En ældre kvinde boede alene i en hyggelig lejlighed midt i København. Efter et alvorligt hjerteanfald forærede hendes søn hende en lille bitte hund så lille, at den næsten kunne gemme sig i hendes håndflade. Sønnen, Mads, havde valgt den sødeste, dyreste hund, han kunne finde, for at give sin mor noget kærligt at holde af og hjælpe hende væk fra de tunge tanker, der fulgte sygdommen. Og det virkede.
Den gamle dame for hun var virkelig gammel, med sølvhår og blide øjne fik det straks bedre. Sundheden tog et nyt opsving, og hun fik mod på livet igen. Hver dag gik hun ture i nærkvarteret med sin lille Vikke, som hun enten havde med i sin fine taske eller lod trippe ved siden af sig i et tyndt, lyseblåt snor. Hun havde givet ham navnet Vikke, fordi han var bittebittelille som et vikkorn. Han var øm og trofast, legesyg og altid lydhør overfor den mindste lyd fra hende.
En eftermiddag, mens hun spadserede ved Søerne, standsede en sort BMW langs fortovet. En ung mand og en pige rullede vinduet ned og stirrede henrykt på Vikke. “Må vi ikke lige ae ham lidt?” spurgte pigen smilende. Kvinden var lidt utryg, men det føltes uhøfligt at sige nej. Hun gik derfor forsigtigt hen til bilen og løftede Vikke op til vinduet. I ét øjeblik snuppede pigen ham, mens fyren straks trådte på speederen bilen forsvandt i en sky af grus.
Kvinden løb efter bilen, råbte og græd, men faldt i fortvivlelse og slog sig slemt. Hun mistede bevidstheden. Naboerne, som havde set det hele fra deres altaner, ringede straks til ambulancen, og hun blev kørt på hospitalet. Senere sad Mads ved hendes seng, og hun hviskede kun ét ord, igen og igen, med sprukne læber: “Vikke”
Mads nægtede at give op. Naboerne havde heldigvis noteret bilens registreringsnummer og set, hvem de unge havde besøgt i ejendommen. Han kontaktede nogle gamle venner nogle i politiets tjeneste, der hurtigt kunne finde frem til adressen. Det viste sig, at bilen tilhørte en familie i et mondænt hus nord for byen ikke ligefrem folk, der manglede penge.
Mads tog derud og tvang sig vej ind hvordan var ikke vigtigt og fandt Vikke. Den stakkels hund var i elendig forfatning, havde ikke spist eller drukket siden kidnapningen, havde jamret uafbrudt, til stemmen forsvandt. Nu lå han bare og klynkede, så svag.
Uanset hvordan, så fik Mads fat i Vikke igen. De unge havde alligevel tabt interessen for ham de havde håbet at underholdes, men hunden var jo bare ulykkelig og utryg, og alt andet end det, de havde forestillet sig.
Efter al ulykken og kampene kom kvinden sig, og Vikke blev langsomt sig selv igen. Nu gik de stadig ture, men holdt sig for sig selv, og Vikke krøb straks ned i tasken, hvis nogen nærmede sig.
Alt endte lykkeligt. Men jeg tænker ofte på dette: Man skal ikke tage fra andre, hvad der giver dem glæde. Man må ikke stjæle det, der holder et andet menneske oprejst om det så bare er en lille hund, et gammelt familiefoto, eller et eller andet usynligt lille håb. Måske er det netop dét, som bærer et menneske igennem livet.
For måske er det netop det mikroskopiske, vi tror er uden betydning, der betyder alt for nogen. Man kan slå et menneskehjerte itu for et ingenting for noget, andre kun ville le ad. Men sjælen vejer kun nogle få gram, siges det. Alligevel rummer den hele vores liv.
