Med sjælen måles, med forstanden prøves
– Åh, piger, min svigermor er helt fra snøvsen! Hun dukkede op i går med en gryde hønsekødssuppe! Kan I forestille jer det? Synes ikke min version passer til hendes søn. Han er jo vokset op med hendes smag! Sonja skubbede sin kaffekop væk og hev sit vinglas tættere på. Hvor kommer de kvinder fra? Sig mig det! Skal vi virkelig også blive sådan nogle? Hvis ja, så bær mig ud i skoven og efterlad mig jeg vil ikke finde hjem!
– Sikke du dog hidser dig op, Sonja, Lise klappede veninden beroligende på hånden. Måske er det overgangsalderen eller hun keder sig. Det er jo hendes eneste dreng, og hvad skal hun ellers tage sig til, end at lave lidt “godt” for ham? Tag det nu roligt, du sparer jo tid på madlavning. Lad hende bare.
– Ja, men hvad bliver det næste? At hun flytter ind! Jeg har rigeligt i det cirkus, hun laver. Kan du huske det sæt undertøj, vi købte før jul?
– Julegaven?!
– Ja. Hun smed det ud!
– Hvad?! Lise kom til at hælde te forbi Olgas kop, og dugen blev solskinsgul.
– Det var ikke sundt for kroppen! Undertøjet var “forkert”! Sonja begyndte at le nervøst. Jeg turde ikke engang nævne prisen. Så havde hun ædt mig levende.
– Du er svær at gøre tilfreds! Hun viser jo bare omsorg for dit helbred, men intet duer for dig, fniste Lise, men blev så alvorlig. Hvad laver hun dog i dit undertøj?
– Ja, spørg hende! Sonja kastede servietten på bordet og begyndte at duppe pytten. Åh, hvad laver jeg! Det kommer aldrig af dugen nu!
– Tag det nu roligt, Olga, som hidtil havde tiet, tog servietten og skubbede kaffen hen til Sonja. Du er blevet helt nervøs. Det går ikke.
– Det er fordi, hun driver mig fra koncepterne! Piger, dengang vi boede i lejlighed, var alt nemt. Hun dukkede ikke op. Jeg kunne vade rundt hele dagen og tænke på bestillinger, ingen forstyrrede. Men hvordan forklarer man, at hjemmearbejde også ER arbejde? At jeg tjener lige så meget som hendes søn, vælger hun at ignorere. Siden købet af lejlighed føler jeg mig som en encellet organisme under mikroskop. Hun kommer og går, som det passer hende. Hun laver alt, hvad hun vil, under påskud af at “hun jo har hjulpet med udbetalingen”. Nu er jeg vel hendes slave! Sonja snøftede.
– Så skift låsen.
– Det hjælper ikke. Min mand giver hende bare nøglen igen. Hun er jo hans mor. Og så bliver der drama! Jeg kan lige så godt blive skilt!
– Pjat! Over sådan noget? Sonja, hvad er der blevet af dig? Du var altid den skarpeste pige i klassen. Hvor er det blevet af dig? Lise fnyser.
– Opbrugt på uindfriede drømme, Sonja tog en stor slurk vin. Pokker tage det. Jeg må tage mig sammen, ellers bliver jeg helt umulig at bo sammen med. Min egen søn begyndte at spørge, hvorfor jeg er så vred. Skal jeg sige, det er farmor, der driver mig til vanvid? I har ret, piger, det går ikke
– Naturligvis ikke! Jeg vil kun finde mig en forældreløs! Så er der kun mig til at lave suppe! Lise viftede til tjeneren. Skal vi ikke have dessert? Lidt sukker hjælper på nerverne.
– Ja Sonja duttede øjnene med serviet og smilede. For resten, vil I se den bryllupskage, jeg lavede sidste gang? Jeg overraskede mig selv!
Veninderne stak hovederne sammen, spændte blikket i Sonjas mobil.
– Hold nu op!
– Sonja! Hvad er det? Hvordan holder den der? Det er så smukt!
– Hemmelig opskrift. Min søn fandt faktisk på det, mens han byggede med LEGO. Da vi skulle transportere kagen, tror jeg aldrig, jeg har været så nervøs, men nu har jeg seks ordrer de næste måneder. Men aner ikke, hvordan jeg når det hele
– Sæt da farmor til at passe ham! Så får hun noget at lave.
– Åh, Lise, hvor du dog er naiv! Sonja grinte. Det interesserer hende ikke, hun får straks ondt alle vegne.
– Kan du ikke sende drengen og hans far på besøg hos farmor?
Sonjas hånd frøs over koppen.
– Olga! Du er genial! Både hun og han vil være glade, og de er ude af vores hår. Suppen på hendes tallerken, på hendes territorium. Jeg skal bare udlevere lidt slik til knægten, så holder han hende frisk!
Pigerne lo, for de kendte Sonjas søn. Fik han for meget sukker, var han et lille vilddyr. Til alle børnefødselsdage vågede Sonja over ham, så han ikke fik for meget kage.
– Olga, hvordan går det egentlig med dig? Lise vendte sig. Du er næsten tavs i aften. Driller din svigermor ikke?
– Hvornår skulle hun dog gøre det? Der er jo ikke gået lang tid siden brylluppet, Sonja slikkede skeen og rynkede næsen. Hold op, hvor meget sukker skal der være i marengs?
– Du må tage over og lære dem hvordan det skal gøres! lo Lise, men tav, da hun så Olga.
– Jeg ved ikke, piger. Her er så stille, det føles forkert. Når jeg hører på Sonja, tænker jeg, at sådan burde det da ikke være.
– Måske har du været heldig med en rigtig svigermor. Lise trak på skuldrene. Ikke alle får sådan et festfyrværkeri som Sonja.
– Tja Olya mindedes pludselig sin bryllupsdag og hvad hendes kommende svigermor, Maren, sagde.
– Oline, jeg er hverken brød eller guldmønt, der skal tiltale alle. Du kender mig slet ikke, jeg kan være skrap, men for mig er familien vigtigst. Din mand valgte dig så må der være grund! Jeg ser måske ikke alle dine kvaliteter, men du har charm og forstand beviset findes i dit eksamensbevis. Resten må vi se med tiden. Jeg kommer ikke med gode råd uopfordret, men jeg hjælper, hvis det behøves. Alt andet vi må se.
Oline blev helt forbløffet over Marens ærlighed. Det var mærkeligt, når folk siger den slags om sig selv, især til nogen, de kun har mødt nogle få gange.
Oline mødte Alexander til en fælles vens bryllup. Hun stod lidt for sig selv, hobetal af piger gjorde sig klar til at gribe brudebuketten. Så trådte en lille tæt fyr hen til hende. Oline, i sko med hæle, ragede næsten et hoved over ham.
– Hvorfor prøver De ikke at gribe buketten? Vil De ikke giftes?
– Nej.
– Hvorfor? Er det ikke alle pigers drøm?
– At blive gift?
– Præcis.
– Falsk information! Mange vil meget hellere elske og elskes end have papir på det.
– Så hvorfor leger du ikke med?
– Fordi jeg knapt kan stå på mine hæle at hoppe er endnu værre!
De talte sammen hele aftenen og gik hjem sammen. Alexander fulgte Oline hjem, kyssede hendes hånd og bad om hendes nummer.
Oline lå vågen i timevis bagefter, lod hånden hvile, hvor kysset havde været, mens hun forestillede sig, hvad mormor ville sige.
– Hun ville have sagt: “Endelig!” Oline grinede stille, mindedes sin mormors milde smil.
Sofie Margrethe havde opdraget barnebarnet alene, efter hun mistede sin søn og Olines mor drog til København for at arbejde. I starten kom breve, små gaver, penge, men så forsvandt hun bare. Mormoren stod til at efterlyse hende, da moderen sendte et brev, hvor hun undskyldte, for hun var blevet gift og ventede et barn. Oline blev først glad, men forstod, at mormoren var hendes eneste familie. Moderen glemte hende; Oline blev aldrig nævnt mere. Hun hørte aldrig fra sin mor hverken brev, opringning eller interesse for, hvordan det gik.
Den tid fyldte Oline med skam som teenager, vred og stædig, lod hun alle følelser gå ud over sin stakkels mormor. Godt nok fortrød hun mange ting. Men ét var sikkert: Uanset hvad, stod der altid suppe på bordet, og de blide hænder strejfede sortfarvet hår og slap først, når Oline trængte sig igen.
Da Oline var 15, blev mormoren syg, og alt vendte op og ned. Borte var vennerne, byture og alt det sjove nu var der kun medicin, tidspunkter og lektier. Oline tog sig sammen, kneb hænderne sammen og græd ikke, mens mormoren visnede bort.
– Oline, du skal lære! Du har kun dig selv nu. Jeg ved ikke, hvor længe jeg holder. Lad mig gå med ro i sjælen.
Takket være sin seje mormor kæmpede hun videre. Lægerne gav kun et år, men Sofie Margrethe holdt ud til Oline var igennem studenterhuen.
Moderen kom, to måneder efter begravelsen.
– Jeg kunne ikke forlade børnene undskyldte hun, uden at se Oline i øjnene.
Hun blev vred, da hun hørte, at lejligheden og sommerhuset var gået alene til Oline.
– Det er ikke retfærdigt. Man skal dele.
Noget i Oline brast. Alt det, der var blevet opsparet, skreg hun ud, græd, råbte alt det, hun manglede fra sin mor. Mindet om timerne ved mormors sygeseng, hvor hun i tankerne tryglede hendes hjerte om aldrig at stoppe fordi, så længe det bankede, var hun ikke alene.
Moderen lyttede tavst, pakkede sammen og tog væk for altid.
Forvirret pustede Oline sig op til at klare sig alene. Hun holdt sit løfte til mormoren. Studiet klarede hun uden store problemer, det sværeste var balancen mellem job og skole. Lise, hvis far ejede et dansk møbelfirma, fik hende ansat.
– Far tvivler, men jeg ved, jeg kan stole på dig.
Smukke, kloge Lise sejrede på arbejdet, men havde aldrig held med mænd.
– Hvor bliver manden dog af? Nu burde jeg vente mit tredje barn! Men ingen steder er han
Olines to næreste var Sonja og Lise. De fulgtes siden folkeskolen, uanset hvor forskellige deres opvækst var. Lise voksede op i en tryg familie. Sonja kun med sin mor, de havde knapt råd til brød. Oline, Sonja og Lise delte alt selv mormors hjemmebag.
Lise, der var blevet advokat, snuppede moderen i fortroligt møde og ordnede tingene diskret. Moderen sås aldrig igen.
Så var der Alexander. To år sammen, så bryllup. Lise greb brudebuketten, nappede en af Alexanders venner til dans.
– Skal vi danse?
Oline og Sonja fnisede. Lise flirtede løs med den høje fyr, men kort tid senere droppede hun ham uden forklaring.
– Ikke min type!
Både Sonja og Oline lod det ligge. Noget havde aldrig stemt.
Maxim dukkede knap så tit op, men han roste altid Oline overfor Maren med nærmest iver.
Så, efter et par år, blev Oline gravid. Det var som et lille mirakel, de havde ikke turdet tro på. Hun var allerede i gang med fertilitetsbehandlingen, da det lykkedes. Alexander støttede hende 100%. Og så gravid!
– Det er et vidunder, Alex! Oline græd frit, selv foran svigermor Maren, der var til fødselsdag.
– Det bedste i verden! Alexander omfavnede hende og sendte Maren et undrende blik, da hun rystede på hovedet.
– Er der noget galt, mor?
– Jeg ved ikke Det skete så pludseligt.
– Hvad vil du sige med det?
– Stol du på din kone, Alex?
– Ja! Og det skal du heller ikke tvivle på! han svingede uden om et hul i vejen og så på moren. Forstår ikke din mistillid.
– Jeg glæder mig nu, sagde Maren og kiggede ud ad vinduet.
Så kom lille Jakob, og Oline forsvandt ind i babytågerne. Maren blandede sig ikke, men hun bakkede op, når hun blev spurgt om hjælp.
– Oline! Hallo, vågn op! råbte Lise foran Oline, der sad helt væk i sine egne tanker. Er du der?
– Ja, blev bare lidt stille. Men, piger, lad os holde humøret oppe. Lise! Hvordan går det på herrefronten?
Oline kiggede på telefonen Maren havde slet ikke ringet for at spørge, hvornår hun kom hjem. En formidabel svigermor, tænkte hun. Det var Maren selv, der havde insisteret:
– Ud og få lidt luft, jeg bliver med Jakob!
– Tak sagde Oline, men der var altid som en lille sten mellem hende og Maren. Noget skarpt; måske usagt. Hvad var det dog?
Så ringede telefonen. Olines hjerte sprang et slag over.
– Oline Marens stemme lød underligt hul.
Hvad der skete bagefter, forsvandt i tåger. Veninderne slog hende i ansigtet, forsøgte at få hende til sig selv. Lise ringede, Sonja skænkede hende vand, og nogen bestilte taxa.
Derhjemme sad Maren, pludselig ældet, og rakte stille Jakob til Lise.
– Følg mig? Jeg er bange.
Alexander var død i en ulykke; kørte i et åbent kloakhul. Bilen blev kastet, snurrede rundt og kørte direkte ind i en lastbil.
Oline forsvandt ind i sorgens tåger. Hun græd i skjul, skrubbede reolerne med raseri hvad kunne hun ellers gøre? Hun tilbød Maren at flytte ind, men nej.
– Kan ikke Hans ting og værelse. Jeg bilder mig ind, at han bare kommer ind i køkkenet og beder om pandekager.
– Det bad han aldrig mig om.
– Det skal vel være noget særligt for hver af os? Maren smilede sørgmodigt. Han lod mig lave pandekager, når han kom. Men han sagde, dine var bedst.
Jakob vadede rundt mellem mor og farmor. Forstod ikke, hvorfor de var kede af det, eller hvor far var blevet af.
Oline så, hvordan Maren blomstrede op med barnebarnet og bad hende hjælpe mere. Jakob kastede sig om halsen på hende, og Oline vidste, det var rigtigt.
Efter et halvt år, tæt på nytår, blev alting værre. Tanker om, at dette skulle have været første jul i bjergene sammen, plagede hende. Alexanders gamle drøm om at prøve at stå på ski.
– Jeg indtager pisten, og du bygger snemænd!
– Du skal lære at stå først, drillede hun. Siden må du besejre alverdens bjerge.
Hun kvæstede råbet i sig, da hun pakkede ferien væk. Maren brød ind.
– Hvis ikke til Norge, så et andet sted? Hvis vi er sammen? Nytår Jakob måske kan huske det.
Oline sagde ja. De drog mod et vinterkoldt Skagen. Det regnede uophørligt. En dag gik de langs det grå Nordsø, så bølgerne skylle ind.
– Mørkt, sagde Oline og rettede på Jakobs hue. Han hoppede glad for hver bølge.
– Det vælter Som selve livet, Maren omfavnede sig. Da gik Oline hen og lagde armene om hende. Hun blev selv overrasket, for hun havde ellers aldrig rørt sin svigermor.
Maren lænede hovedet mod Oline.
– Det gør godt, at I er her
– Er?
– Ja, Oline. For jeg var tæt på at miste jer også.
– Jeg forstår ikke?
– Maxim! Maren sagde navnet skarpt, og Oline stivnede.
– Hvad med Maxim? Oline forsøgte at huske sidste gensyn.
– Han besøgte mig. En uge efter. Sagde, han ville hjælpe, men
– Men?
– Han ville sige, at Jakob ikke er Alexanders barn. Han hentydede måske til sig selv. Sagde, at du løste jeres problem på “den måde” for Alexander kunne jo ikke selv.
Oline lod hænderne falde.
– Og du troede på det? hendes stemme sitrede, så Jakob kiggede forundret.
– Hvad tror du? Maren tog hende i hænderne. Ville jeg være sammen med jer, hvis jeg troede på det svigt?
Oline var tavs.
– Jeg smed ham ud. For jeg så, han løj. Og vigtigst: Alexander stolede på dig! Hvis du vil, Oline, vil jeg gerne blive hos jer, og du kan lære mig bedre at kende. Det behøver du ikke, men det har jeg brug for.
– Sig ikke mere! Oline så op. Vi er familie. Som min mormor sagde: “Hvad er en familie, hvis ikke den holder sammen?” Ellers er det bare røg.
– Jeg vil heller ikke bare være røg, sagde Maren og holdt Jakob tæt.
De gik hjem gennem de våde gader og talte og talte. Oline syntes for første gang, hun talte rigtigt med Maren.
Pludselig standsede hun.
– Men hvorfor gjorde Maxim det?
– Jeg aner det ikke, Oline. Ondskab Folk kan gøre meget mærkeligt ud af misundelse eller andet. Jeg vil ikke vide det. Og nu er han ikke i vores liv.
– Godt det samme
Oline undlod at fortælle om, hvordan Maxim også besøgte hende og at Lise havde råbt ham ud af døren.
De næste par dage gik med snak. Jakob søgte skiftevis trøst hos dem begge, og de kyssede ham, mindedes Alexander og tænkte på fremtiden
Et halvt år senere trak Oline de glemte hæle frem. Hun stønnede:
– Kinesisk tortur!
– Skønhed kræver ofre, lo Maren og hjalp hende med lynlåsen.
– Kan man ikke være smuk i ballerinaer?
– Næh, så fejer du gulvet med kjolen!
Hun tog fat i Jakobs hånd og pegede på brudebuketten.
– Tag den med. Vi kommer for sent.
– Åh nej! Lise slår mig ihjel, hvis vi for sent til hendes bryllup!
Lises bryllup var overdådigt, næsten hektisk. Alt gik stærkt: borgerligt vielsesritual, ringe, gaver. Oline, som var brudepige, gik over til Sonja, der stod ved bryllupskagen, maven begyndt at bule.
– Hvordan går det?
– Fortrinligt. Blev forsonet med svigermor, ellers var kagen her aldrig kommet! Sonja rettede på kagen. Ingen kan gøre tingene, som jeg vil!
– Hvad er der galt?
– Se! Kagen har fået mærker af transporten, Sonja sukkede. Jeg har brugt tre dage på den!
– Den er genial, Sonja! sagde Lise, der var dukket op bag hende.
– Sig mig, du skræmmer livet af mig! Vil du være gudmor før tid?
– Ikke i dag, søde! Det er min dag. Lad nu være med at hænge med næbbet!
– Jeg Jo Sonja gled ind til kagen, prøvede at skjule den.
Lise lo og lavede snurretoppe med fingeren.
– Jeg kunne ikke modstå. Kagen smagte vidunderligt!
– Er det dig! Sonja gispede, slået af forbløffelse.
– Dræb mig senere, nu skal jeg danse! Lise sprang væk til brudgommen.
– Hvad skal man gøre ved den kvinde… Sonja satte sig træt.
– Hvor er dine?
– Danser.
– Og du, Oline?
– Vi har det godt nu.
– Kalder du Maren mor?
– Jeg holder mig tilbage.
– Tosset! Med sådan en svigermor ville jeg være stolt!
Oline så på Maren, der dansede med Jakob og lo. Måske havde Sonja ret. Og det ord bar meget i sig hér.
– Mor
Hun sagde det lavt, overvågede klangen. Sonja nikkede forstående, og Oline sagde, denne gang fast:
– Mor!
