Fætterfest adgang uden grænser
Du, altså, jeg bliver lige nødt til at fortælle dig om den her kaotisk hyggelige aften hjemme hos min kusine. Nå, men det hele startede sådan: Line stod der midt i sin stue, i en krøllet morgenkåbe, fandt et skår fra en Royal Copenhagen-vase og lagde det tøvende i vindueskarmen. Undskyld, Moster Birthe, mumlede hun, selvom ingen hørte det.
Duften af shampoo, cava og mærkeligt nok appelsiner (ingen havde dog pillet én eneste appelsin i går) hang stadig i luften. Bag sofaen fandt hun en plastikkrans dækket af glimmer. I skuffen under sofabordet gemte der sig et silketørklæde med teksten Pigeaften deluxe.
Under radiatoren lå en lyserød gummihandske med en halvt slidt sløjfe som om den prøvede at flygte fra gårsdagens fest og sad fast, halvt inde og halvt ude.
Hvert skridt Line tog hen over stuegulvet lavede et diskret knas af knuste slikpapirer. Hun samlede dem op i en skraldepose. I vindueskarmen stod et vinglas med en rød, indtørret plet i bunden. I vasen var der stukket tre plastik-sugerør med glitrende stjerner i stedet for blomster. På væggen hang en guirlande af papirhjerter det ene tydeligt bidt i.
Og på køkkenbordet: Halvdelen af et old-school lagkagetårn, glasuren flydt ud som snedriver, toppet med skæve lys, der dannede 4 og 7, selvom ingen havde fødselsdag kun pigehygge for sjov.
I vasken stod vinglas med læbestifterester, og ved siden af lå fadene med indtørret aioli. På en stol balancerede en kortbunke halvdelen vendte op, halvdelen vendte ned, som om nogen håbede på at se fremtiden, men kun så skæbnen blev halvt åbenbaret
*
Line rodede i bunken, trak et kort op klør konge så på hende med et overbærende, træt blik. I går lavede vi sjov med de kort bryllupper, lejlighedsskift eller udenlandske eventyrmænd, tænkte hun. Vi hviskede, men endte selvfølgelig med at råbe og grine, mens vi drak bobler.
Ved at rejse sig for at samle et stykke glimmer op under sofaen, trak hun et blødt stykke stof frem: En fremmed blondestrømpe, elastikken sprunget under dansen på taburetten. Hendes hoved rystede over sig selv, og hun gik videre ind i soveværelset efter lidt ro.
Her så der nogenlunde ordentligt ud hvis man ser bort fra tre puder på gulvet og dynen, der lå krøllet som en kæmpe snegl. Da hun lagde sin egen pude op, fandt hun et sammenfoldet stykke lyserødt papir.
Hjertet snørede sig sammen.
En glemt seddel fra Nikoline fra baren til én af Trines veninder? Men nej håndskriften var velkendt, store, lidt skæve bogstaver, hvor Trines hver eneste o var omhyggeligt tegnet til en lille ballon.
Du er verdens bedste værtinde! Trine
Hun stirrede på udråbstegnet. Sådan lidt rystende. Bedste værtinde med knust Royal Copenhagen, glimmer over det hele og et bad, hvor morgenbruseren nu lyste op i festfyrværkeri.
Jeg har lovet mig selv aldrig mere mumlede hun, mens hun sank ned på kanten af sengen.
*
Pludselig trådte hun på noget i tøflen.
I bunden lå en hel appelsin, pæn og blank, med et lille papir bundet om stilken: For at livet skal være sødt.
I går lo de af den slags skåle med pigerne. Nu føltes appelsinen lidt som en hån.
Mobilen summede på natbordet. Trine (vores tornado).
Ja, selvfølgelig, sagde Line til stuen og tog røret. Hej?
Liiiine! Det lød som om festen fortsatte et andet sted. Du er en stjerne, ærligt talt! Pigerne ELSKER dig! Manikure-Line er her endnu, vi griner stadig over, hvordan du skræmte klædeskabsspøgelset op!
I baggrunden råbte én: Gi Line et billede jeg vil kun føde børn hjemme hos hende! Dybt grin.
Tak, Line Trine blev mere lavmælt. Du ved det jo. Hos dig føles det ægte hjem.
Line kiggede på appelsinen i tøflen.
Ja, sagde hun. Hos mig er det hjemme.
Okay, queen of buffet, slap du bare af! klik, og så igen stilhed.
*
Line tog brillerne af, lagde dem ved Trines seddel. I garderobespejlet så hun en kvinde i begyndelsen af halvtredserne, træt i ansigtet, men overraskende yngre øjne, håret trukket op i en skæv knold, hvorfra en glimmerstjerne stak ud. En eneste, stædig.
Mobilen sang endnu en lyd videoopkald. Emma datteren.
Line sukkede, kørte hånden gennem håret (glimret sad fast). Ja, skat? spurgte hun, da hun tog opkaldet på skærmen dukkede Emmas morgenfjæs op, med kaffen i hånden og det klassiske, rodede pandehår.
Mor! Jamen, det tænkte jeg nok. Glimmer på katten igen?
På mig, grinede Line. Katten gemte sig jo efter dansekortene, sikkert dybt i undertøjs-skuffen denne gang
Hun fortalte Emma det hele.
Mor Emma lo, men blev hurtigt alvorlig. Ser du dig selv? Katten gemmer sig, Royal C er i stykker appelsiner i tøflerne Måske skal du øve dig på at sige nej til Trine?
Den der blanding af kærlig irritation, kender du den? Lines mave snørede sig.
Men hun har det jo ikke så nemt, svarede hun automatisk. Det ved du.
Og har du det nemt? afbrød Emma mildt. Hvornår sidst slappede du af uden gæster?
Line så på gummihandsken under radiatoren, på Trines seddel ved hånden og den tomme lejlighed, fyldt med gårsdagens latter.
Jeg ved det ikke, sagde hun ærligt. Måske gemmer jeg mig også. Sammen med katten.
Emma smålo.
Mor. Jeg elsker dig! Men seriøst næste gang drikker vi bare te, dig og mig. Ingen kort, ingen glimmer.
Skærmen hakkede, stilheden dirrede.
Vi får se, sagde Line.
Men for første gang længe betød vi får se ikke bare: Selvfølgelig, Trine men noget nyt.
*
Trine dukkede første gang bare op helt spontant tidligt på foråret, længe før påskeliljerne udenfor skød op men Lines vindueskarme flød allerede med grønne spirer.
Line, luk op, jeg er i zen og har kage med! lød det gennem dørspionen, før hun ringede på.
Ind væltede Trine, duftende af Chanel og klar frostluft, med det største fad dampende kål-lagkage.
Hjemmebagte kålboller, som mormor lavede husker du dem? sagde hun, mens hun sparkede skoene af.
Hold da op Line smilede forlegent, lagde sit tørklæde på knagen. Hendes toværelses lejlighed i betonblokken var hendes stolthed tone-i-tone tapet og gardiner, hjemmestrikket tæppe over sofaen, køkken i hvidt og træ og altan fyldt med blomster.
Det er så hyggeligt! sagde alle gæster og for Line var det ikke bare ord.
Smut ind, smid jakken, sagde Line og tog imod lagkagen. Hold da op, den vejer jo et ton
Lig som mit liv, grinede Trine, men hendes øjne smilte. Seriøst, Line Min lejlighed derinde du ved, den gamle opgang det hele støder sammen, og køkkenet er så småt, og Anders ovenpå larmer altid. Men her
Trine drejede lystigt rundt i det lille køkken. Her er luft! Luft, kan du mærke det? Det er næsten synd at sidde her alene. Skal vi ikke lave små pigeaftener? Altså bare dig, mig og to af mine veninder, du SKAL møde!
Line blev lidt ramt af ordene synd at sidde alene.
Hun tænkte faktisk på alle de aftener, hvor hun sad alene på sofaen, tvet summede, og strikketøjet voksede stille, mens Emma lavede sine egne ting.
Pigeaften? spurgte hun. Tja hvorfor ikke. Jeg har jo kage, sagde hun og kneb øjnene sammen.
Trine glippede med øjenbrynene.
Du siger JA? Jeg måtte ellers true dig med kagen! grinede hun. TOP! Så på lørdag! Ingen formelt bare generalprøve på et polterabend.
Line satte lagkagen i ovnen for at lune den lidt. Lørdag føltes fjernt og uvirkeligt.
Okay lørdag. Jeg finder på noget.
Du er en skat! Trine krammede hende, så hendes ribben knagede. Det er jo næsten familie!
Ordet næsten smagte lidt mærkeligt, men Line lod det glide ned med tanken om lagkage.
*
Også påsken blev hos Line. Selvfølgelig. Arrangeret af Trine.
Hos Line, der er det ægte hjem! sagde hun til alle. Påskeæg og hjemmebag, katten styrer det hele!
I virkeligheden: katten Gråmis, lidt sur og sær, men vigtig lød federe.
Trine kom med hele pakken plus tre veninder.
Line, vant til små familiepåskefrokoster, blev overrumplet da tre kvinder myldrede ind på én gang: høj, kort, larmende men alle bedårende.
Det er Lærke, Signe, Maria og Line, den der kan alt! præsenterede Trine.
Line fløj rundt, bød på tøfler, jakker, tænkte på stole og påskeæg. Salater, leverpostej og dildsild.
Men det var ikke nok. Efter en times snak om den gode glasur til påskekagen, trak Trine mobilen frem: Årh, havde glemt at Katrine og Julie bor lige her jeg skriver til dem! Line, det går vel de tager selv rugbrød med!
Inden Line nåede at sige noget, ringede ovnen. Hun styrede straks derud og da hun kom tilbage, smilede Trine bare: De kommer om lidt!
*
Snart var stuen en bazar af grin og diskussioner om barndom, bagværk, hvem kan det bedst. Da Lærke slog glasuren over hele den hvide dug, sagde hun undskyldende: Det giver held?
Trine flækkede af grin, alle lo med. Line tog det med et smil plet eller ej.
Nå, pletter går væk, sagde hun. Netop dér fangede hun et særligt taknemmeligt blik fra Trine. Som om en hel verden var reddet ikke bare en dug.
Senere stod vindueskarmen fyldt med kulørt pynt, og under bordet lå et par sandaler. Trine holdt tale, løftede kagen: Piger, seriøst HOS LINE, dér er det KU GOD fest!
Alle klappede vildt. Line rødmede, men mærkede hvordan det at have rigtig fest i sit lille hjem føltes vigtigt.
*
Men som børn var tingene omvendt. Det var altid rigtig fest hos Trine. Hun var leder, larmende, sjov elsket for det.
I barndommens gård var det samlet om hendes opgang, hvor Trine arrangerede modeshows og hemmelige klubmøder. Selv bedstemødrene kaldte hende vores lille entertainer.
Line var den stille, altid til tiden, aldrig med krøllede bibliotekbøger og nypudsede sko. Line, du er jo familiens flittige pige pas på Trine, så hun lærer lidt orden, sagde Moster Birthe, som også var Trines mor.
Så gled de fra hinanden, da de blev teenagere. Trine tilbage fra fester med vilde historier, Line læste økonomi og arbejdede stille videre. De sås næsten kun, når hele familien i Vejle samledes til fest.
Så døde Moster Birthe. Bisættelse, mindehøjtidelighed gamle rænkespil fra familen kom frem. Først dér sad Line og Trine vågne en nat og snakkede, mens de drak sød te og talte om hjem.
Det føles som om hjemmet døde med mor, sagde Trine. Jeg kan ikke få det sted til at fungere uden hende.
Line, der mistede sin mor for fire år siden, sagde roligt: Det kommer bare til at fungere på en anden måde. Ikke bedre, ikke værre bare nyt.
Bagefter begyndte de at ringe til hinanden. Først om praktiske ting men snart om alt muligt, stort og småt.
Trine trak så Line dybt ind i sit liv nærmest som en malstrøm.
Skal vi, familie, bare leve ved siden af hinanden? spurgte Trine forarget. ALDRIG! Jeg kommer til dig, og du til mig!
Men faktisk kom Line aldrig rigtigt til Trine. Hver gang var der noget, børn eller job eller bare træthed i vejen. Sådan blev det altid hos Line.
*
Til sidst blev hos Line svaret på alt.
Veninder vi mødes da hos Line! Min lejlighed er mikroskopisk, Lines er åben! lød det fra Trine.
Nytår? Hos Line, selvfølgelig. Hun har grantræ og alt!.
Påske? Hos Line.
Fødselsdag? Hos Line kagen står smukkest der.
Fredagsvin? Hvor ellers Line har de gode snacks.
Først syntes Line, det var hyggeligt. At hendes lejlighed blev et samlingspunkt. Hun brugte timer på servietter, snacks, nye madopskrifter. Hun elskede, at Trines veninder fik stjerner i øjnene over porcelænet. Line, det er som fra et boligmagasin!
Men med tiden blev det for meget. Gæsterne dukkede op uden Trine.
Hej Line, det er Signe vi var lige i går, husker du? Maria og jeg kigger forbi, og Trine er ved frisøren. Du hjemme?
En mandag bankede det på døren tredje gang den uge, og på dørmåtten stod et genkendeligt ansigt: Helle. En gammel veninde, som engang havde udskammet Line for sladder siden havde de undgået hinanden.
Øhm hej. Trine sagde, jeg kunne komme tidligt og hjælpe
Line var klar til at sige Trine tog fejl jeg skal ikke have nogen, men hun veg alligevel tilbage.
Kom ind. Vil du ha te?
Hendes viskestykke blev snoet i hånden.
*
Hendes første protest blev lidt barnlig.
Hvis du vil ødelægge festen, køb dårlige småkager, tænkte hun.
Hun gik forbi bageren og købte det tørreste discount-kiks, hun kunne finde, lod det smuldre i en skål.
Så må de leve med det ikke altid er caféstandard.
Men festen blev fin alligevel. Pigerne grinede, nogen havde ost og oliven med, Trine serverede sine marinerede tomater.
Da Maria hang plastikperler på dørhåndtaget og glemte dem, så hun dem dinglende næste morgen. Line ville lægge dem ned i tabt og fundet-kurven, men så bankede det på.
Lineee! Trine væltede ind, så perlerne Du har endda fest på dørhåndtaget! grinede hun.
Line prøvede at protestere det er ikke fest, det er rod men Trine var for begejstret.
Fest, altså
Og festen forlod aldrig lejligheden
*
Især én pigeaften, spåaften, gik amok.
I dag skal vi se ind i fremtiden, piger! skrev Trine i fælleschatten og tilføjede Line i det skjulte. Du er Jo hoved-ORAKLET! Selv din te hvisker!
Line så på den gamle el-kedel og lo. Orakel jo tak.
Signe dukkede op med Tarotkort, kæmpelys og spejl i træramme.
Det er ikke bare hygge det er ånder i natten! proklamerede hun.
Line smålo nervøst. De eneste ånder her er dem fra suppen, Signe!
Trine grinede. Slap af det er bare for sjov.
De slukkede lyset, tændte stearinlys og lavede gys. Gråmis, ellers klistret til radiatoren, strittede pels og satte sig på karmen.
Så gik strømmen i hele blokken.
Det er et tegn! hviskede Signe, og alle hvinede.
Line hev mobilen op for lommelygte, Gråmis fór under sofaen og gemte sig i soveværelset slam! Skabsdøren røg i.
Det var signalet, folkens ånderne kan ikke være her, sagde Line.
Få minutter senere kom lyset. Det var bare naboen, der rodede med sikringer.
Men Gråmis kom først ud af sit klædeskab dagen efter Line aede den og sagde: Vi gemmer os sammen, hva?
Katten småfnes og maste sig ud i køkkenet til de sidste glimtende stjerner på gulvet.
*
At sige fra tog tid.
Line sad ofte med mobilen og stirrede på et tomt beskedfelt. Fingerspidserne skrev og slettede: Trine, næste gang tager du festen hjemme, Trine, jeg orker ikke gæster mere, Trine, jeg kan ikke mere.
Alt lød for blødt eller for hårdt. Hun hørte Trines stemme for sig: Line, du forstår da Du er jo sød. Det gør dig jo ikke spor.
Til sidst stod Line foran spejlet:
Trine, du må holde næste fest hjemme hos dig.
Stemmen rystede. Emma havde ret det var svært. Du må gerne sige fra, Line, hviskede hendes indre.
Hun strammede skuldrene og sagde det igen: Trine, jeg vil gerne, men jeg kan ikke magte det hjemme hos mig mere. Vi skal prøve hos dig næste gang jeg har brug for ro.
Fingeren svævede over send. Hun var bange for at såre, miste, høre: Vidste det du er en tørvetriller.
Hun sendte beskeden, lagde mobilen væk.
Nu må jeg sige det ansigt til ansigt, tænkte hun.
Flere gange øvede hun samtalen foran spejlet. Trine, det er mit hjem jeg føler, jeg drukner Trine, jeg elsker dig, men jeg kan ikke være vært altid Trine, vi må sætte grænser
Men under tredje-femte runde blev hendes blik mere sikkert.
Godt. Så går jeg til hende. Helt uden varsel.
*
Line gik til Trines gamle ejendom du ved, sådan et sted med højt til loftet og slidte trapper, hvor ånden af fortid nu bare lugter lidt af råddenskab.
Hun løb op til tredje sal, forbi avissprækker og skæve dørhammere. Trines dør genkendte hun let: En laurbærkrans i plastic og et træskilt: Her bor et mirakel. Engang virkede det sødt, nu lidt sørgmodigt.
Hun bankede, ventede. Hørte trin, så døren åbne.
Trine stod der, under dynen i træningstøj, én ulden sok og den anden i hånden. Træt og lidt splattet.
Line? Du kom uden at skrive?
Kommer du til mig med varsel? spurgte Line.
Trine blinkede, lukkede hende ind.
Line blev slået af lejlighedens tomhed. Man kunne mærke det ikke på tapetet eller møblerne, men på stemningen.
Entréen: Ingen velkomst. Kun en kost, brugte sko, en plet kaffe på gulvet.
Stuen: Kun en grøn, slidt sofa, overfyldt med tøj, som bølger på stranden. På gulvet gamle vinglas, energidrik og magasiner, halvt udtrådte. Computer på en taburet, askebæger med for mange skodder.
En omvendt kaffekop på gulvtæppet efterlod en brun cirkel. På radiatorens ende en tørret appelsin og chipsposen. I vindueskarmen: kun plastkopper.
Line fik en knude i maven. Ikke bare rod men et fristed, hvor hjem aldrig var flyttet ind.
*
Se ikke sådan på mig, sagde Trine hurtigt. Jeg har ikke ryddet op efter alt det der
Hvad? hviskede Line.
Efter mor døde, efter ja, bare livet.
Trine gik ud i det lille køkken, kaffekanden fedtet, stakken af beskidte tallerkener og en overfyldt skraldepose i hjørnet.
Ville ringe til dig mumlede hun. Men du ved, det hele glider
Line mærkede det hendes lejlighed var mit skjulested. Og Trine flygtede hertil fra sit rod.
Kom du for at sætte mig på plads? spurgte Trine.
For at snakke, svarede Line. Men ja lidt for at forstå.
*
Jeg troede du var sur på mig, sagde Trine med skinnende øjne.
Line nikkede. Det er jeg også, Trine. Jeg er træt af gæster og kaos. Men jeg vil også forstå dig.
Trine tørrede øjnene.
Hos dig føles det et rigtigt hjem, Line. Her er kun rekvisitter. Jeg er bare til leje hos mit eget kaos. Hun trak vejret dybt. Når jeg kommer til dig, alt er, som det skal. Tæppet, kopperne, katten. Du du ved hvordan man er chef i sit eget liv.
Tårerne løb. Og derfor flygter jeg til dig, for dér tør jeg endelig slappe af.
Line mærkede forståelsen. Hun havde også haft svært, da hendes mor døde, før det føltes som sit hjem igen.
Men du så aldrig, hvordan mit hjem blev overtaget, sagde Line stille.
Trine skjulte ansigtet. Jeg er bare bange for at være alene. Når jeg er her, kommer mors stemme frem, brokker sig. Så flygter jeg til dig, for dér er der ingen skænderier.
Line satte sig overfor. Det varmer, at du finder hjem hos mig. Men jeg kan ikke altid være din redningsplanke.
Lad os prøve noget andet, sagde hun.
*
Hvordan? spurgte Trine og snøftede.
Pigeaften nogle gange hos mig, nogle gange her. Og kun få ad gangen. Ikke hele tiden.
Skal jeg slæbe folk ind i det her kaos? Trine kiggede forfærdet rundt.
Nej men vi starter med dig og mig. Ikke gæster. Bare at gøre dit hjem til et hjem.
Hvordan?
Line smøgede ærmerne op. Vi smider skrald ud, vasker kopper, tørrer af og steger pandekager. Bare os to.
Pandekager? Trine grinede trods tårerne.
Eller klatkager, som du laver dem.
*
Først klodset, men det gik. Line tog skrald ud, Trine vaskede kopper. Line sagde: Jeg blev ikke født som perfektion jeg lærte det af min mor. Du lærte at overleve.
Da de spiste varme klatkager dryppet med solbærsylt, bankede det på døren.
Hvem pokker? Trine forskrækket.
Line kiggede og smilede.
Det er Emma.
Emma trådte ind, betragtede rummet, sin mor, Trine. Hey nu har du også glimmer, Trine!
Hva mener du?
Se op grinede Emma.
I lampen sad en blank stjerne. Flyttet herind på Trines tøj.
Line lo.
Så nu har vi begge glimmer. Bare på en aftalt måde! drillede Emma.
Line mærkede noget lette i sin mave. Hun var stadig lidt træt, lidt vred. Men nu havde hun et valg. Og Trine også.
De sad tre sammen, spiste klatkager fra samme pandekage og lo, da Trine fik mel på næsen.
Det var ikke længere nogen, der brugte andres hjem. Det var ægte, nyt dem selv. Bare Line, Trine og Emma.
