Lille Lise
Søren Vestergaard kiggede nærgående på bukserne og skjorten, inden han irriteret kastede dem tilbage på stolen.
Hvordan kan jeg tage det her på?! Bukserne er jo krøllede, pressefolden er pist væk, og bagpå skinner de, for slet ikke at tale om at jeg har tabt fem kilo på det seneste, så nu hænger de som en sæk. Skjorten er endnu værre, den var engang lyseblå, men nu er den nærmest gråbrun, manchetterne er flossede, og kraven slasket det er jo pinligt! Sådan en skjorte ville Lise ikke engang lade mig tage på i Brugsen ude i landsbyen, og nu skal jeg undervise på universitetet i den. Jeg har ellers aldrig gået op i tøj, men jeg så altid præsentabel ud, lidt en dandy faktisk. Nu? Slet ikke.
Dengang lagde jeg ikke mærke til, hvordan nye skjorter og habitter dukkede op, slips, kasketter og smarte sko det var bare at række hånden ind i skabet, eller sige til Lise, at jeg i morgen skulle være lidt ekstra fin
Åh, Lise, hvad tænkte du på hvorfor gik du væk? Sådan et svigt havde jeg ikke forventet! Hun var ti år yngre end mig, havde aldrig fejlet noget særligt, og heller ikke denne gang var der rigtig noget, der tydede på, at det ville gå galt. Hun havde lidt feber og så den der hoste, der blev ved. Ellers ville hun aldrig være gået til lægen, men fordi hun skulle have fornyet sundhedsbogen til skolestart, gik hun med kollegaerne ned på klinikken.
Det burde have været rutine, sådan som det plejer på det lokale lægehus men direkte derfra blev Lise sendt på hospitalet og så startede det hele, som et mareridt og før nytår var det slut. Søren forstod det jo godt med hovedet, men han kom til at hade den klinik, som om det var deres skyld, at Lise døde, selvom det jo netop var dem, der slog alarm. For ham var det bare, som om det var dem, der satte det hele i gang og så var det deres skyld.
Ham og Lise mødte hinanden, da han var andenårsstuderende og underviste de førsteårige i integralregning på universitetet, og Lise var en blandt mange elever. Han forstod slet ikke dengang, hvorfor han lige lagde mærke til hende! Han var normalt til de farvestrålende, selvsikre kvinder men Lise var et barn med røde frostkinder, fregner midt i februar og små buttede fingre med nedgnavede negle og blækpletter. Og de fingre, det var dem, der gjorde det!
Han syntes simpelthen, det var så nuttet, at han slet ikke opdagede, hvor meget han blev viklet ind, begyndte at følge hende hjem, kom med ind til hendes mormor og lavede kartoffelboller i køkkenet og så var det ligesom for sent, så måtte de jo gifte sig! Selvom hun over de næste 40 år blev dobbelt så stor, klippede de fletninger af, røg to pakker cigaretter dagligt og blev skoleinspektør på byens matematikskole, så så Søren stadig hendes barnlige hænder for sig, mærkede hjerteklem, og havde ikke brug for andre.
Det var dog ikke, fordi deres liv var lutter idyl! I løbet af 40 år havde de haft deres kriser. Søren havde også nogle synder på samvittigheden overfor Lise, en håndfuld småting og to store, hvor han forlod hjemmet. Men Lise hev også engang tre år ud med direktøren for fabrikken, der samarbejdede med hendes skole. Men de havde to døtre, små ankre, der holdt deres fælles skude på ret kurs i stormene.
Det var egentlig uretfærdigt. Først levede de som fattigrøve, klistret op ad hinanden i en lille lejlighed. Så kom pigerne, livets joystick blev styring mellem musikskole, billedkunst, folkeskole, skøjteløb og endeløse børnesygdomme. Nu, hvor de har en stor lejlighed, døtrene bor for sig og lever deres egne liv, og børnebørnene kun ses til jul og fødselsdage ja, nu skete det med Lise, og hun efterlod ingen manual for, hvordan man skulle komme videre!
Søren var så uforberedt, at han knap forstod, hvad der var sket. Selv til begravelsen opførte han sig mere som til et jubilæum end en trist ceremoni, hvilket familien lagde mærke til og tænkte, at han nok ikke tog det så tungt som han burde. Men det var forkert. Det gik bare først rigtigt op for ham nogle måneder senere, da foråret kom og så gik han fuldstændig ned, blev stille, tabte sig endnu mere, og kunne slet ikke holde ud at være alene.
Han kunne ikke engang søge trøst hos døtrene; den ene fløj verden rundt med miljøforkæmpere for at redde delfiner eller kigge på fugletræk, den anden var fuldstændig optaget af sit eget barn og havde ikke plads til far i sit livslayout. Så Søren begyndte at lande hjemme hos venner.
Det var dog ikke hyggelige sammenkomster: han dukkede op uden varsel, spiste grådigt af alt hvad der stod fremme, sov lidt i deres lænestol, drak te og lænede sig til køkkenbordet, dryssede krummer på alting og sad ellers bare der, indtil det blev pinligt, og så slentrede han hjem igen. Dagen efter gentog han det samme.
Hjemme spiste han næsten ikke, selvom han jo i de fyrre år med Lise havde været den faste kok; men for sig selv gad han slet ikke kokkerere. Han så med ét gammel og halvslidt ud vennerne blev faktisk bekymrede, og besluttede at han skulle hjælpes ind i et nyt ægteskab.
Så nu skulle han igen afsted i aften, i teatret endda, med en eller anden Anna Kristensen. Der kommer aldrig noget ud af det. Selv med Lise gik han kun med i teatret det var mest for hendes skyld. Han syntes det hele var så påtaget, kunstigt, kedeligt og ofte ret dårligt. Men Lise sad med stjerner i øjnene, gemte programmer og genfortalte forestillinger til ham, så han kunne ikke nægte hende det.
Nu har vennerne næsten overtaget kommandoen, stikker ham billetter til alskens forestillinger, og han halter med fremmede damer gennem slud i sine stive sko til endnu et meningsløst teater, sidder med smertende ryg i et trangt sæde og bliver kvalt i fremmede damers parfumer, trakterer dem i pausen med saftevand og halvgamle småkager, og drømmer bare om at kunne falde om på sin hovedpude derhjemme, den der endnu dufter lidt af Lise eller også er det bare noget han bilder sig ind. Men det føles uhøfligt at sige nej og fornuften siger ham egentlig også, at det er umuligt at leve helt alene, ikke for ham i hvert fald, selvom meningen med det hele virker uklart.
Anna Kristensen var denne gang faktisk ret frisk og tiltrækkende, yngre end ham med femten år, velplejet, lille af statur, kvik i hovedet og lidt mondæn. Ved siden af hende følte Søren sig næsten dobbelt så gammel. Men hun viste noget interesse, foreslog straks planer til weekenden, og aftenens forestilling var tilmed kort uden pause!
Efterfølgende måtte han jo egentlig invitere hende på café, men hun sagde, at hun boede lige om hjørnet, havde lavet forrygende oksesteg og hjemmelavet tærte og gerne ville dele middagen med ham. Han kunne mærke, at det var velplanlagt men tanken om hjemlig hygge var uimodståelig, så han takkede glad ja.
Hos Anna var der så hyggeligt, man kunne dufte kanel og vanilje, lejligheden var som en æske chokolade, og hun, iført sporty sæt, virkede endnu yngre. Hun var elegant i køkkenet, serverede Søren hjemmelavet mad, snakkede bekvemt og han nåede at tænke, at han godt kunne forestille sig at blive her, langt væk fra al den gamle sorg, og begynde et nyt kapitel.
Men sent ud på natten måtte han alligevel hjem. De havde lavet aftaler udstilling på museet for private samlinger, opdatering af hans garderobe, og lørdag skulle der være frokost hjemme hos Anna. Egentlig ville hun have haft ham med ud til sommerhuset, men barnebarnet skulle passes, så frokosten blev med dem.
Lørdag morgen var Søren hos frisøren og følte sig straks fem år yngre, trak i ny ternet skjorte og bløde fløjlsbukser, købte blomster og chokolade til barnebarnet og troppe op hos Anna. Allerede i opgangen duftede der lifligt af and og bagværk, og Søren opdagede, at han gik og nynnede for sig selv og smilte til sit eget spejlbillede i den gamle elevator.
Anna tog imod ham med åbne arme, ledte ham direkte ind i køkkenet. Hvor er barnebarnet? spurgte Søren.
Jeg henter hende lige, hun ville slet ikke komme ud hun sidder i soveværelset. Søren satte blomsterne i en vase, åbnede vin og saftevand, skar brød og satte sig til bords.
Så, Søren Vestergaard, her er mit barnebarn hun hedder Lise!
Han så store, klare øjne, lyserøde kinder, nogle fregner på den opstoppernæse og Lise kiggede på ham under brynene, nervøs, og bed negle på den ene finger. Søren tænkte: Det er lige før, jeg dør her midt i det hele og så stak han af ud på trappeopgangenSøren mærkede et svimlende sugdet var, som om tiden blinkede, genkendelsen ramte ham med næsten barnlig kraft. Et øjeblik negligerede han alder, tab og savn; han sad bare der og smilede, mens det lille menneskebarn vaklede ham i møde, forsigtigt, men nysgerrig. Hun så på ham, snusede, sukkede lidt og spurgte, helt diskret:
Er du ham med chokoladen?
Han nikkede, rakte æsken frem, og hun greb den med begge hænder, som om hun frygtede, han ombestemte sig. Så satte hun sig stille ved hans side.
Anna smilede et skævt, kærligt smil, som han genkendte fra en fjern fortid, og pludselig var der plads i Søren til meget mere end savn og tab.
Han tog en dyb indånding, mærkede duften af mad og kaffe, hørte latteren fra køkkenet, så Lises korte fingre grave ivrigt i chokoladeæsken, og før han vidste af det, fortalte han hende om kartoffelboller og om dengang, en vis lille pige, havde vundet alt med det største smil.
Anna satte sig ved bordet, fyldte skåle og glas, og omkring dem voksede samtalen ord, latter, små historier som trøstende arme, der foldede sig om Søren. I spejlet over skænkens gamle ramme syntes et svagt ekko af hans gamle Lises hænder at vinke godkendende, som for at sige, at der er flere former for kærlighed, der begynder på ny.
Søren opdagede, at han ikke følte sig borte eller fortabt mere han sad, lige her, midt i virvaret af liv, med pæn skjorte, let hjerte og chokolade på fingrene, klar til at lære en ny lille Lise at bage kartoffelboller og forstå det ubegribelige i, at verden faktisk fortsætter, også for dem, der troede, de havde sat punktum.
Han så op, mødte Annas blik, og denne gang nikkede han ikke kun han smilede helt ind i sjælen.
