Vanskelig lykke
Hvad mener du, vi skal skilles? Mener du det, Henrik? Spøger du?
Astrid stirrer på sin mand uden at forstå. Skilsmisse? De har jo været sammen i næsten femogtyve år! Om to uger skulle de holde sølvbryllup… eller skulle de ikke alligevel? Tankerne hvirvler rundt. Hvad med festen, gæsterne? Invitationerne er allerede sendt ud… Alle kommer. Hele familien samles. Vennerne ringer konstant for at høre, hvad de skal give i gave… En af dem, som Julie, hendes bedste veninde, har endda allerede sendt sin gave. Det er ærgerligt, at hun ikke selv kan komme det er for langt væk, og hun kan jo ikke tage flyet, når hun er seks måneder henne. Hun må blive hjemme. De finder nok tid til at ses og fejre det sammen senere. Det var jo også Julie, der førte Astrid og Henrik sammen; han var hendes studiekammerat. Og det var Julie, der råbte højest “kyss bruden!”, da hun gemte sig bag det brudebuket, Astrid slet ikke kastede men bare gav til veninden.
Jeg fatter ikke, hvorfor din Mads tøver? Han risikerer at miste en skøn pige!
Han forsvinder ikke, Astrid! Julie retter Astrids hår. Alt til sin tid. Han er ikke klar nok endnu. Og hvorfor skulle jeg have en grøn mand? Bare for at gå fra hinanden igen om et par år? Nej tak! Jeg venter til han er moden.
Du er godt nok tålmodig med dine to år, Astrid griner, mens Julie med ivrige hænder sætter makeuppen på plads.
Jeg lever ikke halvt. Når jeg gør noget, er det med hele hjertet!
Og børn, Julie? Skal det så også være tvillinger på én gang og ikke bare ét?
Ja! Jeg vil have tvillinger. Én omgang og så det hele på plads! Det ligger til familien både hos mig og Mads. Men mange børn, det er også mange bekymringer.
Det er nemmere med to end én, siger hun selvsikkert.
Astrid lytter med interesse. Julie har altid været klog og pragmatisk. Da de lavede skarnestreger som børn, gik det altid ud over alle andre end Julie fordi hun formåede at planlægge det så snedigt, at ingen mistænkte hende. Og hun prøvede at beskytte dem, men hvis nogen troede de var klogere, trak hun sig bare tilbage og så på, mens de fik skældud.
Det er sund konkurrence og leg, Astrid. Alting organiseret, og så titlen som Årets mor oveni hatten, for jeg opdrager to børn ad gangen. Hvad siger du så?
Ikke mere! griner Astrid, men tvivler ikke på, at Julie får, hvad hun ønsker sig.
Og sådan gik det. Skæbnen havde dog ekstra humor i stedet for tvillinger fik hun trillinger. Hvis nogen ville teste hende, måtte det være universet.
Julie klarede det fremragende. Da børnene ankom for tidligt og skulle hjælpes på vej, var både svigermor og egen mor og svigerfar altid klar til at træde til, fordi Julie havde sørget for, at familien holdt sammen. Når hendes mand skulle hjælpe, sagde hun bare:
Når vi får brug for hjælp, får vi ellers bare lange næser! Nej, vil du have stegte kartofler til aftensmad, så kør ud til din mor og hjælp med det skab. Jeg kommer og pudser vinduerne i næste weekend.
Resultatet var, at da hun havde brug for hjælp, var hele familien til stede. Julie fødte og klarede børnene, og begyndte så på universitetet.
Julie! Er du blevet fuldstændig vanvittig? Hvordan tror du, du får tid?
Hvem tør give en dårlig karakter til en trillingemor? Jeg vil ikke blive dum på barsel, og bagefter har jeg dobbelt-uddannelse både økonom og jurist! Hvordan kan det være dårligt?
Julie fik sit eksamensbevis, og sikrede sig et job ved at overbevise arbejdsgiveren om, at lønnen var rigelig til at betale en barnepige.
Men Julie, det er jo lige til kanten! Hvad beholder du så?
For det første, jeg har ikke brug for barnepige endnu, mødrene klarer det fint arbejdsgiveren behøver ikke vide det. For det andet, Astrid, jeg har brug for erfaring. Hvem vil ansætte mig, hvis jeg ikke kan noget? Erfaring er vigtigst. Jeg tager et par år med lav løn, så vælger jeg selv, hvor jeg vil hen.
Astrid forstod ikke altid, hvordan Julie kunne nå det hele. Hun selv var altid den, der havde svært ved at træffe beslutninger. Selv valget mellem røde og blå strømpebukser i børnehaven var svært for hende.
Til gengæld gør du alting rigtigt, når du først vælger, Astrid. Du er en klippe! Julie beroligede hende. Du er konservativ, det er det mest stabile i verden.
Stabil… Ja, så meget at Henrik åbenbart ikke satte pris på det! Hvordan kunne han? Hvad var meningen? De levede da fint nok? Ja, de fik aldrig børn, men det havde de lært at acceptere. Astrid havde været frivillig på børnehjem, men indså, at hun ikke kunne tage et fremmed barn ind. Ikke fordi hun ikke havde kræfter eller penge men hun turde ikke, af frygt for ikke at kunne elske barnet, som det kræver. Hun vidste ikke, hvad der skulle til, men noget sagde hende, det krævede mere end viljen.
Du har bare ikke mødt dit barn endnu, sagde Kirsten Andersen, lederen af det børnehjem, Astrids firma støttede. Når du ser ham, ved du det. Du bliver ikke stoppet af problemer eller svære valg.
Men hvad hvis jeg ikke finder ham? Hvis det ikke er for mig? Astrid stod og lagde gaver klar til børnene.
Så er det ikke for dig, sagde Kirsten roligt. Bedre det, end at gøre barnet ulykkeligt, fordi du ikke kan være mor. Det ser jeg tit. Se Sebastian der han er blevet afleveret to gange.
Hvordan? Han er jo kun fem år!
Han bliver seks snart. Hans første familie havde ham i to år, den anden i ét. I første omgang fik de eget barn, og så blev han afleveret igen det sker desværre ofte. I anden omgang havde de for mange børn og orkede ikke mere. Sebastian satte sig i et hjørne og nægtede at spise eller drikke. Bad om at komme tilbage til børnehjemmet, for “de elsker mig ikke”.
Gud! stønnede Astrid.
Nogle børn må aldrig komme i plejefamilie det kræver en kæmpe portion kærlighed, og jeg ved ikke, om det findes.
Samtalen trækker Astrid ned i en gryende afgrund. Hun føler næsten, hun er på nippet til at skrive ansøgningen på Sebastian. Men Julie kalder hende til fornuft:
Er du sikker på, du har den kærlighed, Astrid? Hvis det bare er medlidenhed, så lad være. Tag én af mine på prøve, så du mærker, om det er noget for dig.
Astrid takker nej. Hun kører ikke ud til børnehjemmet længere, men hjælper på afstand, dog glemmer hun aldrig Sebastian. Han bliver hendes pejlemærke, der viser hende, man skal leve for ikke at skade andre.
Astrid folder armene om sig selv. Hvorfor fryser hun? Det er jo bare efterår, og varmen er tændt. Hvad skal hun? Hjælpe Henrik med at pakke? Skal de varme trøjer med? Heroppe bliver det hurtigt koldt… Korte somre og lange vintre. Hjemme hos mor på Fyn var der aldrig koldt; let jakke hele vinteren, kun til skituren i Sverige fandt man det varme frem. Astrid indser pludselig, hvad hun vil hjem til mor, op i skovene, alene. Men mor er væk. Og nu er Henrik det også…
Hun behøver ikke friheden hun mangler bare ham. Kaffe om morgenen, om natten hvis man ikke kan sove. Samtaler til daggry om alt og intet. Impulsive byture, picnic i skoven. Alt det bedste var aldrig planlagt. Henrik kunne ringe midt i arbejdstiden:
Astrid, hvad laver du?
Har hundetravlt! To jobsamtaler og så banken.
Skal vi ikke bare droppe det? Gå en tur?
Og Astrid smed alt, og snart slentrede de hånd i hånd i Dyrehaven, eller bare sammen uden ord. Altid godt.
Nu er det “godt” bare fortid. Hendes fortid. Hun vil huske, men ikke han. Han får jo fremtiden. Med den nye der venter et barn… Er det derfor, eller har ægteskabet bare været en facade? Astrid kan acceptere det første, men ikke det andet. Så er hun jo bare ingenting. Hvis hun efter så mange år ikke formåede at gøre en mand lykkelig.
Astrid står ude i køkkenet med knæene mod den varme radiator og prøver at tage sig sammen, men kan ikke. Hun hører Henrik traske rundt, åbne skuffer, smække med dørene. Hænderne ryster så meget, at blomsterpotten, Julie engang havde med, glider til kanten. Da hoveddøren endelig går i, slipper Astrid vindueskarmen, lader hænderne glide ned, retter sig op, fejer potten ned på gulvet og skriger.
Det hjælper ikke. Den mørke jord blandet med skår over hele køkkengulvet bringer hende tilbage til virkeligheden. Alt er sort nu. Intet er lyst. For lyset er slukket han gik, smækkede døren, og nu er hun alene. Hun må famle sig frem uden pejlemærker.
Bortset fra et…
Astrid går varsomt hen over glasskårene, mærker ikke engang, da såret rammer foden, og får fat i telefonen:
Juuuuuulie…
Det er ikke gråd, men et dyrisk hyl af smerte. Julie behøver ingen forklaring.
Henrik? Gået?
Ja…
Ok. Jeg kommer i morgen.
Er du vanvittig! Astrid tager sig sammen. Nej, du må ikke! Jeg ville ikke kunne tilgive mig selv, hvis der skete dig eller børnene noget… Vent nu… Vidste du det?
Ikke helt, men jeg havde en anelse. Sidst vi sås, kunne Henrik ikke se mig i øjnene. Nu giver det mening. Astrid! Det bliver bedre!
Hvordan bedre, Julie? Jeg har INTET tilbage! Mit liv er væk! Hvad stiller jeg op nu?
Køb dig en kjole!
Hvad? Astrid er så overrasket, at hun er nær ved at tabe telefonen.
Du hørte rigtigt. Gå ud nu og køb dén kjole, du aldrig turde købe. Så sender du mig et billede. Forlad huset græd ikke hjemme. Køb kjolen, sæt dig så i toget eller flyet. Jeg har det fint. Lad os tage i skoven.
Skoven? Du er jo højgravid!
Og hvad så? Jeg er ikke handicappet. Et hotel med ordentlige senge, korte ture, masser af frisk luft. Jeg har brug for det, eller så går jeg i spåner her. Giv mig flynummeret om en halv time!
Julie lægger på, Astrid stirrer undrende på telefonen. Hvad gør hun nu?
Svaret kommer af sig selv. Hun rejser sig, går til spejlet. Der er hun ikke en pige mere, men slet ikke gammel. Ungdommen er væk, men det betyder ikke, hun skal begrave sig selv. Julie har ret. Hvis Henrik tror, hun sætter sig i et hjørne og mugner, så har han snydt sig. Astrid retter sig op, tørrer tårerne væk. Nu skal der handles. Hvis hun sætter sig, rejser hun sig ikke igen.
Telefonen ligger sikkert i hånden. En besked til de nødvendige gæster, afbestilling hos restauranten. Færdig!
Nu gør hun rent på køkkenet. Hun tænker ikke over, at hun ejer to støvsugere bare frem med kost og klud.
Kjolen sidder perfekt. Det var ikke for ingenting, hun drømte om den. Knaldrød, langt fra hendes sædvanlige afdæmpede stil. Sådan en farve bar kun Julie, men Astrid kunne mærke, at noget nyt var i gang. Hvorfor ikke? Hun er mere end anonym.
Nej. Spejlet viser en anden Astrid træt og forvirret, men ikke knækket. Der er stadig noget i hende. Hun har ikke mistet alt. Måske skammer hun sig ikke så meget over, hvorfor Henrik gik. Venner er sværere at svigte end ægtefolk.
Flyrejsen er lang, med mellemlanding, men det gør ikke noget. Hun har tid til at tænke.
Turene i de danske skove, ruten de gik i området der var plads til at skrige, grine, snakke i munden på hinanden eller bare være stille. Astrid slap gradvist smerten, mens Julie kom med argumenter, der satte prioriteringerne på plads.
Kom hjem. Hvad skal du der alene? Du kan åbne dit børnecenter her, der er nok børn i de nye kvarterer. Og din far er syg du ville jo tage ham tættere på. Nu slipper du for at ændre klima og adresse. Tænk på det.
Astrid tænkte, og i slutningen af ferien besluttede hun sig ja, det bliver bedst.
Skilsmisse, salg af lejlighed og bil, alle papirerne. Det hele glider, livet bevæger sig. Hun møder Henrik et par gange, men bider sig selv sammen, så sletter hun hans nummer og forbyder sig selv at dvæle.
Fyn tager imod hende med forår æbletræerne blomstrer, solen skinner. Det er nemmere at trække vejret. Astrid køber en lejlighed tæt på far, for da hun overrasker ham hjemme, møder hun Kirsten varm, rar, smilende. Astrid forstår straks, at det er bedst, hvis far får sit liv og kærlighed. Hun har aldrig ment, at han skulle leve kun for minderne om mor. Da hun ser far i haven med Kirsten, glæder det Astrid.
Han er stadig frisk endnu, hva? siger Kirsten og ser kærligt på ham. Astrid ser, at kærlighed kan findes sent, eller vente hele livet. Hvis far mødte sin soulmate nu, måske står hendes egen lige om hjørnet?
Et år går hurtigt. To børnecentre kører, der er travlt. Astrid har ændret alt: garderobe, hår, og nu har hun endelig fået sig den hund, hun altid drømte om. Men længslen kommer indimellem om aftenen, og hun savner stadig de trygge hverdage med Henrik. Hun ved, hun skal videre, men kan ikke slå en del af sig selv ihjel.
Brevet om skatteopgørelsen får hende endda til at smile nu skal hun tilbage, og det giver hende anledning til at bevæge sig.
Problemet er hurtigt løst, og hun har en dag fri før hjemrejsen. Hun går en tur i byen, og kører til det kvarter, hvor hun og Henrik boede. Hvad lokker hende? Måske bare at se stederne igen, hvor hun var glad… eller ulykkelig.
Det ene børnecenter er lukket, men det andet lever videre. Hun står udenfor og ser på de børn, der tegner, og den unge underviser, der leger bjørn. Barna ler det er det vigtigste. At de har det sjovt.
Hun tager videre gennem kvarteren: deres gamle hjem, legepladsen, hvor hun engang drømte om egne børn, og parken, de ofte gik ture i.
Uden at tænke videre stiger hun ind. Den kendte sti ligger under hendes fødder. Og dér, på en bænk ved springvandet, genkender hun Henrik. Hun standser op, ser forandringen. Han er blevet gråhåret, mindre, mere tyndslidt… Han sidder skævt og stirrer i luften, mens han vipper barnevognen frem og tilbage. Det vigtigste er dog udstrålingen ikke den mand, hun kendte, men én med smerte.
Astrid går uden at tænke hen til ham.
Henrik…
Han rykker sammen, kigger ikke op.
Hej, Astrid.
Hun sætter sig forsigtigt.
Hvordan går det?
Hun føler det næsten er latterligt, men bliver.
Dårligt, Astrid. Virkelig dårligt.
Hvorfor?
Hun må vide, hvad der er sket.
Jeg er alene. Jeg har mistet alt, på grund af ét uheld, der kostede mig det hele.
Pjat. Du har stadig mere, end du havde med mig, hun nikker mod barnevognen. Datter?
Ja, Eva.
Ung kone, barn hvad mangler du ellers?
Jeg har ikke kone mere. Camilla døde efter fødslen.
Astrid mister vejret. Hun føler ikke had kun medlidenhed med en ung pige, der valgte den forkerte dag eller fejlbedømte sit held. Henrik drikker ellers aldrig. Hvorfor det lige blev den aften, han forlod firmafesten med Camilla, ved ingen. Men resultatet ligger nu og sover i barnevognen, og Henrik vogter hende.
De sidder tavse længe. Da de endelig taler, bliver det på én gang og i munden på hinanden, og de snakker, indtil Eva vågner og ser gadelamperne tænde i mørket.
Astrid går om for at kigge på Eva, og pludselig lyder Kirstens ord i hendes hoved: Når du ser dit barn, ved du det!
Et halvt år senere tager Kirsten, leder af børnehjemmet, en mørkhåret alvorlig dreng ind til Astrid.
Magnus, ved du, hvorfor jeg er her?
For at hente mig.
Vil du bo hos mig?
Det tror jeg ikke, I gør.
Drengen ser uinteresseret på Astrid. Da hun tager billederne frem, fanger han dem:
Din mand?
Ja.
Din datter?
Nej. Hun smiler forsigtigt.
Gløden i drengens øjne tændes en anelse, og Astrid slipper den ikke.
Det er ikke min datter, men jeg bliver hendes mor. Og også din hvis du vil.
Du sender mig tilbage alligevel.
Hvorfor tror du det?
Alle gør det.
Jeg er ikke alle. Ved du hvorfor?
Nej.
Fordi jeg ved, hvordan det er at miste alt at ingen elsker en mere. Det gør ondt.
Det ved jeg…
Ved du, hvad en mor er, Magnus?
Nej.
En, der aldrig lader sit barn få ondt i hjertet.
Har du bare ondt af mig?
Hun svarer alvorligt:
Nej. Jeg vil ikke have ondt af dig. Jeg vil elske dig. For jeg vil have, at Eva får en storebror stærk og modig, der passer på hende. Kan vi finde ud af det?
Magnus er tavs, men hans hånd glider forsigtigt over stoffet på Astrids røde kjole.
Kan du lide den?
Meget.
Jeg købte den, da jeg havde det allerværst. Nu elsker jeg rød.
Det gør jeg også, hvisker han. Jeg vil prøve.
Nej, Magnus, det er ikke for os at “prøve”. Vi gør det fordi det er rigtigt. Jeg vil aldrig give slip på dig. Men du må hjælpe mig. Jeg ved ikke, hvordan man er mor men jeg vil lære det. For dig og for Eva, hvis I vil lade mig. Vil du?
Magnus nikker langsomt, og Astrid sukker lettet.
Et par år efter går en lille familie på rad og række op gennem Mols Bjerge. En mørkhåret, ranglet dreng holder øje med sin lille rappe søster, der løber i forvejen.
Eva, der er ulve i skoven!
Nej!
Jo, og store bjørne! Mega sultne.
Fordi deres mor ikke har lavet grød?
Nemlig. Hun kan ikke lave grød.
Vores mor kan.
Ja.
Hun må lave grød til bjørnene, så bliver de mætte.
Mor! Eva siger, du skal lave bjørnegrød!
Mannagrød? Astrid er lige ved at blive forpustet, da hun indhenter dem.
Du kan jo ikke finde ud af det, mor! Der er altid klumper!
Uh, din lille snu! Astrid løfter Eva op, kysser hende på næsen. Du kan ikke lide grød, men bjørnene vil ELSKE den. Selv med klumper!
Giv dem bare min portion i morgen! Eva lægger armene om Astrids hals. Og honningen også!
Den spiser jeg selv! Skal du bæres, eller vil du gå?
Bæres!
Så er det fars tur! Og Eva lander hos Henrik, mens Astrid rusker Magnus i håret. Nå, Magnus, hvad med bjørnegrøden?
Mor, jeg vil ikke hjem endnu. Hvis Eva begynder at fodre dyrene, kan vi slet ikke komme ud af hotellet mere. Måske skal de bare være lidt sultne?
Astrid ler og ser sig tilbage.
Eva, vi laver grød til bjørnene en anden dag. Jeg skal nok lære det uden klumper.
Okay! Eva giver sig overraskende hurtigt, mens Astrid og Magnus udveksler blikke.
Åh, mor! siger Magnus og laver ansigt til søsteren.
Åh, søn! siger Astrid og blinker. Hold øje med hende, ellers skal vi også finde trolde og jætter og slæbe dem med hjem. Eva efterlader aldrig noget levende væsen alene alle har brug for kærlighed og mad.
Der lyder latter over engen, ekkoet glider efter dem og dør ud under himlen. Dagen, der lige er begyndt, lover at blive lys.
