Falsk Skønhed
Det kan simpelthen ikke passe! Er I virkelig gået fra hinanden? Jeg tror det ikke! Sofie stirrede målløs på mig, og jeg blev helt utilpas ved hendes reaktion. Hendes øjne var vidt opspærrede, øjenbrynene var rykket næsten helt op i panden, og læberne var let åbnede af ren overraskelse. Du var jo så vild med Astrid! Jeg plejede at bruge jer som eksempel på, at kærlighed findes, du ved Jeg har selv drømt om at have et forhold som jeres!
Jo, den er god nok, Sofie. Helt reel Jeg sendte et opgivende blik ud gennem de regnvåde ruder. Blæsten ruskede i København, regnen piskede ned ad vinduet og delte sig i utallige små dråber. Det matchede min sindsstemning på en plet. Jeg følte mig tom. Fem år sammen, og så Intet tilbage kun en hulhed i brystet, dér hvor drømmene, nærheden og de små kærlige øjeblikke plejede at ligge. Knugerne om mine knoer blev hvide, da jeg knyttede næverne, og stemmen skælvede, da jeg fortsatte: Det er slut. Forstår du? Slut
Men hvorfor? Sofie rykkede frem på stolen og så indgående på mig. Astrid ventede trofast på dig hele det halve år, du var på kursus i Aarhus! Hun lod sig ikke engang friste af charmerende fyre og små gaver!
Hvordan kan du egentlig vide alt det, når du bor i Odense? Jeg forsøgte at tvinge et smil frem, men det blev kun til en træt grimasse. Er det dét, I kalder kvindeligt sammenhold?
Jo, jeg bor langt fra, men du glemmer noget væsentligt, svarede hun uden at lade sig slå ud. Hun lænede sig tilbage og foldede armene over brystet, men jeg kunne se den oprigtige bekymring i hendes øjne. Jeg har venner i byen, der har holdt øje med hende. Det eneste, jeg rigtig ved, er, at hun har gjort noget ved sig selv fået ny frisure, begyndt at træne, fornyet hele garderoben. Og det gjorde hun alt sammen, mens du var væk. Hun prøvede virkelig, Jonas.
Ja! Og det var netop der, det gik galt! Jeg sprang op og fór ud i entréen, hvor mobilen lå i jakkelommen. Mine bevægelser var hektiske, som om jeg ville ryste tankerne væk. Fik hurtigt fisket telefonen frem og skyndte mig tilbage til Sofie. Én eneste selfie og hun ville forstå mit chok. Du kan da huske, hvordan Astrid så ud inden jeg rejste?
Selvfølgelig, svarede Sofie, men tøvede, mens hun åbenbart indkaldte billedet i hukommelsen. Sød pige. Glat, askeblondt hår ned over ryggen, store gråblå øjne, yndig næse Hun manglede måske lidt på toppen, men du har jo altid insisteret på, at du var vild med det hele?
Præcis! Hun var perfekt for mig! Jeg råbte halvhøjt, men stemmen døde hurtigt ud. Min hånd knugede mobilen. Hun var mit ideal. Jeg elskede hende, som hun var. Men mens jeg var væk, fik veninderne hende overtalt til fuldstændig at ændre sig. Ikke fordi hun selv ville, men fordi de fyldte hende med idéen om, at jeg ellers ikke ville have hende mere.
Så slemt kan det da ikke være? Sofies stemme var blevet forsigtig, men bekymringen voksede. Hun holdt fast i armlænet, mens hendes pande lagde sig i alvorlige folder.
Se selv! Jeg rakte hende telefonen, nærmest stak skærmen lige op i hovedet på hende. Og dér, på billedet, smilede en version af Astrid, som var nærmest ukendelig.
De fyldige, smukke lokker, Astrid var så stolt af, var nu klippet helt kort og farvet ultrablond. Frisure og farve gav hende et barskt, fremmed udtryk i stedet for den bløde varme, jeg elskede. Læberne? Tydeligvis forstørret til unaturlig fylde, helt ude af proportion. Hun havde tabt sig meget men det klædte hende ikke. Der var noget sygeligt over det nu: fremtrædende kraveben, tynde arme, trætte øjne med mørke rander. Og hun havde fået lavet bryster selvom hun udmærket vidste, hvordan jeg havde det med alt det kunstige.
Jeg stod der i lufthavnen, da hun kom løbende mod mig og jeg overvejede seriøst bare at gå forbi. Mine ord rystede, da jeg huskede synet. Rasende drejede jeg rundt, gav min knytnæve et slag mod væggen og fortrød det øjeblikkeligt, da smerte lynede gennem hånden. Hvad fik hende dog til at gøre sådan mod sig selv? Hvorfor kunne hun ikke indse, at jeg elskede hende, præcis som hun var?
Jeg gik hvileløst frem og tilbage i stuen, slog ud med armene indimellem stivnede jeg på stedet. Ansigtet brændte skiftevis af vrede og blegnede af ubehag.
Sofie kendte mig godt. Hun havde jævnligt hørt mine frustrationer over chefen, der havde sendt mig til Aarhus helle det halve år. Jeg havde forbandet, at jeg ikke kunne få Astrid med, men det lod sig ikke gøre: hun læste psykologi, eksaminerne pressede på, og hun havde sin job på Hvidovre til hverdag. Jeg ringede til hende næsten hver dag. Vi havde grinet, flirter, sagt hvor meget vi savnede hinanden. Og nu kom jeg hjem til en fremmed pige.
Måske forsøgte hun bare at imponere dig? sagde Sofie sagte og gik hen til mig. Det er sket før. Måske troede hun virkelig, det ville gøre dig glad
Jeg smilede skævt, næsten bittert:
Men hun forsvandt jo så! Det var jo hende, jeg elskede ikke den hun prøver at være nu.
Noget af det, der nagede mig mest, var at Astrid næsten ikke ville FaceTime. Hver gang jeg foreslog det, blev hun undvigende altid med et undskyldende smil og et du får nok en overraskelse, Jonas. Noget indeni mig begyndte at frygte, at hun var utro, ikke ville bryde op over telefon. Mistanken nagede men jeg kunne ikke slippe den.
Til sidst bad jeg min gamle gymnasiekammerat Martin, som stadig bor i Brønshøj, om at tjekke op på det hele. Han gik lidt strategisk til værks, spurgte bekendte, holdt øje hvor han kunne og ringede et par dage senere.
Hun laver i hvert fald et eller andet overraskende, sagde Martin forsigtigt. Jeg er ikke sikker på, at du kommer til at elske det Men hun er alene, det er helt sikkert. Hun spørger ofte til dig, det virker oprigtigt.
Hans ord gav mig faktisk ro. Jeg trak vejret for første gang i dage, smilede svagt igen. Astrid havde ikke løjet, hun ventede faktisk på mig. Måske var alt ikke så slemt? Måske var vi okay, trods alt?
I dag kan jeg godt se, hvor dumt det var at sige nej til det billede Martin havde tilbudt at sende. Nej, sagde jeg, jeg vil hellere have overraskelsen. Hvis jeg havde vidst, hvad der ventede havde jeg sat himmel og jord i bevægelse.
Rejsedagen? Jeg var så nervøs, at jeg ikke kunne tænke klart. På flyet fra Aarhus rev jeg i ærmet, trommede på armlænet og tjekkede klokken hvert andet minut. Alt i kroppen spændte, da jeg steg ud i terminalen. Jeg forestillede mig at se Astrid smile, kaste sig i armene på mig. At vi skulle hjem til Frederiksberg, lave kaffe, fortælle hinanden alt fra de lange måneder.
Men virkeligheden var hård. Da jeg så Astrid i ankomsthallen, frøs jeg på stedet. Hun var uigenkendelig. Et øjeblik troede jeg, jeg havde stillet mig til den helt forkerte pige.
Jonas! Hvor har jeg savnet dig! Hun kastede armene ud, men jeg trådte et skridt væk, så hun ikke kunne røre mig. Et øjeblik stivnede hendes smil, og jeg så sorgen og forvirringen i øjnene, inden hun igen prøvede at virke selvsikker.
Kan du virkelig ikke kende mig? Er du så overrasket over min transformation, at du er lammet? hun forsøgte at lyde let, men stemmen rystede.
Ærligt talt, jeg ved ikke, hvor min kæreste er blevet af, sagde jeg mat. Stemmen lød næsten fremmed for mig selv. Er du syg? Eller hvad sker der med det hele? Hvor er dine smukke lokker? Din fine figur? Du var jo naturel, Astrid. Ægte.
Du mener, jeg var buttet, ikke? Hun prøvede at virke ligeglad, men jeg kunne se det sårede blik og knyttede næver.
Hold nu op, lad være med at skåne mig. Jeg ved godt, jeg havde ladet stå til. Men hey, nu er der da ingen der skal skamme sig over at følges med mig! Se selv, jeg er blevet moderne, smart. Er det ikke det bedste?
Hvem har sagt, at jeg overhovedet har lyst til at følges med dig ud nogen steder? svarede jeg køligt. Du var en smuk, ægte pige nu ved jeg slet ikke, hvad du forestiller Du kunne da nok have luftet de planer for mig? Vi plejede at snakke om alt!
Jamen, Jonas, hun har da nærmest fået model-look! sagde en af veninderne, Mette, der trådte frem med et bredt smil. Du skulle vide, hvor mange fyre, der har prøvet på hende efter den makeover! her kastede hun et blik på Astrids nye kavalergang og blinkede tvetydigt.
Jeg vendte mig irriteret mod hende.
Nej, Mette, hun gjorde det ikke for mig, hun gjorde det for sig selv. Jeg så på Astrid, følte vreden blande sig med sorg. Lad være med at gøre mig til syndebuk for det her mareridt.
Jeg gik tættere på Astrid, dæmpede stemmen men sorgen tog over.
Astrid, du kender min holdning. Jeg har altid sagt, at jeg elskede det naturlige ved dig. Nu virker det hele bare så falsk. Jeg kan ikke genkende dig mere.
Efter et øjeblik sukkede jeg tungt og sagde lavt, mere roligt:
I den sidste måned før jeg kom hjem, tænkte jeg kun på at fri til dig. Havde endda købt en ring. Ville bare være sammen, stifte familie Men nu Jeg slog blikket ned. Jeg kan ikke bo med en plastikdukke.
Astrids ansigt blev gråt. Tårerne vældede frem. Hun rakte ud mod mig, men blev holdt tilbage af veninderne.
Jonas, vent jeg ville bare gøre det bedre for os, jeg troede, du ville være stolt af mig
Men jeg gik. Hurtigt ud gennem mylderet. Mit indre kogte af smerte, skuffelse og alt det usagte.
Jeg hørte Astrids stemme bryde sammen, og veninderne prøvede at trøste, som om min reaktion var helt forkert.
Han skal nu nok kravle tilbage, sagde den anden veninde, Camilla, med falsk selvsikkerhed. Du er lækker nu. Du får en, der forstår at sætte pris på det!
Men i virkeligheden var det, der var vigtigt, væk for altid.
Senere samme aften, hjemme hos mig selv og Sofie, fortalte jeg hende hele historien. Jeg dækkede hænderne for ansigtet, og det gik virkelig op for mig, hvor ondt det gjorde jeg havde jo planlagt alt, ville fri, havde forestillet mig alt i mindste detalje. Men da jeg så hende i lufthavnen alt brast indeni.
Hvorfor kan I kvinder ikke bare nøjes med at være jer selv? Stemmen knækkede, og jeg tørrede arrigt tårerne væk. Jeg har altid kaldt Astrid smuk, rost hende, elsket hendes særheder og så går hun alligevel i gang med at slette sig selv for at være noget andet.
Det værste er egentlig ikke engang det, hun gjorde men at det var hendes bedste veninde, som satte det hele i værk. Hun dukkede endda op hjemme hos mig, og prøvede at fedte sig ind. Hun mente, hendes skønhed var mere ægte. Jeg kunne have smidt hende ud fra tredje.
Til slut blev jeg bare siddende knuget og fortabt. Mit hjerte brændte, og sorgen sad tungt som en sten i maven.
Sofie lagde stille hånden på min. Det varmer, selvom intet rigtig hjælper lige nu.
Jonas, du må ikke tage alt ansvaret på dig selv, sagde hun blidt. Du har gjort alt for hende. Du elskede hende det må tælle.
Tænk hvis jeg har taget fejl? hviskede jeg, næsten umærkeligt. Måske burde jeg have forstået, hvorfor hun ændrede sig, givet hende en chance?
Min identitet var i frit fald mellem kærlighed og skuffelse, håb og erkendelse. Noget i mig klamrede sig stadig til ideen om, at Astrid måske indeni stadig var den samme hende, der elskede at drikke varm kakao med mig på en råkold efterårsdag, der grinede, når jeg lavede platte vittigheder, og tegnede hjerter på duggede køkkenruder.
Sofie klemte min hånd og så mig dybt i øjnene:
Du har ret til at føle, hvad du føler. Men hvis du virkelig vil prøve, så tal med hende. Spørg, hvorfor hun gjorde det. Gør det for det, I engang havde, ikke for hendes skyld for din egen. Måske kan I finde hinanden igen. Måske ikke.
Jeg kiggede ud mod de københavnske tage, hvor aftensolen endelig brød gennem skyerne efter al regnen. Jeg fornemmede et svagt håb i farverne.
Måske. Men lige nu lige nu skal jeg bare bruge lidt tid. Til at finde ud af, hvor jeg selv står.
Og hvis der er noget, jeg har lært, er det, at man ikke kan redde en, der ikke vil reddes. Man kan kun være ærlig om, hvem man selv er og hvad man virkelig savner og elsker ved et andet menneske. Ingen falskhed kan nogensinde erstatte ægte kærlighed.
