– Signe, skat, jeg ved godt, det er svært, men vi har ikke andre muligheder. Vi bliver nødt til det her. Vi må sælge huset. Når det er gjort, og vi har delt pengene, er der kun nok til en lejlighed et helt andet sted. Jeg ville også ønske, vi kunne blive, men det kan vi ikke, sagde Dorte roligt, mens hun klemte datterens hænder og nu og da tørrede tårer væk fra både Signe og sig selv.
Forandringerne var svære for dem begge.
Dorte og hendes mand, Kasper, havde boet sammen i næsten sytten år. Der havde været både op- og nedture, men de havde elsket hinanden. Enhver skænderi døde næsten ud, før det rigtig begyndte. Dorte, der var opdraget af sin farmor, havde lært det vigtigste om familielivet fra hende: “Der skal være varmt og rart derhjemme! Så din mand ikke søger et andet sted hen efter forståelse og omsorg. Sørg for, at dit hjem føles godt for alle for manden, børnene, gæsterne, dyrene. For alle!
Hun havde nikket dengang, uden helt at forstå, hvad farmoren ville fortælle men hun mærkede, det kom fra et livs erfaring. Dorte kunne huske sin barndoms hjem så trygt og fyldt med kærlighed, indtil ulykken, hvor morfaren døde, da han reddede deres søn og svigerdatter ud af Gudenåen ved familiens sommerhus. Gudenåen så harmløs ud, men lokales om dens skjulte strømme og farer. Farmoren, Marie, gav aldrig sig selv fred for ikke at have spurgt naboerne til råds den dag hun følte, alt kunne have været anderledes. Men Dorte forsøgte igen og igen at sige, det ikke var hendes skyld, dog uden held.
Da Marie tog sig af barnebarnet, blev sorgen skubbet i baggrunden Dorte skulle have et liv, fyldt med glæde. Kun få gange om året, når Marie besøgte kirkegården hos sine kære, slap hun smerten løs og fortalte gravene alt, hvad der skete hjemme hos hende og Dorte, og lovede igen og igen at gøre Signe glad.
Marie gav Dorte et kærligt hjem, en god uddannelse, fik hende gift og nåede også at forkæle sit oldebarn, før sygdommen tog hende fra dem. Da stod Dorte tilbage. Helt alene.
Senere forstod hun, at hendes farmor havde ret om hjemmets betydning, men at der var undtagelser…
De rigtig store skænderier var der ikke mange af mellem Dorte og Kasper. Det var én bestemt ting, der fyldte: svigermor.
Inge-Lise var alt, hvad man forstår ved ordet “Mor” med stort M. Hendes holdning var: Mit ord er lov.
Kasper var hendes sjette barn, men den eneste, hun faktisk fik. Alt, hvad hun havde af moderfølelser, blev hældt ud over ham.
Kasper elskede sin mor måske derfor havde han så svært ved at sige hende imod, selv om han tit prøvede. Ligesom hans far gjorde. Begge valgte at lytte tavst til hendes mange ord og så bare gøre, hvad de selv syntes bagefter.
Kasper trak længe med at præsentere Dorte for sine forældre, for han vidste, hvordan det ville gå. Med Dortes farmor var det anderledes hun hilste han på nærmest med det samme. Da Dorte spurgte:
– Skjuler du mig? Er jeg ikke god nok til at møde din familie? Hvad er det for noget, Kasper? Du drømmer om bryllup, snakker frem og tilbage, men jeg har ikke mødt dine forældre!
Kasper sukkede og kyssede hende: – Frygter bare, du fortryder.
– Åh, fjols! Det er dig, jeg vil giftes med ikke din familie!
Hun var naiv dengang.
Første møde med Inge-Lise var iskoldt: – Hvem var dine forældre, pige?
– Min mor underviste på Sygeplejeskolen, og far var læge. De døde, da jeg var fem. Min farmor opfostrede mig.
– Godt! og så sagde Inge-Lise ikke mere den aften.
Senere, da Dorte og Kasper havde været gift nogle år, begyndte Dorte at tage samme taktik som Kasper og svigerfar lyt, nikk, gør som du selv vil. Men det hjalp ikke meget. Hun kunne mærke, hvordan Kasper blev presset mellem hende og svigermor, og hun prøvede at glatte konflikterne ud og holde roen, men blev til sidst træt af den rolle. Så hun bad bare Kasper om kun at se sine forældre, når det var nødvendigt. Han nikkede lettet og trak hende ind til sig.
Efter svigerfar døde, blev det hele værre. Inge-Lise krævede, at Kasper nu stod til rådighed for hende nu var det hans ansvar. Han vidste det jo godt. Det blev til mange sene aftener hos mor og alt for få hjemme. Sådan havde det måske bare fortsat, hvis ikke Signe, tre år gammel, pludselig nægtede at have noget med sin far at gøre og blev ulykkelig.
– Hun savner dig, Kasper. Ser dig kun i weekenderne, og selv dér er du ikke rigtig til stede, sagde Dorte. Hun kunne mærke, at han var splittet, men sådan kunne de ikke være overfor deres datter.
Dorte blev vred det var over et år, og Inge-Lise havde det faktisk fint. Hun gik på arbejde, var social syntes det var hendes ret at bruge Kaspers tid, men at stjæle Signe fra sin far, det kunne ikke være rigtigt, tænkte Dorte. Selvom hun kunne leve med sine egne ensomme aftener, så ville hun ikke acceptere, at Signe måtte undvære sin far på den måde.
Der blev skænderi af den store slags, men Kasper fik forhandlet sig til kun at være hos sin mor to gange om ugen. Inge-Lise accepterede eller lod som om.
Da Signe fik til opgave i børnehaven at tegne familien som eventyrfigurer, og hun ikke blev færdig i børnehaven, tog hun det med hjem og Dorte kunne ikke holde latteren da hun så resultatet: faren som en dansk viking, moren som Lille Havfrue, morfar som gamle Troldmanden, oldemor som blomstrende æbletræ og farmor… ja, hun blev Kongen af Dunkelskov, en kæmpe med tre hoveder! Det var især flammerne, Signe havde problemer med. Hun ville lige til at bede Dorte spidse den gule farve, da moren allerede havde set tegningen.
Signe brød sig faktisk ikke om farmor Inge-Lise. Hun kom kun forbi til højtiderne, og altid efterfølgende var hendes mor trist og kunne finde på at græde. Signe kunne ikke forstå det hele endnu, men hun vidste, farmor ikke kunne lide mor og prøvede at såre hende. En gang havde Signe forsøgt at skubbe farmor ud af døren – det blev der stor ballade over.
Efter det, kom Inge-Lise stort set ikke mere. Nu blev det dem, der af og til kørte over til hende, men Signe prøvede alt for at slippe. Jo ældre hun blev, jo mere følte hun farmors kompromisløshed kvæle hende. Men først da Kasper døde, forstod hun hende helt.
Kasper døde pludseligt et kraftigt hjerteanfald midt i arbejdstiden. Førtifire år. Dorte fik beskeden, mens hun var på arbejde i det lokale guldsmederi. Hun gik i gulvet, slog hovedet op i montren og forskrækkede sine kolleger. Alt blev kaos.
Omgivelserne blev stille for Dorte. Hun kunne ingenting, hun kunne ikke finde ud af noget. Kaspers venner tog sig af alt det praktiske. Signe blev passet, hjemmet holdt ved lige, og der blev stillet suppe eller te foran hende, som hun ikke drak.
To uger efter Kaspers drømte Dorte om sin farmor hun så hende stå i døren og sagde: – Hvad har du gang i?
– Hvad snakker du om, farmor?
– Hvor er Signe?
– Hun sover vel
– Kom.
Sammen gik de ind til Signe, der skjulte sig under dynen og græd. “Sover hun? Sig mig, Dorte, vågn nu op!” Dorte vågnede, og snart gik det op for hende, at Signes stille gråd var virkelig. Hun løb ind og lagde sig hos hende: – Jeg er her, altid!
Signe klamrede sig til sin mor. “Tak, farmor jeg har dig jo stadig.”
Morgenen efter blev Signe vækket af duften af pandekager noget af det bedste hun vidste fra sin barndom. Dorte havde smidt det sorte sørgebind tiden skulle gå videre.
Forsigtigt fik de hverdagene til at fungere igen. Dorte vendte tilbage til guldsmedeforretningen, Signe gik i skole og hjalp mere derhjemme. Da Signe fik sit pas, fejrede de med kage: – Se far, jeg er voksen nu! sagde hun til billedet af sin far.
En uge senere dukkede Inge-Lise op:
– Godaften, Dorte! Vi skal tale sammen.
De havde ikke set hinanden siden begravelsen, hvor Inge-Lise koldt havde sagt: – Det er din skyld! Hvis ikke du var der, var han ikke død
Den dag, havde Kaspers ven, Dennis, ført en sønderknust Dorte ud af kirken. Han havde gentaget: – Lyt ikke! Livet er, som det er. Kasper elskede dig og Signe mere end alt.
Og nu sad Inge-Lise overfor hende, træt og bleg. Vil du have te?
– Nej! Jeg er her for at afgøre, hvad vi gør med huset.
– Hvad mener du?
Det hus havde de bygget sammen, Dorte havde selv jagtet håndværkerne, mens hun gik gravid. Dagen de flyttede ind, sad som et lysende minde.
Nu blev Dorte fortalt, at hun ikke kunne blive.
– Jeg insisterer. Du må sælge det. Jeg skal have min arvedel.
– Hvilken arvedel?
– Det, jeg har krav på ifølge loven! Og du skal give mig hver en krone.
De lagde ikke mærke til, at Signe stod i døren.
– Gå! hvislede hun.
– Hvad sagde du? spørger Inge-Lise forbløffet.
– Jeg sagde: gå! Kom aldrig mere tilbage.
– Sådan taler man ikke til sin farmor!
– Jeg er som min far, svarede Signe.
– Nej, mere som din mor perhaps
– Stop! Rør ikke min mor! Jeg er ikke lille. Jeg ved præcis, hvad der sker I skal gå nu, og vi vil finde ud af at undgå at se jer igen.
Dorte tog forsigtigt Signe om skuldrene og førte hende ud af køkkenet.
– Tak skat. Gå ind til dig selv, jeg skal nok klare den her, sagde hun og kyssede Signe på panden.
Da Dorte vendte tilbage, forsøgte Inge-Lise at redde sig, men Dorte afbrød bestemt:
– Nok. Signe har ret. Du er ikke velkommen her mere. Jeg kontakter en advokat, du får det, du skal have. Og så er det slut.
– Forvent ikke noget!
– Gør jeg heller ikke. Jeg synes bare, det er trist for dig du sidder til sidst alene
– Det rager ikke dig! udbrød Inge-Lise, greb sin taske og gik.
Signe kom tilbage, fandt sin mor ved køkkenbordet.
– Mor?
– Ja, skat Dorte tørrede øjnene.
– Skal vi virkelig flytte?
– Det ved jeg ikke endnu Men måske. Hvorfor er du egentlig hjemme nu?
– Matematik blev aflyst, Moren til Mads kørte mig hjem.
Snakken faldt igen på dagligdags ting, og de kom lidt videre fra den storm, Inge-Lise havde bragt ind i deres stue.
Senere, mens de sad tæt i sofaen og småsnakkede mens fjernsynet kørte i baggrunden, spurgte Signe: – Mor, hvorfor kan folk ikke bare elske hinanden?
– Der er mange grunde. Tænker du på farmor?
– Ja hvorfor kan hun ikke lide mig eller dig?
– Mig forstår jeg jeg faldt ikke umiddelbart i god jord. Det var, som om jeg “stjal” Kasper fra hende.
– Men det ville du vel ikke?
– Nej, jeg ville bare danne familie. Ville give, ikke tage. Og dig havde jeg også håbet på, hun ville glæde sig over.
– Men det gjorde hun ikke?
– Hun blev faktisk glad, da du blev født. Se her det her lavede hun til dig.
Dorte gav Signe en lille dåbshue og et hæklet tæppe.
– Sikke der er kælet for det
– Ja. Sådan noget laver man kun, hvis man glæder sig. Og for et barn
Signe kiggede længe på tæppet.
– Hvorfor er hun så, som hun er nu?
– Jeg tror, det er ensomhed og sorg. Nogle mennesker kan ikke håndtere den slags og vender det hele udad. Vi har hinanden, hun har ingen.
Næste dag kontaktede Dorte Dennis og fik rådgivning. Svaret var klart: De måtte sælge huset, ingen vej udenom. Opsparingen var brugt til byggeriet.
Senere den dag besluttede Signe sig for selv at handle. Hun kørte ud til farmor, stak hende dåbshuen og tæppet:
– Det er smukt. Jeg ved, du lavede det til mig.
– Kom indenfor svarede farmoren lavt.
Samme aften lagde Signe armene om Dorte: – Mor! Vi behøver ikke flytte.
– Hvad siger du?
– Jeg har snakket med farmor. Hun dropper arven.
– Det forstår jeg ikke
– Jeg sagde, at enten står hun fast, og så mister hun mig jeg vil ikke kende mere eller også lader hun huset være, og vi besøger hende.
– Og hvad sagde hun?
– Se!
Signe lagde et sirligt sammenpakket blondesommerkjole på bordet.
– Hold da op hvor er den smuk!
– Jeg vil have den på til afslutningsfesten! Tænk, hvor lang tid det må have taget
– Ved du hvad, min skat det er et håndværk, der kræver kærlighed. Hun har det svært men hun savner os og især far.
Senere ringede telefonen det var Inge-Lise:
– Hej, Dorte. Signe har fortalt dig det?
– Ja. Og tusind tak for sommerkjolen. Den er virkelig fin.
– Ikke noget at takke for. I morgen klokken et hos notar. Jeg skriver under. Og, Dorte
– Ja?
– Signe er et godt barn. Du har gjort det godt.
Dorte slap ikke telefonen med det samme, men blev siddende længe, før hun lagde på og gik ud og krammede sin datter.
