At turde satse på fremtiden
Hvorfor er du egentlig så opsat på at tage til København?! udbrød Anders, da han pludselig stoppede op og kiggede på Mette. Hvad er der galt med Aarhus? Og universitetet her? Hvorfor skal du tage sådan en stor beslutning uden at snakke med mig først?
Du kunne straks høre skuffelsen og forvirringen i hans stemme, som om han slet ikke kunne forstå, at Mette bare sådan havde taget sagen i egen hånd. Det virkede, som om han følte, at hun havde svigtet ham en smule.
Mette stod imens og prøvede virkelig at holde sig i skindet. Hun pressede læberne sammen, anstrengte sig for at lyde rolig, men kunne ikke skjule, at stemmen skælvede let. Hun havde nok også forventet, at snakken ville blive svær, men nu var diskussionen altså for alvor gået i gang.
For det første er det mit liv og min fremtid, svarede hun stille. For det andet Det her har vi jo været igennem før, Anders. For et år siden, før jeg blev student. Det var dig, der dengang overtalte mig til at blive, selvom jeg altid har drømt om at bo i hovedstaden.
Der var noget såret i Mettes stemme, og tårerne pressede sig på i øjenkrogen hun kæmpede virkelig for ikke at vise, hvor ked af det hun var indeni.
Anders gik hen til vinduet og tog så hårdt fat i karmen, at knoerne blev helt hvide. Det lignede, han var ved at eksplodere indvendig af alle de følelser, der hvirvlede rundt.
Det er rigtigt, jeg fik dig til at blive, sagde han nu lidt lavere, men stadig oprevet. Jeg forstår bare ikke, hvorfor du vil flytte, betale en formue i husleje i København, når du kunne bo her hos mig i vores egen lejlighed?
Han prøvede at navigere i sine egne tanker for i hans hoved stod fremtiden ligesom klar: hyggeligt hjem, tryghed, familie, stabilitet. Alt det, han ønskede. Men nu virkede det hele pludselig skrøbeligt som et korthus, der kunne blive væltet af den mindste vind. Hvis Mette flyttede, hvad så med os? Skulle han bare sidde og vente på hende i fem år og håbe, at hun gad hjem engang?
Jeg tjener godt, jeg kan give dig alt, hvad du ønsker, Anders prøvede virkelig at få hende til at forstå, hvordan han havde det. Du behøver jo slet ikke arbejde, forstår du? Hvorfor så flytte?
Han lød ikke kun frustreret mere næsten bedende, som om han håbede, hun ville se verden gennem hans øjne og forstå hans bekymring.
Mette kunne ikke mere. Hun sprang op fra sofaen, kinderne helt røde, øjnene lynede af indignation det her havde hun ikke engang forestillet sig.
Tror du virkelig, jeg bare vil læne mig tilbage og blive forsørget? næsten hvæsede hun. Jeg har ikke lyst til bare at være husmor! Jeg vil selv kunne betale mine ting!
For Mette var det helt afgørende en kvinde skal kunne stå på egne ben, også økonomisk. Livet kan rykke tæppet væk når som helst; man kan blive skilt, ens partner kan blive syg, verden kan væltes omkuld. Så hvad gør den, der bare sidder hjemme uden egne penge?
Det sagde hun dog ikke højt der var ikke grund til at prikke endnu mere til Anders. Han havde jo allerede forestillet sig deres liv mange år frem, helt sikkert på, at han kunne sørge for alting. Han så ikke, at tingene sagtens kunne ændre sig måske gik arbejdspladsen konkurs, måske blev han fyret. Han så sig selv som uundværlig og lod det gerne mærke, også over for sine kolleger.
Men Mette vidste, hvor vigtigt det var at have lidt at falde tilbage på. Hun havde lært det helt tidligt, da hendes forældre blev skilt, og hendes far ikke gad betale børnepenge. Hendes mor knoklede som sygeplejerske, men lønnen rakte dårligt til mad på bordet. Nye ting var der aldrig tale om tøj arvede hun fra sine fætre og kusiner, og nye sko var en drøm. Indeni sad der stadig en klump af den uretfærdighed og usikkerhed.
Livet blev lettere senere, da hendes mor mødte Henning og giftede sig igen, men Mette følte sig aldrig hjemme i det nye hjem. Hennings kommentarer sad fast: du nasser bare på os, Mette. Til sidst rykkede hun over til sin mormor, hvor pengene var små, men kærligheden stor.
De oplevelser glemte hun aldrig. Derfor ville hun ikke give op, men prøve at forklare Anders, hvorfor en uddannelse og et diplom fra København betød så meget. Større by flere muligheder, prestige, adgang til de tunge job. Det var ikke det samme i Aarhus. Hvordan skulle hun forklare ham, at det ikke var et opgør med dem to, men et forsøg på at sikre en god fremtid for dem begge?
Hvorfor flytter du ikke bare med mig til København? prøvede hun forsigtigt, idet hun sagde det og tog ham i hånden. Jeres hovedkontor ligger jo derovre. Det kan vel ikke være så svært at få en overflytning, chefen roser dig jo hele tiden.
Hun lød næsten bedende. Mette håbede virkelig, at de kunne tage rejsen sammen være sammen, løse de karrieremæssige ting, hun vidste, han nemt kunne klare.
Helt ærligt, Mette, skal jeg så bare starte forfra? Anders trak hånden til sig, hans blik var mistænksomt. Her har jeg gode muligheder, kollegerne kender mig, cheferne ser mig. Om et par år kan jeg blive teamleder og hvad med København? Der kender ingen mig, og jeg skal bevise mig forfra.
Han sagde det som var det én lang sætning, hårdt og afmålt. For ham var alt klart: Aarhus var tryghed, karriere, respekt. København var usikkerhed og konkurrence.
Og for mig er det dér, fremtiden er! Mettes stemme dirrede af desperation. Tårerne stod i øjnene, men hun ville ikke lade dem få frit løb. Jeg beder dig ikke sige op, bare høre, om muligheden er der. Er det for meget forlangt?
Anders betragtede hende længe. Hun så ud, som om det hele var ved at vælte for hende. Hun virkede ikke kun opsat på storbylivet hvem ventede hende egentlig i København? Hendes jalousi stak ham som nåle, selvom han prøvede at skubbe det væk.
Tror du, det bare er sådan lige? spurgte han, mere behersket nu, men stadig anspændt. Hvad nu hvis det ikke går? Så mister vi alt mit job, stabiliteten, alt det jeg har bygget op.
Mette tog en dyb indånding.
Jeg beder dig ikke om at ofre alt, hviskede hun. Bare tænk over, om vi kunne finde en løsning. Jeg tænker altså også på vores fremtid jeg ser den bare lidt anderledes.
Anders gik hen til vinduet og stirrede ud. Udenfor legede ungerne nede på gårdspladsen drenge jagtede duer, to piger hoppede hinkebane, en lille én lavede sandkage i sandkassen. Men Anders så dem ikke rigtigt han var for langt væk i tankerne.
Sidste år havde Mette også talt om København, dengang havde han talt hende fra det. Nu var hun for alvor stædig, hendes øjne strålede af noget helt andet, end de plejede. Denne gang ville de gamle argumenter næppe virke.
Måske, tænkte han, skulle han prøve at få hendes mor på sin side? Eller snakke med hendes veninder? Eller måske handlede det i virkeligheden slet ikke om København, men bare om, at Mette ville have, han skulle fri til hende? Ville hun så gerne giftes, at hun var klar til at satse det hele? Men hun risikerede jo at tabe alt…
Lydene omkring ham forsvandt lidt, mens han forsøgte at tænke klart. Han mærkede den her klump frygt, irritation, bange for at miste. Han blev nødt til at handle, før det gik helt galt.
Hør nu her, sagde Anders, uden at vende sig væk fra vinduet stemmen var hård, næsten kold hvis du virkelig gør det her, og rejser til København, så er vi færdige. Så skal jeg ikke sidde her og tænke på, hvad du laver og med hvem. Du må vælge, Mette enten flytningen eller vores liv sammen. Sådan er det.
Han sagde det tydeligt. Han forsøgte at få det igennem der var ingen vej tilbage.
Anders forlod stuen, døren smækkede så hårdt, at et billede faldt ned fra væggen; glasset knustes. Men ingen af dem reagerede.
Mette stod alene og prøvede at forstå, hvad der lige var sket. Er han seriøs? Tror han virkelig, jeg rejser, bare for at møde en anden? Og det her Viser han, at han vil have mig som sin hustru? Slet ikke sådan jeg havde forestillet mig et frieri!
Hun kunne mærke både vrede og sorg. Vred på hans mistillid, på det at blive sat på et valg, og på at han ikke lyttede til hendes drømme. Skulle hun virkelig opgive sin drøm for, at han kunne få den tryghed, han troede var så vigtig?
Hun dvælede ved tanken. Hun havde tilbudt ham at søge ind til hovedkontoret det nægtede han. Måske mest fordi han frygtede at fejle i et større selskab. Det handlede måske mest om hans ego, ikke om dem.
Mette gik hen til vinduet og så mod vest derude lå København og ventede, fyldt med muligheder. Her i Aarhus var trygheden og Anders, som hun elskede. Men drømme som hendes fik man kun chancen for en enkelt gang.
Langsomt voksede beslutningen frem indeni. Nok havde hun udsat sine egne mål længe nok. Nu var det hendes tur.
Hun rettede ryggen, tog en lang indånding og sagde lavt for sig selv:
Jeg tager til København.
*********************
Mette pakkede sine ting i kufferten og prøvede at holde fokus. Bag sig kunne hun mærke Anders blik tungt, såret. Han stod i døren med korslagte arme og sagde ingenting. Han forstod tydeligvis slet ikke hendes valg at hun havde sat sin egen fremtid højest.
Hun prøvede at gøre det hele ordentligt folde kjoler sammen, rulle striktrøjen sirligt, pakke bøger og notesbøger. Hun tørrede en tåre væk med ærmet det var ikke tid til at græde lige nu.
Hvad nu hvis det hele går galt? tænkte hun. Måske var niveauet for højt i København, måske passede hun slet ikke ind. Så måtte hun jo flytte hjem igen og Anders ville sikkert for længst have fundet en anden, mere tilpas kvinde.
Men tanken stoppede hende ikke. Hun lukkede kufferten, svingede tasken over skulderen og vendte sig roligt mod Anders, som stadig bare stod der.
Jeg bliver nødt til det her, sagde hun lavmælt, men med fasthed. Det er min chance.
Og så gik hun og lod fremtiden være, som den nu måtte blive.
*********************
Ti år senere holdt Mette foran barndomshjemmet for at fejre sin mors 60-års fødselsdag. Hun steg ud af taxaen, kiggede rundt på de gamle hække og stakler alt virkede mindre, men stadig trygt og velkendt. Hendes hjerte svulmede af nostalgi.
Nu stod Mette dér, elegant i en marineblå habit med et enkelt perlehalsbånd, rank og selvsikker. Mændene, hun gik forbi, drejede sig diskret for at se efter hende men hun bemærkede det næppe. Den der gamle usikkerhed fra dengang var for længst forsvundet.
Flytningen til København var det bedste, hun havde gjort. Hun fik sit kandidatbevis med topkarakter, og kort efter fik hun tilbudt et spændende job i en international virksomhed. Hun arbejdede sig hurtigt op hun var ikke bange for ansvar, lærte hele tiden nyt og stod snart med titler, de fleste kun drømte om.
I dag havde hun en fed lejlighed med udsigt over Fælledparken, hvor hun nød sin kaffe hver morgen. På kontoen i Danske Bank stod en pæn sum, nok til både fornøjelser og tryghed. Hun var gift med en mand, hun elskede.
Hendes mand, Michael, var ingen direktør eller rigmand, men havde et solidt job som chefkonsulent og tjente glimrende. Han tog sig af hverdagens praktiske ting, så Mette kunne bruge sine penge, som hun nu havde lyst og behov. Der var ligestilling og respekt hele vejen igennem fra begyndelsen. De havde mødt hinanden på Mettes første arbejdsplads, hvor Michael var mentor for de nye. Sød, støttende, med humor trygheden voksede langsomt til kærlighed.
Ved siden af Mette hoppede hendes femårige pige, Sissel, utålmodigt. Hun holdt stolt fast i en lille æske med håndmalet motiv en fødselsdagsgave valgt sammen med mor fra en fin butik i indre by.
Mor, hvornår må jeg give farmor gaven? spurgte Sissel ivrigt igen og igen.
Mette kunne ikke lade være med at smile. Der var så meget beslutsomhed og nysgerrighed i Sissel det samme, der i sin tid havde givet hende selv modet til at prøve noget nyt. Mette strøg sin datter blidt over håret.
Lige om lidt, skat, du får lov, lover jeg.
Sissel nikkede ivrigt og trykkede sin gave ind til sig, mens hun klamrede sig til mors hånd. Mette lukkede øjnene et øjeblik og fyldtes af varme hun havde fulgt sit hjerte, og nu stod hun med alt det, hun havde ønsket sig: sit drømmejob, sin familie og den tryghed, hun selv havde skabt.
*********************
Anders? Hvad laver du her? spurgte Mette overrasket, da hun så sin gamle kæreste blandt gæsterne. Hun stivnede, kunne mærke noget røre på sig indeni, men samlede sig og smilede hverdagsvenligt. Jeg kan da ikke huske, at du plejede at være en af mors venner?
Jeg inviterede ham, blandede Mettes mor sig, med et lunt smil. Vi har faktisk haft et fint venskab de sidste fem år. Anders er jo blevet gift med Anne, datteren til min veninde Mona. Vidste du ikke det?
Hvorfor skulle jeg ligefrem følge med i min ekskærestes privatliv? spurgte Mette skarpt og prøvede at lyde ligeglad, selv om følelsen indeni var noget mere blandet ikke så meget sårbarhed som en underlig bittersød erindring. Jeg har rigeligt at se til.
Anders stod lidt for sig selv og betragtede hende, tydeligvis lidt trykket, hænderne i lommen. Hele aftenen kastede han blikke over mod Mette, bidende læben sammen. Det strålede langt væk, at hendes liv flaskede sig: jobbet, selvtilliden, familie det hele.
I sit stille sind kunne han ikke lade være med at forestille sig, hvordan det kunne have været. Hvis jeg alligevel havde sagt ja til København dengang?
Alle vegne så han beviser på, at Mette så afgjort havde klaret den godt. Han derimod… Hans arbejdsplads lukkede for fire år siden, og han kom aldrig for alvor videre. Bevares, nogle småjobs kunne han skaffe, men lønnen var halveret, og selvtilliden forsvundet.
Tanken om at have valgt forkert trak en smertefuld skygge over ham. Han forsøgte kort at finde modet til at sige noget til Mette måske et undskyld, måske bare et tillykke. Men så dukkede Michael op ved Mettes side, lagde en hånd på hendes skulder og hviskede et eller andet, så hun lo hjerteligt.
Anders blev stående et øjeblik og betragtede dem. Den måde de var tæt, de blikke de sendte hinanden de var familie, de var hinandens tryghed.
Han mærkede, hvordan han var udenfor. Han gled stille hen mod udgangen, forbi de gamle fotokollager på bordet ved døren. På et billede smilede han og Mette som unge håbefulde og naive. Et lille suk slap ud. Livet havde valgt for dem eller måske havde de bare valgt hver deres retning.
Han trak vejret dybt, gav glasset på billedet et sidste strøg og gik ud i den kølige sommerluft, lod latter og musik og minder blive tilbage. Foran ham lå et nyt kapitel ikke det samme som Mettes, men hans eget.
