Kun ikke igen, tænkte jeg lavmælt, mens jeg så ned i vasken med det varme sæbevand. Klokken på komfuret viste præcis “1:15”. Huset var stille. Inde ved siden af lå lille Alberte og puttede trygt. I soveværelset sov Rasmus nok allerede halvvejs ind. Lampen over spisebordet kastede en blød, gul cirkel over den halvtomme kop kamillete, jeg havde glemt varme for længst.
Så skar et insisterende dørklokkesignal gennem stilheden alt for langt, alt for energisk, med små pauser hvor man nåede at tænke: Vær nu sød, næste gang i stedet, tak. Fra det dunkle soveværelse kunne jeg høre Rasmus mumle spørgende, halvt i søvne men genkendende:
Er det ham igen?
Jeg tørrede mine hænder af i badekåben, kæmpede mod et gab det slags, hvor man har lyst til at sige: Jeg sover, verden, giv mig fred og gik gennem gangen til døren. Følelserne snoede sig indeni: mindre irritation, en smule skyld over at være irriteret, mest dog en tung træthed, som et vådt uldtæppe.
I dørhullet stod Peter Jørgensen, min svigerfar, genkendelig som altid: bredskuldret i sin slidte læderjakke, den gamle kasket på sned, med et stort papkarton klemt ind til siden. Ved hans fødder lå en Netto-pose selvfølgelig, der var altid de der småkager, præcis de samme hver gang.
Jeg åbnede døren.
Maja! Peter lyste op, som var det højlys dag. Ikke gået i seng endnu? Fint nok, jeg skal bare lige ind fem minutter.
Godaften, Peter, sagde jeg prøvende muntert. Klokken er altså nat, hvis du ikke har set det.
Natten er endnu ung! grinede han. Og det er jeg jo også, så længe benene bærer. Luk du bare den gamle ind, jeg har fundet noget sjovt.
Han viftede med kassen. Ovenpå sad en falmet mærkat: Film 8mm. I hjørnet stod med rystende håndskrift: 1978, Nytår, Huset. Der lugtede af gamle kommoder og fortid, det jeg kun kendte fra billeder.
Tro det eller ej jeg fandt den! Peter skyndte sig ind forbi mig, inden jeg nåede at sige Kom bare ind. Den lå oppe hos naboen, og jeg så straks: Det der er min! Han troede mig ikke før han så skriften det er Lise, sagde han.
Navnet på Peters afdøde kone, Lise, faldt som et lille genfærd mellem væggene.
Rasmus dukkede søvnigt op i døråbningen, iført en slidt T-shirt og et par jogginbukser.
Far… Du ved godt det er nat?
Det bedste tidspunkt til at mindes, svarede Peter straks, helt frisk. I jeres alder begyndte danseriet jo først nu.
Jeg mærkede trætheden trykke i hovedet for hver livlig sætning, Peter kastede af sig. Men samtidig blev jeg overrumplet af en tanke: Han er jo alene. Der er mørkt hos ham. Måske frygter han natten?
Skal vi ikke sætte os i køkkenet? Hvis vi altså holder stemmen lav Alberte sover.
Selvfølgelig, smilede Peter, mens han nikkede og tog jakken af med sædvanlig larmen. Musestille, det lover jeg.
Musestille? tænkte jeg. Han ringer som et brandvæsen.
***
I køkkenet satte Peter sig straks på den samme stol som altid tæt ved radiatoren. Ryggen har aldrig brudt sig om kulde, sagde han. Jeg satte en kop foran ham og hældte te op med indøvet, søvnunderskudt rutine.
Rasmus gned øjnene og så over mod kassen.
Hvad er det?
Vores film, svarede Peter med festivitas. 8mm. Her er din mor, dig som lille og juletræet, og så faster Berit, du ved, med næsen …
Jeg satte mig på stolen på siden klokken var nu 1:28. Peter virkede bare til at være startet.
Jeg husker, vi åbnede døren det år fortæller han over midnat, Svend og Gitte dukkede pludselig op. Sne hele vejen. Men vi sagde: Kom bare ind! Her er åbent døgnet rundt! Lise sagde: han tænkte sig om Om natten skal dørene kunne åbnes for dem, der har allermest brug for det.
Sætningen satte sig fast i mit hoved. Peter kørte videre, smilende og varm.
Skal vi nogensinde se filmen? sukkede Rasmus.
Jeg har ikke nogen fremviser mere, indrømmede Peter. Jeg tænkte måske I havde?
Her i en toværelses? spruttede jeg. Ligger vel også mellem flygelet og trykkeriet, ja …
Peter hørte ikke ironien. Det løser sig, vi kan bare få den digitaliseret. Du er jo IT-mand, Rasmus. Indtil da: Så fortæller jeg i mellemtiden.
Han fortsatte, ord og minder fossede ud. Første kamera, haveturen, Lises latter mellem snefnuggene … Natten eksisterede slet ikke for Peter i de historier.
Jeg lyttede kun halvt. Tankerne kredsede i takt: I morgen op klokken syv. Vuggestuen. Rapport. Jeg kan snart ikke holde øjnene åbne …
***
En dæmpet lyd gjorde mig opmærksom. I døråbningen stod et lille lyserødt natspøgelse: Alberte. Gnubbede sig i øjnene, håret i totter.
Mor … hviskede hun, mens hun stødte mod dørkarmen.
Kom skat, hvad laver du oppe? Jeg løb straks hen og samlede hende op.
Øh … drikke … og … jeg drømte igen om bedstefar.
Peter rettede sig stolt:
Se, børn mærker båndene.
Alberte skimmede ham, søvndrukken.
Du drømmer altid ind til mig om natten. Du banker og banker. Og jeg kan ikke lukke, for håndtaget er brandvarmt.
Uroen strammede om min mave. Rasmus kneb øjnene sammen.
Det lyder da uhyggeligt? hviskede han lavt.
Nej da, fastslog Peter, det er bare barnebarnets sjæl, der kalder på bedstefar.
Eller på ro, tænkte jeg, men sagde:
Kom, Alberte, tilbage under dynen. Bedstefar kan også besøge dig i drømmen … om dagen.
Også om dagen? spurgte Alberte.
Peter sendte et åbent, forundret blik.
Det kan han sagtens, svarede jeg. Og det er meget bedre.
Hun krammede sig ind til mig. Jeg bar hende ind, puttede hende igen og lyttede med ét øre til den dæmpede samtale i køkkenet. Peter snakkede stadig for energisk klokken to om natten.
Jeg lagde mærke til, at bare ti minutter igen var vekslet til næsten en time. Tåge under øjnene, brudte rutiner og træthed, der voksede som lavendelkrattet omkring huset.
I gangen tikkede uret. 1:55. Jeg tog en ekstra dyb indånding. Det var som om mit tålmodighedsbarometer også var begyndt at bippe alarm …
***
En uge tidligere ringede jeg til Katrine min gamle veninde fra universitetet. Jeg trængte sådan til at læsse af.
Hvad kan jeg sige? klagede jeg. Endnu en natlig invasion. Som om vi driver døgnåbent café Hos sønnen.
Katrine grinede medfølende.
Maja, du har min dybeste sympati. Dit hjem er besat af nattevandrende bedsteforældre.
Sjovt, sukker jeg. Men jeg mener det. Jeg er så træt … Jeg kan ikke engang falde ordentligt i søvn mere. Hele tiden den tanke Hvad nu hvis han ringer igen? Og han ringer jo! Halv et. Halv to … Altid bare lige ti minutter.
Tag det som et natekspeditions-spil, grinede Katrine. Nat-udfordringen: Op, tænd for elkedlen, hør historien og så præmien: småkager.
Jeg kunne ikke lade være at smile.
Han har altid de samme tørre havrekiks med fra Netto …
Det er blevet et symbol, sagde Katrine. Hvad med at bytte roller og ringe til ham klokken et i nat?
Du er ond, pustede jeg.
Nej nej, grinede hun. Men grænser skal de gamle også kende. Ellers tror han jo, at I er med på den.
Det er min svigerfar, Katrine … Han er alene. Lise er død, Rasmus er enebarn. Hvad skal jeg sige: Kom ikke om natten, Peter? Hans blodtryk … minder …
Dit blodtryk! Dine nerver! Du har også grænser at passe, Maja. Man skal nogle gange beskytte sig selv for at blive ved med at kunne give. Det er okay.
Ordene om grænser gav mig mere uro. Jeg voksede op med, at en god svigerdatter hun tolererer. Hun sætter ikke fod ned.
***
Peters første natlige besøg skete et halvt år efter Lises død. Dengang troede jeg, det var én gang. En nat, hvor sorgen blev for stor. For mørk og ensom.
Vi lå i sengen. Næsten sovende. Pludselig rystede dørklokken huset.
Hvem ringer dén tid? Jeg satte mig op, forskrækket.
Kling, igen insisterende og fortvivlet. Rasmus var allerede ude. Da døren gik op stod Peter der krøllet, uden jakke, i en slidt striktrøje og uden kasket. Øjne blanke.
Undskyld, mumlede han, og gik ind uden at vente svar. Jeg magtede bare ikke at sidde alene derhjemme.
Der hang duft af tobak og natteluft om ham, i hånden den berømte pose havrekiks.
Far, hvad er der sket? spurgte Rasmus.
Ikke noget … jeg ville bare … lige se jer.
Jeg kom til at tænke på Lises bisættelse. Og hvordan Peter der havde mistet orienteringen i livet.
Vi satte ham med te og sad ikke mange ord, han nippede bare til småkagen.
Vi plejede ofte at drikke te om natten, sagde han stille. Hun elskede det; vi mødtes nærmest ved kiksreolen i Netto …
Hvem kunne sende ham hjem der? Ikke jeg. Kom som du behøver, Peter, sagde jeg ved dagsgry.
De var bogstavelige ord. Han kom, hver gang behovet meldte sig og stadig oftere efter midnat.
***
Da jeg prøvede at tale med Rasmus, trak han bare på skuldrene.
Du ved jo han altid var natteravn. Hele mit liv har han siddet oppe til sent. Også da jeg var dreng.
Men så sad han hjemme, mumlede jeg. Nu sidder han hos os …
Vores hjem er hans forlængelse, Maja. Han savner selskab derhjemme især om natten.
Men jeg savner søvn, svarede jeg ærligt. Jeg bliver bange for at falde i søvn: Tænk hvis han ringer igen …
Rasmus var stille. Han balancerede selv i nogen mellemting irriteret, men også medlidenhed.
En nat gik jeg ikke ud til dem. Jeg blev bare i sengen, lod som om jeg sov. Dør åben, skramlen, stemmer. Senere listede jeg ud.
Peter sad alene ved bordet, familien sov. Han sad med en stak gamle fotos i skæret fra lampen.
Se her, Lise … mumlede han. I din yndlingskjole. Du troede, jeg ville stoppe med at elske dig, hvis du blev rund. Men jeg svarede aldrig skulle ha sagt, at du var min …
Han pegede på et foto.
Lille Rasmus … Se, ved det gamle TV, hvor vi så midnatsfilm. Engang dukkede Svend først op efter klokken ét …
Ordene blev bønner i tomheden.
I døren tænkte jeg: Han er jo ikke et monster. Bare en voksen dreng, som er faret vild i stilheden.
Irritationen blev ikke mindre. Men nu var den farvet af en dyb, ubehagelig med-lidenhed.
***
Én nat prøvede jeg at tage gas på situationen.
Tidligt forår, lune nætter. Peter ringer på som sædvanligt. Jeg tager min mest blomstrede silkekåbe og min lyserøde søvnmaske sat op i håret. Rasmus fnes:
Filmstjerne, hva?
Ja, i nat viser vi Besøg hos Peter, snerrede jeg.
Jeg åbnede med et teatralsk smil.
Godnat, velkommen til natsekspressen i aften: te, småkager og søvnunderskud!
Peter brød ud i latter.
Nutidens unge! sagde han lykkelig. Jeg troede I var som alle andre i seng ti, op seks!
I køkkenet demonstrerede jeg, at nu var der kaffe på kanden og at vækkeuret skulle ringe alligevel.
Vi kan da bare gøre det til en tradition, foreslog jeg: Klokken-midt-nat-café. Men vi dropper natteroderiet klokken seks!
Jovist, men det er da værd at huske, mente han. Barndommens nat-tog. Natten har jo de bedste samtaler.
Så sagde han: Der er døre, vi skal holde åbne. For nogen har måske bare rigtig meget brug for det.
Ordene sidder stadig fast i mig. Rørende og faretruende.
De glemmer bare vi også er mennesker herinde, tænkte jeg, men sagde højt: Og så er der vinduer, vi bør lukke, så vi ikke bliver forkølede.
Peter fangede sjældent dobbeltheden. Snakkede videre historier på stribe, uanfægtet af mine trætte øjne.
***
En gang lod jeg døren være lukket.
Alberte havde feber. Jeg havde endelig lagt hende, satte mig på sengen så: ding-dong. Lige da jeg behøvede ro.
Rasmus var på nattevagt, vi var alene. Jeg sad bare. Dørklokken lød igen, to gange mere så blev der stille.
Jeg talte til hundrede. Til tohundrede.
En stemme i mig hviskede ironisk: Se, du lukkede ikke op. Og verden faldt ikke sammen.
Om morgenen lå en Nettopose foran døren. Havrekiks. Let fugtige af dug. En lap: I sover. Ville ikke vække jer. P.
Intet bebrejdende. Bare den pose.
Jeg mærkede både skam og arrigskab: Hvorfor er det kun mig, der skal have dårlig samvittighed for bare at ville sove?
***
Efter endnu en nat så huset ud, som om det havde fået træk. Koldt, tungt, vasket for energi.
Alberte snottede hun var oppe i køkkenet uden sokker, da Peter fortalte historier. Hun fik feber. Jeg lignede en panda, klistret til arbejdsmøderne med kaffe-krus.
Om aftenen, da jeg satte suppe over, knækkede noget indeni.
Jeg kan ikke mere, sagde jeg lavt.
Hvad mener du? Rasmus tændte for elkedlen.
Jeg mener, jeg vil ikke leve efter hans døgnrytme. Vi er ikke en åben natcafé. Vi har barn, jeg har job. Jeg føler ikke jeg bor her længere.
Han ville svare med et Men det er jo… jeg stoppede ham.
Nej, vent. Jeg har hørt det et år nu: Han er alene, Det er synd for ham. Hvad med mig? Jeg er også mor og menneske. Ingen spørger mig.
Jeg holdt pause.
Kan vi ikke bare aftale: i aften siger vi det. Sammen. Ikke flere jokes eller undskyldninger; bare ærligt: Jeg trænger til en nat med ro.
Vil du forbyde ham at komme?
Nej, sagde jeg. Bare at det ikke bliver efter klokken ni. Det er ikke en udsmidning. Bare en grænse.
Rasmus så på mig.
Han bliver måske ked af det, hviskede han.
Jeg er allerede såret, svarede jeg stille. Over at ingen har mærket efter, hvad det gør ved mig.
Lettelsen over at sige det højt var ny og uventet.
Ok, nikkede han. Vi prøver.
***
Da Peter kom den nat med sin spolefilm, gik det hele op for mig.
Familiefester 1979, stod der. Han placerede den stolt midt på bordet.
Se! Den fandt jeg. Det er et helt liv!
Må vi ikke forklare noget først? begyndte jeg varsomt, mens Rasmus skænkede te.
Hvad nu? Kan det ikke vente? Skal vi ikke være glade over fundet?
Jeg signalerede til Rasmus.
Peter, vi elsker, at du kommer men vi bliver nødt til at tage snakken.
Om hvad da? Sagde han skævt.
Om natten … og dag og …
Han blev alvorlig. Jeg fortsatte langsomt.
Du kommer næsten altid efter midnat. Det føles naturligt for dig det er minder. For os er det søvntid. Rasmus skal på arbejde, jeg skal, Alberte skal i børnehave. Vi er udmattede.
Forstyrrer jeg? Hans stemme blev svagere.
Rasmus blandede sig:
Far, vi elsker, at du er her, men vi kan ikke klare natteroderiet. Specielt ikke Maja og Alberte.
Jeg kan mærke angsten hver gang telefonen ringer efter klokken ti, indrømmede jeg. Og Alberte … hun siger håndtaget brænder, når du kommer i drømmen.
Peter så lidt tomt fra os til filmæsken.
Jeg troede … det var som i gamle dage. Jeg og Lise vi havde altid åbent derhjemme.
Men vores dør skal være lukket om natten, sagde jeg mildt, men fast. Fordi vi også elsker os selv og hinanden.
Der blev stille.
Vil I ikke … ha mig længere? hviskede han.
Jo, straks svarede jeg. Bare ikke midt om natten. Kom om dagen, aftal på forhånd. Vi laver te og køber din yndlingskiks.
Far, vi vil bare ikke sidde søvnløse, supplerede Rasmus.
Langsomt sagde Peter:
Jeg troede ikke, jeg tyngede jer. Når jeg ikke sov, tænkte jeg I heller ikke gjorde.
For første gang slap noget i brystet på mig.
Jeg glæder mig til at se filmen. Men lad os gøre det lørdag eftermiddag alle sammen, om dagen, sagde jeg. Så ligger roen ikke i ruiner for nogen.
Han nikkede.
Hvis jeg … pludselig kommer til at ringe om natten …?
Så ved jeg, det er alvor. Men ikke for te og småkager. For det tager vi frem i dagslys, svarede jeg.
Jeg vil også helst snakke ordentligt, sagde Rasmus, ikke være halvsovende og glemme det halve.
Peter smilede forsigtigt.
Åh, gamle fjols … troede hver gang det bare lige var ti minutter.
De minutter er jo efterhånden blevet til år, sagde jeg let.
Han smilede mere åbent.
Vi gemmer filmen til lørdag. Nu går jeg hjem.
Jeg fulgte ham ud; han brugte evigheder på jakken.
Maja, hvis jeg glemmer mig …?
Så tænker jeg, du har brug for det. Men jeg åbner ikke altid, for jeg er også kun et menneske.
Noget nyt måske respekt dukkede op i hans blik.
***
Lørdagen oprandt.
Vi havde lånt en gammel fremviser fra et vennepar. Stuen var omdannet til biograf: mørklagte gardiner, et stort hvidt lagen på væggen.
Peter sad forrest, filmen som en skat i hånden. Alberte krøb ind på mit skød med sin kanin. Rasmus baksede med apparatet.
Da filmstrålen lyste op, begyndte billederne. En ung kvinde i sommerkjole smilende som solskin i stuen. En ung Peter, mørkt hår, ingen rynker og lille Rasmus, rund og ærlig.
Nytårsbord mandariner, rullepølse, småkager, serpentiner. Skiltet på døren fanget: Vores hjem er altid åbent. Også om natten. For venner.
Det stak i hjertet.
Det skrev Lise, mumlede Peter bevæget. Hun syntes, dører aldrig skulle lukkes.
På filmen åbner Lise grinende døren og byder folk indenfor. Lyset, latteren, livligheden … Klokken dér: 1:05. Og håndskrevet: Her er åbent for familie altid.
Peter græd sagte med ryggen til.
Alberte faldt i søvn op ad mig, tryg og tung. Rasmus lagde armen om mig. Vi sad i mørket, milevis fra nattetimerne.
Forstod det pludselig:
Peters natlige besøg var ikke gammel vane det var forsøg på at holde minder levende, på ikke at lukke for fællesskabet.
***
Filmen stoppede. Kun lampen lyste op. Peter tørrede sine øjne.
Undskyld, sagde han dæmpet. Jeg troede … jeg kom med noget godt. Så jeg ikke følte mig alene.
Du er ikke alene, svarede jeg stille. Ikke mere. Men nu prøver vi en dagstradition.
Nogle dage efter gik jeg i Netto. Plukkede med vilje havrekiksene i grøn pakke og fandt også en sølvgrå termokande med bjerge på. Holder varmen i otte timer, lovede skiltet.
Derhjemme pakkede jeg termokanden sammen med kiksene og en ekstranøgle på en lille nøglering.
På et kort skrev jeg: Peter Jørgensen du er altid velkommen. Specielt om formiddagen. Termokanden for varme, nøglen for frihed. Ring gerne først. Kærligst, Maja, Rasmus og Alberte.
Jeg ringede til ham om eftermiddagen første gang jeg selv tog initiativet.
Kom til te, Peter. I morgen tidlig! Ring, hvis du vil komme.
Han lo, tydeligt lettet.
Er det her en officiel invitation?
Vores nye tradition. Uden natlig sumpe.
Næste dag stod han for døren præcis ti. I ren skjorte, med en buket margueritter.
Til dig, Maja, for din tålmodighed.
Og under armen en stor bamse med nathue.
Til Alberte så bedstefar kun fortæller godnathistorier, ikke banker på i drømmen.
Jeg lyste op helt inderligt.
Kom ind, nu er der te.
Solen malede firkanter på bordet, teen duftede, havrekiksene knasede. Alberte legede glad med bamsen, Rasmus fortalte om arbejde, Peter gengældte historier om tog og forvekslinger.
Det var præcis den samme venlige svigerfar. Bare føltes det nu rigtigt på tiden.
Da jeg puttede Alberte om aftenen sagde hun:
Mor, bedstefar kom ikke i min drøm i nat.
Hvordan var det så?
Fint. For han var der rigtigt i dag. Ikke bare en drøm.
Jeg smilede i mørket.
Lad os holde fast i det, viskede jeg.
Natten rullede ind over huset uden et dørklem, uden uro. Jeg vågnede, fordi jeg var udhvilet ikke, fordi nogen havde forvildet sig gennem min grænse.
Og jeg forstod for første gang: Man kan godt sige fra, stille og roligt, uden skam og verden bliver ikke værre. Folk forsvinder ikke. Nogle gange, får vi bare allesammen lidt bedre søvn.
