Kære dagbog,
Nu igen, Astrid? Hvor længe skal det være sådan? Jeg arbejder jo næsten bare for din kat!
Katten, som Astrid med møje forsøgte at få ned i transportkassen, vred sig som sædvanlig fri og forsvandt i et hjørne af entréen, hvor den begyndte at jamre dybt og sørgmodigt. Med sit lidende blik så det ud, som om katten, der engang havde fået det romantiske navn Holger, nu virkelig prøvede at gøre sig selv så dyrebar som muligt i min fars øjne.
Det navn fik han for mange år siden, faktisk. Holger, eller Holgemand som Astrid kærligt kaldte ham, havde boet hos hende i snart ti år. Hvor gammel han egentlig var, vidste hun ikke præcis hun fandt ham engang på gaden, og han var allerede voksen (om end ung, som dyrlægen i Roskilde sagde til Astrids mor, Marianne).
Dengang var det Marianne, min mormor, der kørte Astrid til dyreklinikken i Roskilde med Holger svøbt i det gamle dynebetræk fra da Astrid var lille.
Red ham, for pokker!
Hvor har I fisket det her uhyre frem? spurgte dyrlægeassistenten og sendte katten et skeptisk blik. Det er da bare en almindelig gadekat!
Det er ligegyldigt! Han er MIN kat. Kan du ikke se, han har det skidt? Hjælp ham nu! Eller tror du, jeg kun har dårlige penge med? De fejler ikke noget, bare fordi han ikke hedder et eller andet fancy stamtavlenavn!
Marianne var så arrig, at assistenten indså, det bare var nemmest at gøre, som hun sagde. Og det var klogt gjort. For Marianne Sørensen var mere stædig end de fleste. Hvad skal man ellers være, når man har været alene med barn uden far, passet både sine forældre og klaret det hele på en pædagogløn i en børnehave? Der må man gro tænder!
Hun kendte sin sag, min mormor. Hun var retfærdig, tydelig, men også blid. Hun elskede børn, katte endda hunde, skønt de altid havde skræmt hende.
Hun gav aldrig op, satte heller naboerne på plads, hvis det skulle være, og de forældre, hun havde til børn i børnehaven, eller fremmede, der troede, de kunne tage noget fra hende. Men hun gjorde det på sin egen stille facon. Hun fandt altid de rette ord, altid argumentet, der satte sig som et stik, og så blev situationen noget helt andet, end den oprindeligt lignede. I stedet for råben endte hun altid med, at folk pludselig sad og betroede sig til hende, græd, klagede over livet eller bare delte noget, og til sidst takkede hende.
Der var noget særegent ved hende. Den evne at lytte. Det gav hende et unikt talent til at forstå mennesker, måske fordi hun aldrig var optaget af, at hun selv ville høres. Det fungerede dog dårligt med familien.
Marianne var blevet forladt af min morfar kort tid efter brylluppet. Min oldemor har engang sagt, Det er utroligt, han overhovedet holdt ud så længe. Det gjorde ondt, men min mormor tænkte, at måske var der lidt sandhed i det.
Da hun opdagede, at hun ventede Astrid, blev hun rolig. Kvinde er kvinde, sagde hun og mænd får ikke børn. Hun kendte ikke til store fester og gaver, men denne begivenhed ventede hun mere end både jul og fødselsdag. Problemet var, at Astrids bedstemor var alt andet end begejstret:
Hvad skal du med det, Marianne? Det er en byrde! Du er ung, køn, og du har jo muligheder? Føder du, kan du se frem til kun at spise rugbrød. Og barnet også. Børn er et dyrt bekendtskab! Det forstår du nu ikke, men vent bare.
Jamen mor, vi har jo altid klaret os.
Netop! Og hvad godt har det bragt?
Marianne blev tvivlende, men hun kunne ikke få sig selv til at skille sig af med det liv, som voksede i hende. Tværtimod. Hendes farmor, Astrids tipoldemor, dukkede pludselig op fra sin gård på Lolland, i sit pæne tørklæde, og sagde:
Du skal føde, Marianne! Jeg hjælper dig.
Men bedstemor, hvad med bedstefar? Han klarer sig jo ikke alene på gården
Joh, det gør han nok. Og ellers flytter vi ham hertil! Se, hvad jeg har her.
Ud kom en hvid linnedpose, og Marianne vidste, hvad det var. Bedstefar havde solgt huset, hvor de var vokset op, og lagt alle pengene i en opsparing. Det var både til lejlighed og lidt til overs.
Bedstemor, jeg kan ikke tage imod alt det
Selvfølgelig kan du! Det er til dig og barnet.
Den beslutning skabte langvarig skænderi med hendes mor. Men bedstemor sagde, det var ikke kun Mariannes eget ansvar, det var familiens. Hun fik en lejlighed i Valby, gammel nok til at trænge til istandsættelse men det klarede de. Bedstemors snilde forhandlede en stor rabat hjem, for om noget, var hun god til at handle på markedet.
Jeg kan huske, hvordan Marianne græd af glæde, da de endelig flyttede ind, og jeg; jeg blev for første gang for alvor stolt af hende.
Astrid kom til verden før tid. Marianne var nervøs, men Astrid var stærk og blid. Marianne havde selv fået så meget kritik som barn, at hun havde svoret, aldrig at give det videre til sit eget barn.
Det er din mormor, du er blevet tættest på! Ja, ja, hun købte lejligheden, tog sig af barnet. Men hvad med mig? I vil jo aldrig lade mig være sammen med Astrid!
Men mor, du kan altid komme. Men lad være med at skælde ud, Astrid bliver bange
Bange?! Hun er jo bare et barn! Hvad kan jeg hundekun gøre hende?
Mor, du råber. Virkelig.
Jamen, du forkælede hende og nu kan jeg sidde og tage imod samme fornærmelser Hun sidder på din hals, har fået alt serveret, og nu har hun ikke brug for sin mor mere.
Tak for lærdommen, mor. Nu ved jeg netop, hvad jeg IKKE skal gøre.
Hvad ævler du om? skreg hun til sidst men Marianne hørte kun sig selv tænke: Jeg skal være en anden slags mor.
Det er så let at sige, men ikke altid nemt i praksis. Hun var aldrig sikker på, om hun gjorde det rigtige, for Astrid var ikke krævende, men hun vidste, hvad hun ville og forstod på sin egen måde at få det.
Mor, må jeg få en småkage?
Astrid, efter aftensmaden.
Ikke bare en?
Nej, først efter mad.
Okay mor, men så må jeg få to bagefter, hvis jeg spiser op?
Marianne kunne ikke lade være med at grine og give efter, hvis Astrid spiste op. Det var små ting, men karakter dannes af små ting. Astrid lærte hurtigt, at det ikke nyttede at skændes.
Og kunne endda få sin egen bedstemor, der var let til tårer, til at tie:
Bedstemor, bliv ikke vred! Det er ikke klædeligt, og du er så smuk!
Hvorfor dog det? mumlede bedstemor og tav.
Astrid satte hende i lænestolen, kravlede op på skødet og udglattede rynkerne i hendes ansigt med fingerstrøg. Sådan! Nu er du fin igen!
Tiden gik, og familien faldt til ro. Marianne arbejdede, bedstemor og bedstefar, der var flyttet til, passede Astrid. Indtil bedstemor blev syg, og lægerne ikke havde godt nyt.
Skal vi tage til København, bedstemor, se, om de kan gøre noget?
Nej, kære. Jeg er ikke bange for selv at dø, blot for at efterlade jer.
Da bedstemor var syg, fandt Astrid Holger udenfor skolen. Hun var forsvundet efter skoletid, og min bedstefar havde været sekunder efter at hente hende alligevel var hun væk.
Hele opgangen, forældre, Marianne og min morfar ledte. Indtil Astrid dukkede op med en mishandlet, men levende Holger, indsvøbt i knitrende dynebetræk.
Mor, han har ondt. Jeg har det fint. Hjælp ham!
Marianne kunne ikke andet end gribe katten og storme forbi stationen til dyreklinikken. Holger var forslået, men levede.
Han ligner nu mere en baggårdskat end en stuekat, det her, sagde dyrlægen, men ordnede ham og afleverede regningen.
Marianne gispede. Det var dyrere end to racekatte! Alligevel betalte hun uden at tøve. Da de kom hjem, var der ikke mange kroner tilbage, og hun anede ikke, hvordan hun skulle få råd til både medicin og Astrids fødselsdag. Men Astrid sneg sig ud i køkkenet den aften:
Mor, jeg behøver ikke nogen gave. Kan Holger ikke bare være min gave?
Sådan blev det. Holger blev en del af familien. Han rettede hurtigt ind, elskede de gamle, krøb sammen ved bedstemor og var også tæt knyttet til Astrid.
Han fulgte hende, når hun lavede sine lektier, og sad hos hende, da hun græd uden for døren til bedstemors soveværelse, da bedstemor gik bort. Og han var der, da bedstefar måtte herfra et par måneder senere.
Holger ændrede også Mariannes liv. Efter regningen i klinikken indså hun, at det var nok hun kunne ikke længere klare sig på pædagogløn. Hun fandt modet til at søge noget bedre og blev barnepige for en velhavende familie i Gentofte, anbefalet af en veninde. Hun blev hurtigt populær og fik højere løn hvert sted, hun kom.
Hver aften nussede hun Holgers øre.
Holgeman, hvis det ikke var for dig
Katten spandt og stak poten ud efter hendes hånd men holdt altid mest af Astrid. Med hende tilbragte han størstedelen af tiden, undtagen hvis bedstemor kaldte fra gæsteværelset.
Hvis Astrid havde lektier, sad han ved siden af og hjælp. Han var der, da Astrid sagde farvel til bedstemor, og også da morfar gik bort. Og han var der, da Marianne fandt kærligheden igen og blev gift med Palle, som straks blev charmeret og hurtigt vandt både Astrids og svigermors gunst blandt andet ved at køre svigermor på weekendophold i sin bil.
Min mormor strålede, når hun skulle på landet: Nu kommer svigersønnen og henter mig til kolonihaven!
Astrid klarede sig selv, tog på HF, og da hun mødte Michael, valgte hun at blive boende i den gamle lejlighed.
Wow, Astrid, du bor jo som en grevinde!
Nu overdriver du.
Der er jo masser af plads! Hov, hvad var det
Ud kom en hvæsende Holger, som straks jagede Michael ud af stuen. Fra da af tålte Holger ham kun med nødtørftighed, og Michael gengældte følelsen. Han jagede ofte katten, når Astrid ikke så det. Alligevel giftede de sig. Men forholdet begyndte at slå sprækker.
Michael var prikken over iet, da Holger blev syg ikke mindst, da regningen for dyreklinikken dumpede ind.
Hvad?! Astrid, det her er vanvittigt! Det bruger jeg ikke engang på min egen sundhed! Han er jo bare en kat!
Han er ikke bare en kat. Han er en del af familien!
Ikke min familie! Den dag han gør det igen, så !
Astrid var tavs og besluttede at tage snakken senere, især fordi hun netop den dag havde opdaget, at hun var gravid.
Da Holger endnu en gang ikke klarede bakken, måtte hun til dyrlægen igen. Michael kom hjem fra løbeturen og opdagede det.
Nu er det nok! Jeg vil ikke betale mere for det dyr. Ud med det!
Så må jeg gå med, svarede Astrid og overraskede sig selv med sin egen styrke.
Fint, tag kat og alt det med, og skrid! Jeg gider ikke mere!
Der var noget, der forsvandt imellem dem den dag. Astrid mærkede, at hun ikke længere havde lyst til at redde noget, der ikke kunne reddes.
Uden et ord tog hun sine egne nøgler og vendte sig mod Michael.
Jeg er gravid. Jeg kan ikke diskutere. Jeg vil ikke skabe drama. Katten forstår det, du gør ikke. Gå nu. Hent dine ting senere jeg har travlt nu, Holger skal til dyrlægen, han har brug for mig.
Michael sagde ikke noget, smækkede døren, og Astrid tænkte kun på Holger, der nu igen lydigt kravlede ned i kassen.
Klar? Nu gør vi noget nyt! Vi begynder med dit helbred!
Holger kom sig. Selvom alderen trak spor, så blev han i mange år og da Astrids datter kom til verden, blev katten hendes største støtte. Pigen blev navngivet med omhu. Marianne rådede:
Tænk over det, tal også med Michael. Hun er jeres begge to, selvom I ikke er sammen. Giv hende noget at bygge på.
Astrid lyttede for første gang uden protest og Michael blev rørt.
Jeg vidste ikke, du var blevet så vis, Astrid.
Så lærte jeg noget trods alt.
Tak, fordi du tænkte mere på hende, end på dig selv. Jeg hjælper.
Han holdt ord. Lille Emilie voksede op mellem to hjem, med to sæt favoritter men kærligheden var den samme, og for hende blev alle voksne forenet i det. Hun lærte dem, ligesom Astrid havde lært sin familie, at de ikke skulle bære nag.
Kun Holger kendte sandheden og der var ingen grund til at sige det højt.
Alle kan se: Er mor kærlig, får man også kærlige børn.
Emilie havde det ikke svært med det. Og en dag vil hun selv stå ved en barnevogn, stryge sin egen lille over kinden og sige:
Hej, lille skat. Jeg har ventet på dig så længe Og Holger, gammel nu, men stolt, hoppede op på kanten af barnevognen og lagde sin hoved mod den lille piges ben. Astrid smilede og tænkte på alle de kvinder, der før hende havde båret, mistet, elsket på alle de små valg, som havde vævet sig sammen til netop dette øjeblik. Solen faldt blødt gennem vinduet, og et øjeblik var der kun ro.
Kom, Holgeman, hviskede hun, nu passer vi på næste generation sammen.
Mor og datter, kat og drømme, alt snoet sammen i familiens cirkel. Og mens Holgers hale svingede roligt frem og tilbage, vidste Astrid, at hun ikke stod alene; at al styrken, kærligheden og stædigheden fra før hende fra bedstemor, fra Marianne, fra kvinder så langt tilbage, hun næsten ikke huskede deres navne nu var givet videre.
Ude på gangen lød et par skridt. Det var Michael, der denne gang bankede sagte på, i stedet for at gå ind med vrede. Astrid åbnede døren, og i stilheden mødtes de i blikket ikke længere fjender, men forbundne på en ny, stille måde.
Holger sprang ned, satte sig imellem dem og begyndte at spinde, som for at sige: Alt skal nok gå.
Og i det øjeblik, hvor fortid og fremtid gled sammen i kattenes insisterende nærvær og barnets stille ånde, vidste Astrid, at familien ikke altid lignede det, folk forventede. Men den var alligevel stærk og fyldt med kærlighed nok til at bære dem alle videre.
