Min svigermor havde givet mig både en rynkecreme og en badevægt i gave til min runde fødselsdag. Men denne gang kom overraskelsen ikke til selve festen og hun kunne aldrig have gættet, hvor den ventede på hende. Jeg måtte smutte med det samme.
Min fødselsdag skulle være selve triumfens aften. Jeg var lige blevet forfremmet, min mand og jeg havde endelig betalt det sidste afdrag på vores lejlighed, og jeg svævede nærmest på små skyer, sikker på at fremtiden kun ville bringe skål og varme ord. Men lige som det ringede på døren, trådte min anden mor ind Bente Møller.
Bente kunne altid dele et kompliment, så man havde mest lyst til at gå ud på badeværelset og vaske forlegenheden af sig. Sikke en kjole det kræver mod med de hofter, eller Du er virkelig blevet slank arbejder du dig ikke for hårdt? Hendes omsorg smagte altid lidt af gift. Men denne gang var hun gået all-in.
Du ser ufattelig træt ud
Gæsterne sad allerede om bordet, stemningen var let, bordet bugnede af frikadeller, sild og lagkage. Snart kom gaverne frem, akavet men alligevel hyggeligt. Bente rejste sig og slog dramatisk ud med armene og holdt en tale lang, pompøs og lidt for filosofisk.
Hun talte om tidens gang, om hvordan kvindelig skønhed er som en blomst, der skal passet for ikke at visne, hvordan en mand har brug for en frisk og velplejet kone. Jeg mærkede, hvor det bar hen Noget særligt kom.
Hun rakte mig en pose. Jeg åbnede den, og inde i pakkepapiret var der to æsker. Den første indeholdt en elektronisk badevægt. Den anden et sæt anti-age ansigtscreme med det enorme mærkat: 45+. Dybtvirkende genopbygning til aldrende hud. Mod dybe rynker.
Stilheden var klam. Min mand blev knaldrød i ansigtet, og jeg så ham overveje om han kunne forsvinde under dugen. Gæsterne smilede nervøst og skævede ud i luften. Men Bente strålede:
Det er til fremtiden, søde. Forebyggelse er bedre end helbredelse. Og vægten du sagde jo, at bukserne strammede efter julen. Jeg tænker bare på dig.
Jeg pressede et smil frem, mumlede tak og skubbede hurtigt æskerne ind under bordet. Indeni blev aftenen knust. Jeg forsøgte at holde masken, men var en trykkoger af ydmygelse og vrede.
En kold ret, jeg havde forberedt i et halvt år
Jeg lavede ikke skandale den aften. Jeg smed ikke vægten ud men tanken om at kaste den ud af altanen kradsede. Cremen blev placeret i badeværelset på en hylde til pynt, men jeg havde ingen planer om at bruge den.
Hver gang Bente efterfølgende var på besøg, kastede hun et tilfreds blik på vægten og spurgte nonchalant:
Bruger du det?
Jeg gemmer det til særlige lejligheder, sagde jeg så neutralt jeg kunne.
Samtidig ventede jeg utålmodigt på hendes fødselsdag. Hun fyldte femoghalvtreds stort tal, stor fest, stor mulighed for at vise, at man ikke skal sluge andres omsorg uden at sende et lille signal tilbage.
Jeg tænkte længe. At forære et blodtryksapparat og pigmentcreme virkede for oplagt; det ville være for åbenlyst, at hendes stikpiller havde ramt. Jeg havde brug for noget mere raffineret. Smukkere. Ondere.
Det gik hurtigt op for mig, hvor jeg skulle ramme. Bentes svage punkt var hverken alder, figur eller helbred: hun havde bare et uudtømmeligt behov for at undervise, kritisere og kommentere ALT fra mine gardiner til, hvordan jeg hakkede gulerødder.
Jeg gik ned til Arnold Busck og fandt en rigtig perle; en lækker hardback med titlen Kunsten at tie stille. Sådan holder du mund og bevarer familiefreden. Undertitlen var endnu bedre: Praktisk vejledning for folk med trang til uopfordret råd.
Og for at fuldende det, købte jeg et gammeldags forstørrelsesglas med en fin skaft som noget fra en kriminalfilm.
Det er for cremen og vægten
Hendes fødselsdag blev holdt på Restaurant Røde Hus ved søen. Der var mange mennesker: familie, bekendte, kolleger. Bente havde stjerner i øjnene, nød opmærksomheden, svømmede i komplimenter.
Så blev det vores tur. Poul, min mand, leverede en klog lille tale og overrakte et gavekort til spa på vores vegne. Vi er jo ikke dyr. Man må være ordentlig.
Så smilede jeg:
Kære Bente, det her er personligt fra mig. Noget til sjælen og lidt selvudvikling.
Hun tog posen og pakkede langsomt op og nød opmærksomheden. Først kom forstørrelsesglasset op.
Sikke noget flot Er det antik? Men jeg ser jo udmærket.
Jeg smilede venligt:
Det er til at få øje på folks gode sider, ikke kun fejlene.
Gæsterne smålo endnu uvidende om spidsfindigheden. Bente blev en anelse anspændt men pakkede videre og trak bogen frem.
Hun læste titlen: Kunsten at tie stille
Hun så op på mig.
Er er det en bog? spurgte hun, stemmen rystede svagt.
Ja, Bente. Du gjorde mig så kærligt opmærksom på min ydre side til min fest jeg tænkte, det må være godt også at styrke det indre og lidt harmoni i familien. Det kan være gavnligt ligesom jeg havde glæde af din creme.
Hendes kinder blev rødplettede. Hun kunne ikke skabe en scene det ville bare bevise, at bogen ramte plet. Tørt mumlede hun:
Tak. Meget specielt.
Hun lagde bogen væk, som om den var en levende ørentvist.
Er du nået til kapitlet om takt?
Vi brød ikke kontakten. Der var heller ikke scener bagefter. Noget langt sjovere skete: spillereglerne skiftede.
Den aften forstod hun noget nu er det en leg for to. For hvert lille stik har jeg også en pil parat. Og den rammer, hvor smilet sidder ekstra fast.
De første par uger ringede hun kun til Poul. Hun var kølig, officielt korrekt, overfor mig. Men så skete der næsten et mirakel: de uopfordrede gode råd blev mærkbart færre.
Hun kommenterede ikke længere på min vægt eller drillede med maden. Og hver gang hun var ved at sige noget pænt, stirrede jeg hende direkte i øjnene og spurgte:
Nåh, Bente, hvordan går det med bogen? Er du nået til afsnittet om takt?
Så blev hun stille.
Nu står vægten og samler støv oppe på hemsen. Cremen har jeg indrømmet brugt på mine fødder, de blev faktisk blødere, så tak for det. Og bogen stod hjemme hos hende på natbordet sidst jeg var der, med et bogmærke sådan cirka midtvejs.
Det virker altså.
