“Du, det er jo lidt sjovt jeg vågnede faktisk op til lyden af blenderen igen i morges. Fjerde dag i træk. Klokken var kun lidt over seks, og der stod Rikke i køkkenet iført leggings og en sports-bh og lavede et eller andet grønt i blenderen, mens hendes yogamåtte lå klar på bordet ved siden af. Hun kiggede op og smilede:
Godmorgen! Vil du have en smoothie? Jeg har come op med spinat, bladselleri, banan og chiafrø.
Jeg rystede på hovedet, lavede min kaffe og satte mig ved bordet. Hun drak sin smoothie, tog måtten og gik ind i stuen for at dyrke yoga. Gennem døren kunne jeg høre noget rolig musik.
Jeg er 53, og Rikke er 35. 18 års forskel. Vi flyttede sammen for tre måneder siden, efter at have kendt hinanden i et halvt år. Dengang tænkte jeg det her, det er sgu rigtigt. Nu sidder jeg her med min kaffe og tænker
Hvordan endte vi egentlig sammen?
Vi mødtes tilfældigt i Arnold Busck. Jeg stod og rodede efter en krimi, mens hun bladrede i bøger om mindfulness. Vi faldt i snak, udvekslede numre. Ugen efter mødtes vi, og en måned senere var vi ligesom et par.
Er du vild med krimier? spurgte hun dengang.
Ja, hvad læser du så? svarede jeg.
Rikke arbejder med marketing i en tech-virksomhed, tjener OK, og havde en lille lejlighed i Sydhavnen. Jeg er kontormus, bor i min egen treværelses i Brøndby, har været skilt i otte år, ungerne er voksne og flyttet hjemmefra.
De første måneder var fede. Vi sås to-tre gange om ugen: biograf, caféer, gåture ved stranden. Hun var sjov, klog, sød. Jeg kunne godt lide, at hun var selvkørende og ikke skulle have opmærksomhed hele tiden hun havde ligesom sit eget liv ved siden af. Det føltes voksent, selvom hun var yngre.
Efter et halvt år foreslog hun at vi skulle flytte sammen. Hendes lejekontrakt udløb alligevel.
Hvorfor betale husleje, når vi alligevel er sammen hele tiden? Lad os prøve kan vi ikke bare bo hos dig et stykke tid?
Jeg sagde ja. Lejligheden er stor nok, hun ville endda gerne betale halvdelen af forbruget. Ganske fornuftigt.
Den første måned var jeg stadig overbevist om, at det bare var det nye, jeg skulle vænne mig til. Anden måned begyndte jeg at lægge mærke til de småting, der irriterede. Tredje måned gik det op for mig jeg kan altså ikke leve sådan her.
Vi har helt forskellig rytme
Rikke står konsekvent op klokken seks, også i weekenden. Laver strækøvelser eller yoga, laver sin smoothie, og sætter sig enten til computeren for at arbejde hjemmefra eller tager ind på kontoret. Klokken ni om aftenen er hun går i seng.
Sådan har mit skema været de sidste fem år, sagde hun, ellers fungerer jeg ikke.
Jeg selv står op omkring otte, laver kaffe i ro og mag, tager på arbejde halv ni. Om aftenen kommer jeg hjem ved syv-tiden, vil gerne sidde og se TV-Avisen, måske se lidt fodbold og drikke en øl. Går i seng tættere på midnat.
Det betød, at vi næsten kun så hinanden i døren. Om morgenen er hun allerede i gang når jeg er halvdød, og om aftenen er hun søvnig og siger, Jeg skal op tidligt, lige når jeg er begyndt at slappe af.
Jeg prøvede at tilpasse mig lagde mig tidligere, men jeg blev bare ikke ordentligt udhvilet, følte mig tung hele dagen. Bad hende prøve at være lidt mere stille, når hun stod op så blev hun fornærmet:
Jeg kan ikke bare ændre alt fra mit liv for din skyld.
Vi havde også vidt forskellige ting, vi gik op i derhjemme
Rikke er hård minimalist. Halvdelen af mine ting røg ud, da hun flyttede ind: gamle kaffekopper, hullede t-shirts, en askebæger, stakke af Euroman.
Skal du virkelig bruge alt det skrammel? spurgte hun.
Hun lavede aldrig rigtig mad. Spiste salater, færdiggrød, eller bestilte foodora. Jeg kan godt lide rigtig dansk mad: frikadeller, kartofler, stegt flæsk og sovs. Jeg stod for madlavningen, og så rynkede hun på næsen:
Hvordan kan du spise så fed mad?
Hun havde altid podcast på: i køkkenet, på badeværelset, i bilen om personlig udvikling, investering, psykologi.
Prøv nu at lytte, det er ret spændende, sagde hun. Men jeg ville egentlig bare gerne have lidt fred når jeg kom hjem.
Hun inviterede sine venner 30-35 år, også fra tech og marketing. De talte om krypto, start-ups, Asien-ture. Jeg sad mest og nikkede, men følte mig lidt sat af. Man kunne godt se på dem, at jeg var ham der den gamle, der bare var røget med ind til deres samtale.
Det med intimiteten blev også svært
Rikke ville gerne tæt på ret tit. Det er fint, men jeg er ikke 30 mere. Jeg har brug for stemning og ro omkring mig. Hun kunne komme midt om dagen:
Skal vi ikke være lidt sammen?
Jeg var ikke altid klar. Så blev hun skuffet:
Synes du ikke, jeg er spændende længere?
Jeg forklarede: Jeg er træt, ikke lige i humør.
Du bliver gammel og tør ikke indrømme det, sagde hun.
Av. Der var jo en kerne af sandhed i det. Jeg kunne bare ikke følge med i hendes tempo. Hun var så energisk. Jeg søgte stilhed.
Vi prøvede at snakke om det. Hun foreslog læge, vitaminer, mere sport. Jeg blev faktisk mere vred over, at jeg følte mig utilstrækkelig, end over selve rådene.
På et tidspunkt gik det op for mig: jeg spiller bare en rolle
En aften sad hun og snakkede begejstret om et nyt marketingprojekt med salgsdata og reach. Jeg sad og nikkede, stillede spørgsmål men inde i hovedet tænkte jeg: Jeg kunne ikke være mere ligeglad.
De metrics og hvem der blev forfremmet eller hvilket podcast hun havde lyttet til det interesserede mig faktisk ikke. Men jeg lod som om, fordi sådan burde det vel være, ikke?
Jeg spillede rollen som den unge, energiske kæreste, men det eneste jeg havde lyst til, var at slænge mig og drikke en Tuborg, mens jeg så fodbold.
Jeg sagde ikke noget med det samme. Boede sammen lidt endnu, håbede at det bare gik over. Men det gjorde det ikke det blev bare mere træls hver dag.
Da vi gik fra hinanden
Jeg sagde det som det var. Sad overfor hende, slukkede for fjernsynet:
Rikke, jeg tror ikke vi passer sammen. Ikke fordi nogen af os er forkerte vi lever bare i vidt forskellige verdensdele. Du vil have fart på og oplevelser. Jeg længes efter ro og tryghed. Jeg kan ikke give dig det, du gerne vil have, og du kan ikke give mig det, jeg har brug for.
Hun sagde ingenting i et stykke tid, og så:
Jeg vidste godt, det nok ville ske. Jeg havde bare håbet, du ville ændre dig.
Ærligste samtale, vi havde haft på tre måneder. Ingen tårer, ingen drama. Hun pakkede sine ting dagen efter og var væk. Ugen efter skrev hun:
Tak for at være ærlig. Håber du finder en, der passer til dig.
Jeg svarede det samme.
Hvad jeg har lært om aldersforskelle
Nu er der gået et halvt år. Jeg bor alene igen og lever mit liv, som jeg bedst kan lide det. Står op, når det passer mig, laver hjemmelavet mad, ser hvad jeg har lyst til. Jeg har det faktisk godt ikke ensom, bare tilfreds.
Jeg har lært et par ting:
For det første de 18 års forskel handler ikke om tal, men om livsrytme. Hun ville erobre verden, jeg ville bare have ro og stabilitet.
For det andet du kan ikke lave om på hele din base for en andens skyld. Jeg prøvede at følge hendes tempo kunne ikke. Hun prøvede at skrue ned kunne heller ikke. Så gik vi bare begge og lod som.
For det tredje når du dater en yngre kvinde, så bliver du sgu konfronteret med dit eget ego. Du sammenligner dig med hendes venner, føler dig ældre, prøver at bevise noget. Det er opslidende.
For det fjerde kærlighed er ikke altid nok. Vi elskede hinanden, men manglede rytme, værdier og komfort sammen. Uden det holder det ikke.
Lige nu søger jeg ikke nogen. Jeg trives alene. Måske møder jeg en kvinde på min egen alder, med et lignende tempo måske ikke. Jeg har ikke travlt.
Og til sidst, så tænker jeg stadig på: Er det overhovedet muligt at have et ligeværdigt forhold, når der er 1520 år imellem? Er det kun forskel på energi og tempo, eller kan man faktisk kompensere på anden vis? Skal man prøve at bygge de her forhold, når man er over 40, eller skal man bare se sig om blandt jævnaldrende? Jeg ved det ikke men jeg har det roligt, og det er faktisk mere værd end jeg troede.
