Dagbog December
Jeg havde allerede taget støvlerne af og sat elkedlen over, da beskeden tikkede ind på Messenger fra min chef: Kan du tage Camillas vagt i morgen? Hun er syg, og der er ingen til at dække for hende. Mine hænder var stadig våde fra opvasken, så skærmen blev straks fedtet. Jeg tørrede dem af i viskestykket og kiggede på kalenderen på mobilen. I morgen var den eneste aften, jeg havde planlagt at gå tidligt i seng og ikke være tilgængelig for nogen jeg skal aflevere en rapport tidligt, og mit hoved larmede allerede.
Jeg tastede: Det kan jeg ikke, jeg har og stoppede op. Inde i mig voksede den velkendte uro, som kvalme: hvis jeg siger nej, så svigter jeg. Så er jeg ikke sådan én, man kan regne med. Jeg slettede og skrev kort: Ja, jeg tager den. Sendte.
Kedlen peb. Jeg hældte vand op i kruset, satte mig på taburetten ved vinduet og åbnede min note, som jeg bare kalder Det Gode. Datoen stod allerede der og et punkt: Dækket vagt for Camilla. Jeg satte et punktum og tilføjede et lille plus, som om det gjorde det hele lidt mere balanceret.
Den note har fulgt mig næsten et år. Jeg startede den i januar, da alting føltes ekstra tomt efter julen, og jeg havde brug for beviser på, at dagene ikke bare flød ud uden spor. Første linje var: Kørte Karen fra femte til lægen. Karen bevægede sig langsomt med sine prøver i posen, og hun var ængstelig for at tage bussen. Hun ringede på døren og sagde: Du kører vel alligevel kan du ikke tage mig med, ellers når jeg det ikke. Jeg kørte hende, ventede i bilen, mens hun fik taget blodprøver og fulgte hende tilbage igen.
På tilbagevejen mærkede jeg irritationen snige sig ind. Jeg ville komme for sent på arbejde, og havde allerede folks klager over lægekøer og ventetider kørende i hovedet. Jeg slugte irritationen sammen med en kaffe på tanken. I noten skrev jeg det ned, forsigtigt, som om det kun var rent og uselvisk.
I februar blev min søn sendt til Jylland med arbejdet, så han afleverede mit barnebarn til mig i weekenden. Du er jo hjemme, det er da nemt for dig, sagde han, mere som en konstatering end et spørgsmål. Barnebarnet dejlig, livlig, med et evigt se! og kom! og skal vi lege?. Jeg elsker hende, men om aftenen rystede hænderne af udmattelse, og hovedet summede som efter høj musik.
Jeg puttede hende, vaskede op, samlede alt legetøjet, som hun alligevel spredte ud igen om morgenen. Da min søn hentede hende søndag, sagde jeg: Jeg er godt nok træt. Han smilede, som om det var en vittighed: Du er jo mormor. Han gav mig et kys på kinden. I noten skrev jeg: Passede barnebarn to dage. Satte et hjerte, for at huske, det ikke kun var pligt.
En dag i marts ringede min kusine og bad om penge, bare til lønningsdag. Det er til medicin, du forstår Det gjorde jeg. Jeg overførte og spurgte ikke, hvornår hun kunne betale tilbage. Så sad jeg i køkkenet og regnede på, hvordan jeg kunne nå lønnen uden at købe den frakke, jeg drømte om. Frakken var ikke luksus, bare den gamle, der var blevet blank på albuerne.
I noten stod der: Hjalp min kusine. Men jeg skrev ikke: Droppede egen frakke. Det virkede for småt at gøre opmærksom på.
I april låste en af de unge kolleger sig inde på toilettet og kunne ikke komme ud. Hun græd og sagde, at hun var blevet forladt og ingen ville have hende. Jeg bankede sagte på. Kom ud, jeg er lige her. Vi sad på trappen, hvor det stadig lugtede af netop færdigmalet, og jeg lyttede til, at hun gentog det samme. Jeg blev siddende, til det blev mørkt og missede min rygtræning, som lægen ellers havde insisteret på.
Hjemme lagde jeg mig fladt ud på sofaen, mens lænden værkede. Jeg ville være vred på hende, men vreden rettede sig indad: Hvorfor kan jeg ikke få mig selv til at sige, at jeg skal hjem? I noten skrev jeg: Lykkedes at lytte til Mette og støtte hende. Jeg skrev hendes navn, fordi det føltes varmere sådan. Skrev ikke: Overhørte mine egne behov.
I juni kørte jeg kollegaen Lise til sommerhuset med alle hendes poser, fordi hendes bil var gået i stykker. Hun skændtes hele vejen med sin mand på højtaler og spurgte aldrig, om det passede mig. Jeg kørte i stilhed. Ved sommerhuset smed hun sine ting ud, sagde bare Tak, du kørte jo alligevel den vej. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke jeg måtte kæmpe mig igennem københavnertrafikken hjem bagefter og nåede sent hjem. Jeg nåede ikke forbi min mor, der så blev fornærmet.
I noten skrev jeg: Kørte Lise til sommerhuset. Det med på vejen sved, og jeg sad længe og stirrede på skærmen, før den gik i sort.
I august, midt om natten, ringede min mor. Stemmen var spinkel: Jeg har det ikke godt, blodtrykket driller, jeg er bange. Jeg fór ud, smed jakke på over nattøjet og tog en taxa tværs gennem byen. I hendes lille varme lejlighed stod blodtryksapparatet på bordet, pillerne spredt over en underkop. Jeg målte, gav piller og blev, til hun faldt i søvn.
Om morgenen tog jeg direkte til arbejde uden at tage hjem. I metroen var mine øjne tunge og jeg frygtede at køre forbi min station. Noten fik én mere: Var hos mor om natten. Satte et udråbstegn men slettede det. Det lød alt for voldsomt.
Hen på efteråret var listen vokset. Den blev lang, som en kvitteringsrulle, man kunne scrolle på uendeligt. Og jo længere, desto mere fangede jeg mig selv i at føle, jeg ikke levede, men aflagde regnskab. At kærlighed er noget, man optjener, en bon, lagret på mobilen, klar til at fremvise, hvis nogen skulle spørge: Hvad gør du egentlig?
Jeg forsøgte at huske, om der nogensinde stod noget for mig selv i listen. Ikke for mig, men af hensyn til mig. Alt handlede om andre, deres smerte, deres planer. Mine egne behov føltes som luner, der burde gemmes.
I oktober skete noget, som ikke gjorde postyr, men satte et mærke i mig. Jeg kom forbi min søn for at aflevere nogle papirer, han havde bedt mig printe ud. Jeg stod i entréen med mappen. Han rodede efter nøgler og snakkede i telefon barnebarnet løb rundt og råbte efter tegnefilm. Sønnen dækkede mobilen og sagde: Mor, nu du er her, kan du så også handle? Vi mangler mælk og brød, jeg når det ikke.
Jeg sagde: Jeg er faktisk også træt. Han kiggede ikke engang op, trak bare på skuldrene: Du kan jo altid. Og fortsatte sin samtale.
De ord føltes som et stempel. Ikke en bøn, bare en konstatering. Noget brændte i mig, sammen med en bølge af skam. Skam over, at jeg ville sige nej. At jeg ikke ville være så nem længere.
Jeg gik alligevel i supermarkedet. Købte mælk, brød og nogle æbler barnebarnet elsker æbler. Stillede poserne på bordet og hørte: Tak, mor. Det lød fladt som et kryds på en tjekliste. Jeg smilede, som jeg nu bedst kunne, og gik hjem.
Hjemme åbnede jeg Det Gode og skrev: Købte ind for sønnen. Stirrede længe på den linje. Mine fingre rystede ikke af træthed, men vrede. Jeg opdagede pludselig, at listen ikke længere støttede mig. Den holdt mig i snor.
I november bestilte jeg tid hos lægen, fordi ryggen nu gjorde så ondt, at jeg knap kunne stå i køkkenet. Bookede via sundhed.dk en tid tidligt lørdag, så jeg ikke skulle bede om fri. Fredag aften ringede mor: Kommer du i morgen? Jeg skal i apoteket og føler mig alene.
Jeg sagde: Jeg har en tid hos lægen. Stilhed. Så: Nå. Så er jeg vel heller ikke vigtig længere.
Den sætning har altid virket. Jeg har altid undskyldt, lovet mig væk, flyttet mine ting. Jeg åbnede munden, klar til at sige: Jeg kommer bagefter. Men standsede. Det var ikke stædighed, men træthed som om jeg omsider så, at mit liv også betød noget.
Jeg sagde roligt: Mor, jeg kommer over efter frokost. Jeg skal virkelig til lægen først.
Hun sukkede, som om jeg havde ladet hende stå ude i vinterkulden. Fint nok, sagde hun. Alt lå i de ord: skuffelse, bebrejdelse, vane.
Om natten sov jeg dårligt. Drømte, at jeg løb med bunker af mapper gennem lange kontorgange, hvor dørene blev lukket én for én. Om morgenen lavede jeg havregrød, tog mine tabletter og gik ud. På venteværelset hos lægen lyttede jeg til snakken om prøver og pension og tænkte ikke på diagnoser, men på, at jeg nu gjorde noget for min egen skyld og det gjorde mig sårbar.
Efter lægen besøgte jeg mor. Købte medicin, gik op på tredje. Hun sagde ikke noget, men spurgte til sidst: Nå, fik du det ordnet?
Ja. Det havde jeg brug for, svarede jeg, uden at undskylde.
Hun så længe på mig, næsten som om hun så en person og ikke kun en funktion. Så gik hun ud i køkkenet. På vej hjem følte jeg lettelse, ikke glæde mere som plads omkring hjertet.
I december opdagede jeg pludselig, at jeg glædede mig til weekenden ikke som pause, men som mulighed. Lørdag morgen skrev min søn igen: Kan du tage barnebarnet et par timer? Vi har ærinder. Jeg skulle til at skrive ja, næsten på rygraden.
Jeg sad på sengekanten med den lune telefon. Det var stille i lejligheden bortset fra radiatoren, der klikkede. Jeg tænkte på, hvordan jeg havde forestillet mig den dag. Skulle ind til København, på udstilling længe haft lyst, altid udskudt. Bare gå rundt blandt billederne. Mærke, at ingen forventede noget, ingen spurgte efter strømper eller hvad vi skulle have til aftensmad.
Jeg skrev: I dag kan jeg desværre ikke. Har egne planer. Sendte lagde resolut mobilen med skærmen nedad.
Svaret kom hurtigt: Okay. Så: Er du sur?
Jeg vendte telefonen, læste beskeden. Mærkede straks mit gamle behov for at forklare, retfærdiggøre, glatte ud. Jeg kunne skrive en lang forklaring: jeg er træt, jeg har også brug for et liv. Men jeg vidste, det ville udvikle sig til forhandling og jeg gad ikke at forhandle om mig selv.
Jeg skrev: Nej. Det betyder bare noget for mig. Og ikke mere.
Jeg gjorde mig klar, som til arbejde. Tjekkede komfuret, lukkede vinduet, tog dankort og oplader. På stoppestedet stod jeg blandt mennesker med poser og mærkede, at ingen behøvede mig akut lige nu. Det føltes mærkeligt, men ikke utrygt.
På museet gik jeg langsomt. Så på ansigter på portrætter, hænder, lyset i vinduerne på billederne. Jeg skulle øve mig i at være opmærksom ikke på andres ønsker, men på mine egne. Jeg fik en kop kaffe i den lille cafe, købte et postkort med reproduktion og lagde det i tasken. Kartonet føltes varmt i hænderne.
Da jeg kom hjem, lå telefonen stadig i tasken. Jeg tog frakken af, hængte den på knagen, vaskede hænder, satte kedlen over. Så satte jeg mig og åbnede Det Gode. Scrollede ned til dagens dato.
Jeg kiggede længe på den tomme linje. Så trykkede jeg plus og skrev: Var på museum alene. Valgte mit eget først.
Jeg slettede sætningen i stedet for andres liv det lød for anklagende. Skrev bare: Var på museum alene. Tog vare på mig selv.
Og jeg gjorde noget, jeg ikke før havde tænkt på. Øverst skilte jeg listen over i to: Til venstre: For andre. Til højre: For mig.
Der stod kun ét punkt på For mig. Jeg læste den igen og mærkede, at noget sank på plads indeni mig ligesom ryggen efter en god øvelse. Jeg behøvede ikke at bevise, at jeg var god. Jeg skulle bare huske, jeg var til.
Telefonen vibrerede. Jeg hastede ikke. Hældte te op, tog en slurk og kiggede først derefter. Mor havde sendt: Hvordan går det?
Jeg svarede: Helt fint. Jeg kommer forbi med brød i morgen. Tilføjede, før jeg sendte: Var optaget i dag.
Sendte, lagde mobilen med skærmen op. Der var stille og det føltes ikke tomt. Det var som et sted, der endelig var blevet mit eget.
