Sneen bedøvede for længst de bare fødder Dagny mærkede dem ikke mere. Det var kun vinden, der slog som pisk hen over ansigt, hænder og hals og trængte dybt ind i brystet, dækket af natkjoletyndt stof. Hendes grå hår var skiøt fyldt med sne, tunge som istapper. Stormen peb, og Dagny kunne ikke længere finde rundt i sin egen have. Hun trykkede ryggen op mod det frostkolde plankeværk, foldede armene over brystet og mumlede:
Bare det snart var slut Tag mig nu, Gud Bare døden dog ville komme
Hun ville sikkert have frosset ihjel den nat, hvis ikke for naboen, Gertrud, der var ude for at se til koen. Måske var den ved at kælve? Hun så, at Dagnys hoveddør stod på klem, og lys sivede ud.
Dagny! Er det dig, der roder rundt i mørket?
Men Dagny bare stod i et hjørne af gården, skjult for omverdenen af træer og snegys, med lukkede øjne og gentog, som om hun var gået i stykker: bare dø dø
Gertrud løb hurtigt ind gennem lågen.
Dagny, hvor er du henne! Dagny, din gamle tosse! Dagny!
Men selv hvis hun ville, kunne Dagny ikke svare. Med et suk gled hun ned langs hegnet, mumlende, og lagde sit forvildede hoved i skødet. Hendes grå, indfaldne kinder var våde af tårer. Så var der nogen, der forsøgte at løfte hende, men kroppen var helt stiv.
Åh, du gamle torsk! Bliv, jeg henter hjælp! lød Gertruds stemme, og hun skyndte sig efter sin mand. Sammen fik de slæbt Dagny ind i varmen.
Siden den nat kom Dagny til at ligge i sin seng. En ung sygeplejerske kiggede forbi næste morgen, og undrede sig over, at hun i sin alder, enoghalvfems, ikke engang blev forkølet kun forfrosne fødder. Hun bøjede sig, så Dagny i øjnene og spurgte:
Vi kunne køre dig på hospitalet. Skal jeg ringe efter en ambulance?
Den gamle rystede svagt på hovedet, blikket dvælende ved pigehårets sorte glans, de frost-rosede kinder.
Nej, jeg bliver her. Gå du bare videre, skynd dig. Du skal ikke bruge tid på sådan en som mig. Lad mig ligge.
Sådan lå hun i to uger. Hvorfor var hun egentlig gået ud den nat, barfodet i morgenkåbe? De fleste sagde, at hun bare var blevet forkølet af dumhed, men Dagny mærkede noget gådefuldt, næsten skæbnesvangert i det. Aftenen før sad hun på sengekanten, dovent lys fra lampen over hende, og trevlede et hjemmestrikket strømpebånd op. Hænderne arbejdede rutineret, men tankerne var langt borte. Hun stirrede glasagtigt på væggen, smilte underligt til noget fjernt, et minde.
Intet godt var sket hende siden barndommen. Kun arbejde og afsavn; ét eneste lysglimt havde hun haft blandt al armoden kort, men som en forårssol.
Han hed Gregers.
Gregers min Gregers hviskede hun med halvåben mund og smilede bredere, mærkeligt.
Hun syntes næsten, hun så sig selv gå ud over engen, forbi skoven, hvor godsets grund endte. Hun spejdede med hånden for øjnene, stod længe og ventede, håbefuld og ræd. Hun så mandsskikkelsen ude i kornet; løb ham i møde, lykkelig: Gregers! Gregers!
Med disse drømme faldt hun i søvn. Men i nattens sidste timer vågnede hun, urolig, stirrede ud af vinduet en snestorm hylede derude, ruder klirrede. Hun smed dynen af, famlede sig mod døren i mørket.
Jeg er hurtigt tilbage
Barfodet, uden at tænke, åbnede hun døren, kiggede halvblind ud i det hvide inferno. Atter rakte hun hånden frem, som om hun rakte ud efter nogen.
Gregers!..
Kulden bed gennem kroppen, hjertet frøs til is. Hun famlede ned ad trappetrinene og ud på gårdens sti, gik mod porten, kun med blikket fremad mod ham, mod vinden.
Gregers! Jeg er lige her! Gregers!
Hun nåede plankeværket, løb fortvivlet langs det og mærkede først da, at fødderne var døde af kulde, at hun ikke længere kunne bevæge dem. Forvildet søgte hun porten, men fandt dem ikke hun gik i ring, ramte træer, stak benene i dyb sne, fortabte sig. Sådan fandt naboerne hende.
Gertrud kom ofte, bragte mad, sagde et par ord, tændte op i brændeovnen. Sygeplejersken lagde forbindinger, smurte ildelugtende salve på benene, krævede, at hun målte sin temperatur. Dagny gjorde, som hun fik besked på. Når hun var alene, stirrede hun tomt mod loftet, lyttede til lyde udenfor: hundeglam, slædeknirk, børns stemmer på vej hjem fra skole.
Ofte døsede hun hen. Hun åbnede øjnene: det var blevet dag, eller natten sænkede sig. Brændet knitrede sagte. Vandet dryppede fra taget. Gud, hvor jeg dog længes efter at komme herfra bare dø tænkte Dagny igen og igen.
Allerede som barn lærte hun den barske sandhed: hendes lod i livet var som en glat, stejl skrænt dækket af mudder og tornekrat. Man kunne kun falde, slå sig på rødder og sten. Ingen række hende hånden, ingen ville løfte hende op til solen. Sådan levede alle omkring hende. Hun ventede intet andet. Livet var ét langt, træls fald, og det eneste at gøre var at bide smerten i sig.
Det år bød på en vred, sen forår. Kulde og regn forvandlede vejene til ufremkommeligt dyb mudder. Sneen forsvandt først i maj og afslørede rådden jord, mørk som slidte skind. Længe sprang birkene ikke ud, og haverne stod sorte, nøgne. Dagny, med det tunge tørklæde på hovedet, gik ad den smattede vej hjem fra brønden. Vandet skvulpede i spande, stænkede de revnede tæer. Overfor, op ad det skæve plankeværk, stod mænd og røg i regnvejret, talte dæmpet, kiggede på hende, men Dagny gik forbi med blikket mod jorden. Hun var blevet usynlig en del af landsbyens triste, grå baggrund.
Dagny! råbte gamle Agnete, markarbejdersken, som havde tjent med hende på godset. Stemmen var skarp og krævende. Skynd dig hen til købmanden! Sig, han skal give det fineste bomuldsstof til frøkenen. Med blomster på! Og ikke drille der kommer gæster fra byen, bordet skal dækkes! Riv også blomster ind!
Dagny satte spanden på trappestenene, tørrede hænderne i det snavsede forklæde og begav sig mod byen. Hun var toogtyve, men følte, livet var gået hende forbi. Tolv år før, da hun mistede far og mor, havde den gnaven godsfrue taget hende ind som tjenestepige mod et stykke brød. Dengang var hun en bange, forslået pige med store øjne, der skuttede sig for hvert råb. Nu var hun blevet høj og stærk, med slidte hænder og slukket blik.
Hun knoklede fra før daggry til mørket faldt på. Splintrende træt hver aften. Hun bar brænde i regn, malkede geder i frost, æltede ler til ovnen, vaskede i den iskolde å ved at banke hænderne døde. Hun luede have i sommersolen, hvor bær duftede lokkende, men hun fik aldrig smage en alt blev opgjort, og forsvandt der en, blev hun brændenældet. Ikke til dig, din dovne! Dagny vænnede sig til ikke at se til siden, rykkede ukrudtet op og bed sig i læben for ikke at græde, alt for at gøre sin pligt og måske få et øjebliks fred. Hendes tyndbenede skikkelse sås altid blandt havens grønne.
Om lørdagen tændte hun badstuen, bar vand i tunge baljer fra åen, fyrede så stenene glødede, svedtes og skrubbede derefter den tunge frues rynkede ryg, til hendes egne øjne blev sorte for sig. Frue vred sig, vendte sig, og altid skulle der skrubbes mere. Til sidst tørrede Dagny fruen, hjalp hende i rent tøj og førte hende ud. Hun kendte ikke til andet end slid, og var hverken fornærmet eller drømmende om noget mere. Pigernes snak og kække bemærkninger fra landsbyens drenge gled forbi hende. Hun sad aldrig stille, og fruen blev afhængig af hende.
En dag, hvor Dagny stod på en stol og tørrede et spejl, sagde godsets frue pludselig:
Dagny, skal vi ikke få dig gift? Vil du det?
Dagny klatrede ned, vred kluden og svarede:
Som De vil.
Eller vil du hellere blive gammel jomfru?
Det kan være det samme.
Ja, sådan er det bedst! Ellers får du bare en flok unger du kan da sagtens bære ti! Sådan et bagparti, ha! Ikke som min Paulines.
Hun blev tavs, tænkte, måske kunne hun gifte Dagny væk, men sådan en slider ville hun vægre sig ved at miste. Men da Pauline kaldte, gik fruen videre.
Samtalen rørte ikke Dagny. Hendes indre var i dvale, hun ønskede sig ingenting eller anede ikke, hvad det skulle være. Hendes styrke og krop pegede ellers på livskraft, men der var en usynlig mur mellem hende og verden. Mændene vænnede sig til hendes kølige skønhed og gik udenom hende. Den gamle staldkarl Mads sagde engang: Dagnys skønhed er ikke for folk, den er til Gud. Sådan kunne det være blevet, hvis ikke skæbnen ville, Dagny skulle prøve en anden slags liv i et øjeblik.
Det skete i begyndelsen af juni, hvor engene blev grønne, og gæster forventedes på gården. Den unge frøken, bleg og sart, skulle tage imod en ung herre fra København, måske frier. Dagny blev sendt ud for at plukke blomster. Forsigtigt trådte hun barfodet på den våde eng, da hun stødte på en fremmed ung mand. Han havde fine støvler, vest, hår strøget med pomade og et drillende blik. Det var Gregers staldkarlen fra nabogården, kommet for at følge den unge herre.
Goddag, smukke, sagde han og lod hånden glide op og ned ad hende.
Dagny så ikke på ham. Hun gik udenom, men han trak sig med.
Hvad vil du? mumlede hun.
Hvad hedder du?
Den, der har kaldt mig, ved det, du behøver det ikke! sagde hun, og gik videre.
Gregers masede sig på hver uge derefter. Hans stemme og blik hvilede på hende overalt ved brønden, ved stalden, på bagtrappen. Smålumre kommentarer, forsøg på at pille hun trak sig altid stille væk. Engang, da hun hentede mel i laden, sprang han frem og lagde armene om hende hun skubbede ham væk med sådan kraft, at han slog hovedet, et blik som is i hendes øjne:
Se, det var ikke for klogt
Hun gik uden at vende sig. Gregers sad længe forslået og så efter hende og midt i smerten tændtes en nysgerrighed, han ikke havde kendt før. Han var vant til piger, der selv kastede sig i armene på ham. Men denne stædige, stærke kvinde var mere end han kunne klare.
Hvad med Dagny? Det var ikke, fordi hun viste interesse, men hun blev alligevel vakt uden at vide hvad det egentlig var. Hun tænkte aldrig på Gregers, men noget inden i hende var blevet vakt til live en mærkelig, blidt smerte i brystet.
Hun begyndte at smile mere. Hun ville se solopgangen, mærke duggen på engen, trække vejret dybt, mærke styrken i sig. Kort sagt: bare leve noget, hun aldrig havde mærket. Men straks fangede hun sig selv i at lade tankerne flyve, og kastede sig over arbejdet. Sådan gik en måned.
Gregers’ tilnærmelser blev mest til et stjålet kys og et dask hun tøvede ikke med at give ham en flad, så han lod hende i fred. Men hans stædighed fik alligevel betydning. En dag, da han ville hjælpe hende med at bære, sendte hun ham et sjældent, forsigtigt smil. En anden gang fangede han hendes blik gennem vinduet. Noget var skiftet, men ikke for alvor.
Så hændte det. En dag sprang Gregers ind, da drengen fra landsbyen blev grebet i at samle kartofler i godset. Fruen beordrede staldkarlen til at slå drengen. Da Dagny så det, stivnede hun. Hun løb hen, ville tage piskeslagene for drengen, men blev skubbet bort. Da tog hun resolut et brænde og truede stemningen dirrede. Gregers sprang til, rev pisken fra staldkarlen og brølede:
Ud herfra! Jeg fortæller selv fruen! Ud!
Konen stimlede sammen til drengen for at trøste. Og knægten sagde, grådkvalt:
Mor døde i går hun døde!
Ordene ramte Dagny som et slag. Minderne stod pludselig lyslevende for hende hun så sig selv som barnet, forladt. Hun rev i sin slidte bluse, smækkede døren bag sig og kastede sig på sengen. Hun blev overmandet af gråd, skælvede, klamrede sig til dynen. Græd for sig selv, sin magtesløshed, længsel efter noget, hun aldrig havde kendt navn på.
Gregers fandt hende. Han kom ind, satte sig tavst og lagde armen om hende. Hun skubbede ham ikke væk. Hun klamrede sig ind til hans livsvarme; tårerne trillede, men gråden blev rolig. Pludselig spurgte hun:
Hvad er der bag skoven? Hvad findes der mere?
København, sagde han. Store huse, butikker, kirker, alt muligt.
Og videre?
Så er der en anden by, og til sidst havet langt borte.
Dagny blev stille. Hun havde aldrig set havet, knap svømmet i åen. Men nu fik hun lyst til at se. Ville væk væk fra slå, slid, bedøvede hænder og håbløshed. Måske kunne hun blive menneske? Uden at blinke tog hun ham i sine ru hænder, så ham i øjnene:
Tager du mig med? Vil du gifte dig med mig?
Gregers tøvede. Hans store snak svandt, han så væk, ville vente, tjene lidt flere penge. Men for Dagny var vejen allerede lagt. Hun slap ham ikke hun kyssede ham, sagde, at folks snak var ligegyldig, hun ville bare væk og være sammen med ham, uanset hvad. Den nat mistede hun sin gamle kobberkæde og let sagde hun: Sådan er det.
Gregers kom endnu en tid. De mødtes i smug i høet, i laden, på engen. Hun blomstrede, gik med lette skridt, ny rødme på kinderne, og smilet klodset, men ægte.
Men det fik ende. Frøkenen blev gift under larmen af gæster, og tog til København med Gregers som kørende. Dagny fik kun bud fra køkkenpigen: Din Gregers er rejst. Led ikke efter ham.
Dagny ventede. Hver aften gik hun ud til enden af stien og spejdede ind mod skoven. Timer kunne hun stå der, hænderne samlet, mens mørket sænkede sig og stjernerne tændtes over engen. Hun glemte at spise og sove ansigtet blev magert, øjnene brændte som ild. Agnete vred sig: Din dumme madamme! Men Dagny smilede bare sit tåbelige smil. Hun vidste med hele kroppen: Han kom. Han kunne ikke andet. Hun forstod det sådan, at onde kræfter holdt ham væk. Hvis bare man venter, så sker det gode det måtte han også ville.
Hun sagde lidt, tænkte længe, arbejdede som besat. Dage og måneder løb i hak. Dagny ventede.
En efterårsdag, hvor markerne var mørke og træerne nøgne, så Dagny en mand i kanten af skoven. Hjertet sprang et slag over. Hun kastede skovlen, den stivfrosne krop styrtede frem, hun råbte, hæst og stødvis:
Vent! Vent!
Manden så sig ikke tilbage, og hun løb mod bækken, der svulmede efter regnen. Selv om hun ikke kunne svømme, sprang hun op på et bræt ned til kanten, og med hånden over øjnene stirrede hun fortvivlet efter ham i det fjerne, indtil synet druknede i tårer og landskab.
En kone fandt hende siddende i kulden, rystende.
Hvem venter du på?
Gregers var det staldkarlen fra nabogården.
Hør nu, pigebarn. Han er da gift for længst! Jeg ved, han bor i Ringkøbing, har en stor børneflok og er invalide nu.
Du lyver, sagde Dagny tyst, med en tone der fik konen til at krydse sig.
Så langt er det kommet! Sagde jeg det ikke? mumlede konen og gik, med et sidste blik bagud.
Derfra sagde landsbyen åbent, at hun var blevet sær. Dagny mødte ingen mere hendes blikke blev tomme og uendeligt dybe, indøvede som rolig venten i evigheder. Selv når sommeren bragte duften af blomstrende pæoner, gik hun ud på engen, med nyvasket skjorte og redegjort hår og stirrede mod skoven urokkelig, tålmodig, som groet fast. Spurgte nogen, svarede hun:
Mit held. Det er derude, Gregers kommer snart.
Staklen! sagde folkene.
Kun vinden susede i trætoppene, åen flød mod havet, og langt borte bruste det hav, hun aldrig havde set kun drømt om dets navn.
Døren gik, Gertrud kom for at tænde op. Dagny drejede de matte øjne mod hende.
Nå? Hvordan går det med fødderne? spurgte Gertrud.
Dagny mumlede noget uforståeligt. Gertrud bøjede sig tættere.
Hvad siger du? Jeg kan ikke høre!
Jeg vil bare dø Nej, han kommer ikke mere. Døden er alt, der er tilbage
Men i dét forstummede stormen, og Dagny, som havde levet hele sit liv i skyggen af andres vilje og tab, fandt i sin tavse venten den indsigt, hun savnede som ung: At længsel kan holde et hjerte levende, men livet skal leves her og nu, ikke i drømme og tabte løfter. For selv bag den mørkeste skov kan lyset en dag brænde men kun for dem, der åbner døren og går ud i dagen.
