Mål med sjælen, dobbelttjek med forstanden
Åh, piger, ved I hvad, nu har min svigermor da helt tabt sutten! I går trådte hun ind ad døren med sin egen gryde suppe! Forestil jer lige det! Min suppe, siger hun, duer ikke sønnike er vant til hendes! sagde Sofie, skubbede kaffekoppen fra sig og trak vinglasset nærmere. Hvor de dog kommer fra, de der koner? Fortæl mig det! Tænk, hvis vi bliver sådan? Så før mig ud i skoven så jeg slet ikke kan finde hjem igen!
Sofie, nu må du tage det roligt! Lise lagde beroligende en hånd på venindens arm. Hun er måske bare kommet i overgangsalderen, eller lidt ensom. Din mand er jo hendes eneste søn, ikke? Og hvad skal hun fylde dagene med, hvis ikke at øve sig i at “gøre alt godt” for ham? Suppe er altså til at overleve. Du kunne da bare takke ja og be om mere! Så slipper du selv for at stå i køkkenet.
Ja, hun flytter bare ind hos os næste gang, hvis det står til hende! Jeg er ved at få spat af alt det, hun laver. Kan du huske undertøjet vi købte før jul?
Gaven?
Ja. Hun smed det ud!
Hvad siger du?! Lise var næsten ved at vælte Oles tekop og tabte lidt te ud over den fine dug, der nu var smukt gullig.
Det er sundhedsskadeligt! Trussene var vidst ikke “passende”! Sofie grinede nervøst. Jeg gad ikke engang sige, hvad de kostede. Så havde hun ædt mig levende.
Du er ikke tilfreds! Hun vil jo kun passe på dig, og så er det galt igen. Lise brast ud i latter, men blev hurtigt alvorlig. Hvorfor roder hun så i dit undertøj?
Spørg hende! snerrede Sofie og begyndte at tørre bordet af med en serviet. Pokker også! Gad vide, om det nogensinde går af i vask.
Rolig nu! sagde Olga, der ellers havde været tavs, og satte endnu en kop kaffe foran Sofie. Du er blevet så nervøst anlagt. Sådan går det ikke.
Klart man bliver skør! Piger, dengang vi boede til leje, havde vi fred! Hun kom aldrig. Jeg kunne tulle halvanden dag rundt og planlægge kager og bestillinger, uden at nogen blandede sig. Man kan jo ikke forklare hende, at hjemme-arbejde også er arbejde, og hun nægter at forstå, at jeg faktisk tjener næsten lige så meget som hendes søn. Siden vi har købt ejerlejligheden, føler jeg mig som en amøbe under et mikroskop. Hun kommer og går, som det passer hende, og alt hun gør, retfærdiggør hun med “det var jo mig der hjalp jer med udbetalingen”. Nu er jeg åbenbart i gæld til evig tid. Sofie hulkede, knugede servietten.
Skift låsen.
Kan ikke. Min mand giver hende bare nøglerne igen. Hun er jo hans mor. Og så bliver der drama! Måske jeg bare skulle blive skilt!
Hold op, for sådan noget! Sofie, hvor blev du af? Du var skolens værste rebel, ingen løb om hjørner med dig! Hvorfor bøjer du dig nu? spurgte Lise fornærmet.
Smidt på bålet med uindfriede håb. Sofie tog et stort sip vin og sukkede. Nå! Det nytter jo heller ikke at pive. Jeg må tage mig sammen og ordne det på en anden måde, før jeg bliver mere skør. Min egen knægt er snart bange for mig. Spurgte mig i går, hvorfor jeg var så vred. Hvad skal jeg sige? At farmor driver mig til vanvid? I har ret, det går ikke
Selvfølgelig gør det ikke! Jeg må finde mig en forældreløs, så jeg er sikker på selv at få lov at lave min egen suppe. kvitterede Lise, vinkede efter tjeneren. Skal vi ikke tage dessert, så vi kan dulme nerverne?
Jo Sofie tørrede øjnene og smilede. Skal jeg vise jer kagen jeg lavede til det seneste bryllup? Jeg var helt stolt!
Pigerne hang over Sofies smartphone og udbrød i kor:
Hold da op!
Sofie! Hvad er dét? Hvordan kan den hænge der? Den er så flot! Helt utroligt!
Det er en hemmelighed! Min knægt fandt på det, da han byggede med LEGO, og jeg lurede fidusen. Jeg skal ikke tænke på, hvordan vi fik den transporteret men nu har jeg allerede seks bestillinger til de næste to måneder. Spørgsmålet er bare, hvordan jeg skal nå det.
Så sæt da din svigermor sammen med barnebarnet! Så kan hun lave noget fornuftigt.
Åh, Lise, hvor er du naiv! Sofie grinede. Det gider hun ikke. Så får hun straks ondt alle steder.
Hvad hvis du beder din mand tage knægten med på besøg hos farmor?
Sofies hånd stoppede midt over koppen.
Olga, du er genial! Så er de begge væk, og hun får fornøjelsen på hjemmebane. Han får sin mors suppe, og alt er fri leg. Jeg skal bare lige fylde lommerne med bolsjer til knægten, så han holder hende i gang.
De grinede de kendte Sofies søn. Efter lidt slik blev han jo til en tornado, så til børnefødselsdage passede Sofie altid på, han ikke fik for meget.
Olga, hvordan går det med dig egentlig? Lise så spørgende på hende Din svigermor, er hun besværlig?
Lise, hvordan skulle hun dog nå det? Vi blev jo gift for nylig. Sofie smagte på dessertskeen og gjorde en grimasse. Hvem hælder så meget sukker i marengs?
Gå ind og lær dem det ordentligt! Lise lo kort, men tabte ansigtet, da hun så Olgas blik. Hvad er der?
Jeg ved ikke, piger. Det er som om, det hele er for stille. Når jeg hører Sofie, tænker jeg, sådan burde det måske ikke være.
Hvorfor? Tænk, hvis du er så heldig at have en fornuftig svigermor. Det er da ikke alle, der har et cirkus som Sofies. Den slags findes der ikke mange af.
Jeg ved det ikke Olga kom pludselig i tanke om, hvad hendes kommende svigermor, Marianne, havde sagt på bryllupsdagen.
Olgs, jeg er hverken et sukkerbrød eller en 50-krone seddel jeg behøver ikke behage dig. Vi kender ikke hinanden endnu. Jeg er lidt vanskelig, ofte nem at fornærme, så vi skal nok kæmpe lidt for at forstå hinanden. For mig er familien vigtigst og min søns lykke. Han har valgt dig, så det må betyde noget. Jeg ser ikke noget specielt i dig endnu, udover at du er pæn og må være kvik, siden du klarede dig så godt i skolen. Resten må tiden vise. Jeg blander mig ikke hele tiden I er jo voksne folk. Men jeg hjælper, hvis der er behov.
Olga var forvirret over Mariannes åbenhed. Det var mærkeligt at høre sådan nogle ord, især fra en man næsten ikke kender.
Olga og Anders havde mødt hinanden til et bryllup blandt fælles venner. Olga stod tilbagetrukket og kiggede på pigerne, der gjorde sig klar til buketkast. Der kom pludselig en spinkel, ret robust fyr hen:
Hvorfor prøver du ikke at gribe buketten? Drømmer du ikke om at blive gift?
Ikke rigtigt.
Hvorfor? Er det ikke det, piger plejer at drømme om?
At blive gift?
Ja.
Underligt, du tror det. Selvfølgelig er der nogle, men de fleste drømmer vist om noget andet end bare et stempel i passet.
Hvad så?
At elske. Og blive elsket.
Og derfor leger du ikke med?
Nej. Olga smilede skævt. Det er ikke det.
Hvad så?
Fordi jeg dårligt kan balancere på hælene, og at hoppe er alt for risikabelt!
De talte hele aftenen og gik hjem sammen. Anders fulgte hende til døren og kyssede hendes hånd, inden han gik. Olga lå den halve nat og kærtegnede sin hånd, hvor kysset havde været, og forestillede sig, hvad hendes mormor ville sige til det.
Hun ville sige: “Endelig, Olgs!” Olga lo stille og tænkte på mormors skrå blik og blide smil.
Serafina Hansen havde opdraget Olga alene efter at have mistet sin søn og mens Olgas mor flyttede til København for at tjene. De første år skrev hun breve og sendte små gaver, men så stoppede det. Mormor havde overvejet at melde hende savnet, men så kom der et brev: Moren havde fået en anden familie. Olga blev ked af det, men forstod, at hendes eneste familie nu var mormor. Hun havde ingen kontakt til moren, som aldrig mere sendte brev eller ringede. Olga skammede sig over, hvordan hun opførte sig dengang hun var vred og gav mormor skylden for alt. Men når det kom til stykket, ventede der hjemme altid en tallerken suppe og mormors milde hånd gennem hendes iøjnefaldende sortfarvede hår, inden hun blev sluppet fri igen. Og Olga blev hængende hun ville ikke bryde kontakten.
Da Olga var 15, blev mormoren syg, og alting ændrede sig. Der var ikke længere veninder eller fester kun hospitaler og medicin. Pludselig tog hun sig sammen. Mormor kunne næsten ikke tale, men Olgas hænder blev knuget af gråd, mens hun forsøgte at bevare roen.
Olgs, pas nu på dig selv. Jeg kan ikke hjælpe. Måske er jeg væk snart. Lad mig nu gå i fred, så jeg ikke behøver bekymre mig om dig.
Mormor kæmpede tappert med sygdommen og levede dobbelt så længe, som lægerne havde spået. Først da Olga læste til lærer, sov mormoren ind.
Moren dukkede først op to måneder efter begravelsen.
Kunne ikke lade mine børn alene undskyldte hun.
Hun blev overrasket og vred over, at mormor havde testamenteret både lejlighed og kolonihavehus til Olga.
Det er ikke fair, det skal deles, barn.
Noget slog klik i Olga. Hun skældte hende ud over årene uden kontakt, og mindedes alle nætterne på sygehuset, hvor hun klemte mormors hånd og hviskende bad hendes hjerte slå.
Olga vidste, det var egoistisk. Hun så, hvor smertefuldt det var for mormoren, men kunne ikke lade hende gå. Hendes frygt for ensomheden var større.
Moren pakkede efter Olgas udbrud og forsvandt hun kom aldrig tilbage. Olga tog sig sammen for at holde sine løfter om at klare sig. Skolen var nem for hende arbejdet ved siden af dog langt hårdere. Lise, hvis far ejede et større møbelfirma, fik Olga ind som studentermedhjælper.
Far er skeptisk, men jeg ved, du kan klare det!
Lise var knivskarpt klog og smuk, men havde slet ikke held i kærlighed.
Der er ingen mænd i pipelinen. Jeg skulle være på mit tredje barn nu! Når han engang dukker op, så skal han have kærlighed i lange baner.
Veninderne boede næsten sammen og Sonja, opvokset med enlige mor, boede ofte enten hos Olga eller Lise. Lise nød Olgas mormors boller og suppe som var de de fornemste retter. Det var mormor, der hjalp Olga med at forsvare sig over for sin mor og hendes krav.
Kom bare an! Jeg knuser hende i retten! sagde Lise.
Nej, Lise. Hun har forstået.
Lise talte alligevel i smug med Olgas mor. Der blev ingen retssag, men heller ingen kontakt med moren mere.
Så var der Anders. Han og Olga var kærester i to år. Lise fangede brudebuketten, greb straks arm i arm med Anders bedste ven, Mads.
Skal vi danse?
Olga og Sonja iagttog grinende Lise charmere Mads, og de krydsede fingre for hende dog forgæves, for Lise afviste ham uden forklaring. De kendte hende godt nok til ikke at spørge nærmere. Da Mads efterfølgende kom meget, holdt Lise sig i baggrunden.
Hvorfor, Lise?
Vær nu forsigtig, Olga. Der er noget ved ham.
Olga forstod ikke hvad Lise mente. Mads var hjælpsom og morsom, men han pralede med, hvor god Olga var, hvilket generede Marianne.
Tiden gik, Olga og Anders ventede barn og det kom som et chok, for sandsynligheden for en naturlig graviditet var minimal. De havde endda overvejet behandling. Anders var forstående, men så opstod miraklet!
Det er et mirakel! sagde Olga, med tårer i øjnene ved fødselsdagsbordet for Anders.
Det bedste! svarede Anders og krammede hende, mens hun fangede et underligt blik i svigermors øjne.
På vej hjem fra fødselsdagen spurgte Anders:
Hvad er der, mor?
Det skete bare lidt hurtigt, ik? Tror du på din kone?
Fuldstændig! Og jeg vil ikke høre den slags igen!
Jeg glæder mig over barnebarnet, min dreng. Jeg gør virkelig
Lille Jesper kom til verden, og Olga fordybede sig i moderskabet. Marianne blandede sig aldrig, men hjalp altid hvis hun blev spurgt.
Lise viftede pludselig foran Olgas ansigt.
Olga, hallo! Du gik helt væk. Hvad lytter du til?
Bare tankefuld, svarede Olga.
Hun så på telefonen. To timer var gået, og Marianne havde ikke ringet for at spørge, hvornår Olga kom hjem. Det var faktisk guld værd det var endda Marianne, der havde insisteret på, Olga gik ud med veninderne.
Gå nu bare! Få lidt luft. Jeg passer Jesper.
Tak sagde Olga, uden helt at kunne finde ordene. Forholdet til Marianne var roligt, men det føltes altid, som om der var en lille sten mellem dem. Den gjorde ondt, men kunne ikke fjernes. Hvad var det, den sten bundede i?
Mens Lise fortalte om endnu en uheldig romance, kunne Olga ikke sidde stille. Hvad var det, der gnavede? Alt virkede jo egentlig godt
Telefonen kimede uventet højt, og Olga tabte næsten glasset.
Olgs Mariannes stemme lød helt fjern.
Resten blev sløret for Olgas hukommelse. Hun anede ikke, hvordan Lise og Sonja fik hende hjem, eller hvordan Lise organiserede det hele og Sonja gav hende iskoldt vand.
Da de kom hjem, tog Marianne Jesper, nu grånende og medbedraget med sine ellers stærke skuldre:
Vil du ikke tage med mig? Jeg er bange
Anders var kørt galt, da han ramte et åbent kloakdæksel og blev slynget over i en modkørende lastbil.
Olga blev opslugt af sorgen. Hun græd skjult for sin søn og skrubbede gulve for at finde trøst. Hun foreslog Marianne at flytte ind, men det afviste hun.
Jeg kan ikke, Olgs hans ting er stadig her, hans værelse står klar. Nogle gange er det ligesom, han træder ind af døren og beder om pandekager.
Han bad mig aldrig om dem
Vi må jo hver især have noget, der kun var vores. Marianne smilede trist. Han sagde altid, dine pandekager var bedst.
Jesper løb rundt mellem mor og bedstemor, søgte øjenkontakt og strøg dem over kinderne. Han forstod ikke rigtigt, hvorfor de var så triste.
Olga så, at bedstemor og barnebarnet havde glæde af hinanden, og bad Marianne passe Jesper lidt oftere. Hun vidste, hun gjorde det rigtige.
Julen nærmede sig, og sorgen blev værre. Det skulle være den første jul i bjergene, som Anders havde drømt om. Hans store ønske var at lære at stå på ski.
Så render jeg på ski, og du bygger snemænd med Jesper.
Du skal nok lære bare at stå på skiene først, drillede Olga.
Dig har jeg da vundet så klarer jeg sikkert også bakkerne!
Olga kæmpede med sin smerte og ville aflyse ferien, men Marianne insisterede.
Hvis ikke til Norge, så et andet sted. Vi skal have et afbræk. Måske Jesper kan huske julen?
De blev enige om at tage til Vesterhavet. Regnen silede, dag efter dag, men én dag lykkedes det at komme til den barske strand, hvor bølgerne slog ind.
Mørkt og vildt sagde Olga og tjekkede huen på Jesper, der hoppede omkring.
Meget, Olgs Det bruser, som selve livet sagde Marianne, og Olga gik hen og lagde armene om hende. Både nervøs og rørende, for de var ikke vant til sådan nærhed.
Marianne lænede hovedet mod Olgas skulder.
Hvor er det godt, I er her.
Vi?
Ja, Olgs. At jeg ikke også mistede jer.
Jeg forstår ikke Olga så forvirret på hende.
Mads! sagde Marianne skarpt.
Hvad med Mads? Olga prøvede at komme i tanke om sidste gang hun havde set Anders ven.
Han kom forbi.
Hvornår?
En uge efter ulykken. Han sagde, han havde noget vigtigt at sige.
Ville han hjælpe?
Nej. Han ville sige, at Jesper ikke var Anders søn.
Olga blev ramt, som havde nogen slået hende i baghovedet.
Hvordan kan du sige sådan noget?
Tror du, jeg havde været her, hvis jeg havde troet på det?
Olga var tavs.
Jeg smed ham ud. Han løj. Og vigtigst af alt: Anders troede på dig altid. Vi kendte ikke hinanden så godt, før Anders døde, men hvis du vil, bliver vi nu en familie. Det er mest mig, der har brug for det, men hvis det er ok
Stop nu. Vi er en familie. Som min mormor sagde: Hvad er en familie, hvis ikke man holder sammen? Det andet er bare tomme ord.
Og jeg vil ikke have, vi ender sådan, svarede Marianne og krammede Jesper. Skal vi gå hjem nu, mine gode? Fortæl mig lidt om din mormor, Olgs.
De gik gennem de regnvåde, tomme gader, mens de snakkede og snakkede. For første gang sad ordene løst mellem Olga og Marianne. Pludselig stoppede Olga:
Hvorfor gjorde Mads det?
Jeg ved det ikke, Olgs. Mennesker kan være onde af de mærkeligste grunde. Sikkert misundelse. Nok bedst aldrig at tale om ham igen.
Olga fortalte ikke, hvordan Lise havde skræmt Mads væk en uge efter Anders død, men hun forstod nu.
De sidste dage gik med samtaler. Jesper gik fra arm til arm, fornemmede at noget var forandret og de kyssede og krammede ham, mindedes Anders, og kiggede mod fremtiden
Et halvt år senere fandt Olga sine gamle højhælede sko. Hun steg i dem og jamrede:
Rene kinesiske torturredskaber!
Skal man være smuk, må man lide, lo Marianne, og lukkede lynlåsen i kjolen.
Kan man ikke være smuk i ballerinaer?
Dit skørt støvsuger gulvet! Marianne rystede på hovedet. Tag dem med.
Hun rakte Jesper buketten.
Kom, vi skal ikke komme for sent.
Åh nej! Olga skyndte sig. Lise slår mig ihjel, hvis hun ikke får sit bryllup perfekt.
Brylluppet var stort, sprudlende og kaotisk. Alt foregik lidt for hurtigt: præsten var forsinket, ringene sad Jesper på, og så var alle gæster sat. Endelig, da roen bredte sig, gik Olga hen til Sonja, der nu havde en lille babybule.
Hvordan har du det?
Bedst af alle! Jeg blev forsonet med svigermor, ellers havde Lise aldrig fået sin bryllupskage Sonja flyttede stædigt kagen.
Hvad skete der?
Se her den blev forskubbet under transport. Tre dages arbejde!
Et mesterværk alligevel, Sonja! Lise listede op bag dem.
For pokker, Lise, nu skræmte du mig!
Jeg kunne ikke lade være! Smager bare for godt.
Din ballademager! Sonja lo.
Slå mig senere, jeg skal danse! lo Lise.
Sonja trak på skuldrene.
Livsstykket!
Hvor er dine, Olga?
De danser.
Hvordan går det med dig?
Fint, Sonja. Det går godt.
Kalder du hende mor nu?
Det tør jeg ikke.
Pjat. Hvis jeg havde sådan en svigermor
Olga tænkte sig om. Hun så Marianne danse med Jesper. Måske havde Sonja ret. Ordet mor betød så meget men det passede på hende.
Mor
Olga sagde det lavt. Sonja så spørgende på hende, og Olga nikkede, sagde det fast:
Mor!
