Han kom ud for et alvorligt biluheld, hvor han fik så voldsomme kvæstelser på begge ben, at lægerne nær havde opgivet ham. Og så var det ellers slut…
God forretning, hvor der ventede ham en plads som administrerende direktør og en stor løn. Skitur til Norge med konen. Hyggeaftener med vennerne i weekenden. Alt sammen… væk.
Benene blev lappet sammen, så godt det kunne lade sig gøre, og han blev sendt hjem. Hvad skulle man ellers gøre? Man kunne kun håbe på held og Guds hjælp. Det gjorde han så og skreg sig igennem nætterne af smerte. Kun sprøjter to gange om dagen, morgen og aften, gav ham lidt ro til at blunde.
I flere måneder kunne han dårligt forlade sengen, så det var med urinkolbe og alting. Gud velsigne hans kone. Da han så småt begyndte at rejse sig og prøve med gangstativet, kom smerterne styrtende tilbage værre end nogensinde.
Ved I, hvad det vil sige at få indsprøjtninger i maven for at undgå blodpropper og liggesår, når man ikke kan bevæge sig? Kære damer og herrer, lad mig forklare: det er, når du ikke kan nyse, hoste endsige gå på toilettet som før. Det kræver virkelig stærke nerver.
Men tænk, de nerver havde han ikke længere. Alt var slidt. Og kræfterne var der heller ikke.
Tiden gik; lidt efter lidt lærte han at gå igen. Dårligt, haltende, snublende for næsten hvert skridt men fremad gik det. Fremskridt var det.
Vennerne forsvandt bare. Ingen ringede, ingen spurgte. På jobbet havde de allerede fundet en anden til hans plads og endda til posten som direktør. Hvor ville dette ende og med hvad? Det var spørgsmålet.
Som I måske har forstået, var humøret helt til hundene. Perspektivet: permanent invaliditet. Gudskelov, konen blev.
Da han med krykker og under konens opsyn for første gang kom ud i dagslyset, skar solen så meget i øjnene, at han gispede efter vejret. Og begyndte at græde. En ubrugelig krøbling med krykker. Det var, hvad der var tilbage af ham og af livet.
Konen stillede sig lidt til side for at give ham et øjeblik alene, og han famlede sig frem et par skridt, kneb øjnene sammen i solen, og prøvede at vænne sig til den friske forårsluft.
Fra jorden lød en insisterende miaven. Han så ned. Ved venstre krykke sad en lille gråmis.
– Hvad vil du? spurgte han.
Dyr havde aldrig fyldt noget for ham, og han anede dårligt, hvordan man skulle håndtere dem. Katten så op og bad sagte om noget at spise.
– Kan du ikke hente en frikadelle eller to til den? bad han sin kone.
Da hun kom tilbage, tog han forsigtigt lækkerbidsken, bøjede sig med besvær og rakte katten maden. Mis så undersøgende på manden med krykkerne og gik straks i gang med sin lille festmiddag.
Næste dag, da de gik en tur i gården og han med støn tænkte på, hvor mange skridt han mon kunne tage, sad der tre katte og ventede. De så ud til at have siddet der længe.
– Nå, det var da noget!, lo han.
For et øjeblik slap smerterne sit tag. Konen sukkede, men bragte tre frikadeller. Han bøjede sig forpint og delte dem ud.
Næste dag stod der fem katte og to små hunde klar. Nu var konen højrøstet utilfreds, men han insisterede på, at hun hentede en pose pølser ovre ved kiosken, og så delte han dem rundt til de firbenede.
Efter maden løb alle dyrene omkring ham, som om de ville invitere ham med i deres leg. Han blev lidt irriteret, men også glad, og han tog adskillige skridt mere. De små hunde bød sig til med logrende hale og glade bjæf.
Dagen efter øsede det ned, og konen var rasende, truede endda med at tage krykkerne fra ham, men han insisterede denne dag ville han selv ned trods vejret. Første gang i meget lang tid.
– De venter jo på mig, forklarede han. – Jeg bliver nødt til at komme. Det skylder jeg dem.
Og han kom. Fem katte og to små hunde slog krøller om ham, mens glæden lyste ud af ham. Regnen faldt mildt, og han jagtede de små hunde rundt på pladsen, mens kattene jog efter. Ved døren stod konen under paraply og så smilende på ham.
Tiden gik. Snart var han nede på én krykke, og senere blev den også overflødig. Krykkerne var kun til besvær, når han skulle lege med de firbenede venner. Da gik det op for ham, at fødderne faktisk ikke længere gjorde ondt.
Der var ikke plads til ham på det gamle arbejde. De havde ikke brug for en halt mand. Han fik en større kompensation og sagde selv op. Nu havde han pludselig alverdens tid og besluttede at skrive om det, han havde oplevet.
Det blev til et teaterstykke, ganske omfangsrigt. Da sidste side var skrevet, tog han hen til de forskellige teatre i Aarhus, hvor han boede, men
De sagde nej alle vegne. Ingen ringede, ingen viste interesse undtagen i et lille amatørteater, som holdt til i en halvkælder på Trøjborg.
En uge senere ringede instruktøren:
– Vi vil gerne sætte det op. Vi skal bare have forkortet og skrevet lidt om hist og her.
I en måned sad han og instruktøren bøjede over manuskriptet og diskuterede bramfrit hver eneste replik. Endnu en måned, så var der premiere.
Der var kun femten publikummer til premieren i det lille rum ikke engang halvfuldt, men for ham var det livets femten vigtigste tilskuere.
Han var nervøs, turde knapt kigge ud men da tæppet gik for sidste gang, blev salen helt stille. Alt sank sammen i ham sjæl, hjerte og håb. Stilheden føltes uendelig, men så
Et brag af bifald eksploderede! Hele rummet var ét stort klapsalv! Glade, smilende spillere bukkede og måtte endnu en gang på scenen.
Næste forestilling var udsolgt. Folk sad i stolerækker og gange, de stod overalt. Hele rummet dirrede af klapsalver, så tæppet nær havde givet op.
Kort efter lejede truppen byens gamle hovedscene, hvor teaterglade samledes for at høre hans næste stykke.
Han købte sig et flot, dyrt jakkesæt for de penge, han havde fået og gik altid på scenen til hyldest sammen med sin kone. For sådan skulle det være.
I spørger måske: Hvad blev der af hundene og kattene i gården? To små hunde og to af kattene tog de med hjem. De tre andre fandt hurtigt nye hjem blandt hans fans.
Og hvad handler den historie om? Ja, måske ingenting.
Eller måske netop om, hvor vigtigt det er at se øjne fulde af håb ved sine fødder og vide, at man ikke kan lade sig falde. Man skal, uanset hvad, rejse sig og holde ud.
