– Mille, er du færdig? Jeg kommer for sent i skole! Line ryster Kristoffers sidste skjorte og hænger den op på snoren ude på altanen. Altanen er ikke lukket, malingen på væggene skaller af, men det er hendes yndlingssted i lejligheden.
Line går hen til gelænderet og standser, som hun altid gør. Fra syvende sal har man en fantastisk udsigt over åen og kvarteret. Morgensolen brager ned over det hele, foråret er sprunget ud, og hele landskabet er badet i lys. Line kniber øjnene sammen og holder fast om gelænderet med sine slanke fingre. Dér er livet! En lys fremtid, alt er klart og så skarpt, at det gør ondt i øjnene! Og det skal nok gå hende godt. Alt skal nok lykkes, bare hun får styr på tingene.
En lille sky glider hen foran solen og kaster skygge et øjeblik. Line ryster sig og vender tilbage til nuet. Alt bliver igen nøgternt, som det plejer. Sådan går det tit. Først drømmer man, og så rammer virkeligheden. Selvom Hvad var det nu, Sofie altid sagde? Virkeligheden er, hvad vi selv gør den til? Det kommer bare an på én selv? Måske har hun ret. Sofie er virkelig klog. Hun har gået på universitetet og siger, at Line også sagtens kan komme ind, hvis hun vil. Men Line sukker. Det er bare ikke nok at ville noget. Man skal også tænke og vælge, siger hun til sig selv. Som det er nu, kan far ikke klare det hele selv. Små søskende kræver meget, og pengene er næsten sluppet op. Det betyder, at Line må vælge mellem universitetet eller at finde et arbejde. Lige nu er der ingen andre muligheder end at finde et job og hjælpe far.
Hun kigger på sit lille ur, som hun fik af far i anden klasse, og gisper. Nu kommer de for sent! Hun tager den tomme vasketøjskurv og skynder sig ind.
Mille sover med hånden under kinden og ser så sød ud, at Line bare må stoppe op og se på hende. Hun er simpelthen så smuk! De lange øjenvipper hviler på kinderne, og de lyse krøller flyder ud over puden. Det kræver lidt ekstra at rede dem, men Line nænner ikke at klippe dem af. Sådan noget skal passes på. Dem havde mor også. Line rynker panden. Hun bryder sig ikke om at tænke på mor. Man kan bære over med meget, men svigt kan hun aldrig tilgive. Mor forlod dem. Lille Mille var for lille til at kunne huske mor. Så lille, at hun nogle gange kaldte Line for mor, hvilket nogle gange fik de andre på legepladsen til at kigge mærkeligt. Line smiler, når hun tænker på, hvordan hun første gang fik skældud af de andre mødre.
De flyttede til denne lejlighed, efter bedstemor døde, og far arvede hendes bolig. Den gamle toværelses var for trang, så de skiftede til bedstemors rummelige fireværelses.
Bedstemor var streng og utilnærmelig, professor på universitetet, og hun holdt sig helst for sig selv, for naboerne var ikke kloge nok, sagde hun altid. Da Line var mindre, forstod hun ikke så meget, men siden undgik hun helst at besøge bedstemors lejlighed. Hun brød sig ikke om, hvordan bedstemor talte til andre. Selvfølgelig hjalp hun, som hun skulle, men hun bed tænderne sammen og holdt ud, mens bedstemor talte ned til hende.
– Du ligner din mor. Og du bliver nok aldrig til noget, medmindre vores gener alligevel skinner igennem. Men på din far var der ikke meget at gøre, så det er nok ikke sikkert. Det eneste, der kan redde dig, er viden! Du må uddanne dig ellers ender du som din mor.
Line svarede aldrig. Det duede ikke at modsige bedstemor. Far skældte hende heller aldrig ud, men hendes hjerte krympede sig, når hun så, hvordan han trak sig ind i sig selv resten af dagen. Derfor prøvede hun at lade være med at diskutere og gjorde bare arbejdet færdigt, og når hun gik, var det på en og samme tid en lettelse. Kun én gang mistede Line selvbeherskelsen og råbte af bedstemor og besluttede aldrig at fortryde det.
– Dine bror og søster er sikkert ikke din fars børn! Jeg vil ikke vide af dem! Jeg vil ikke have, du nævner dem i mit hjem, forstår du?
– Så kommer jeg heller aldrig igen! Line knyttede næverne og kiggede lige på bedstemor.
– Hvad sagde du? Bedstemors stemme var så overrasket, at Line et øjeblik tøvede, selvom hun et sekund før havde lyst til at smadre hele samlingen af porcelænsfigurer, som hun tørrede støv af. Hun hadede dem. Over to timers arbejde, bare for at fjerne støvet under bedstemors skarpe blik Men bedstemor passede på dem, så hun ville ikke have børnene på besøg. Porcelænet var for dyrt, for børnene var jo ikke hendes børnebørn, sagde hun.
– Jeg kommer aldrig igen! Line løb ud i gangen, trak jakken på og smækkede døren bag sig. Da hun kom hjem, så hun Mille sidde og pludre i kravlegården og gik bare ind og tog hende op.
Du er min! Og Kristoffer er min! Vi hører sammen, ligegyldigt hvad folk siger! Vi har kun brug for hinanden!
Far kiggede forundret ud fra badeværelset, hvor han var i gang med at vaske børnetøj. Line stod midt i stuen og græd. Mille strøg hende på kinderne med små fingre og brød også ud i gråd, da hun mærkede tårerne. Kristoffer, som lavede lektier i køkkenet, kom løbende.
– Hvad sker der?
– Aner det ikke!
– Piger, altså! Kristoffer trak på skuldrene og lagde armene om begge søstre. Råber ynder! Skal vi spise? Far og jeg har lavet pasta.
Bedste ringede en time senere. Line satte forsigtigt tallerkenen i vasken, slukkede vandet og satte sig på en stol med benene trukket op. Det ville ende i ballade
Men hun tog fejl. Far kom ud i køkkenet, lagde armene omkring hende og kyssede hende på håret.
– Du behøver aldrig mere tage derhen.
– Hvorfor?
– Fordi ingen skal træde på dig eller dem, du elsker. Uanset om de er i familien.
Line åndede lettet op. Nu kunne hun bruge tid på sine egne ting og søskende, uden al bedstemors evindelige kritik.
Bedstemors død kom halvandet år senere. De sidste to måneder havde Line igen set hende, efter hun var med far på hospitalet. Den gamle, udmagrede kvinde i sengen var næsten ikke til at kende. Men hendes tone forandrede sig ikke. Line sad rankt og hjalp sygeplejerskerne, til de kunne gøre deres arbejde.
– Du er en enestående pige sagde oversygeplejersken og klemte Lines skuldre. Og din bedstemor Bær ikke nag, min pige. Ulykkelige mennesker kender ikke lykken. De forstår intet, når de går bort.
Sidste gang, Line så bedstemor, lå hun stille og så op mod den grå himmel. Line pakkede sit hæfte og blyant sammen.
– Jeg skal gå nu.
– Vent – Bedstemors stemme var næsten uhørlig. Tilgiv mig, min pige. For alt Pas på din far.
Line nikkede, tog tasken og gik ud, men vendte så om, kyssede hende let på kinden.
– Sov godt. Jeg kigger forbi i aften.
Hun nåede lige at se bedstemor vende hovedet væk, inden hun løb. Skolevejen tog næsten en time alt var på nippet.
Bedstemors død kom samme dag. Line tog det tavst, samlede de små og gik med dem ind på værelset. Far mistede sin mor. Line vidste, han ville sidde alene på køkkenet, stirre ud i luften, så tørre tårerne væk og gå i gang med morgendagens madpakker.
Flytningen var svær. Mille var syg, Kristoffer drillede og lavede ballade. Far løb mellem arbejde og børn. Line pakkede kasser og håbede bare, at det ville blive anderledes i det nye hjem. Hun vidste ikke, hvem hun bad til, men følte sig hørt.
Hos bedstemor fik de alle pludselig deres egne værelser, men hurtigt blev Milles seng flyttet ind til Line, for Mille sov stadig dårligt. Kristoffer holdt til i køkkenet, hvor Line lavede mad og lektier. De lagde bøger ud over bordet, mens de snakkede om lektier og dagens problemer.
– Husk at salte kartoflerne! siger Line, mens hun løser fysikopgaver. Den slags har hun aldrig været god til.
– Line, suppen koger! Hvad gør jeg nu?
– Vent, jeg kommer nu! Line lægger pennen og går i gang med grøntsager.
– Det går ikke op! Kan du hjælpe mig med de negative tal, Line?
– Selvfølgelig! Hvad er problemet?
Mille sidder ved det lille bord og tegner, for hvis de større børn gør det, må hun også prøve.
Efter flytningen skulle Line tage sig meget af børnene, mens far passede sit arbejde. Det gik an med Kristoffer, men Mille krævede mere. Børnehaven hjalp, men Mille var ofte syg, og så måtte Line blive hjemme.
Det ændrer sig, da Line tilfældigt møder naboen Sofie på legepladsen. Der var masser af børn og voksne med god tid til at sladre. Mille vil gynge, men der er kø.
– Mor! råber Mille, og damerne spidser straks ører.
Mor? Er hun ikke for ung? Hvad sker der her? Snakken breder sig.
Mille tuder, og Line ved ikke, hvordan hun får hende væk.
– Hva foregår her?
Lines hjerte springer et slag over det lyder næsten som bedstemor. Stemmen får stilhed, da Sofie, en smart, velklædt kvinde med sin dreng på armen, træder frem.
– Heldigvis du er her, Sofie. Nu kan du se selv vi har fået en ny nabo, det kan da ikke være meningen.
Sofie trækker på skuldrene, samler legetøjet sammen og spørger køligt:
– Hvad er problemet?
Den ældre dame med den skarpe stemme folder armene.
– Se nu på hende, Sofie! En pige, der allerede har fået barn! Hvad sker der med sådan noget? Du ved da bedst du er jo uddannet. Skal man ikke gøre noget? Hun burde være i skole, ikke have ansvar for et barn! Børn har bedst af at komme i plejefamilie, hvis familien ikke kan tage sig af dem!
– Er det alt? spørger Sofie og løfter øjenbrynet.
Line kan mærke, at damen har mere på hjerte, men hun taber alligevel pusten, mumler lidt surt og smutter.
– Det var så det! Sofie ser sig rundt. Må jeg spørge hvad hedder du?
– Line. Og det her er Mille.
– Mit navn kender du bare drop alt det med tante og fru.
– Skal vi bare sige Sofie?
– For Guds skyld! Sofie griner. Bare Sofie, ikke noget med tante. Jeg er jo næsten ikke engang ældre end dig.
Line kan ikke huske, hvordan det gik til, at hun og Sofie blev venner. Nogle ville måske undre sig, men det var, som om de havde brug for hinanden, lige meget alder og livserfaring.
Meget hurtigt forstår Line, hvorfor Sofie har respekt og ligefrem kan skræmme lidt i gården. Hun er jurist og hjælper mange med familieret. Hun ved meget og holder altid tæt.
– Tænk på alt det, jeg ved om folk her! smiler hun, mens hun hjælper Line med at tage gardiner ned. Det er lidt mærkeligt stof, disse her.
– Hvorfor er folk bange for dig, Sofie? spørger Line nysgerrigt.
– Fordi alle gerne vil fremstå bedst muligt. Men hvis folk begynder at høre sandheden, falder det hele jo til jorden som et korthus. For der er mange, der ikke ser til deres børn, gamle forældre eller lige ordner sig den arv, de kan komme til…
Line nikker. Netop derfor besluttede far, at de skulle væk fra den gamle lejlighed væk fra dem, der vidste, hvorfor mor ikke boede med dem mere.
Sofie er den første, Line fortæller om sin mor. Hun er så vant til at bære alting selv, at hun ikke har vidst, det kan være en byrde. Hendes sår vokser, især efter bedstemor døde.
En dag beder Sofie hende fodre katten.
– Jeg har møde i retten, og jeg ved ikke, hvornår jeg er hjemme, måske først sent kan du ikke lige klare det? Ellers jamrer han hele natten.
– Men det er jo bare en kat!
Sofie griner.
– Ja, men så får jeg ikke sovet, fordi han vækker mig og kradser mig, hvis han er sur.
– Kan du ikke bare lukke døren?
Sofie tager Line med ud i køkkenet og peger på Boris, der ligger på sofaen.
– Se! Når jeg lukker, begynder han straks at hamre på døren og han stopper ikke, før jeg åbner.
Katten brummer, da Sofie samler ham op.
– Nogle gange tror jeg, det er ham, der ejer lejligheden, ikke mig.
Så viser hun Line, hvor maden står, og går.
Line bliver forsinket skolen trak ud, Mille ville ikke tage overtøj på, og i butikken var hun længe om at vælge chokolade. Kristoffer havde brug for lektiehjælp. Først klokken otte kommer hun til Sofie.
– Undskyld Boris! Det var ikke med vilje! hun hælder mad op til den utilfredse kat.
Døren smækker og Sofie sætter tasken og synker sammen.
– Tak fordi du kom, Line.
– Sofie, jeg
Men Sofie vifter, sætter sig og begynder at græde. Line bliver overrasket. Sofie har altid været så stærk. Men nu græder hun.
Line sætter sig ved siden af og lægger armen om hende.
– Undskyld, Line Det har været en hård dag, og der er ingen at dele den med. Min mor er væk, og der er ikke andre tilbage.
– Du har da mig? Line smiler forsigtigt.
Sofie smiler gennem tårerne og aer Lines krøller.
– Jeg har altid ønsket mig krøller. Kvinder vil altid have det, de ikke har Krøller og… et barn.
Hun tier. Line forsigtigt:
– Men krøller kan man jo få lavet. Et barn?
– Her Sofie finder en plastikmappe frem. Det her er min dom. Ingen børn til mig. Aldrig. Og det er min egen skyld. Husk det nogle fejl koster for meget.
Hun fortæller Line det hele. At det hele gik hurtigt, så snart de havde besluttet sig. At hun og Mads blev glade, den dag hun fortalte om graviditeten. At de havde kendt hinanden altid, at forældrene var gamle venner, at de ikke kunne forestille sig livet hver for sig. De havde lagt familieplanerne på hylden indtil efter rejsen, efter jobbet, efter lejligheden. Og så skete det alligevel men på deres ferie på Kreta mistede hun barnet, efter en scooter kørte dem ned.
Hun mistede barnet, hun skulle hele og var knust. Lægen sagde, hun skulle glæde sig og få positive oplevelser, men Mads kunne ikke være i det. Hun gik ind i sorgen, han trak sig, og det gik skævt.
De blev skilt. Senere så de hinanden i retten, og det gik op for Sofie, at de havde delt så meget, men ikke formået at støtte hinanden på det sværeste tidspunkt. De brugte en hel nat på at tale sammen og prøvede at blive venner igen, men det blev aldrig mere det samme.
Da Mads igen friede, kunne hun ikke sige ja. For han drømte stadig om børn, men lægerne sagde, at hendes krop ikke kunne mere.
– Er du helt sikker? Line mærker forsigtigt på mappen.
– Lægerne siger, der næsten ingen chance er.
– Mindste sandsynlighed er en mulighed. Prøv, før du opgiver!
Sofie krammer Line.
– Du er så klog, Line. Og så ung.
– Gode lærere, mumler Line og rejser sig for at sætte vand over til te.
– Vil du ikke en dag fortælle mig, hvorfor det kun er din far, du har? Hvor blev din mor af? Lad os bytte historier.
Line sætter sig, og for første gang fortæller hun om det hele.
