Alle i landsbyen havde for længst hørt, at Ole ville komme hjem. Pigerne gjorde sig umage de satte håret flot. Men Astrid, den forældreløse, hvorfor skulle hun gøre sig til som de andre? Hun tog det, som det kom. Og det var netop det, Ole straks faldt for hos hende.
Astrid blev misundt i hele landsbyen over at have vundet sådan en ung mand. Da Ole første gang viste sig, blev alle pigerne lidt forelskede. Han var bredskuldret, høj og flot. Og ovenikøbet fra byen, veluddannet, havde læst i udlandet. Forældrene var velstående og respekterede.
Bedstefaren, Karl, havde tidligere været sognefoged. Han havde altid sørget for, at alle hans børn fik en ordentlig chance i livet. Nu ventede han bare på oldebørn og pralede gerne med familiens succes.
Alle i landsbyen ventede spændt på Oles besøg. Pigerne lagde makeup, flettede håret, men Astrid havde hverken mor eller far og syntes ikke, det var indsatsen værd. Og sådan, helt naturlig, gjorde hun indtryk på Ole; han blev forelsket fra allerførste møde.
Selvom landsbyens andre piger gjorde hvad de kunne for at fange hans opmærksomhed, var det omsonst. Da ferieopholdet var ovre, tog han Astrid med sig til København. Bedstefar Karl gav hende et par ord med på vejen: “Pigen har ikke haft det let. Pas nu godt på hende,” sagde han alvorligt. Ole lovede det.
Livet i hovedstaden var noget ganske andet alt var travlt, folk hastede forbi. Astrid håbede, Ole stadig ville være kærlig og betænksom. Til at begynde med var det også sådan, mens brylluppet blev planlagt og deres fælles fremtid tog form.
Men efter bryllupsrejsen forandrede han sig. Det var som om, han blev lidt for fin til sin unge hustru. Svigermor, fru Ingrid, talte hårdt til hende og lod tydeligt forstå, at Astrid ikke var nogen værdig hustru til hendes søn.
Suppe kogte hun forkert, skjorter blev ikke rene nok, selv gulvet blev vasket på den forkerte måde. Astrid bekymrede sig hvad skulle hun gøre? De boede under samme tag, og hun kunne ikke slippe væk. Hun kunne ikke finde arbejde, og Ole forbød hende det: “Hvad tror du, du kan tjene med din baggrund? Bliv nu bare hjemme.”
Så det gjorde hun. Da Astrid blev gravid, blev Ole henrykt. For første gang føltes det, som om alt blev bedre. Svigermor stoppede med at kritisere og irettesatte i stedet sin søn, så han måtte være god ved sin hustru. Men så ramte ulykken barnet gik tabt, og alt blev værre end før.
“Du duer ikke til noget som helst. Ingen forstand, ingen sundhed. Dit kønne ansigt kan vi ikke leve af,” sukkede svigermor. Og Ole smilede bare, som om ordene slet ikke ramte ham.
Den anden graviditet vakte ikke samme glæde hos ham. Omsorgen var væk, nu var der kun irritation over hendes krop. Svigermor skældte ud på sin søn: “Det barn skal fødes i kærlighed!” Men Astrid mærkede, at kærligheden for længst var borte. De sov i hver sit værelse; Ole var aldrig hjemme før hun sov.
Astrid græd om natten, men ingen steder kunne hun tage hen hun havde ingen forældre, og en sådan skæbne ønskede hun ikke for sit barn. Hun gjorde alt for at holde på familien og skjulte sine sorger.
Da fødslen nærmede sig, var der ingen til at følge hende. Ole havde ikke vist sig i en uge. Hun måtte ringe efter ambulancen selv. Hun fødte datteren og vidste ikke engang, om hun havde et sted at vende hjem til. Men udenfor hospitalet holdt en bil pyntet med balloner. Astrid blev glad, men Ole var der ikke. Det var svigermor og bedstefar Karl, der stod og ventede med blomster.
Tak for gaven, barnebarn, sagde Karl lykkeligt. “Der er ingen bedre end mit oldebarn.” Svigermor var også rørt, og kunne ikke få øjnene fra lillepigen.
Hjemme var bordet dækket, og svigermor havde bagt Astrids yndlingskage.
Jeg troede ikke, min søn kunne opføre sig så skammeligt, sagde hun og skubbede til stoltheden. “Han har efterladt dig alene med barnet. Men skidt med ham. Vi skal nok klare os uden ham. Jeg får ham skrevet ud af lejligheden, så han må bo, hvor han vil. Her bliver der ikke plads til ham for hvem ved, om han ikke slæber endnu en kone med sig hjem en dag.”
Hvad skal hun hedde? spurgte bedstefar Karl. “Skal vi kalde hende Karen, ligesom din mor?”
Astrid begyndte at græde; det var længe siden, hun havde givet følelserne frit løb. Svigermor strøg hende over håret.
Nu, rolig, du skal nok blive lykkelig endnu. Se bare, hvordan moderskabet klæder dig. Han var blind og så det aldrig.
Jeg vil tilbage til landsbyen. Vi får det bedre der, sagde Astrid.
Det er rigtigt, svarede Karl. Sammen skal vi opdrage vores pige.
***
To år senere, efter Astrid og datterens hjemkomst, friede Anders en god, ærlig ung mand fra landsbyen. Før mødet med Ole havde Astrid aldrig skænket ham en tanke. Men nu var kravene til en mand anderledes: Han skulle elske hende og altid passe på hende og hendes barn.
Sig ja, hvor finder du sådan en igen? En god mand, som du kender fra barnsben. Og hvis nu Ole vender hjem
Astrid afbrød straks.
Han kommer ikke tilbage. Jeg elsker ham ikke længere.
Sådan skal det være, smilede Karl. Nu skal vi holde bryllup.
***
Til brylluppet kom svigermor Ingrid med det samme kritiske blik.
Anders, hvordan behandler du Astrid? I dag måtte hun gå hjem fra arbejde. Og der er slet ikke styr på tingene i hjemmet, Karens strømpebukser er ikke engang strøget.
Hvem er De egentlig? svarede Anders fornærmet.
Svigermor.
Tidligere, rettede Anders hende.
Nå, lad nu de gamle skænderier ligge, lo Astrid. En svigermor er man altid.
Det er også kun fordi, jeg er bange for, I ikke lader mig se barnebarnet, undskyldte Ingrid.
Du må komme, når du vil, sagde Anders. Men familien klarer vi selv, uden indblanding.
Astrid så stolt på Anders: Ham her kan ingen fornærme os med, tænkte hun og smilede for sig selv.
