Svært lykke
– Altså, hvad mener du, vi skal skilles? Dennis, er du ude på at lave sjov?
Solveig stirrede på sin mand og kunne ikke forstå noget som helst. Skilsmisse? De havde været sammen i næsten femogtyve år! Om bare to uger skulle de fejre det eller skulle de alligevel ikke? Tankerne dansede kaotisk omkring. Hvad så med festen, gæsterne? Invitationerne var udsendt Alle havde sagt, de ville komme. Hele familien ville samles. Vennerne havde ringet uafbrudt, spurgt hvad de skulle give i gave… Nogen, som hendes bedste veninde Birthe, havde allerede sendt gaven. Birthe kunne desværre ikke komme. Det var for langt, og i sjette måned skal man jo ikke flyve. Det var bedst hun blev hjemme. De skulle nok ses snart og fejre en gang til. Det var jo Birthe, der havde præsenteret Solveig og Dennis for hinanden, dengang på universitetet. Til brylluppet havde Birthe råbt Skål for brudeparret! bag brudebuketten, som Solveig slet ikke orkede at kaste, men bare rakte sin veninde.
– Jeg forstår ikke, hvorfor din Kolja tøver sådan? Han forpasser da en fremragende pige!
– Han har vist svært ved at beslutte sig. Birthe ordnede Solveigs hår. Det skal nok komme, Sol. Der er en tid for det hele. Jeg skal ikke have en grøn mand. Så er jeg jo bare skilt igen om et par år, og så skal man i gang med delingen af både børn og porcelæn, fordi hele familien elsker mig til sidste blodsdråbe? Nej du, jeg venter på den rigtige høst. – Du planlægger to år frem, og jeg kan ikke holde op med at grine! Solveig lo og så, hvordan Birthe med stædige penselstrøg makeuppede sig beskæftiget.
– Jeg gør aldrig noget halvt. Hvis jeg gør noget, gør jeg det hele!
– Og børn, Birthe? Vil du have børn med det samme? Bare én?
– Nej, straks tvillinger! Overstå det hele på én gang! Chancerne er gode, der er både tvillinger i min familie og i Koljas.
– Men de skal jo opdrages, det hele…
– To er lettere end en.
– Hvordan kan det være? Solveig lyttede nysgerrigt. Birthe havde altid været snedig hun legede altid klogt og alle andre blev taget i at lave skarnsstreger, men ikke hende. Planen blev altid lagt så snedigt, at alle slap godt. Bortset fra når nogen troede, de selv var klogere og stak af så stod Birthe bare og så til.
– Det er da logik, Sol! Sund konkurrence, en legekammerat hver dag og titlen Årets mor fordi jeg overlever med to på én gang. Har du brug for flere argumenter?
– Nej tak, jeg er ikke i tvivl om, du får alt, hvad du sætter dig for.
Og sådan blev det faktisk. Med den ændring at skæbnen havde en sær humor, og Birthe fik trillinger i stedet for tvillinger. Universet ville se, hvad hun kunne bære.
Men Birthe klarede det. Da var svigerfamilien også helhjertet solgt. Birthe bukkede aldrig for nogen, snakkede med alle på lige fod men stod altid parat til at hjælpe især ved at aktivere sin mand, som ikke altid havde lyst, men gav sig når Birthe sagde:
– En dag får vi selv brug for hjælp og hvad, hvis vi bare får hånden? Det vil jeg ikke, skat! Hvis du vil have stegte kartofler med svampe til aften, så kører du til din mor og hjælper hende med skabet nu. Du er færdig på to timer og hun er glad. Sig, jeg vasker vinduer i næste weekend.
Så da Birthe havde brug for hjælp til de små, stod både to bedstemødre og en morfar klar. Hendes egen far var død. Birthe fik børnene igennem den svære start på hospitalet, og bagefter startede hun på universitetet igen.
– Birthe! Er du blevet vanvittig? Hvornår vil du nå det hele? Solveig tabte mælet af beundring.
– Hvem tør dumpe en mor med trillinger? Så holder hjernen sig i gang, og bagefter er jeg en multikunstner øko og jura i én! Hvad skulle der være galt i det?
Birthe fik sit diplom og et godt job og overbeviste chefen om, at lønnen ville række til barnepige.
– Men Birthe, det er jo på grænsen! Hvad har du tilbage?
– Jeg har ikke brug for barnepige endnu, bedstemødrene klarer det. Men chefen behøver ikke vide alt. Det er erfaringen, der tæller, Sol, ikke eksamensbeviset. Jo flere år, jo større frihed.
Solveig forstod ikke hvordan Birthe klarede alt. Hvordan kunne en kvinde få det hele til at glide? Solveig havde svært ved at tage beslutninger lige fra at vælge, om strømpebukserne til børnehave skulle være røde eller blå.
– Og dét, min ven, betyder, at får du først besluttet dig, så er det korrekt. Du er en konservativ klassiker, og det er det mest pålidelige, der findes ikke som mig, der farer rundt altid!
Pålidelig Ja! Dennis værdsatte tydeligvis ikke det! Hvordan kunne han forlade hende? For hvad!? De havde jo et godt liv! Børn kom aldrig, men de havde for længst sluttet fred med det. Solveig havde arbejdet frivilligt på børnehjem og fundet ud af, hun ikke kunne adoptere. Ikke fordi hun ikke havde ressourcer men hun frygtede ikke at kunne elske barnet som sit eget. Selvom hun ikke præcist vidste, hvad den kærlighed var, kunne hun mærke, at det krævede noget større end blot viljen til at ville.
– Det er fordi I ikke har mødt jeres barn endnu, Solveig, sagde Kirsten, lederen af børnehjemmet som Solveig besøgte. Hun så Solveig stirre mod småbørnene der løb rundkreds i stuen. Ser du først dit barn, er du fortabt. Intet vil kunne stoppe dig.
– Og hvad hvis han ikke findes? Hvis jeg aldrig skal være mor?
– Sådan er det nogle gange. Bedre at lade være, end at prøve og mislykkes der bliver bare to ulykkelige: du og barnet. Tro mig, jeg har set det så mange gange.
Hun pegede diskret på en mørkhåret dreng i hjørnet.
– Ser du Mikkel? Ham har to familier sendt tilbage.
– Herregud, hvordan!? Han er jo kun seks.
– Den første familie fik selv et barn tro mig, det sker alt for tit. Den anden familie havde ikke kræfter. De havde allerede fem.
– Og hvad så? Solveig stirrede. Hvordan kan man sende ham tilbage?
– Til sidst ville han ikke engang drikke vand. Han bad om at komme tilbage til børnehjemmet. Fordi de ikke elsker ham. Psykologen arbejdede længe med ham, men lige lidt hjalp det. Han så alt det løb lysslukket ud af Solveilgs blik og hun ville allerede skrive papirerne på ham, hvis ikke Birthe havde stoppet hende.
– Er du sikker på, du har kærlighed nok? For hvis ikke, så lad være. Det er ikke synd, det er virkelighed. Vil du være blandt dem, der også svigter ham? Skal jeg udlåne dig én af mine på prøve? Så mærker du, om det er for dig.
Solveig sagde nej, og vendte aldrig tilbage til børnehjemmet, men tænkte altid på Mikkel. Han blev pejlemærket hun måtte leve og aldrig såre nogen. Denne lærdom gik aldrig væk.
Solveig krydsede armene om sig selv. Hvorfor var det koldt? Det var kun efterår, og radiatoren var varm! Skulle hun hjælpe Dennis med at pakke? Noget lunt? Efteråret var jo kort, vinteren lang Det var ikke som nede hos hendes mor i Sønderborg, hvor Solveig altid gik i læderjakke hele vinteren, undtagen når de tog op i Mols Bjerge.
Hvad hun allerhelst ville nu? Til sin mor. Gå tur i bjergene, bare dem to. Frihed Men nu var mor død. Og Dennis ville også forsvinde
Hun ville ikke have friheden hun ville have sin mand tilbage. At livet blev som før: kaffe til morgen, til natten, samtaler der aldrig stoppede, spontane teaterbesøg og skovture. De havde aldrig været særligt organiserede, de bedste dage var altid spontane. Dennis kunne ringe midt på arbejdsdagen og sige:
– Hvad laver du, Sol?
– Jeg har en travl dag, to møder og så banken bagefter.
– Smid det kom ud. Vi går en tur.
Og Solveig smed alt, og allerede efter en time gik de gennem skoven, stille, eller småsludrende om ingenting.
Nu var det fortid. Hendes fortid. Hun skulle bære minderne; Dennis gik videre sammen med hende, der ventede hans barn… Barnet! Var det derfor? Eller havde ægteskabet hele tiden været en løgn? Det første kunne hun næsten forstå. Men det andet… Nej! For hvad sagde det om hende som kvinde hvis hun i alle de år ikke kunne gøre én mand lykkelig nok til, at han aldrig havde tænkt på at gå?
Solveig stod ved køkkenvinduet med knæene presset mod radiatoren, ude af stand til at rejse sig eller gøre noget. Hun hørte Dennis rode rundt, kommoden åbne og døre slå. Hendes hænder rystede så meget, at blomsterpotten den eneste plante i huset og fra Birthe flyttede sig til kanten af vinduet. Da døren endelig smækkede, slap hun sit tag i vindueskarmen, lukkede fingrene om den, som om hun kunne brække den, rettede ryggen og slog blomsterpotten i gulvet og skreg.
Det hjalp hende ikke. Mørk muld blandede sig med skår over hele køkkenet, men på en sær måde bragte det hende tilbage til sig selv. Sådan var det hele nu sort, uden en eneste lysstråle. Lyset havde lige lukket døren bag sig.
Dog var der én ting tilbage
Solveig slap radiatoren, gik direkte over skårdene, følte smerten i den skårne fod, satte sig på sengen og tog telefonen.
– Biirtheee
Det lød ikke som gråd, men mere som et dyr, der hyler i smerte. Mer kunne hun ikke sige. Birthe behøvede ikke høre mere.
– Dennis gik?
– Ja
– Godt. Jeg er hos dig i morgen.
– Nej, er du da skør! Jeg vil ikke! Birthe, lov det! Jeg tilgiver mig aldrig hvis dig eller barnet sker noget nu… Vent lidt vidste du det her?
– Jeg anede det. Sidst I besøgte mig, så Dennis mig ikke i øjnene. Jeg forstod ikke hvorfor, før nu. Alt bliver til det bedste, Sol.
– Nej, Birthe, hvordan!? Jeg vil ikke leve mere. Jeg har intet, alt er væk! Hele livet er spildt hvad gør jeg nu?
– Køb dig en kjole.
– Hvad?
– Du hørte mig. Tag ud, køb den kjole du nægtede dig selv. Nu! Og vis mig den. Sid ikke hjemme. Det ændrer intet! Køb kjolen, sæt dig så på et tog eller fly. Jeg har det fint. Vi skal op i bakkerne.
– Hvilke bakker, Birthe!? Du skal jo snart føde!
– Tror du, jeg er invalid? Vi skal ikke sove i telt hotel med comfort. Små gåture. Jeg har brug for det lige så meget som dig. Ungerne er på fodboldlejr. Vi skal gribe momentet eller får vi aldrig chancen igen. Giv besked om afgangstid om en halv time. Lad være at gøre en gravid sur!
Birthe lagde på, og Solveig stirrede målløs på telefonen.
Svaret kom af sig selv. Solveig gik langsomt til spejlet. Der var hun. Alle årene sat ind med renter. Ikke længere ung, men bestemt ikke gammel. Ikke endnu. Ungdommen var forbi, men man kan da ikke begrave sig selv? Dennis skulle ikke få fornøjelsen. Birthe havde ret, ja, hvor hun havde ret!
Hun strøg tårerne væk og rettede ryggen. Gik hun ikke nu, ville hun sidde fast.
Et par SMSer, et par telefonopringninger restauranten og alt omkring blev aflyst. Klar!
Kjolen passede som smurt: rød, skrigende rød helt anderledes end alt hun plejede at gå i. Hun yndede ellers afdæmpet tøj, mens Birthe altid poppede farver og tiltrak opmærksomhed uden at gøre folk sure. Solveig var mere en iagttager.
Nu var energien anderledes. Hvorfor ikke? Er hun virkelig blevet så forudsigelig, at ingen længere sender et blik efter hende?
Nej… Spejlet viste en anden Solveig. Træt, ja, men ikke knækket. Der var noget tilbage. Noget, ingen kunne tage fra hende. Hun ville så gerne blive vred vred nok til, at alt ligegyldigt blev skyllet væk. Men det kom ikke helt. Måske fordi hun forstod, hvorfor Dennis gik? Han havde vænnet sig til hende, de var jo blevet mere drengevenner end ægtefæller. Og svigtet venner gør mere ondt…
Flyveturen gik ikke direkte, men Solveig brokkede sig ikke. Det gav hende tid til at tænke på noget andet.
Turen blev god. Hun og Birthe gik kilometervis, snakkede og lo. Småsnakkede; nogle gange talte de helt forbi hinanden, som om de prøvede at få alt fortalt. Solveig kunne mærke sorgen slippe, lidt efter lidt. Birthe kunne altid vende tingene rundt, så det væsentlige blev klart det uvæsentlige gled væk.
– Tag hjem igen, Solveig. Hvad skal du alene derhjemme? Forretninger? Der er brug for børnecentre i hele Danmark. Og din far er syg. Du ville jo have ham tættere på nu kan du hjælpe, uden at ændre hele hans liv. Overvej det.
Solveig tænkte. Hendes nye danske liv blev besluttet. Alt blev solgt: lejligheden, bilen, forretningen, hun bar sluppet alt og holdt kun fast i erfaringen. Mødtes et par gange med Dennis og holdt masken, slettede sidst hans nummer for altid.
Sønderborg tog imod hende med rød-hvide flag, forår, æbleblomster og solskin. Pludselig trak hun vejret dybere. Hun boede ikke med sin far, men købte en lille bolig tæt på. En dag løb hun ind i hans nye kærestes mildhed på trappen. De havde intet at dele, Solveig var bare glad på faderens vegne. Ikke forældreløs men med livslyst og pligter.
– Og din far er da stadig charmerende, Solveig, hva’? sagde kærestens venlige stemme, mens hendes far ordnede græsset i haven. Solveig smilede, måske var der stadig håb om kærlighed for hende? Måske havde hendes person endnu ikke vist sig?
Året gik som om det var ingenting. To børnecentre åbnede og kørte for fuldt tryk. Hun skiftede garderobe, frisurer, og endelig fik hun en hund noget hun aldrig tidligere havde turdet. Men indimellem kom savnet alligevel, især om aftenen. Så sad hun i mørket på sit køkken, roterede koppen rundt på bordet og ønskede han ville dukke op, tænde lyset og spørge: Hva så, Solveig? Trænger du til te? Kom, fortæl mig hvad der sker.
Skatten dukkede først op halvandet år senere, da hun solgte selskabet en uventet irritation og en mulighed for igen at blive distraheret.
Det blev løst på én dag, og tilbage i København gik hun en tur i de gamle områder. En center var lukket, men det andet blomstrede. Hun blev stående udenfor, så på børnene der tegnede, pædagogen lød som en bjørn, børnene skrattede. Sådan skal det være sjov, opmærksomhed, tryghed.
Hun så deres gamle lejlighed, legepladsen, hun så for sig selv gå med egne små og parken, de altid havde elsket at besøge.
Hvad der fik hende til at gå derind, vidste hun ikke måske mindet om en anden slags lykke. Stien var velkendt, og hun gik langsomt.
På bænken sad en mand med en barnevogn. Først kunne hun ikke placere ham, så stivnede hun: det var Dennis. Han var helt hvid i håret nu, sad foroverbøjet, snakkede ikke med nogen og trillede vognen monotont. Men vigtigst; han var mindre, skæv og næsten gennemsigtig af sorg. Solveig kunne ikke lade det ske. Ingen, ikke engang ham, skulle have det sådan.
– Dennis
Han skuttede sig sammen.
– Hej, Solveig.
De sad sammen. Hvordan går det? spurgte hun.
Dumt spørgsmål. Men Dennis stoppede vognen, mødte hendes blik.
– Dårligt, Solveig. Meget dårligt. Jeg er alene. Jeg tabte alt, uden at vide hvorfor eller hvordan, det hele forsvandt.
– Det tror jeg ikke, Dennis. Du har det, du skal bruge. Hun nikkede mod barnevognen. Pige eller dreng?
– Eva. En datter.
– Ung kone, barn hvad mere kan man ønske?
– Hun døde. Komplikationer under fødslen…
Solveig tabte pusten. Hun følte ingen vrede mod den kvinde, der havde sønderbrudt hendes ægteskab. Hun syntes kun synd om hende, ung og knap ude af forår. Dennis sad alene og nussede barnets vugge.
De sad sådan længe. Da de endelig talte, måtte de begge afbryde hinanden. Eva vågnede og så lyset i parken og de første stjerner.
Solveig rejste sig og bøjede sig ind over datteren. Noget rumsterede som et ekko indeni hende; Kirstens gamle ord: Når du ser dit barn; så ved du
Et halvt år senere trådte Kirsten, børnehjemslederen, ind med en mørkhåret, alvorlig dreng.
– Mikkel, ved du hvorfor jeg er her?
– For at hente mig.
– Men vil du bo med mig?
– Det er nok ligegyldigt. I får mig alligevel sendt tilbage.
Den lille stirrede uden engagement. Da hun viste billeder, slukkedes hans lille håb straks.
– Er det din mand?
– Ja.
– Og det din datter?
– Nej. Men jeg blir hendes mor. Og din. Hvis du vil.
– Du sender mig tilbage.
– Nej, lille Mikkel. For jeg ved hvad det vil sige at miste det hele. Det gør meget ondt.
– Det ved jeg
– Ved du, hvad en mor er, Mikkel?
– Nej.
– Det er hende, der aldrig lader sit barn få den slags ondt.
– Har du ondt af mig?
Solveig så ham i øjnene. Nej. Jeg vil ikke have medlidenhed. Jeg vil elske dig. Vil du det? Eva får brug for en storbror. En stærk og modig én, der aldrig lader nogen såre hende. Kan vi det, Mikkel?
Han sagde ikke noget, men rørte ved det røde ærme på hendes kjole.
– Kan du lide den?
– Meget.
– Jeg købte den, da jeg var allermest ked af det. Det hjalp. Nu elsker jeg farven.
– Jeg også, sagde Mikkel. Jeg vil gerne prøve at bo hos dig.
– Nej, Mikkel, vi prøver ikke. Vi gør det for alvor. Jeg gir dig aldrig tilbage! Men du må lære mig det, for jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal være en god mor. Vil du hjælpe mig? Til dig og Eva?
Han nikkede, og Solveig trak vejret frit igen.
Et par år senere gik familien på rad i bakkerne. Den mørklokkede Mikkel sørgede for den lille livlige Eva, som hele tiden løb væk.
– Eva, pas på ulvene i skoven!
– Der er ikke ulve!
– Jo og store bjørne. De er sultne!
– Fordi bjørnemor ikke kan koge grød?
– Ja, præcis.
– Men vores mor kan koge grød.
– Ja.
– Så skal hun lave grød til bjørnene. Så bliver de ikke sultne.
– Mor! Eva siger bjørne skal ha grød!
– Med klumper? Solveig indhentede dem forpustet.
– Mor! Du kan jo ikke lave grød ordentligt. De kan ikke lide klumper!
– Det kan du da ikke vide! Nogen af dem elsker klumper! Du må hellere dele med dem i morgen!
– Og du skal også give dem honning! krævede Eva.
– Ikke chance. Jeg skal også have lidt! Men du Eva, vil du blive siddende på min arm?
– Ja, bær mig, mor!
– Så må du hoppe over til far! sagde Solveig og gav Eva til Dennis. Hun krammede Mikkel.
– Og hvad med dig, Mikkel, vil du dele grøden med bjørnene?
– Ikke endnu, mor, jeg vil se mere! Hvis Eva gør alle dyrene tamme, får vi jo aldrig set os omkring så vil de følge efter os hjem!
Solveig lo og kiggede tilbage på børnene.
– Vi fodrer bjørnene senere, Eva, jeg skal bare lære at lave grød ordentligt først.
– Okay! Eva sagde straks.
– Se hende! grinede Mikkel.
– Ja, min skat, Solveig smilede. Hold øje med hende, vi ender jo med at tage både bjørne og frække bæster med hjem, hvis hun får lov!
Deres latter rullede gennem bakkerne, fløj som ekko ud i den lyse sommerdag, hvor en ny slags lys allerede var ved at vågne.
