Så blev de endelig præsenteret for hinanden
Mads, hvad sker der med dig? spurgte Mille efter flere minutters stilhed. Du ser jo helt bleg ud Er du okay?
Ja, jo, det går fint, mumlede Mads, mens han tog sig sammen. Han lagde gaflen fra sig og rakte langsomt ud efter glasset med æblemost, som om han gerne lige ville udskyde samtalesvaret lidt.
*****
Mads stod foran indgangen til opgangen og lod hånden hvile på det kølige, grå metalhåndtag. Han sukkede dybt og var egentlig lige ved at trække døren op, men i sidste øjeblik slap han den. En mærkelig uro havde sat sig fast i ham, og han anede ikke, hvordan han skulle få sig selv til at gå ind.
Han vidste, at Mille og hendes familie ventede de havde aftalt det, og han havde givet sit ord på, at han ville komme på besøg. Alligevel begyndte hans knæ at dirre, som om han var tilbage i folkeskolen, hvor læreren for første gang sendte ham op foran klassen.
Det var ligesom om, der kun manglede ét lille skridt: åbne døren, træde ind, tage op på tredje sal og finde lejlighed nummer 12
Men noget usynligt stod ham i vejen. En underlig angst havde fået ham i sit greb og holdt ham fast.
Alt, hvad han ønskede i det øjeblik, var bare at vende om og spæne langt væk det var ligegyldigt, om det blev hjem eller ud til Amager Strand. Bare langt væk.
Hvorfor sagde jeg dog ja til det her? hviskede han og tog et skridt bagud. Det ender jo med, at de afviser mig.
Mads gik lidt længere væk, kiggede op på tredje sals vindue, hvor et usædvanligt skarpt lys strømmede ud. Det lyste mere end noget andet vindue i karreen, som et fyrtårn, der skulle guide ham præcist hen til det rette sted, så han ikke for vild.
Han var ikke gået forkert. Han var præcis, hvor han skulle være. Han ville bare ikke ind.
Det eneste, der holdt ham fast, var tanken om, hvordan Mille ville reagere, hvis han bare gik. Hun havde jo bedt ham om at komme. Og han havde lovet det.
*****
“Mads, der er lige noget… Du skal ikke blive forskrækket,” sagde Mille aftenen før. “Mine forældre de vil gerne møde dig.”
Mille var hans kæreste, og da hun sagde det, sad de på en café ved Søerne og snakkede om weekendens planer. Han blev forbavset der skete et stop i hans bevægelser, da han stirrede spørgende på hende: Spøgte hun eller mente hun det?
Egentlig var der intet mærkeligt i situationen. Det er jo helt almindeligt at ens forældre gerne vil hilse på den, man holder af. Underligt ville det jo være, hvis de ikke inviterede ham.
Men alligevel …
Mads var rædselsslagen over, at han ville skuffe dem. At han ikke var god nok til rollen som svigersøn, især med tanke på, hvilke standarder hun sikkert var vant til.
For Mille havde ikke bare forældre, hun havde Madame Vibeke, der havde tjent sig op til rektor for et prestigefyldt universitet i København og nu sad med en tung post i Undervisningsministeriet.
Hendes far, Henrik, havde også klatret op ad karrierestigen: Ingeniør på et kæmpe byggefirma, senere direktør i dag ejer af sit eget firma. Mand med forbindelser og magt, personligt bekendt med borgmesteren.
Mille selv, selvom hun kun var lidt over 30, var jurachef for en international finansiel virksomhed.
Og hvad med Mads? Han var 35, stadig systemadministrator på en privat skole, ikke engang med en uddannelse fra universitetet. Lønnen var okay, men der var ingen karriere i sigte.
Hvordan skulle han overhovedet kunne sidde til bords med dem? Hvad havde han at sige? Hvordan kunne han overhovedet se dem i øjnene?
Det er sikkert, du vil vide, hvordan han havde mødt Mille. Det var ganske enkelt tilfældighedernes spil.
En dag havde Mads besluttet sig for en lang gåtur gennem Fælledparken, og det samme havde Mille hun gik med to veninder, men veninderne gik hen for at købe vaffelis, og Mille blev tilbage på en bænk hun skulle alligevel ringe til sin mor.
Mens hun ringede, bemærkede hun ikke, at en ung mand på elcykel kom farende alt for stærkt, lettere beruset og helt uden anelse om at bremse. Mads så det og greb Mille i armen, rev hende væk lige i sidste øjeblik.
Hvad laver du?! udbrød Mille forarget, indtil hun så cyklisten miste balancen, styrte op i en papirkurv og knække styrtet, og med ét stod alting klar for hende.
Så faldt de i snak, mens veninderne stod i kø til deres is. De byttede telefonnumre, aftalte at mødes. Halvt år senere var de nu sammen.
Alt det røg igennem hovedet på Mads, mens han låste sig fast på hendes ord over middagsbordet.
Mads frygtede det møde. Tænkte, at forældrene ville se ham som endnu en lykkejæger. Han havde før oplevet at miste en, han holdt af, fordi han var blevet mistænkt for netop det.
Og nu nu kunne han miste Mille…
Mads, hvad sker der? Du ser helt bleg ud har du det godt? gentog Mille.
Jo, det går, forsøgte Mads at berolige hende. Han lagde gaflen fra sig, tog glasset med æblemost.
Så, kommer du så?
Hvad mener du… hvorhen?
Hjem til mig! smilede Mille. Min mor laver noget lækkert. Og far har fundet noget helt særligt vin frem fra Tyskland, noget han har fået af en gammel ven. Det eneste, jeg behøver fra dig, Mads det er at komme. Kommer du?
Jeg ved ikke… Jeg tror ikke dine forældre synes om mig.
Hvorfor tror du dog det?
Jeg har ingen fin uddannelse, og jeg arbejder bare med computere. De vil sikkert have en advokat eller en erhvervsmand eller en politikersøn, om ikke andet. Jeg er jo langt fra noget særligt.
Vær nu ikke så nervøs… sagde Mille og tog hans hånd. Mine forældre er bare mennesker. Og du kender dem slet ikke endnu. Kom nu i morgen klokken syv. Kom, og kom ikke for sent.
Jaja, nikkede Mads, men han var slet ikke sikker på, om han havde modet i sig.
*****
Så kom dagen.
Mads stod foran Milles opgang klokken fem i syv på en aften, hvor kulden bed ham gennem jakken. Han anede ikke, hvad han skulle stille op.
Han vidste jo godt, at han en dag ville møde forældrene. Han ville giftes med Mille, hvis hun gav ham chancen.
Men han håbede næsten, at han kunne finde en undskyldning bare et halvt år senere, hvor han sandsynligvis ville få et nyt job i IT-afdelingen for firmaets nye filial i Aarhus. Så ville han måske fremstå lidt mere anstændig, lidt mere værdig deres datter.
Lige idet han var ved at smutte, vibrerede mobilen i lommen. Opkald fra Mille.
Hej Mads! Alt er næsten klart her. Min mor har snart maden færdig, og far burde være hjemme når som helst. Hvor er du?
Hej Mille… Jeg…
Kan dårligt høre dig, nærmer du dig ikke?
Jo jo, jeg er lige om hjørnet…
Og hvis det er alt det, vi talte om i går, vil jeg simpelthen ikke høre mere om det. Stol nu bare på mig! Jeg kan komme ned og hente dig, hvis du vil.
Nej, nej! Det går nok, svarer Mads hurtigt. Jeg kommer med det samme.
Godt, jeg GLÆDER mig, altså. Vi ses.
Han lagde på og prøvede desperat at finde en ordentlig undskyldning for at udeblive. Men ingen kom.
Tænk, hvis Henrik, hendes far, dukkede op lige nu… Med hastige skridt drejede han om huset, stak en cigaret i munden han havde ellers ikke røget i evigheder, men nu MÅTTE han altså falde til ro.
Der, på hjørnet, mens mørket voksede om ham, stirrede han på den tomme grund overfor. Til venstre var det kun et tomt stykke land Mille havde sagt, at der før lå gamle garageanlæg, nu revet ned for at give plads til nyt byggeri.
Men det eneste, der brød mørket, var en hund, der lå på den frosne jord.
Først blev Mads anspændt for herreløse hunde kan være vilde. Men den her virkede ligeglad; den lå bare der, halvt dækket af is og sne.
Mads kiggede nærmere. Den rørte sig ikke.
Hunden, som slet ikke havde et navn, havde ikke spist i dagevis. Den var engang blevet passet og holdt af nogle børn i en have i Lyngby, indtil forældrene nægtede at tage den med hjem i deres lejlighed. Så blev den hentet af en dame, men hurtigt forladt igen på en mørk villavej.
Efter det havde den vandret planløst omkring, indtil den fandt ro blandt boligblokkene i Brønshøj. Der var rare, rolige børn på legepladsen og ingen store hunde, der jagede den væk.
Men nogle voksne begyndte at se ondt på den og kaste småsten; én af damerne råbte altid, at den var farlig og ville tage deres børn. Til sidst gav hunden op og smuttede selv væk.
Nu lå den og forberedte sig på at dø for sig selv, på det frosne græs.
Mads smed cigaretten, men han havde fået øje på hunden, og han kunne ikke lade være med at gå hen til den.
Hej… har du det okay? sagde han.
Ingenting… Ikke så meget som et blik.
Mads satte sig på hug, tændte lyset på mobilen og mærkede forsigtigt på kroppen. Hunden trak stadig vejret svagt, men var kold som is.
Hvis han ikke hjalp, ville den ikke leve natten over, tænkte Mads. Så han tog den op og gik med tunge skridt hen til en opgang bare for at opdage, at alle døre var låst, med kodelås og det hele.
Mobilen vibrerede og ringede Mille. Men der var ingen hænder fri. Han fortsatte hen til næste blok.
Da han passerede vinduet på tredje sal, hvor Mille ventede, blev han i tvivl. Burde han alligevel bare bede om hjælp? Men hendes forældre ville helt sikkert blive tossede, hvis han stod der med en halvdød gadekryds.
Lige da kom en sort bil langsomt kørende ind på pladsen, smækkende med lygterne. En mand rullede vinduet ned.
Hey, har du brug for hjælp? råbte han.
Det er bare hunden her… Den lå og frøs ihjel.
Hvor er nærmeste dyrlæge? spurgte manden.
Det aner jeg ikke Er der en, der har døgnåbent?
Ikke lige her, men jeg ved, hvor den er. Kom, sæt dig ind. Vi kører nu!
Mads var paf, men satte sig med hunden på bagsædet. Hele vejen ringede føreren til nogen:
Undskyld, skat, jeg bliver lidt forsinket. Der er sket noget her. Ja, ja, jeg forklarer senere. Nej, jeg har ikke set ham. Hvem? Mads? Nej, han var her ikke Men du siger, han skulle komme?
Og så kiggede han tænksomt i bakspejlet på Mads.
Inden ti minutter stod de i klinikken på Nørrebro, og mens hunden blev kørt ind, sad Mads i venteværelset, trykkende på sin mobil for at se Milles beskeder. Han kunne ikke ringe hende op. Alt drejede sig om hunden.
Han glemte helt at sige tak til manden, der havde kørt dem. Da han kom ud på gaden, var bilen allerede pist væk.
*****
Efter fyrre minutter blev venteværelsets stilhed brudt af stemmer. Mads genkendte straks Milles.
Hun kom ind, fulgt af sin mor og til stor overraskelse manden fra bilen.
Hvad sagde jeg, Mille? sagde manden. Han sidder selvfølgelig her og bekymrer sig for hunden.
Hvorfor ringede du ikke, Mads? Jeg var jo så bekymret! sagde Mille og tog fat i hans hånd.
Undskyld, jeg tænkte bare Jeres forældre ville næppe sætte pris på, hvis jeg kom slæbende med en herreløs hund.
Åh, din tosse! Min mor ELSKER dyr. Vi har jo tre katte hjemme alle sammen reddet fra gaden!
Alle sammen?
Alle sammen.
Milles forældre trådte tættere på. Og nu skete det, Mads havde frygtet mest.
Så blev vi da præsenteret, sagde Henrik og rakte hånden frem.
Det, du gjorde, Mads, det viser karakter, sagde Vibeke. Du skulle bare have kommet op til os du kan tro, vi har plads til én hund mere.
Den klarer den, råbte dyrlægen pludselig. Hunden kommer sig.
Den dag fik hunden, som blev døbt Bjarne, lov til at komme med hjem. Nu lå han på en plaid i stuen, omringet af tre nysgerrige katte, som om han aldrig havde været andet end familiemedlem.
På køkkenet sad Mads med Mille og hendes forældre og klinkede krus, mens Bjarne kiggede lidt uforstående på hele scenen men mærkede, for første gang, varme.
Han havde været bange uden grund. Fik venner og familie, ja, måske en slags hjem.
Efter et par dage blev Bjarne stærk nok til at flytte hjem til Mads. Da han pakkede, stod Mille i døren med sin kuffert.
Måske skal jeg også flytte med? grinede hun.
Hvad? Er det alvor?
Ja da! Mine forældre siger, at jeg skal hjælpe til de savner allerede børnebørn! Det haster.
Mads lo, Mille lo, og Bjarne logrede, mens sneen langsomt tøede udenfor.
Det virkede alt sammen, som om det var en underlig, uvirkelig drøm men selv i drømme kan man finde det, man længes efter:
Et hjem, en familie, lidt kærlighed i vintermørket.
Ja, sådan kan historier også skrives på dansk.
