I stedet for mig selv
Stedmoren kunne tydeligt se, at Trine absolut ikke havde lyst til at gifte sig med enkemanden, og det var ikke, fordi han havde en lille datter, eller fordi han var ældre end hende nej, det var, fordi han skræmte hende fra vid og sans. Hans skarpe blik borede sig lige ind i hjertet på hende, og Trines hjerte slog så hurtigt af frygt, at det næsten lød som et lille pindsvin, der galoperer hen over gulvet. Hun kiggede ned i gulvet og nægtede længe at løfte blikket, og hvis hun endelig gjorde, var det tydeligt, at øjnene stod i vand. Tårerne strømmede ned over de rødmende, forlegne kinder i tunge strømme. Hænderne rystede, og hun havde mest af alt lyst til at skubbe både stedmoren og den påtrængende bejler væk med sine små knyttede næver.
Tungen, den forræder, fór dog ud af hende: “Okay, jeg gør det.”
Fint! Det kan ikke blive bedre, sagde stedmoren, sådan et hjem, sådan en mand det ville være synd ikke at sige ja tak! Du ved vel, han forgudede sin første kone hun var ingen stærk kvinde, nærmest lidt af et fjols, svagelig og skrantede altid. Når de gik sammen, gik han tre skridt, hun ét, indtil hun måtte stoppe op og hive efter vejret som et gammelt damplokomotiv, og så holdt han hende om skuldrene og talte hende roligt til, aldrig et hårdt ord ikke som din far, der kunne råbe hovedet af dig for ingenting.
Mens hun var gravid, så man hende sjældent på benene mest blev hun bare liggende. Efter fødslen stod han op om natten hver gang med den lille, mens hun kun blev mere og mere svagelig.
Det var svigermoren, som fortalte det.
Men du, du har både kinder og kræfter, skal du se han vil sætte dig i stuen til pynt! Du har hænderne skruet rigtigt på, går til hånde med alt både til at slå med le og til at sy kjoler, du spinder og væver, og han vil det bedste for jer. Det er synd at aflevere dig til en ung mand, de er alt for uafklarede endnu uforudsigelige, og han her, ham kender alle. Du er heldig, Trine!
Jeg brygger noget bjesk, så tager vi en hyggelig aften. Enkemanden har ikke brug for nogen stor bryllupsfest ingen grund til at gøre hende i graven jaloux. Hvad angår medgift, sagde han selv, at der intet skulle samles huset bugner af alt, hvad hjertet kan begære.
Henrik giftede sig første gang af kærlighed, selvom han vidste, at Signe ofte var syg. Både hans mor og venner sagde, han skulle finde sig en stærkere kvinde, ikke en, han konstant skulle passe på, men lige meget, han kunne kun elske Signe, og sådan blev det. Folk i landsbyen sludrede om, at nogen havde kastet en trolddom over ham kun en fortryllet stakkel ville vælge at leve et liv i sygdom og lidelse.
Lægerne sagde, at Signe havde virkelig svage lunger, og den mindste forkølelse blev nemt til lungebetændelse eller astma. Henrik troede, at hans kærlighed bare kunne drive sygdommen bort, hvis bare han plejede hende nok og i starten, lige efter brylluppet, gik det da også godt. De var unge og lykkelige, kunne slet ikke få øje på hinanden nok.
Men da Signe blev gravid, blev det hele vendt på hovedet. Hun var så konstant svimmel og træt, at hun hverken kunne vaske tøj eller malke koen end ikke rede sit lange flotte hår kunne hun. Lægen sagde, det var svær kvalme, og at hun ville få kræfterne tilbage efter fødslen. Henrik plejede hende trofast, lod aldrig et surt ord falde. Hans mor var efter ham dag og nat for at have hevet sådan en kvinde ind i huset, men Henrik beskyttede Signe alt hvad han kunne og bad til sidst sin mor om at holde sig væk.
Da Signe fødte, håbede Henrik på, at lykken og kræfterne ville vende tilbage. Og ja, glæden kom, men ikke for længe Signe blev aldrig rigtig stærk igen, og det gik bare ned ad bakke.
Til sidst måtte hun på hospitalet, og lægen sagde ligeud:
Hendes lunger kan ikke mere.
Det var alt, hun havde ikke lang tid tilbage, og selv om hun forsøgte at lade som ingenting, var det tydeligt for alle, også den lille pige. Smilet var stift og trukket op om læberne, men øjnene afslørede frygt og smerte over at skulle forlade både datter og mand.
Signe fornemmede, det var ved at være slut, så hun ville have Henrik til at lytte til hendes sidste ønske.
Der findes ikke et menneske, der kan ændre på Guds vilje. Vores kærlighed har kæmpet mod døden, men nu kan jeg ikke mere. Jeg beder om din og datterens tilgivelse. Jeg blev født til sorg, og nu har jeg givet den videre til jer.
Henrik holdt hendes varme, feberhede hænder og kyssede dem igen og igen. Han forstod, det var alvor, hun havde ikke mange øjeblikke tilbage. Mellem vejrtrækningerne sagde hun, hun elskede dem begge, var urolig over, hvad der ventede datteren, og så næsten i en hvisken:
Tag og gift dig med Trine. Hun bliver en god kone og mor. Hun har været igennem alt med sin stedmor, sine halvsøstre og en far, der drikker jeg kender hendes liv, og min mor også, så tro på, hvad jeg siger. Trine er mild, arbejdsom og tålmodig hun vil tage sig af vores datter og lære at elske dig, bare du er god ved hende, som du har været mod mig. Behandl hende, som var jeg stadig i huset, bare i hendes krop. Måske lyder det underligt, men jeg kan ikke andet. Lad være at gøre datteren ondt ellers forbander jeg dig fra den anden verden. Hun så ham i øjnene og klemte hans hånd, så han var klar over, hvor alvorligt hun mente det.
Henrik græd åbent, kunne dårligt se hende for tårer han mærkede, hvordan livet sivede ud, mærkede hendes hånd blev slap, men han lovede højt at gøre alt efter hendes ønske. Derfor, lidt over et år efter Signes død, bad han om Trines hånd.
Stedmoren var blevet forberedt af Henriks svigermor, der også ønskede det bedste for barnebarnet. Hun var syg og vidste, det kunne være slut snart, og ville gerne sikre, at både barnebarnet og svigersønnen fik et godt liv. Hun vidste om nogen, hvor meget han havde kæmpet for hendes datter, og var klar til at bede Gud på sine grædende knæ om lidt lykke til ham.
Bryllupsforberedelserne gik nærmest i døs. Henrik så hvor svært datteren havde ved at undvære sin mor, og hvor hårdt det var for ham uden en kvinde i huset, så han valgte at gøre, som hustruen havde bedt ham om. Han lagde mærke til Trine stille, artig og smuk, og hun mindede ham lidt om Signe: samme fletning, samme smil og den måde, hun bevægede sig på.
Trine kunne ikke helt forklare for sig selv, hvorfor hun egentlig havde sagt ja. Måske var hun træt af at være tjenestepige for stedmoren, træt af at slæbe sin fulde far hjem og forsvare ham overfor husets vrede, eller bare træt af søstrenes evindelige drillerier. Måske var det medlidenhed med Henriks datter? Under alle omstændigheder, da hun havde sagt ja, gik det op for hende, at hun nu stod over for den prøve at skulle lære at elske Henrik og få ham til at elske hende.
Efter forlovelsen ville Henrik gerne have, at datteren skulle lære Trine bedre at kende.
Signe havde næsten altid været hjemme, brugt al sin tid med lille Frida. Hver nattyv skævede Henrik til soveværelset og så, hvordan Signe sad bøjet over Frida og hviskede råd om livet ind i øret på hende, som forberedelse til, når hun ikke længere var der.
Frida var et hjemmemenneske, ville ikke hen til nogen fremmede. Hendes verden var hendes far, mor og to bedstemødre den ene mild og kærlig, den anden sur og utilfreds.
Henrik tog Trine hen til sit hus, så hun kunne lære Frida at kende, men uden hans overivrige stedmor, der nærmest opførte sig, som om det var en besværlig malkeko, der endelig blev hentet væk.
Alene sammen sagde Trine ikke meget, men det gik hurtigt op for hende, at Henrik slet ikke var streng, snarere venlig og omsorgsfuld. Han spurgte hende direkte, om hun havde en kæreste, for så skulle hun bare sige til han nævnte aldrig, hvad Signe havde bedt ham om.
Trine blev nærmest blæst bagover, da hun så huset. Flotte møbler som han selv havde bygget, masser af smukke broderede billeder i udskårne trærammer, alt var lyst og rummeligt. Og Frida var meget imødekommende ingen frygt, tværtimod, hun begyndte at vise Trine sine legetøj, trak hende med ind for at lege. Hun ville hele tiden røre hende med lille hånd og sendte nysgerrige blikke og små varme smil. Trine strøg hende flere gange forsigtigt over håret, der var lige så flot og blødt som moderens.
“Skal jeg ikke lave en fletning på dig, så bliver du den fineste prinsesse?” foreslog Trine.
Henrik så på dem og blev fyldt af en glæde, der næsten gjorde ondt.
Han havde været nervøs Frida spurgte stadig efter sin mor, stod tit i vinduet og kiggede ud, som om hun ventede at se Signe komme gående op ad vejen. Når nogen kom ind ad døren, spurtede hun ud, i håbet om det var moren, der var vendt hjem. Henrik gjorde, hvad han kunne for at trøste, men det var alligevel ikke nok hun var lige begyndt på sit fjerde år, og det lille hjerte forstod ikke voksenforklaringer, hun havde bare brug for en blid og kærlig mor.
Han vidste godt, hans omsorg og knus aldrig kunne erstatte det, en mor kunne give. Samtidig var han bange for, at han tog fejl med Trine.
Men, da han så, hvordan lille Frida begyndte at snøfte og næsten græde ved tanken om, at Trine skulle gå igen, så smeltede hans bekymring væk. Frida tog hende i hånden, tøffede ind på sit værelse, smed betrækket på sengen og begyndte at lave finere puder gled glad op i sengen og hoppede rundt som en lille killing.
Det vækkede noget i Trine; minderne fra den gang hun selv fik en stedmor, alle bebrejdelserne, brødstykkerne der blev målt op, hvordan hun skulle arbejde sig halvt ihjel, hvordan hun altid fik søstrenes gamle kludetøj, hvordan hun lå og græd om natten over sin drukkenbolt af en far, som hun dækkede med sit eget tæppe, mens stedmoren rasede. Og så stedmorens forbandelse: At hun ville blive gift væk til den første, den bedste, som om hun bare var en ko uden mælk.
Med en klump i halsen gik Trine hen og lagde armene om Frida, krammede hende længe og lagde sig tæt ved hende, indtil den lille sov trygt og lykkeligt ind. Henrik vidste ikke, hvordan han skulde bære sig ad for at takke hende; de sad bare og drak te senere, smilede over bordet.
Til sidst ville han ikke lade hende gå hjem. Nok var nok.
En kone skal være hos sin mand, ikke blive sendt tilbage til et sted, hvor ingen venter på hende alligevel.
