, listen.
Suppen kogte op. Trine dæmpede varmen og gik i stuen. Hun ville gerne bare høre sin mors stemme, men telefonen ringede.
Det var mor.
– Trine – Mors stemme var rolig, men Trine fik straks ondt i maven. Kan du komme i dag?
– Hvad er der sket?
– Far har det ikke godt. Vi har ringet 112. Vi er på hospitalet.
Trine havde allerede jakken på, da hun huskede suppen. Hun gik tilbage og slukkede, skrev en sms til Thomas: Far har det ikke godt, er hos mine forældre, der står aftensmad på komfuret. Tog tasken og gik.
Udenfor var det mørkt og vådt. Hun tog en taxa og kiggede ud på de slørede lys hele vejen. Poul-Erik. Far. Tooghalvfjerds år, hjertet fejlede aldrig noget, aldrig beklaget sig. Sagde: Der er da ikke noget at klage over, jeg lever længere end jer alle. Hun troede på det, ville virkelig have at det passede.
Hospitalet lugtede af rengøring og havde lange, hvide gange. Mor stod ved et vindue i venteområdet, lille, stadig i frakken, tasken trykket ind til kroppen.
– Mor.
Mor vendte sig. Øjnene var tørre, men Trine fik en klump i halsen.
– De siger, blodtrykket er alt for højt. Der er noget med hovedet. Han faldt bare i gangen. Jeg var i køkkenet.
– Hvordan er han nu?
– De undersøger ham. Vi skal vente.
De sad og ventede på de hårde stole. Mor holdt Trines hånd, kold og lille. Trine tænkte, hun ikke havde været hos sine forældre næsten tre uger. Altid manglede der tid. Indkøb. Madlavning. Rengøring. Grethes menulister.
Efter halvanden time kom lægen ud. Ung, træt, med briller.
– Tilstanden er stabil nu, – sagde han. Men vi mistænker en blodprop i hjernen. Han skal blive her mindst en uge til observation.
– Bliver han okay? – sagde mor.
– Det er for tidligt at sige. Vi må se tiden an.
Trine kørte mor hjem, lavede te, blev siddende, til hun sov i lænestolen. Så sad Trine selv på køkkenet barndommens duft, blød, som den gamle plaid. Mors pelargonier stod i vinduet og blomstrede som altid. På væggen hang et gammelt foto: Trine som syvårig holder far i hånden. Han kigger på hende, hun ser væk.
Hun var hjemme først over midnat.
Thomas var vågen. Lagde telefonen væk, da hun kom ind.
– Hvordan har han det?
– Ikke godt. Frygt for blodprop.
– Det er alvorligt, – sagde han. Har du fået aftensmad?
– Nej.
– Der er kylling i gryden, jeg lunede. Tag noget.
Trine gjorde det. Spiste stående over vasken hun orkede ikke dække bord. Så gik hun i seng. Kunne ikke sove. Stirrede op i loftet og tænkte på fars ansigt, mors hænder, den duft i det gamle køkken.
Næste morgen ringede Grethe.
– Trine, jeg har hørt, du tog afsted i går. Thomas sagde, at din far har det dårligt. Men du forstår, der kun er seks dage til min fødselsdag?
– Grethe, far er indlagt.
– Ja, det har jeg hørt. Men hospitalet ligger jo lige i nærheden, ikke? Du ligger jo ikke selv der. Hvornår går du i gang med at lave mad?
Noget i Trine blev helt stille og klart som vand der holder op med at løbe.
– Jeg ved det ikke.
– Ikke ved det? Grethes stemme havde den særlige overraskelse, hun brugte når nogen svarede uventet. Trine, det er min 70-års dag. Det er kun én gang i livet, forstår du det?
– Ja. Men min far er også kun én.
Stilhed.
– Jamen, – sagde Grethe til sidst, du når det nok. Du skal jo ikke sidde på hospitalet hele dagen. Du kan vel nå at kigge forbi og så gå hjem og lave mad.
Trine svarede ikke, sagde bare farvel og lagde på.
Thomas sad med kaffen i køkkenet. Han kiggede op på hende.
– Var det mor?
– Ja.
– Hvad sagde hun?
– Spurgte til maden.
Han nikkede. Tog en slurk kaffe. Så sagde han:
– Altså, Trine, det er hendes fødselsdag. Du forstår det? Fyrre mennesker. Man kan jo ikke bare aflyse.
– Jeg siger ikke, vi skal aflyse.
– Nej vel. Men du kan vel lave mad samtidig med at du besøger din far, ik?
Trine kiggede på ham. Thomas havde øjnene i telefonen. Panderynken skyldtes ikke hende, men noget i telefonen.
– Thomas, hvad hvis det var DIN mor der lå på hospitalet?
Han kiggede op.
– Hvad mener du?
– Bare et spørgsmål.
– Jamen, det er jo noget andet.
– Hvorfor?
– Fordi det er min mor, sagde han, som om det forklarede alt.
Trine tog overtøj på og tog mod hospitalet.
Far lå på en firemandsstue. Da hun kom, var han bevidstløs, og det slog Trine hårdt. En portør sagde, at han bare sov. Trine blev og sad ved ham, kiggede på hans ansigt, de krøllede hænder over dynen, store, knudrede. De hænder lavede træfugle til hende som barn. Greb hende, da hun væltede på cykel engang.
Far vågnede. Smilede forsigtigt.
– Du kom, – sagde han stille.
– Selvfølgelig. Hvordan har du det?
– Det går. Lidt svimmelhed. Pjat.
– Ikke pjat, far.
– Nej, nej. Vi får se.
Hun sad hos ham i to timer. Ringede så til mor og fortalte, at han var vågen. Mor sagde: Gudskelov, og Trine fik tårer i øjnene.
Trine tog bussen hjem. Stirrede ud på det duggede vindue. Tænkte, det vigtigste var nu: far var på hospitalet, mor var alene. Alt det andet med Filippaæbler og gennemsigtig sylte var ligegyldigt. Virkelig ligegyldigt. Det var så indlysende, at Trine undrede sig over, at det først nu stod klart.
Om aftenen kom Thomas hjem, god stemning, havde købt et brød. Han fortalte om ting på arbejdet. Trine nikkede, lyttede. Så sagde hun:
– Thomas, jeg laver ikke maden til fødselsdagen.
Han standsede. Satte glasset på bordet.
– Hvad mener du, laver ikke?
– Jeg laver ikke. Far er indlagt. Mor har brug for mig. Jeg kan ikke stå tre dage i køkkenet.
– Trine. Han brugte hele hendes navn, det betød han var sur. Der kommer fyrre mennesker. Mor har inviteret. Det er hendes fødselsdag.
– Thomas, min far har måske haft en blodprop.
– Det er alvorligt, det ved jeg. Men der er jo læger der. Det betyder ikke, at du skal være der hele tiden.
– Nej. Men jeg skal heller ikke slæbe mig selv igennem tolv retter til fyrre mennesker, mens min far ligger på Rigshospitalet.
Thomas rejste sig. Gik et par gange frem og tilbage.
– Du forstår vel, at mor ikke bare kan aflyse? Alt er planlagt. Marie har sagt det til alle.
– Så må de bestille catering.
– Bestille mad udefra? Sagde han, som var det utænkeligt. Mor vil have hjemmegjort. Du kender hende jo.
– Det gør jeg, sagde Trine. Rigtig godt.
Thomas så på hende. Noget havde flyttet sig i hans blik forvirring over at det velkendte ikke fungerede længere.
– Tænk dig nu om, Trine. Det er en gang i livet. Far er indlagt men du kan vel godt lave mad?
– Nej.
– Nej?
– Nej, Thomas.
Han gik ind i stuen. Lidt efter ringede Marie.
– Trine, hvad har jeg hørt? Thomas siger, du ikke vil lave mad? Der er fyrre gæster!
– Jeg ved det.
– Det er mors 70 års dag! Betyder det ingenting?
– Jo. Min far har det bare ikke godt, og det betyder også noget.
– Men festen kan jo ikke flyttes!
– Marie, – sagde Trine, – I kan bestille mad. Eller lave det selv. Jeg giver jer gerne opskrifterne.
Stilhed. Så:
– Vi kan ikke lave det så godt.
– Så lær det.
Hun lagde på. Hænderne rystede ikke. Det overraskede hende. Hun troede, det ville gøre ondt, at hun ville fortryde. Men hun mærkede kun den klare ro, der var kommet om morgenen.
Næste dag tog Trine igen til hospitalet. Faren havde det lidt bedre. Sad op, spiste grød og sagde: Her serverer de som i børnehaven. Trine grinede. Havde hjemmelavet suppe med i termoflaske mor lavede den. Far drak det alt sammen: Det er bedre sådan.
Senere sad hun i barndomskøkkenet og drak te med mor lille køkken, gamle gardiner med blomster, køleskabet holdt af lidt velvilje. Duften af brød og tørret mynte, som mor samlede fra haven. Trine tænkte: det er denne duft, hun har kendt hele livet. Det er hendes. Ikke duften af et andet køkken, hvor hun laver mad tre dage uden tak.
– Hvordan går det, Trine? spurgte mor.
– Fint. Jeg klarer mig.
– Og Thomas?
– Svigermor har fødselsdag lørdag.
– Tager du med?
– Måske. Men jeg laver ikke mad.
Mor holdt pause. Så spurgte hun forsigtigt:
– Trine, har du det godt derhjemme?
Trine kiggede op.
– Hvad mener du?
– Jeg ser bare, hvordan du altid er træt, altid har travlt, aldrig sidder stille. Selv nu kigger du igen på telefonen.
Trine kiggede på mobilen. Jo, det var rigtigt.
– Det er blevet en vane.
– Jeg ved det, sagde mor bare. Og hældte mere te op.
Onsdag ringede Grethe igen med den stemme, hun kun brugte i nødstilfælde. Lav, lidt dirrende.
– Trine, jeg vil gerne tale som voksne.
– Jeg lytter, Grethe.
– Jeg kan godt sætte mig ind i din fars situation. Jeg føler med dig. Men du ved jo, jeg har ventet på denne dag i tyve år? Jeg bliver 70. Jeg er en gammel kvinde. Jeg får aldrig en ny 70-årsdag.
Trine sagde ikke noget.
– Jeg beder dig ikke droppe din far, fortsatte Grethe. Jeg beder dig bare gøre det, du bedst kan. Du laver mad bedre end nogen af os. Det er dit bidrag til familien, ikke?
– Grethe, sagde Trine stille, jeg har forstået noget denne uge. Mit bidrag til familien er ikke sylte og pirogger. Min far ligger på hospitalet, og jeg vil være der for ham.
– Så vær det. Hvem forhindrer dig? Om morgenen på hospitalet, om aftenen laver du mad. Jeg beder dig ikke om det umulige.
– For dig er det ikke umuligt. For mig er det. Jeg kan ikke lade som om alt er normalt.
Lang tavshed.
– Du har altid været lidt vanskelig, sagde Grethe endelig. Ikke ondt ment bare som en konstatering.
– Måske, sagde Trine.
– Thomas er meget ked af det.
– Det ved jeg.
– Han siger, du har forandret dig.
– Det kan være.
Hun lagde på. Hænderne var rolige.
Torsdag morgen pakkede Trine en lille taske: skiftetøj, oplader, toiletsager. Personnummerkort. Hun tænkte ikke længe over det hun gjorde det bare. Skrev til Emil: Morfar har det bedre. Jeg bor lidt hos mormor. Er ok. Emil svarede hurtigt: Mor, jeg ringer senere. Er du HELT sikker? Hun skrev: Helt sikker. Knus.
Da Thomas gik på arbejde, lagde hun en seddel på køkkenbordet: Er hos mine forældre. Ringer i aften. Hun blev stående lidt i døren og kiggede rundt. Nitten år i det køkken. Bordet, komfuret, duften af en anden kvindes hverdag.
Hun lukkede døren, gik ned ad trappen og ud.
Nu var der ikke mere regn. Det var koldt og klart, himlen over byen var gråblå som kun i efteråret. Trine gik mod busstoppestedet og tænkte på, at nitten år er meget. Næsten et halvt liv. At hun havde troet, hun måtte nøjes med så meget, som hun fik. Ikke mere.
Hjemme hos forældrene blev hun mødt af mynteduft og varmt lys fra gangen. Mor åbnede, så tasken og spurgte ingenting. Gik bare til side, gav hende et kram. Kort og fast. Trine mærkede, at noget inde i hende, der havde været spændt, begyndte at løsne sig.
– Bliver du her? – spurgte mor.
– Et par dage, hvis det går.
– Hvad mener du hvis? Mor kiggede på hende med mild irettesættelse. Det er dit hjem.
Trine blev fire dage. Hver morgen tog de på hospitalet. Far blev bedre. Kunne tale mere, bandede over drop, bad om almindelig mad. Lægen sagde, det gik forsigtigt fremad, han skulle have tid og komme sig.
De fire dage sov Trine meget. Længe, uden vækkeur. Spiste mors mad, enkel og uden dikkedarer. Havregrød, boller, gammeldags æblekage af efterårsfilippa, som mor havde samlet i kolonihaven. Kærlig mad, så lækker at Trine måtte blinke tårerne væk.
– Hvad nu? – spurgte mor skævt.
– Ingenting, det smager bare af hjemme.
Mor nikkede, spurgte ikke.
Thomas ringede. Fredag aften. Stemmen anspændt.
– Hvornår kommer du hjem?
– Ved ikke.
– Trine, festen er i morgen. Hele familien er der.
– Det ved jeg.
– Mor er stresset. Marie prøver at lave mad, det brænder på.
– De kan bestille. Jeg har sagt det.
– Mor er ked af det.
– Det forstår jeg. Men jeg er her.
Lang pause.
– Du er blevet anderledes, sagde han til sidst. Som Grethe, bare i en anden tone. Mellem bebrejdelse og forvirring.
– Måske, sagde Trine.
Lørdag tog hun ikke til fødselsdagen.
Om morgenen kørte hun og mor til hospitalet med hjemmelavet suppe og en bolle, mor bagte ved daggry. Far spiste det hele, roste bollerne, sagde, at snart ville han lave mad selv, hvis mor nu var blevet ringe til det. Mor grinede det var deres sædvanlige drilleri, trygt og kendt. Trine sad og nød den varme, de havde sammen. Far og mor havde været sammen i over halvfjerds år og blev aldrig trætte af hinanden.
Lørdag aften sad hun med en bog i stolen. Hun læste ikke rigtigt, holdt bare om bogen. Mor sad og strikkede. Udenfor begyndte sneen endelig at falde stille, rigtig vintersne. Telefonen vibrerede nogle gange. Marie skrev: Det var det rene kaos, gæsterne sultede, det var pinligt. Grethe skrev aldrig. Thomas skrev: Nå?
Trine lagde telefonen og tog bogen op.
Samtalen med Thomas kom nogle dage efter, da hun alligevel vendte hjem til Nørrebrogade. Hun havde sine ting der, sine papirer sit praktiske liv. Far lå på stue, var i bedring, mor klarede sig.
Thomas sad på køkkenet. Noget var forandret i hans blik.
– Kan vi tale sammen?
– Ja.
De talte længe. Det var ikke skænderi mere en rigtig samtale, for første gang i mange år. Thomas prøvede at forklare, at han aldrig havde tænkt ringe om hende, at det bare var blevet sådan. Mor var mor. Trine undlod at argumentere, fortalte bare hvordan hun havde det at hun var træt, træt af bare at være en funktion. At nitten år som bekvem havde kostet mere, end hun kunne sætte ord på.
– Vil du skilles? spurgte han direkte.
Hun tænkte.
– Jeg vil leve på en anden måde hvad det så skal hedde, ved jeg ikke.
Han nikkede, rejste sig, skænkede et glas vand.
– Jeg ringer til Emil.
– Det er fint.
Emil kom to uger senere. Uanmeldt. Stor taske, det samme alvorlige ansigt som barn.
– Mor, hvordan har du det?
– Fint, Emil. Virkelig.
– Far sagde, I at det er svært.
– Det er ærligt nu, sagde hun.
Han blev tre dage, var vred, spurgte, skældte lidt ud så blev han rolig og med hende. Da han rejste, krammede han og sagde:
– For første gang i mange år ligner du én, der ikke er træt.
– Kan du se det?
– Ja.
Skilsmissen blev ordnet stille. Thomas blev i lejligheden. Trine tog sit, nogle få kasser og boede hos sine forældre, indtil boligspørgsmålet var løst. Mor kommenterede aldrig redte bare en seng i gæsteværelset, lagde rent sengetøj og satte den træfugl, far havde snittet, på natbordet. Trine så den, tog den i hånden. Fuglens lille krop var glat, med snittet i træet.
Far blev udskrevet i begyndelsen af december. Gik selv, lidt langsommere, med stok, men gik. På dørtrinnet så han på Trine.
– Så. Så er vi samlet igen.
Nytår fejrede de fire: Trine, mor, far og Emil, der kom hjem. De pyntede træ, så Matador i fjernsynet, spiste mors klassiske Oles salat og pirogger med kål. Almindelig mad, uden pynt. Trine hjalp med at bage, tænkte, at netop det var at lave mad til folk ikke til lister og traditioner. Til de mennesker, hun holdt af.
I februar lejede hun en lille lejlighed. Ét værelse på femte sal, med kig ud til en stille gård med birketræer. Lejligheden var nøgen, uden meget møbler, duftede af maling og fremmedhed. Trine stod længe i stuen før hun gik til vinduet og så ud på de lyse birkestammer.
Marie ringede en enkelt gang i marts. Hendes stemme var både såret og forsonlig.
– Trine, hvordan går det? Mor bekymrer sig. Hun vil aldrig sige det, det ved du.
– Det ved jeg.
– Kommer du ikke forbi engang? Til højtider? Vi. ja, vi savner dig lidt.
Trine smilede, selv om Marie ikke kunne se hende.
– Jeg skal nok tænke over det. Ser, hvordan det passer.
– Du kan jo lave den der sylte. Vi prøvede selv, men den blev grumset.
– Marie, jeg sender dig opskriften. Det vigtige er at sigte lagen gennem dobbelt gaze. Prøv det.
– Mener du det?
– Selvfølgelig. Det er ikke svært, bare gør det selv.
Hun sendte opskriften. Marie svarede med et overrasket emoji og ringede ikke igen.
Far blev stille og roligt bedre. Om foråret gik han igen uden stok, skældte ud på lægerne, ville gerne ud i kolonihaven. Lægerne sagde: nu må vi se. Han sagde: jeg tager afsted. I maj kørte Trine ham derud, hjalp med at åbne huset. De sad på verandaen med te i gamle kopper med blå kant, udenfor blomstrede hæggen.
– Kan du huske fuglene, jeg snittede til dig? sagde far.
– Ja. Du sagde, jeg altid mistede dem.
– Men én har du beholdt.
– Ja. Den står derhjemme.
– Det ved jeg godt, nikkede han. Mor har sagt det. Lidt efter. Du er modig, Trine.
– Hvorfor?
– Bare fordi. Han satte koppen på rækværket og så ud på hæggen. Livet er langt. Det gælder om ikke at spilde tiden det forkerte sted.
Hun nikkede. Over haven duftede det af fugtig jord og blomster, og det var helt stille, bare en fugl sang langt væk.
Det forår begyndte Trine at arbejde igen. Hun havde været regnskabsmedarbejder, men havde taget det roligt i flere år Grethe sagde ofte, familien kom først. Thomas sagde aldrig imod. Nu fandt hun et lille firma, jobbet var enkelt, kollegaerne fornuftige. Først var det mærkeligt, rutinen men så vænnede hun sig til det. Nu føltes dagene som hendes egne.
I weekenderne besøgte hun mor og far, nogle gange overnattede hun. Hun og mor bagte pirogger, ikke til nogen fest, bare for hyggens skyld én kage med det, der var. Far sad ved bordet og kom med gode råd, som ingen havde bedt om. Mor sagde, hun kunne sagtens uden hans hjælp. Fuglen på kommoden stod stadig roligt.
En sommeraften ringede Emil bare for at tale.
– Mor, hvordan går det?
– Godt, Emil. Virkelig godt.
– Jeg er glad for dig. Du er noget helt andet nu.
– Andet, sagde hun.
– Altså bedre.
Hun grinede.
– Og dig?
– Fint. Lidt travlt vil hjem og besøge dig i august.
Hun lyttede til hans stemme og så ud over birketræerne i gården, grønne og tætte, næsten som hele gården var fyldt til randen med grønt.
– Kom du bare. Jeg laver borsjtj.
– Bare helt almindelig?
– Helt almindelig. Mors opskrift.
– Den bedste der findes, sagde Emil. Aftale.
