Graviditet fem-seks uger, — sagde lægen, lagde instrumentet i bakken og trak de gule engangshandsker af… ⚘

Graviditeten er fem-seks uger, sagde lægen, smed instrumentet i bakken og trak gummihandskerne af
Har du tænkt dig at beholde barnet?
Mette svarede ikke.
Toogfyrre år gammel, fjerde barn, som hun slet ikke havde ønsket sig. Pengene var små, lønnen rakte kun knap og nap fra måned til måned.
De ældste børn gik stadig i skole, den yngste skulle først til at begynde, og hun manglede både kjole, bluse og ny skoletaske for ikke at tale om hæfter og bøger. Og nu sådan en gave oven i!
Jeg må tage den med Poul, besluttede hun, hvad han mener.
Jeg har været hos lægen, sagde hun til aftensmaden.
Ja, jeg er gravid. Seks uger henne.
Poul stoppede med at tygge og lagde gaflen.
Hvad gør vi lad os beholde barnet. Det bliver godt: to drenge, to piger. Fuld plade.
Fuld plade! Og hvordan skal vi få det til at løbe rundt?
Hun remsede op om de store børn og den mindste, som havde brug for så meget, og blev blot mere sikker på, at det var vanvid at føde et barn i hendes alder og situation.
Jeg får taget prøver til en abort.
Efter prøverne var afleveret, var Mette nedtrykt.
Hun fik ondt af det lille menneske, der voksede i hendes mave. Det var sikkert en pige lys, yndig, livlig.
På vej til svangreklinikken i den overfyldte metro blev Mette nærmest mast ud af døren ved stoppestedet. Pludselig faldt en rem ned fra hendes skulder, og først da hun så sig tilbage, opdagede hun, hvad det var. Remmen kom fra hendes taske.
Tyve havde bare skåret den af og stjålet både penge og alle prøvesvarne.
Der var ingenting at gøre hun måtte tage hjem. Nogle analyser måtte tages om, andre kunne hun heldigvis få genskabt.
Anden gang, hun steg ud af bussen, vrikkede Mette om og forstuvede foden.
Tredje gang slår jeg sikkert nakken, tænkte hun med overtroisk frygt. Så besluttede hun: Det her barn skal fødes. En ro faldt over hende.
Graviditeten forløber uden problemer, og Mette har fået at vide, at det bliver en pige. Men ved anden scanning bryder stormen løs: Lægen mistænker, at barnet kan have Downs syndrom.
Der skal tages en fostervandsprøve en amniocentese, siger lægen, mens hun udfylder henvisningen.
Jeg må advare dig: proceduren kan være farlig for barnet, der er risiko for både spontan abort og infektion.
Mette tænker sig om og beslutter at få prøven taget.
På den fastsatte dag tager hun og Poul ud til svangreklinikken. Poul sidder ude i venteværelset, mens Mette med tunge ben går ind. Lægen lytter til fosterets hjerte, men det slår alt for hurtigt.
Vi må vente, konkluderer lægen.
Vi giver noget magnesium.
Magnesiumen gives, og Mette må vente i korridoren.
Der går lidt tid, så bliver hun kaldt ind igen. Fosterets hjerte slår nu roligt, men nu vender barnet ryggen til det gør, at prøven ikke kan tages.
Vi venter lidt til, måske vender det sig rigtigt.
Tredje gang er barnet vendt rigtigt, hjertet slår normalt.
Mettes mave bliver desinficeret.
Det er hedebølge, og vinduet står vidt åbent for lidt frisk luft. Sygeplejersken tager bakken med instrumenterne, og netop da flyver en due ind ad vinduet. Den slår vingerne vildt på stedet, farer rundt i lokalet, støder ind i folk. Sygeplejersken bliver forskrækket, taber bakken, og instrumenterne lander på gulvet.
Mette bliver sendt ud at vente igen, mens personalet prøver at få duen ud og finde nyt sterilt udstyr.
Hvad sker der? spørger Poul uroligt.
En due fløj ind og lavede totalt kaos.
Mette, det her er et tegn.
Lad os tage hjem.
Og det gjorde de.
Da tiden oprandt, fødte Mette en pige.
Nu er hun ti år gammel.
Lys, yndig, og fuld af spilopper.