Det forbandede gamle hus
– Så er vi fremme! Ud med jer! chaufføren standsede lastbilen ved det gamle træhegn og slukkede motoren.
Kirstine puffede blidt til Astrid, der sov tungt og trygt lænet ind mod hendes skulder.
– Vi er her nu, skat. Vågn op, vi er fremme.
Den søvnige lille pige gned sig i øjnene og så sig nysgerrigt omkring for at få øje på huset.
– Mor, er det her, vi skal bo nu?
– Ja, min elskede. Kom! Vi skal have tingene ud og se, hvordan det hele ser ud.
Kirstine hoppede ned fra den høje vogn og tog sin datter på armen. Bag lastbilen kom Mads til syne, han var fulgt efter i egen bil.
– Går alt som det skal?
– Ja. Hvor er nøglerne?
– Her, eksmanden rakte hende nøglerne. Dokumenterne på huset har jeg lagt på bordet. Du finder dem inde. Jeg kommer for at hente Astrid lørdag, som vi aftalte.
– Okay.
– Jeg hjælper med tingene, men må så videre. Der er meget at se til.
Kirstine nikkede. Indvendigt strammede det stadig af uro, men hun vidste, der var intet at gøre man må bare fortsætte. Helst uden alt for megen jammer.
Hun og Mads havde været gift i fem år. For kun en måned siden fandt Kirstine ud af, at hans hjerte og planer nu tilhørte en anden. Ikke nogen tilfældig flirt, men alvor. Han ville have familie
Først føltes det som at være fanget i en anden verden. Alting virkede gråt og sløret. Hvad nu? Hvordan skulle hun overhovedet leve videre? Bare i går havde hun haft en stabil hverdag, tryghed, en mand der var god ved hende og nu, ingenting. Og hendes tillid til andre smuldrede. Kunne hun ikke stole på den nærmeste, hvad så med alle de andre? Hun og Mads havde boet roligt sammen, næsten aldrig skændtes, haft et uproblematisk samliv. Derfor havde hun heller ikke mærket noget.
Det var ikke bare en hård nyhed, det var som om alt indeni hende brød sammen.
Hun gjorde på automatpilot det, der skulle gøres. Hun passede Astrid, lavede mad, ryddede op, arbejdede men kunne ikke samle sig om fremtiden, kunne ikke tænke bare et enkelt skridt fremad.
Lejligheden havde tilhørt Mads forældre.
Kirstine havde bare sin gamle tante Anna i nabobyen hendes eneste slægtning. Hun besøgte ikke ofte, men havde cyklet penge og omsorg til hende via en hjælpsom nabo, løb ærinder med mad og medicin. Arvelejligheden hun selv havde efter sine egne forældre, lejede hun ud på langtidskontrakt, så både hun og tante Anna fik tilsendt en god portion hver måned. Mange gange havde Kirstine foreslået at bytte Annas gamle hus til noget tættere på, men tanten nægtede.
Mads, der brød nyheden koldt og nøgternt, vidste, Kirstine ikke ville lave drama. Det var ikke hendes natur. Da det ikke længere kunne skjules, for folk havde sladret, kom han hjem, ventede til Astrid sov og kaldte Kirstine ud i køkkenet.
– Jeg ved, du har forstået det nu. Der er intet at sige. Sådan er det gået. Vi har et barn og det vigtigste er, at Astrid ikke får men af det her. Hvordan vil du leve fremover?
– Jeg ved det endnu ikke Kirstine stirrede ned i koppen i hænderne.
Indeni stormede følelserne. Hvorfor? Hvorfor hende? Tankerne rev og sled, men hun lod sig ikke mærke udadtil. Hun ville ikke give ham mere. Sorgen sved. Men Mads havde ret nu måtte hun tænke på Astrid.
– Måske skal jeg opsige kontrakten med lejerne
– Nej, det behøver du ikke. Jeg har skyld over for dig og Astrid, så jeg har talt med mine forældre Hvordan vil du have det med at flytte?
– Hvorhen? Kirstine så op.
– Du ved, min mors barndomshjem i nabobyen står tomt. Det er gammelt, men solidt og varmt. Din tante bor nærmest lige rundt om hjørnet. Mor vil gerne give det til dig og Astrid. Hvad siger du?
– Løsesum? Kirstine smilede skævt, men tænkte sig om.
Det var faktisk bedst. Hun havde ingen lyst til at rende på Mads og hans nye kvinde alle vegne. Nu var intet familiært længere trygt. At gå i den velkendte park med Astrid var kun blevet smerteligt minderne alt for nærværende.
Nu måtte hun tænke på fremtiden. For Astrids skyld.
Hvad mistede hun? Nabobyen var lille, men med god skole, læge, alt tæt på og tante Anna til støtte. Astrid var lille, hun trængte til at blive passet. Mads ville næppe hjælpe som før. Kirstine måtte finde arbejde
Hun nikkede bestemt:
– Jeg siger ja.
– Sådan! Mads rejste sig. Snak med min mor om papirer osv. Hun ringer dig op. Jeg må af sted.
På vej ud tøvede han kort i døren og mumlede lavt:
– Undskyld! Jeg ville ikke, det gik så galt.
Kirstine svarede ikke. Hun nikkede bare, lukkede døren gled ned ad væggen, begravede ansigtet i sweateren og græd stille, så Astrid ikke vågnede.
Det var ikke tårer, men et ulvehyl. Hun mindedes en dokumentar hun så som barn, om ulve. Nu følte hun sig som en såret hunulv, ikke som en kvinde.
Længe græd hun. Da tårerne slap op, kunne hun mærke vreden blive skyllet ud. Kun et tomt, svedet sted i sjælen blev tilbage. Men også et svagt håb noget måtte fylde tomrummet, ellers ville hun aldrig slippe ud af fortvivlelsen.
De følgende uger var så svære, at Kirstine foretrak ikke at tænke på andet end flytningen og alt praktisk.
Og nu stod hun her, foran det skæve hegn ved sit nye hus, kiggede ud over en vildtvoksen have, så forgroet at huset næsten ikke anedes. Kun lidt af taget og en stump veranda kunne hun få øje på gennem frugttræerne.
Astrid hev hende i ærmet:
– Mor, kom nu! Lad os se huset!
De gik ad stien og rundt om et gammelt æbletræ og så huset.
Det var egentlig smukt, slog det Kirstine. Ikke bare et hus. Lidt slidt og træt, men tydeligt holdbart stadig, med et lille kvistværelse og en flot, stor veranda med farvede ruder. Midt i efterårshaven så det ud til at henlede på fortidens familieidyl. Kirstine fandt sit kamera frem og tog et par billeder. Da hun så på sit fremtidige hjem, mærkede hun pludselig, hun kunne lide det. Alt arbejdet, der lå forude, var netop det, hun trængte til. Astrid stod mundåben, fingeren i munden. Kirstine trak hende blidt i kvasten:
– Tag fingeren ud af munden, skat. Er huset flot?
– Maaam, det er SÅ pænt!
– Ja, det synes jeg også. Lad os se, hvad der er indeni. Måske kan vi finde et værelse til dig også.
– Ja, ja, lad os gå!
Indenfor var huset lille, men hyggeligt. Køkken, to værelser i stueplan og ét oppe i kvisten, plus en rummelig stue hvor et gammelt rundt bord stod under en lampe indhyllet i et strikket sjal. Det lugtede af fugt nok længe siden, der var blevet varmet op. Men mærkeligt nok følte Kirstine allerede varme og hjemmesympati.
– Kirstine! Alting er læsset af, og jeg har betalt flyttefolkene kom, jeg viser dig fyret og vandvarmeren!
Da Mads havde givet instrukser, sagde han farvel og kørte.
Kirstine gik ud i køkkenet.
Hun satte vand over og fandt mad frem fra tasken madkasser til Astrid. Derefter tog hun rengøringsmidlerne, hun skulle lige tørre bordet over.
Køkkenet var lille, men hyggeligt. To store vinduer ud mod haven. Ved det ene stod bordet, hun straks blev ivrig efter at shine op. Astrid sad og dinglede med benene og betragtede de gamle skabe og lampeskærmen.
Så bankede det hårdt på vinduet. Astrid skreg op, Kirstine så forskrækket op på vindueskarmen sad en mægtig rød kat.
– Jamen dog! Skal du virkelig forskrække os så meget? Kirstine grinede lettet. Se, Astrid, hvilken en flot mis!
Katten stirrede intenst på hende.
– Nå, hvad glor du sådan på? Kom dog ind, hvis du vil have lidt mad.
Katten forsvandt.
– Så skulle vi da, Kirstine lo. Astrid, vask hænder! Tid til frokost.
Da hun vendte sig mod døren, sad katten pludselig i entreen.
– Hvordan kom du ind? Jeg lukkede jo døren!
Katten sagde ikke et ord, kun lurede kløgtigt på de nye beboere med gyldne øjne, til Kirstine begyndte at smile.
Hun fandt et stykke kogt kylling, delte det op og lagde på et gammelt fad.
– Så, du er velkommen!
Katten trissede majestætisk hen og begyndte at spise.
Kirstine tjekkede dørene alt var låst. Men så så hun en gammel kattelem nederst. Nå! Katten kendte vejen.
Da hun kom ind igen, sad Astrid på gulvet og fortalte katten historier. De så ud til at forstå hinanden. For første gang i månedsvis lo Kirstine højt:
– Nærmest et makkerpar!
Både pige og kat vendte hovedet synkront og kiggede, som om de begge trak på skuldrene.
Det bankede på døren. Kirstine sagde til Astrid:
– Du bliver her! og gik ud.
– Hej, jeg hedder Paula Frandsen, din nabo. Kald mig bare tante Paula! Her hun rakte et nytappet glas mælk fra min egen ko! Drik det og bliv sunde!
– Tusind tak, Kirstine blev forbavset over gæstfriheden, men vendte straks på en tallerken. Jeg hedder Kirstine. Hyggeligt at hilse på! Den er stadig lun! Tusind tak! Kom indenfor!
Tante Paula tøvede ikke længe, men gik med ind.
Kirstine stillede mælkeglasset og Astrid vendte sig om:
– Hej, jeg hedder Astrid.
– Hej, Astrid! Jeg er tante Paula.
– Hyggeligt! Ved du, hvem katten er?
– Om jeg gør! Det er min bølle! Han hedder Bastian. Får han for meget mad hos jer, så send ham hjem! Ellers gider han jo ikke fange mus længere.
– Har I mus? Astrid blev forundret.
– Selvfølgelig. Og det har I sikkert også. Der er altid mus i gamle huse, især om efteråret. Så
– Mor, vi MÅ have en kat! I hvert fald Bastian!
Kirstine grinede:
– Vi får se, Astrid! Tante Paula, kender du nogen, der mangler arbejde? Jeg har brug for hjælp til at ordne haven og huset. Jeg har brug for nogle stærke hænder.
– Ja, gå til Hansen. Han bor tre huse længere nede ad vejen, grønne døre. Han kan alt, og tager ikke overpris.
– Tak! Skal du ikke have en kop te? Vi er lige flyttet ind, men vi har da både småkager og chokolade.
– Tak, det siger jeg ikke nej til!
De drak te og tante Paula fortalte om byen og sin familie, og så spurgte hun:
– Hvordan endte I egentlig her, Kirstine?
– Det var et arvehus, Kirstine forsøgte at skjule sine følelser, men smilede lidt skævt. Hun ønskede ikke at rippe op i sit livs historie.
– Du ved vel, det står tomt i over tyve år. Ingen unge kender det, men de gamle husker nok, huset har ikke det bedste ry.
– Åh, hvorfor det? Er der sket noget?
– Nej nej, ikke noget at frygte! Men folk kan aldrig blive længe i det. Sygdom, uheld, sorg de flytter efter et par år. Dengang byggede en københavnsk købmand huset til sin brud, men hun døde knap et år efter brylluppet. Han solgte huset og rejste, og siden holdt det ikke på nogen. Huset er næsten hundrede år nu. Det har skiftet ejere, men ingen blev boende.
Kirstine rørte i koppen.
– Det var da mærkeligt Men, det var det, jeg fik. Vi er modige piger, ikke, Astrid? Vi lader os ikke skræmme! Vi ser, hvad huset gemmer på!
Måneder gik.
Kirstine blev hurtigt hjemmevandt. Astrid begyndte i børnehaven, Kirstine fik job i det lokale fotoatelier og tog billeder til fester og konfirmationer. Fotografi havde engang været hendes hobby, men under graviditeten tog hun kurser og begyndte at arbejde, især med børn og i studie. Nu fik hun brug for alt det.
Haven og huset fik hun efterhånden styr på, især takket være Hansen, som tante Paula havde anbefalet.
Han hilste kort:
– Bare kald mig Hansen, sådan er jeg vant til!
Sammen satte de haven i stand, fandt ud af at der var masser af frugttræer og buske. Med god pasning ville Astrid aldrig mangle frugt. De fik ordnet tag, veranda og trappe. Det tog tid, men var det hele værd.
Huset fældede og åndede. Når Kirstine nu en tidlig morgen stod på trappen med kop te og lod hånden glide hen over de nye gelændere, vidste hun, hun hørte til her her var ro.
Hun tog sig nu også af tante Anna, som hun og Astrid besøgte hver dag på vejen hjem. Kirstine havde forstået at flytningen var rigtig. Nu slap hun gradvis sorgen over Mads.
Han kom tit forbi Astrid, og det gjorde det hele lidt lettere. Mads havde ikke svigtet sit barn. Han hjalp og alt det andet ja, livet går jo videre. Kirstine valgte ikke at dvæle ved fortidens spøgelser. Hun havde også sine fejl måske havde hun glemt at give ham opmærksomhed nok. Nu var det vigtigste, at Astrid følte sig elsket både af mor og far.
Tante Anna bakkede hende op:
Det er rigtigt, Kirstine! Slå dig ikke fast på det triste. Selv små sorger, hvis man bærer dem længe, kan vokse sig store. Lad det mørke ligge. Tænk på alt det gode I har haft, og se på Astrid det vigtigste er hende. Vær lys for dit barn, Kirstine, hun ser alt, hun husker alt! Børn regnes aldrig med, men de ser mere end vi tror. Så tænk, hvad Astrid vil huske fra denne tid? Hvilken version af dig vil hun huske?
Kirstine nikkede samtykkende.
Hun lærte snart alle naboer at kende. Lidt efter lidt blev hendes hjem samlingspunkt. Andre unge mødre kom, så Astrid fik legekammerater. Også de ældre kom.
Sådan lærte Kirstine Helga, som boede længere oppe ad vejen, at kende. Helga lærte hende at bage brød Astrid var ellevild. Ikke mere brok over mælk et stykke friskbagt brød og glasset blev tømt på ingen tid, Kirstine lo og tørrede mælkeskæg af sin datters læber.
Senere blev hun ven med gamle Oluf. Han dukkede op med en stor skål jordbær ud over det sædvanlige:
– Sorten hedder Britannia. Når du er kommet på plads, skal jeg lære dig både at plante og passe dem.
Efter at Hansen havde hjulpet hende med verandaen, satte Kirstine et stort bord derud, vaskede de farvede ruder og skurvede gulvene. I hjørnet stod nu en gyngestol som Astrid elskede, og om aftenen sad hun der i selskab med den tykmavede Bastian, der straks havde besluttet at have to hjem. Kirstine trådte nu varsomt ud om morgenen efter at have fundet en lang række mus på trinene Bastians fortjeneste, som hun nu måtte anerkende.
Af alle naboer var det kun Zina, der generede Kirstine. Hun var ældre, snakkesalig og særdeles nysgerrig. Kirstine opdagede for sent, hvor meget hun sladrede, og gjorde alt for at afkorte samtalerne.
– Tante Paula, hvordan slipper jeg af med hende? Det er som en bæk af snak!
– Søde Kirstine, hun er ikke til at slippe af med. Lukker du hende ikke ind, finder hun på uhyrlige historier om dig, selvom alle kender dig nu. Hun tåler ikke mine katte, hun har allergi.
– Måske jeg skulle skaffe mig flere katte!?
Zina mærkede hurtigt, at Kirstine ikke turde afvise hende og kom derfor ofte.
Kirstine hældte te op, men sang for sig selv inde i hovedet for at undgå at lytte. Zina havde ikke behov for svar.
Med tiden opdagede Kirstine noget pudsigt. Hver gang Zina trådte ind, skete der noget mærkeligt.
Første gang rev Zina sin nye nederdel i et søm, som Kirstine var sikker på ikke havde været der Hansen havde jo lige slebet alt. Zina blev så sur, at hun denne dag gik igen uden et ord.
Næste gang satte Zina sig ved siden af stolen hvordan det kunne lade sig gøre, undrede Kirstine sig over, for stolen stod tæt mellem væg og bord.
Om det var årsagen, eller om hun fandt en bedre lytter, men Zina kom sjældnere.
En morgen under hækklipning overhørte Kirstine Zina snakke med tante Paula.
– Du forstår ingenting, Paula. Hun bor selv med barn, og så skulle der ikke være en mand? Troede jeg ikke på! Hus og have i orden selvfølgelig har hun besøg! Man ser det bare ikke.
– Sludder, Zina! Alle ved, at Hansen har hjulpet, og hun betaler ham. Hvad fabler du om?
– Og huset?
– Hvad med huset?
– Hele byen ved jo, huset er forbandet! Hun burde for længst være flyttet men hun bliver! Hvorfor? Og folk kommer til hende men ikke til mig. Hvorfor?
– Fordi det ikke er huset, men mennesket, der gør stedet. Kirstine er et godt menneske, så folk trives hos hende. Se at komme hjem nu, Zina jeg har mælk på komfuret!
Kirstine trak sig tilbage, smilende for sig selv. Sådan kan folk dog være
– Mooor! Mor, hvor er du? Astrid stod på trappen.
– Her, min ven! Vågne og klar?
– Vent! Se!
Kirstine fulgte Astrids finger. Bastian kom luntende op ad havegangen med en lille orange killing slæbende efter sig. Da katten stod ved trappen, så han strengt op på hende, og da Kirstine rakte hænderne frem, fik hun killingen foræret jamrende sit mishag.
– Tak, Bastian! Mener du, vi skal have en?
Katten mjavede lavt og forsvandt over mod tante Paulas hus. Sin mission fuldført.
– Nå Astrid, han har nok ret den skal bo her. Hvad skal den hedde?
– Bastian, selvfølgelig!
Kirstine løftede forsigtigt killingen op i øjenhøjde:
– Velkommen til, Herr Bastian Bastianovich! Så alle ind, det er tid til morgenmad.
Astrid lo, smækkede døren op og duften af varme og hygge strømmede hende i møde.
