LIDIA
Søren Vestergaard betragtede grundigt bukserne og skjorten, før han irriteret kastede dem tilbage på stolen. Hvordan skal man dog gå sådan ud?! Bukserne er helt krøllede, man kan ikke finde forn af dem, og bagpå skinner de, plus at han på det seneste har smidt godt fem kilo, så de hænger som en sæk om ham. Og skjorten den er ikke engang værd at nævne længere, tidligere lyseblå, nu en slags trist, udvasket grå. Manchetterne er slidt op, og kraven har ingen stivhed tilbage lidt af en skandale! Lidia ville aldrig have ladet ham tage den skjorte på, ikke engang til den lokale Brugs, og nu slæber han den med på universitetet for at undervise på professorholdet. Tøj har aldrig rigtigt interesseret ham, men det mærkelige var, at han altid så ikke kun pæn, men ligefrem stilet ud. Ikke som nu!
Han havde end ikke lagt mærke til, hvordan skjorter og habitter og slips og nye sko blev udskiftet og dukkede op som af sig selv. Det var nok at stikke hånden ind i skabet eller bare sige til Lidia, at i morgen skulle han se ordentlig ud…
Åh Lidia, Lidia… hvorfor gjorde du det, hvad fik dig dog til at forlade mig så brat? Han havde aldrig troet, at sådan et forræderi kunne ramme ham! Hun var næsten ti år yngre end ham og aldrig alvorligt syg. Denne gang var der heller intet, der varslede ulykke. Tre dages feber, en irriterende hoste. Hun ville end ikke gå til lægen, foretrak sine egne urteteer, hvis det ikke var fordi, hun skulle have lavet det årlige sundhedstjek på skolen før nytår. Sammen med de andre lærere traskede hun så over til Sundhedscenteret.
Det skulle bare have været en formalitet, men lige derfra blev Lidia sendt direkte til hospitalet, og så gik det hele, som i et mareridt, og inden året var omme, var det slut. Søren forstod det hele med forstanden, men han hadede det lokale Sundhedscenter, som om det var dem, der havde taget hende fra ham, selvom det netop var dem, der slog alarm! Alligevel føltes det for ham, som om skylden begyndte der.
Han mødte Lidia dengang, han var ph.d.-studerende og underviste i integralregning en af de førsteårsstuderende var Lidia, hans kommende elev. Underligt egentlig, at hun overhovedet fangede hans opmærksomhed! Normalt havde han kun øje for de larmende, flotte typer men hun var et bette barn med rødmossede kinder efter frosten, fregner året rundt og små buttede fingre med bidte negle og blækpletter. Og det var allerede der, han tabte sit hjerte!
Han blev så betaget, at han knap nok opdagede, hvor stærkt han blev knyttet begyndte at følge hende hjem, kom på besøg, og stod pludselig og lavede frikadeller sammen med hendes mormor. Bagefter var der jo ikke andet for end at gifte sig! Gennem fyrre års fælles liv blev Lidia dobbelt så stor, klippede fletningerne af, røg to pakker cigaretter om dagen og blev vicerektor på en matematiskole, men Søren så stadig hendes barnlige hænder, de bidte negle, og hans hjerte smerter stadig, ingen anden kunne træde i hendes sted.
Det blev nu ikke ligefrem et pastoralt liv. På fyrre år sker der mangt og meget. Søren havde sine synder overfor Lidia et dusin små og to alvorlige, hvor han gav sig til at bo ude i perioder. Og hun gav også igen, var i tre år ude på “møder” med direktøren for en stor virksomhed, der samarbejdede med hendes skole. Men de havde deres to døtre de ankre, som holdt deres lille familiebåd flydende gennem alle storme.
I starten havde de ingenting, boede nærmest oven på hinanden. Så kom børnene, og hele livet var en evig jongleren mellem musikskole, kunstskole, almindelig skole, skøjteløb og endeløse børnesygdomme. Nu, hvor lejligheden er kæmpestor, døtrene har deres egne liv og end ikke børnebørnene ser ham uden for de sjældne højtider, kunne de ellers nyde livet. Men Lidia havde så valgt at gøre det umuligt. Og nu har han ingen anelse om, hvordan man lever videre uden hende!
Søren var helt uforberedt på Lidias afsked, så det tog ham længe at fatte, hvad der overhovedet var sket. Til selve begravelsen opførte han sig nærmest, som om det var hendes runde fødselsdag og ikke en sørgelig begivenhed, hvilket mange bemærkede og nogle mente, at han næppe sørgede dybt og derfor ikke havde ret til medfølelse. Men de tog fejl. Han forstod det bare for sent, først tre måneder senere, da foråret kom. Da sank han simpelthen sammen, blev tynd og gammel og kunne slet ikke være alene hjemme.
At dyrke nærmere forhold til døtrene var ikke en mulighed. Den ene flakkede verden rundt med klima-aktivister, reddede marsvin eller studerede fugletræk, mens den anden levede i sin mands familie, fuldstændig opslugt af sit barn og havde slet ikke plads til sin far i konstruktionen. Så Søren begyndte at gå på besøg hos venner.
“Gå på besøg” er måske så meget sagt han kom før fanden fik sko på, kastede sig grådigt over maden, døste i lænestolen, tog sig et glas te med småkager, smuldrede over det hele og sad ellers tavst og ventede, til det blev upassende ikke at gå hjem. Så slæbte han sig hjem for så at komme igen næste dag.
Derhjemme gad han knap spise, selvom han hele ægteskabet havde været familiens kok lysten til at lave mad kun til sig selv var der bare ikke. Han gik hurtigt tilbage, blev gammel og slidt i det ydre, så vennerne slog alarm: Nu måtte han have en ny kone!
Så endnu en aften skulle han med en eller anden Anne Kirstine i teatret. Ingenting ville komme ud af det. Allerede mens Lidia levede, var det kun for hendes skyld, han gik med i teatret han havde altid syntes, det var for kunstigt, påtaget og som regel dybt kedeligt. Men når Lidia kiggede så begejstret på scenen, gemte programmer og genfortalte forestillinger om og om igen, kunne han ikke nægte hende noget.
Nu, når hans velmenende venner igen stak ham nogle billetter og slæbte ham hen over slud og sjap til endnu et tåbeligt stykke, sad han dér med ømme fødder i trange festsko og tørstede bare efter at komme hjem og stikke hovedet i den pude, der endnu lugter af Lidia, eller som han i hvert fald bilder sig ind, at den gør. Pinligt at såre vennerne, så han gik med. Han vidste jo også godt, at det næsten ikke kunne lade sig gøre for ham at leve helt alene selvom han stadig ikke helt forstod, hvad meningen med denne forlænger fremstation var.
Dagens Anne Kirstine var ovenikøbet ret ungdommelig og charmerende. Søren tænkte, at for ti år siden kunne hun let have været hans type lille, nydelig, vittig og kvik i replikken, fuldstændig hjemmevant med det københavnske kulturliv. Ved siden af hende følte han sig dobbelt gammel og slidt. Alligevel viste hun med tydelighed sin interesse og strøede forslag til nye fælles oplevelser.
Aftenens forestilling var faktisk udmærket. Ikke mindst fordi den var kort, uden pause. Men sådan en aften skal jo næsten fortsætte på en café, når buffeten ikke var nok. Også her kom heldet ham til undsætning.
Anne Kirstine forklarede, at hun boede lige om hjørnet, at hendes grydesteg og æblekage var blevet usædvanligt gode, og hun ville virkelig gerne dele dem med ham. Søren havde ellers regnet hendes varmende invitation for et lidt åbenlyst forsøg, men ønsket om en smule køkken-hjemlighed skubbede ham hurtigt i retning af at sige ja og han gik med glæde med.
Her svigtede Anne Kirstine ikke. I hendes lille, nærmest slikæske-agtige lejlighed duftede der af kanel og vanilje, hun skiftede i løbet af et øjeblik til en smart sportstrøje, der fik hende til at se endnu yngre og mere adræt ud, sørgede for mad og samtale og alt det der. Søren nåede at tænke, at måske kunne han blive her altid, få åndehul fra en fortid, der ellers kvæler ham hver nat og lurer bag hver eneste garderobedør, hvis han bare kunne få lov at starte forfra.
Han gik dog hjem modvilligt, for først langt ud på natten aftalte de videre planer: udstilling i Glyptoteket dagen efter, så hente noget tøj sammen, og så til lørdagsfrokost hjemme hos hende. I virkeligheden ville hun hellere have ham med ud i sommerhuset, men hendes datter havde spurgt, om hun ville tage imod barnebarnet et par timer, så nu blev det frokost med barnebarn lørdag og sommerhus søndag.
Lørdag morgen sprintede Søren forbi frisøren, mistede mindst fem år i udseende og lagde lidt ekstra ungdom til med nyternet, ternet skjorte og bløde, nye fløjlsbukser købte blomster og chokolade til barnebarnet og gik så mod Anne Kirstine. Allerede i opgangen duftede der af andesteg og hjemmebag. Han tog sig i at nynne en gammel vise og smile til sit eget spejlbillede i elevatoren.
Anne Kirstine tog imod ham, som om hun havde ventet en hjemvendt soldat, og førte ham straks ud i køkkenet. Hvor er barnebarnet? spurgte Søren. “Hun sidder inde på værelset, hun er lidt genert og ville helst ikke ud,” svarede Anne Kirstine. Søren gik i gang: satte blomsterne i vase, åbnede vin og juice, skar brød og satte sig.
Så, Søren det her er mit barnebarn, Lidia!
Han så et ansigt med store, klare øjne, lyserøde kinder og fine fregner over den lille næse. Lidia kiggede på ham med mistro og begyndte nervøst at bide negle. Bare jeg ikke falder død om her, tænkte Søren og rejste sig hurtigt og gik ud.
