Morfar er her ikke længere
Line var lige kommet hjem fra endnu en forretningsrejse. Hun havde hverken nået at tage overtøjet af sig eller pakke kufferten ud, da hendes mor ringede.
Der var noget usædvanligt nervøst over Bodil Jensens stemme. Line lagde dog ikke synderligt mærke til det.
Måske skyldtes det bare træthed.
Linemus, er du hjemme nu?
Hej mor, ja, jeg kom endelig hjem. Gik lige ind ad døren. Hvad så, hvorfor ringer du? Er der sket noget?
Det er godt… Det er godt, du er hjemme.
Line mærkede straks, at moren havde noget på hjerte, men hun trak tydeligvis samtalen i langdrag. Hun vidste ikke, hvor hun skulle starte, eller måske tøvede hun af andre grunde.
‘Det er vel bare endnu en runde sladder fra opgangen, hun ikke kan vente med at dele,’ tænkte Line. Men hun var ikke lige i humør til det nu.
Hun havde allermest bare lyst til at kaste sig ned i sengen og sove. Natten i toget havde næppe tilladt en ordentlig lur.
I kupeen ved siden af havde fire unge mænd moret sig højlydt hele natten. De sang sange til guitar og havde ikke tænkt sig at lade være.
Endda om hende sang de:
Blomstrede æbletræer i lunden,
Disen drev over danske eng.
Op ad bakke stod Line,
Mellem grønne stik og sten,
lød det inde fra kupeen.
Hvis Line havde været i godt humør, havde hun måske trukket på smilebåndet… Men det eneste, hun ønskede, var, at guitaren ville springe en streng. Det skete selvfølgelig ikke.
Mor, jeg lægger mig lige og slapper lidt af fra rejsen og gør mig i stand. Så ringer jeg senere, og så kan vi snakke, ikke?
Jeg er bange for, det ikke går… sukkede moren.
Hvad mener du? Det ikke går? Line begyndte først nu at ane, at noget var galt.
Du får ikke ro til at slappe af.
Hvorfor ikke? Jeg har været på forretningsrejse. Jeg har da fortjent fred. Jeg venter ikke gæster og skal ikke ud nogen steder. Eller er der noget, jeg ikke ved? Det er vel ikke dig, der har tænkt dig at overraske mig uden varsel?
Linemus Morfar er her ikke mere…
Line blev bleg og satte sig tungt på sofaen, telefonen klistret til øret.
Det var altså Maria Thomsen, hans nabo, der ringede mig op i morges. Hun gik op med lidt mælk, og så lå Svend Erik, ja på dørtrinnet, med hånden om hjertet, helt stille. Han havde sikkert ligget der hele natten. Vi må tage til landsbyen og begrave ham. Naboerne hjælper, hvis det er. Hører du efter, Line?
Nu var Line så forbløffet og chokeret, at hun næsten ikke kunne sige noget. Men hun fik dog fremstammet et svagt Mm.
Maria ringede til hans familie, men de nægtede blankt at komme. Sagde, at hvis han havde efterladt dem arv, ville de måske have overvejet det. Men ellers var der ingen grund til at spare på penge og tid. Huset, du ved, er jo ikke meget værd længere, ingen gider bo der Bodil tog en kort pause, før hun fortsatte:
Jeg må indrømme, jeg har heller ikke det store ønske om at tage derop. Svend Erik sagde jo selv, at han aldrig ville se mig under sit tag igen. Hans begravelse inkluderet. Jeg lovede ham for din skyld jeg ikke kom. Så nu står det altså til dig, min pige. Kan du tage afsted, Line? Vil du tage afsked med morfar?
Telefonen blev tavs. Også Line var stille. Hun stirrede på det lille skab, hvor der lå et brev fra hendes morfar.
Det sidste brev, poststemplet for en måneds tid siden.
Hun havde ikke nået at få det læst, da hun stadig var på farten med arbejde.
Det var tredje gang indenfor et halvt år, hun blev sendt ud for at hjælpe kontorets nye filial i en anden by. Hendes kollegaer havde enten små børn, sygdom eller andre undskyldninger Kun hende kunne man sende afsted, upåvirket og fri.
Line, lød det igen i telefonen fra moderen jeg vil bare ikke have, at naboerne tænker, vi har glemt den gamle helt. Han var besværlig, ja. Men han var dog et menneske. Dig havde han en vis kontakt med endnu. Hvad skal jeg sige til Maria? Tager du afsted?
Ja, mor selvfølgelig gør jeg det. Bare…
Line gik hen til skabet, greb efter brevet, lagde det på plads igen.
Mor, jeg forstår ikke… Hvordan kunne det ske? Han havde det jo godt sidst, jeg så ham. Nytår, han så frisk ud og klagede ikke over helbredet.
Åh, Line, hvor skal jeg vide det fra? Han var gammel. Mange mænd får ikke engang lov at gå på pension. Din morfar skulle jo til at runde de firs. Man skal ikke klage. Må jorden hvile blødt på ham.
Line var i chok. Hun elskede morfar højt og var egentlig den eneste, der holdt kontakt. Svends familie eller hendes egen mor ingen talte længere med den gamle.
Det var ikke så underligt. Forholdet mellem Bodil og morfar var koldt. Han kunne ikke tilgive sin svigerdatter for tabet af sønnen, Lines far. Han mente bestemt, at det var Bodils skyld, at hans eneste søn knoklede sig ihjel endte blandt de mænd, der aldrig fik deres pension.
Bodil havde faktisk overtalt sin mand til at tage et job med skiftehold, så de kunne købe sommerhus og lave køkken. Hun ville leve lidt pænere.
Sådan sled Anders sig træt, selv om han var uddannet lærer. Han kom hjem sjældent, men altid med gaver og penge.
En dag kom han ikke tilbage. Hjertet kunne ikke mere.
Morfar græd som et barn til begravelsen. Det syn sad i alle, for Forældre skal ikke begrave deres børn. Efter det stoppede al snak mellem Svends og hans svigerdatter.
Fint, sådan må det være! havde Bodil sagt dengang Jeg har ikke gjort noget forkert. Det er mandens pligt at sørge for sin familie. At han havde hjerteproblemer, fortalte han mig aldrig.
Svend var tæt på at kaste et brændeknippe efter hende.
Siden talte han kun rigtigt med barnebarnet. Han elskede Line, og hun ham.
Som barn tilbragte hun ferie hos ham, senere skrev de breve. For han brugte hverken telefon, smartphone eller computer og grinede af alt moderne. Derfor var kontakten til andre også minimal ingen gad brevveksle i det 21. århundrede!
De fleste syntes også, han var lidt sær.
Han er ikke rigtig klog mumlede gamle damer på bænken. Han mistede jo både hustru og søn. Sådan noget tærer på et menneske.
Sidst på livet begyndte han at tale mere. Ikke med naboer, ikke helt alene men med en kat.
Og egentlig var det vel ikke så mærkeligt, hvis ikke det var for, at ingen havde set katten.
Efter at have talt med moren lagde Line telefonen på sengen og stirrede længe ind i væggen. Og så begyndte hun at græde.
Hun havde glædet sig til at besøge morfar til sommer, men nåede det ikke. Forretningsrejser blev ved at ødelægge alle hendes planer.
Chefen var ligeglad og smilede bare, når hun brokkede sig:
Ifølge reglerne, Line Bodilsdatter, har jeg ret. Du bestemmer selv, hvor du vil arbejde. Men hvor finder du ellers sådan en løn?
Det var sandt lønnen var god og derfor bed hun det i sig. Snart slap rejserne vel op og arbejdet blev normalt igen.
Alligevel følte hun sig uretfærdigt behandlet. Som om hun ikke selv var et menneske med behov og ret til hvile og eget liv.
*****
På kirkegården gik det hele, som det plejer. Der var et minuts stilhed, og derefter hamrede de sidste søm i den træbeklædte kiste. Mændene sænkede den med reb.
Blomster og kranse. En frisk grav. Er det virkelig så nemt? Var der en morfar, og så er han væk? tænkte Line.
Ja, tilbage var kun mindesamværet, hvor folk skænkede snaps og sagde fine ord om afdøde.
Måske var det netop disse ord, nu og til næste mindehøjtid, der lod Svend Erik leve videre. Ikke som menneske af kød og blod, men i dem, der kendte ham.
Da snapsen var slut, gik folk hver til sit.
Snart stod Line helt alene, fyldt med tristhed og ensomhed.
Jeg nåede det ikke Jeg fik ikke set morfar en sidste gang, tænkte hun tungt.
For at flytte tankerne gik hun i gang med at gøre rent i huset.
Åbnede vinduerne, vaskede de gamle gulvbrædder, tørrede støv, fejede spindelvæv ned og satte rester i køleskabet.
Lidt lysere blev huset.
Morfarens gamle træhus var hyggeligt på sin ydmyge vis.
Udenfor var haven almindelig lige rækker i køkkenhaven, men endnu bar jord han havde ikke nået at så i år. Eller måske havde han vidst, det var sidste forår.
Æbletræerne stod i blomst, solbær og hindbær ligeså. Morfar havde aldrig ladet jorden ligge stille.
Hvem skal mon passe det her nu? sukkede Line.
Hun satte sig på bænken under æbletræet og ringede til sin mor med nyt om begravelsen.
Godt klaret, Linemus. Han var trods alt et menneske, hvad han så end ellers var.
Han var da fin nok, mor. Livet ramte ham hårdt. Du skal ikke bære nag, han elskede min far højere end noget andet.
Slap nu af, Line Jeg bærer ikke nag. Han kan hvile i fred. Hvornår tager du hjem? I dag eller i morgen? Det må være ensomt dér?
Næh, jeg har taget fri nogle dage. Vil gerne slappe af på landet, væk fra storbyens larm. Og så er der ni dages minde. Kommer du?
Linemus, jeg rejser ikke så langt. Jeg har travlt med kolonihaven nu. Det er jo havesæson.
Okay. Men bare husk, at fars grav også ligger her. Du har aldrig besøgt ham, ikke siden vi gravlagde ham.
Jeg sagde jo til Svend Erik, vi burde begrave Anders i byen. Men han ville ikke høre. Nå, mit yndlingsprogram starter nu. Ring, hvis du mangler noget.
Line smilede. Hendes mor havde altid travlt, når hun ikke havde noget at sige.
Line lavede sig en kop te på mynte, solbærblade og citronmelisse fra morfarens beholdning, drak den og gik i seng.
Før hun lagde sig, tog hun brevet frem igen det, hun havde fået ved hjemkomsten.
Det brev var anderledes end de andre, fyldt med snak om en kat.
En kat, hun aldrig kendte til. Morfar havde aldrig haft dyr og var aldrig specielt venlig over for dem.
Det skabte en sær uro i hende.
Hun læste:
Forestil dig, min pige, Sorte han kan godt lide mælk. Jeg har hørt, at voksne katte ikke må få mælk, men i går slugte han næsten en hel bakke. Jeg må snart få mere af Maria. Hun undrer sig sikkert over, hvor meget jeg bruger. Jeg plejer at købe tre liter om ugen, men nu er det straks brugt op. Til gengæld får hun penge for det. Sorte er meget sulten. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal give ham. Køleskabet er tomt. Han gemmer sig også stadig for mig. Jeg når dårligt at se ham kun et sort glimt ud mod udhuset og væk. Jeg mærker bare hans blik i nakken. Katteblik. Jeg håber, du snart kommer og hjælper med at finde ham. Eller vi prøver sammen. Måske er han blevet skræmt af mennesker, siden han undgår os.
Det var kun et lille udpluk af morfarens brev. Men hun havde ikke fundet nogen kat i huset eller haven, hvor hun nu havde været i flere dage.
Men hun havde i dag mærket det besynderlige blik i ryggen, som Svend beskrev. Hun havde endda vendt sig flere gange, men ingen var der.
Må spørge Maria, hvad det er for en kat, Sorte
*****
Hun vågnede ved daggry.
De første solstråler fandt vej gennem de florlette gardiner, spurve pippede og haner galede i de omkringliggende haver.
Det var, hvad man kunne kalde en god, gammeldags dansk sommermorgen.
Line rejste sig, åbnede vinduet og lod lydene fylde sig. Hun tænkte på barndommens somre, hvor hun lavede fuglekasser sammen med morfar. Og hun kom i tanke om, at hun ville spørge naboen til katten.
Hvilken kat? udbrød Maria forbløffet.
Jeg ved det faktisk ikke… sagde Line træt. Sorte, hed han. Sidste forår nævnte morfar ham overhovedet ikke i brevene, men i det sidste gik det næsten kun om katten.
Ah, nu forstår jeg, sagde Maria og slog sig i panden. For en måned siden begyndte Svend at tale med en kat. Jeg hørte ham, da jeg gik forbi. Han lokkede på den. Jeg kiggede over hegnet, men der var ingen kat. Dagen efter igen det samme. Til sidst snakkede han dagligt med sin ‘usynlige ven’ og fortalte om sit liv og bragte Sorte op. Det var ikke kun mig, andre har hørt det. Men ingen har nogensinde set den kat ikke i haven og ikke i huset, selvom jeg tit var derinde. Jeg spurgte, han jokede bare: Finder jeg den, får du den at se. Jeg tror ærlig talt, han mistede forstanden på sine gamle dage. Hvem skulle ellers have gemt sådan en kat?
Tjah… men jeg synes ikke, han var sindssyg. Måske var det bare en særlig sky kat, vi ikke så. Forresten, har I manglet sorte katte her i byen?
Nej. Og ingen ejer sorte katte i nærheden.
Line vendte hjem og satte sig til at gøre have og hus i stand mens tankerne kredsede om den kat, så vigtig i brevet, men som ingen havde set.
Det er virkelig mærkeligt. Hvis katten fandtes, hvor er den så blevet af?
Heller ikke langt fra hende, fra et skjul, sad netop Sorte og betragtede Line forsigtigt.
Han havde holdt øje længe, men netop hende blev han draget imod. Hun lignede morfar på en eller anden måde.
Han holdt sig i skjul, bange for mennesker, som han var. Han var blevet jaget som killing, og som voksen kastede folk ofte ting efter ham.
Hjertet havde lidt, og han søgte sted at høre til indtil han en dag mødte Svend, hvis milde øjne og stemme beroligede ham.
De havde haft deres samtaler, når Svend sad under æbletræet. Sorte havde ondt af ham, men frygten sad stadig i katten. Han havde aldrig vovet at vise sig.
Han fortrød nu, at han ikke havde stillet sig frem, for pludselig var morfar væk.
Han havde straks mærket dødens duft. Ville ind i huset, men døren var lukket. Han sad hele natten foran døren og hulkede svagt.
Nu, hvor Line var kommet, kunne han mærke hendes godhed. Hun var venlig, som morfar, et hjerte, der ikke var blevet helt hårdt.
Men Sorte holdt sig væk. Den bitre erfaring havde lært ham at være forsigtig.
Men, en dag, lidt for optaget af at iagttage Line, opdagede hun ham. Det var ni-dages-mindehøjtid.
Der var mange mennesker den dag, men da de gik, blev han uforsigtig.
Aha, dér er du, Sorte! råbte Line glad. Så morfar havde ret i sine breve. Kom nu herover, så vi kan hilse på hinanden!
Men da hun nærmede sig, var katten væk på et øjeblik.
Hvorfor er du så genert, Sorte? Jeg tager afsted i morgen, og jeg ville så gerne hilse på dig, forklarer Line til buskene med et smil. Kom bare frem, jeg er harmløs.
Denne samtale hørte Maria, som kom med boller til hende. Hun skulle tage dem med på rejsen, da der intet var tilbage på bordet efter mindehøjtideligheden.
Maria hørte, hun snakkede med nogen, så hun kiggede over hegnet Line kunne hun se, men katten… ingen Sorte.
Det var da utroligt… Nu taler hun også med den usynlige kat. Galskab smitter måske gennem luften… tænkte Maria forskrækket og hastede hjem.
Efter middag trak sorte skyer ind over landsbyen. Der blev uhyggeligt stille, kun afbrudt af skræppende høns og tordenbrag langt væk.
Vejret vender, mumlede Line. Nu bliver der regn.
Og straks faldt de første dråber.
Hun kaldte på katten, tilbød den husly, men den viste sig ikke.
Sorte, nede i sit skjul, pressede sig bange mod jorden. Han frygtede torden endnu mere end mennesker.
*****
Regnen piskede mod taget. Udenfor var mørket faldet på, og Line lå søvnløs og vendte sig i sengen.
Så et kæmpe brag.
Hun satte sig op i sengen og stirrede ud. Sådan torden havde hun aldrig hørt før. Lynet strømmede ind gennem de åbne vinduer og oplyste værelset.
Ud af øjenkrogen så hun et par lysende øjne i vinduet.
Åh nej! hun fór til hovedgærdet.
I næste sekund sprang noget sort og vådt ind gennem vinduet. Fløj hen over gulvet, smuttede ind under sengen.
Det må være Sorte! tænkte Line.
Hun kiggede under sengen der sad han, dryppende og rystende. Samme kat som hun havde set udenfor.
Hun brugte lang tid på at lokke ham frem, men det lykkedes.
Hun tørrede ham med et håndklæde og tog ham med op i sengen. Udenfor buldrede stormen videre, men Line og katten fandt varme hos hinanden.
Nu virkede uvejret mindre skræmmende.
*****
Line vågnede, da nogen skubbede til vinduet. Hun smilede. Sorte, selvfølgelig.
Den nye dag brød igennem de tunge skyer, tordenvejret var forbi.
Hvor skal du hen, ven? spurgte hun den sorte kat, der sad på vindueskarmen.
Katten frøs, kiggede på hende undskyldende, for sin svaghed aftenen før.
Miau… sagde Sorte og kradsede på vinduet, som for at bede om at komme ud.
Ikke uden morgenmad, ven. Bagefter bestemmer du selv, hvad du vil. Om du vil blive her eller tage med mig til byen. Jeg tror, det var dét morfar ønskede. Jeg ønsker mig det også. Men du bestemmer. Jeg håber, du vælger rigtigt.
Hun gav ham mad, lukkede ham ud, og gik i gang med at pakke. Om få timer gik bussen.
Da hun kom ud på trappen med tasken, ventede Sorte allerede. Han lagde sig om hendes ben. Hans valg var truffet han ville med til byen. Line smilede.
Ikke så mærkeligt, at du valgte sådan, sagde hun blidt.
Hun gik forbi Maria for at aflevere husnøglen. Maria spærrede øjnene op, da hun så katten.
Nå, så det var kat! Det er ham?
Det er ham, svarede Line. Så du skal ikke sige, morfar var tosset. Han var bare god til at skjule sig, den kat. Mennesker skræmte ham, men torden mere. Nu går det bedre.
Jeg troede virkelig, Svend var blevet sær Men det var han jo slet ikke. Jeg skal nok holde øje med huset. Du kommer vel igen?
Selvfølgelig gør vi Sorte og jeg kommer sammen, hvor tit kan jeg ikke sige, men vi kommer.
Det er godt. Tag disse boller med dig, sagde Maria og gav hende en pose.
Tak for alt, Maria.
På vej mod bussen kiggede Line op mod himlen. Hun syntes et kort øjeblik, hun så morfars ansigt i en sky.
Også Sorte på skødet stirrede op mod lyset.
Ansigtet smilede venligt, måske blinkede det endda.
Så kørte bussen videre og skyerne forsvandt. Og selv hvis det bare var indbildning, betød det ikke noget.
Det vigtigste var, at morfar levede videre i deres tanker og hjerter. Hvor end han nu måtte være, ville han glæde sig over, at hans barnebarn og hans mystiske ven havde fundet hinanden.
