SER PÅ TOMHEDEN
Mads og Rikke blev gift, da de begge var 19 år.
De kunne ikke leve eller ånde uden hinanden. Det var et dristigt, altopslugende kærlighedsforhold. Derfor skyndte deres forældre at få deres børn viet. Man ville jo ikke, at noget upassende skulle ske
De holdt et stort og uforglemmeligt bryllup.
Alle klassiske elementer var til stede: bruden i hvid, blomster overalt, fyrværkeri, festlokale, og råb om “Kys! Kys!”…
Rikkes forældre bidrog ikke økonomisk til datterens fest, for de havde ganske enkelt ikke råd. Deres lønninger rakte kun til lidt mad og, desværre, øl og snaps. Derfor faldt udgifterne på brudgommens mor. Hun hedde Alexandra Henriksen.
Alexandra, som selv syntes hendes navn var for langt, bad folk kalde hende for Sanna.
Sanna havde uden tvivl rådet sin søn til ikke at engagere sig med en pige, hvis forældre drak for meget. Men kunne Mads høre på det? Han svor, at Rikke aldrig ville blive som sine forældre. Deres kærlighed ville overvinde alle mørke sider i familien.
Sanna prøvede forsigtigt at advare Mads:
– Husk nu, dreng, der vokser ikke roser på tidsler. Pas nu på, det ikke kun er en forelskelse, der er kort som en spurvs næb
Mads og Rikke stod på tærsklen til deres lykke. De følte, at verden lå for deres fødder; kun glæde og fest ventede forude.
Men livet havde sin egen fortælling.
Sanna og hendes mand gav dem en lejlighed i bryllupsgave. “Bo godt, børn, og vær glade!”
I starten gik det godt og stille. Skæbnen smilte til dem.
Rikke fødte to døtre: Trine og Signe.
Mads var vild med dem. Han følte sig som konge i sin lille familie.
Men inden for fem år begyndte Rikke at forsvinde i tide og utide. Når hun kom hjem, lugtede hun tydeligt af alkohol. Mads bad om en forklaring. I starten svarede Rikke ikke, men senere sagde hun, at hun aldrig havde elsket ham rigtigt det var kun ungdommens forvirring.
Nu havde hun fundet manden i sit liv og ville forlade ham og børnene. Om det så betød, at den anden mand var gift og havde tre døtre selv.
Mads blev chokeret. Et mørkt lag lagde sig i hans sjæl. Han følte sig forrådt af kvinden, han elskede.
Rikke forsvandt med sin nye mand til en afsides landsby. Hun påstod, at hvis kærligheden var stærk nok, var selv det fattigste sted et paradis.
Børnene blev efterladt til sig selv.
Sanna var stadig livlig og snarrådig og tog straks pigerne til sig. Hun og hendes mand elskede deres børnebørn og forkælede dem.
Mads, ensom og fortvivlet, lod sig friste af en sær religiøs gruppe en bekendt havde anbefalet det. Her giftede de ham hurtigt med en enke, Karen, som havde to drenge, Jesper og Mikkel. Senere blev de viet i sectens egne ritualer.
Mads havde efterhånden ingen tid til sine døtre. Hans nye kone krævede al hans opmærksomhed, og deres problemer var utallige. Når Mads nævnte sine egne piger, sagde Karen:
– Mads, deres mor må tage sig af dem. Du skal hente Jesper fra skolen og lave mad til Mikkel
Mads adlød.
Han elskede stadig Rikke, men vidste, at vejen tilbage var lukket.
…Syv år gik. Helt uventet kom Rikke en aften forbi Sannas lejlighed.
Med sig havde hun en lille pige på fire år. Sanna kiggede kritisk på sin tidligere svigerdatter.
– Ja, Rikke, livet har ikke været mild ved dig. Er det her din pige? spurgte Sanna.
– Ja, det er min datter, Maja. Må vi bo her lidt? bad Rikke nervøst.
– Sådan nogle gæster havde jeg ikke ventet. Er du blevet smidt ud? ville Sanna vide.
– Nej, jeg gik selv. Jeg kan ikke mere. Min mand drikker og slår mig sagde Rikke.
– Du har selv valgt ham. Ingen tvang dig. Hvorfor tager du ikke hjem til dine forældre? spurgte Sanna skarpt.
– Jeg savnede mine piger. Jeg vil gerne se dem. Vil du virkelig nægte mig det? spurgte Rikke, velvidende at Sanna ikke var hårdhjertet.
– Nå, nu kom du i tanker om børnene! Du er en rigtig gøglemor, Rikke! hylede Sanna.
Men døren ringede, og samtalen stoppede. Trine og Signe kom hjem. De var unge piger nu, og de kiggede mistroisk på gæsten. De vidste, det var deres mor, men følte intet bånd. Bitterheden sad dybt.
Sanna brød sig ofte om, at pigerne var blevet forældreløse, selvom forældrene stadig levede.
Selvfølgelig lod Sanna Rikke og Maja blive. Man kan ikke bare smide folk på gaden i Danmark.
Men efter en måned forsvandt Rikke igen.
Senere viste det sig, at hun var vendt tilbage til landsbyen og sin voldelige kæreste. Maja blev efterladt hos Sanna. Nu tog hun sig af tre børnebørn. Pigerne elskede deres bedsteforældre højt, og hjemmet var præget af gensidig respekt og varme.
Men tiden står ikke stille
Årene gik.
Først døde bedstemor Sanna, så bedstefar.
Trine blev gift, men ægteskabet blev barnløst.
Signe blev gammel uden at finde en mand og valgte til sidst et sololiv.
Maja fødte, som syttenårig, et barn uden far; hun flyttede ud på landet til sin mor.
…Ungdommen forsvandt uden at sige farvel; alderen kom uden at hilse.
Rikke boede alene, efter at hendes samlever var blevet syg og flyttede til byen hos sine døtre. De store piger bebrejdede Rikke for faderens sygdom og sagde til slut:
– Det er bedst, du blander dig udenom!
I landsbyen vidste alle, hvad der skete. Sladder kunne mærkes i selv den mindste hytte; om Rikke sagde folk: “Hun er da helt tabt”.
Mads forlod til sidst Karen og slap fri fra sekten med nød og næppe. Han sad helt alene tilbage i sin mors gamle lejlighed, levede af havregrød og rugbrød, og lagde sig om aftenen i en iskold seng. Han havde anskaffet sig tre katte for ikke at gå til grunde.
Det var alt, der var tilbage af kærligheden
Men lykken havde engang banket på døren til både Rikke og Mads.
Livet lærer os, at vi ikke kan tage kærligheden for givet, og at valg og handlinger kan sætte spor gennem generationer. At holde fast og tage ansvar er værdien, som holder et hjem sammen.
