Du, nu skal du høre en vild historie, som jeg tænkte på her den anden dag. Der var engang en ældre dame, hun hed Hanne, og hun boede i udkanten af Aarhus. Hun havde været igennem et hjerteanfald for ikke så længe siden, og hendes søn, Anders, ville bare så gerne gøre noget godt for hende du ved, give hende lidt glæde igen og få hende tankerne væk fra sygdom og bekymringer.
Så Anders købte en lillebitte hund til hende sådan en chihuahua, alt for nuttet og nærmest mindre end hendes hånd. Hanne blev helt vild med den med det samme! Hun kaldte den for Piv, fordi den var så lille, som et pip. Piv blev hurtigt Hannes lille skygge enten gik de ture rundt om søerne med en tynd, lyseblå snor, ellers sad Piv fornøjet i Hannes taske og kiggede nysgerrigt ud. Den var simpelthen så blid og sød og ville bare lege hele tiden.
En dag, mens solen skinnede og Hanne slentrede på fortovet med Piv, stoppede der pludselig en sort Audi lige ved siden af dem. I bilen sad der en ung fyr og en pige, virkelig smarte typer, og de blev fuldstændigt betaget af den lille hund. De spurgte, om de ikke måtte nusse Piv, og selvom Hanne egentlig ikke havde lyst til at lade dem gøre det altså, Piv var bare alt for vigtig for hende så syntes hun også, det var pinligt at sige nej. Så hun løftede hunden hen til bilvinduet. Pigen greb straks fat i Piv, og før Hanne kunne nå at reagere, trykkede fyren speederen i bund, og bilen forsvandt i en fart.
Hanne løb efter, græd og råbte, men hun snublede og faldt så hårdt, at hun besvimede midt på vejen. Heldigvis var naboerne hurtige og fik ringet til alarmcentralen, så hun kom på hospitalet. Anders, hendes søn, kom selvfølgelig straks, men Hanne var helt grå i ansigtet og svag, og hun kunne næsten kun hviske hun mumlede bare Piv, Piv og græd fortvivlet de der stille, gamle tårer, du ved.
Men Anders, han gav altså ikke bare op. Naboerne havde nemlig lagt mærke til bilen, og de havde en rimelig god ide om, hvem sådan nogle typer kunne være. Anders ringede til et par gamle venner en af dem var betjent. Så ham og kollegaerne fandt hurtigt ud af, hvem der ejede den sorte Audi. Ejeren boede i en kæmpe villa nord for byen altså, virkelig ikke nogen der manglede penge. Og bilen var så speciel, at der ikke var nogen tvivl.
Anders tog ud til deres hus, fandt en måde at komme ind på, og der i en kold gang lå lille Piv. Hunden så så syg ud, havde hverken spist eller drukket siden kidnapningen. Den peb og græd sig selv helt træt. De der unge mennesker havde bare ville have en sjov lille hund at vise frem på Instagram, men det gik hurtigt op for dem, at Piv bare var ked af det, og i vejen det meste af tiden.
Så ja, Anders tog Piv med hjem. Hvordan han kom derfra, er der ikke nogen, der helt behøver at vide. Punktum. De unge var allerede trætte af at have hende de ville bare have lidt sjov, men de havde taget noget, man slet ikke kan tage fra et andet menneske.
Hanne og Piv kom sig begge to med tiden. De går stadig til daglig ture, men nu er de ekstra forsigtige, kigger sig omkring, og hvis nogen nærmer sig, så forsvinder Piv straks ned i tasken. Det hele endte godt, heldigvis.
Og det er bare det, jeg mener: man skal ikke stjæle andres glæde. Andres kærlighed. Måske er det netop dét lille bitte noget, der holder en oppe og gør, at man har lyst til at stå op om morgenen hvad enten det er et lille hus ude i Brabrand, en gammel Fiat, en altan med krydderurter, eller førstepladsen i en ligegyldig konkurrence, ingen andre forstår.
Det er det mikroskopiske, der holder os i live. Man kan altså ødelægge et helt liv ved at tage noget fra et menneske, bare for sjov selvom det måske kun er på størrelse med en hund på halvandet kilo. Sjælen er jo også lille, siger man nogle gram, men hele livet er derinde. Så, man skal bare lade være.
