Et glas mælk
Det er ikke kun de udsatte, der har det svært; det gælder også dem, der står dem nær. Dette havde Vera Christiansen erfaret for længst. Nu havde hun arbejdet otte år i socialforvaltningen på Frederiksberg Rådhus, og tiden havde tæret på hende: hun var tyndet ud, løbende fra hjem til hjem, havde fået skarpe manerer og valgte ofte sarkasmen, især hvis nogen kritiserede hendes arbejde. “Hvem er du til at dømme mit arbejde?!” spyttede hun og borede sine skrå, grønne øjne ind under sin kobberrøde pandehår og lysten til at stille flere spørgsmål forsvandt resolut hos enhver. Man kunne finde på at gå sin vej uden mål eller mening Vera løb, og derfor fik hun også navnet “Vera Pest”.
I alle årene havde Vera købt ind til sine borgere, gjort rent når det krævedes, og fundet vej til dialogen, uanset hvor svært det var. Kun én gang var der opstået konflikt: en ensom, gammel mand havde givet hende en chokoladebar. At tage imod gaver var forbudt, og hun havde aldrig modtaget noget før, men denne ene gang faldt hun for presset hvordan nægte “for Kristi skyld”? Da hun kom hjem, kunne hun ikke engang bryde stykket af det satte sig tværs i halsen. I stedet gav hun chokoladen til nabodrengen. Da hun næste gang sagde nej til en gave, gik den gamle mand straks til kommunen: “De vil have mere end chokolade, de sociale hjælpere de vil have penge i kuvert…” Vera var tæt på at miste arbejdet, men hun sagde modigt: “Fyrl mig bare, jeg græder ikke. Jeg er også et menneske, ikke nogen klud, man bare slider løs på!” Men flere af hendes borgere støttede hende blandt dem Anna Pedersen. Vera havde altid haft sympati for Anna, men efter episoden følte hun et ubetinget søsterskab, som hun ellers manglede.
De to kvinder delte en lignende skæbne forældreløse fra barnsben. Anna var født med et handicap, mens Vera udadtil fremstod sund og stærk, men hendes indre var fyldt af ar og frygt. Det eneste, de begge manglede, var børn en fælles smerte. Vera havde efterhånden accepteret sit liv, mens Anna stadig kæmpede. Ofte irettesatte hun Vera, hvis hendes humør blev for sort, og særligt efter hun havde deltaget i flere prøver på genoptræningscentrets dansehold, hvor hun forberedte sig til opvisning. I starten havde Anna ikke villet høre om at optræde præsten, Pastor Lukas, der ofte besøgte hende med velsignelser og små gaver, havde frarådet det og mente, at hendes passion for broderi var god nok. Annas fingre var ikke de mest snilde, men hun gav sig aldrig op. Hun broderede servietter, lommetørklæder og til sidst en hel hørkjole dekoreret i bløde farver, røde snirkler og grønne eventyrfugle. Kjolen blev sendt til regionsudstillingen i Aarhus og vandt endda førstepræmie og den blev solgt, med Annas ja. Da Anna fik kontanter mere end hun nogensinde havde haft ringede hun grædende til Vera. Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre med pengene.
“Vi skal nok finde på noget,” lo Vera. “Vi køber flere kjoler at brodere, så er der arbejde til et år eller to. Så slipper du for de tanker, du alligevel ikke burde have”
Annas tavshed sved, for hun drømte stadig oftere om et liv med en mand. Hun vidste kun fra film hvad det betød at elske og blive elsket, men hendes virkelighed var præget af længsel.
Efter succesen blev Anna inviteret til at være med på genoptræningscentrets dansehold. Hun troede, det var en spøg, men efter flere opfordringer gik hun med, og kommunen ordnede, at Vera kunne følge hende til prøverne.
“Hvem skal jeg danse med?” spurgte Anna.
“En som dig,” svarede den strenge studieleder, Margrethe Johansen. “Vi har flere par ingen i vores land er overladt til sig selv.”
Anna indvilligede og næste dag hentede en mut buschauffør, Thomas, hende ved døren. I bussen sad hendes kommende dansepartner, Alex Madsen. Anna rørte forsigtigt ved hans hånd og mærkede for første gang en stærk mands hånd.
Vera og chaufføren hjalp Anna ind, og videre op til prøvesalen; Alex manøvrerede selv sin kørestol med rutine. I starten gik det skidt. De forsøgte at følge musikken, men følte sig klodsede foran danseunderviseren, Maj-Britt, og den driftige Margrethe. Men så, uge efter uge, to gange hver uge, blev Anna mere og mere hjemmevant. Vera var altid med.
Hele efteråret og vinteren var Anna optaget af dans hendes broderier lod hun ligge. Nu kunne hun ikke undvære træningen; hun tog af sted, som var det hendes yndlingsarbejde.
I dag ventede Anna igen, og Vera kom ind ad døren med et mørkt sind trætte øjne, tavs og modvillig.
“Du ser så trist ud?” spurgte Anna.
“Ikke noget,” sagde Vera og forsøgte at skjule sin surhed.
“Vi er kun fyrre!” fortsatte Anna opmuntrende. “Vi kan sagtens skabe en familie.”
“Du drømmer igen… Jeg prøvede jo, syv år gift og så gik han… Han fandt sig en yngre, og det må jeg leve med. Forældre nåede ikke at få børnebørn, det er sorg nok.”
“Man må ikke hænge fast i fortidens skygger. Havde jeg været dig, var jeg blevet gift igen og igen.”
“Flere bebrejdelser?”
“Vil du ikke gifte dig, kan man jo få et barn kunstigt i dag.”
“Det koster mange penge! Tror du, jeg tjener godt?”
“Men der blev sagt i TV, at nu er det næsten gratis…”
“Vi tager snakken en anden dag… Hvad tager du på i dag?”
“Min lyserøde trøje og den grå nederdel.”
“Kunne du så ikke tage din koncertkjole på? Den er jo lavet til det!”
“Det venter jeg med til generalprøven den bliver beskidt i bussen!”
Dagen før havde de trænet ekstra. Hjemme hjalp Vera en træt, men lykkelig Anna i bad, og satte hende derefter ved køkkenbordet med lidt te og en skål småkager.
Anna spurgte pludselig: “Hvordan var det første gang?”
“Hvad mener du?”
“Med en mand” Anna rødmede.
“Det husker jeg ikke.”
“Du lyver du var jo gift, og nu har Nikolaj opsøgt dig efter skilsmissen.”
“To måneder varede det, så blev jeg erstattet…”
“Alex kan godt lide mig,” hviskede Anna. “Han kigger på mig”
“Blondiner tiltrækker altid mørkhårede mænd glem ham,” advarede Vera.
De skændtes lidt, og til sidst gik Vera med ordene: “Sov godt, i morgen er det generalprøve!”
Anna svarede ikke.
Da Vera forlod lejligheden, mærkede hun, at Anna havde overtaget hendes egne håbløse forestillinger og hun blev grebet af tvivl: “Hun må finde en! Man tror, de er hjælpeløse, men ser, hvordan hun bebrejdede mig med Nikolaj”
Da Vera var gået, fortrød Anna sin skarpe tone. Nu var hun alene med tankerne hvem kunne hun betro sig til, når selv Vera var fortravlet? Hun tænkte på Alex mørke hår, de dybe øjne og de stærke, pålidelige hænder. På de første prøver havde hun frygtet at tabe balancen, men med Alex var hun tryg det gav hende mod, og danseunderviseren roste hende: “Rigtig flot, Anna!”
Hun havde lært trinnene udenad, og var tryg med både Alex, Vera og selv elektrikeren med de orange overalls i kulissen.
Men hun begyndte at frygte, hvad der ventede efter koncerten. Ville hun kunne møde Alex rigtigt, måske invitere ham hjem og vise naboerne, at hun faktisk havde en mand? Måske var glæden over prøverne alt, hun fik? Hun besluttede sig for at gøre alt perfekt.
Tidligt om morgenen lagde Anna koncertkjolen klar mørklilla, dækket af glimmer og sten, glidende som silke mellem hænderne. Hun forestillede sig, hvordan hun ville se ud på scenen og blev så bange for at fejle.
Pludselig raslede nøglen i døren.
“Klar, stjerne?” råbte Vera, drillende og med et glimt i øjet.
“Ja, men jeg er nervøs,” indrømmede Anna.
“Det er godt, du er nervøs. Sådan er det, når noget er vigtigt. Lad os se at komme af sted.”
De brugte tid på at gøre sig klar, og havde bedt den altid tvære chauffør hente dem lidt før, så Anna kunne vænne sig til koncertkjolen før alle andre.
Da de kom ind i kulturhuset, syntes Anna alle stirrede på hende og på Alex, der sad rank i sin sorte jakke og butterfly og med en kvinde ved sin side.
Bag scenen kørte Alex hen til Anna, kyssede hende på kinden og sagde: “Du skal ikke være nervøs vi klarer det sammen.”
Hun mærkede kinden brænde, lukkede øjnene for at køle den, og idet hun slog øjnene op stod kvinden lænet til sin stok.
“Du skal ikke bekymre dig det skal nok gå,” sagde hun.
“Hvem er du?” spurgte Anna, med en underlig forudanelse.
Alex kom nærmere: “Anna, mød min hustru, Sofie.”
Anna nikkede, nu så hun guldringen på Alex hånd den havde ikke været der før! Al hendes håb og glæde blev slået itu, og hun kunne ikke få luft.
Hun besvimede, og da hun kom til sig selv, så hun kun utydelige ansigter omkring sig.
“Hvad er der med Anna?” spurgte Margrethe Johansen, denne gang bleg og bister.
“Hun skal hjem,” sagde Vera bestemt, “Hun er slidt op kan du ikke se det?”
“Nej, hun skal på scenen! Vi har ikke øvet i et halvt år for ingenting!”
Anna dukkede kun hovedet, svarede ikke på spørgsmål ikke i bussen hjem, ingenting. Før de nåede lejligheden spurgte hun svagt:
“Hvor er Alex?”
“Tilbage til øvelsen, han danser med sin kone. Du kan ikke klare alt, min pige.”
Vera og den gamle chauffør fik hende ind på værelset, hvor Anna lod sig falde på sengen i sit koncerttøj.
“Så er vi færdige med at køre rundt?” lo chaufføren for første gang.
“Ja, så må De gerne se at komme videre,” snerrede Vera og satte sig ved siden af Anna. “Nå, hvad skete der så?”
Anna snøftede, og så kom sandheden:
“Alex er gift…”
Vera måtte undertrykke et lille smil, det hele virkede så banalt nu. “Tænkte du at han var din?”
“Det rager ikke dig! Gå din vej!”
“Sådan taler man da ikke til sin ven,” svarede Vera tørt. Men Anna råbte: “Gå! Kom aldrig igen. Jeg klarer mig uden dig. Du er ond, Pest!”
Havde Anna sagt det arrigt, havde Vera nok taget det til sig, men den tynde, fortvivlede stemme ramte hende hårdt. Hun vidste jo, at hun var Annas nærmeste ingen anden ville tage sig af hende på denne måde. De fleste hjælpere gik og kom hurtigt, men Vera havde selv op ofret weekender. Nu blev hun altså “ond” og kaldt “Pest”.
“Tak for det, frk. Pedersen,” mumlede hun bittert.
Vera gik i tøjet og gik. På vej hjem var hendes ben tunge. “I morgen beder jeg om at blive overflyttet til en anden borger. Eller over i børnehaven, de har brug for mig der,” tænkte hun. Der var ingen, der kaldte hende “Pest” der.
Hjemme kunne hun ikke spise, men nød lidt te og småkager, lagde sig på sofaen og faldt i en træt søvn. Inden øjnene gled i, tænkte hun: “Lad Anna være alene lidt…”
Mobilen vækkede hende. Det var Pastor Lukas.
“Vera Christiansen, du må straks komme til Anna, hun skal indlægges med det samme”
Med uro i kroppen kastede Vera sig ud, løb mod Gentofte Hospital og anede straks, at noget var alvorligt galt. Ved opgangen stod politiet, præsten og flere naboer.
“Hvad er der sket med Anna?” spurgte Vera.
“Forgiftning… Hun ringede og sagde, det var slemt. Da jeg kom ind, lå hun på gulvet med piller ved siden af Jeg tilkaldte straks ambulance og politi.”
En mørkøjet betjent trådte frem: “Er du hendes kontaktperson?”
“Ja jeg er sosu, kommer her fast. Hvad betyder det?”
“Hun har forsøgt selvmord.”
“Det minder ikke om Anna… Hun er jo som en engel!”
“Så er der måske nogen, der har presset hende. Undersøgelsen må finde ud af det. Har du nøgler til lejligheden?”
“Ja…”
“Så kom med. Vi skal slukke alt og forsegle døren.”
Vera hentede varer ud på altanen, fandt Annas telefon. Politiet beslaglagde alt også mobil. Døren blev forseglet, og Vera blev bragt til afhøring.
Efter at have forklaret alt grinede politiet næsten: “Var det ulykkelig kærlighed?”
“Hva ellers?” sukkede Vera.
“Så kan vi vist godt lade dig tage hjem.”
Men Vera tog taxa til hospitalet, hvor Anna var i behandling for forgiftning.
“De må vente, vi har streng karantæne,” sagde sygeplejersken. “Anna ligger på anden sal, tredje vindue fra venstre. Kom i morgen kl. 13, så kan I ses gennem vinduet, men gaver er ikke tilladt.”
Da Vera stod nedenfor næste dag, vinkede hun ivrigt, og Anna dukkede op, spinkel og bleg, men med glimt i øjet. Hun holdt et skilt op: “UNDSKYLD”. Vera rystede på hovedet, men smilede. Solen skinnede nu gennem byen, og Vera indså: foråret var endelig kommet, og det værste var bag dem.
Nu kunne Vera slippe sorgen; tårerne stod, da hun vendte sig mod fortovet og tænkte: “Din stædige Anna, du drillede Men du er min kæreste ven.”
