Hvordan starter man forfra
Hvor er du på vej hen, sådan pyntet? spurgte Jytte Gregersen og pressede læberne sammen af irritation. Hun kunne ikke lade være med at skele op på det gamle Bornholmerur, der hang over døren: viserne kravlede faretruende tæt på klokken otte om aftenen. Ser du slet ikke, hvad klokken er?
Katrine smilede blot svagt, uden at fjerne sig fra spejlet. Hendes fingre glattede rutineret en urolig hårlok bag øret, før hun langsomt vendte sig mod sin mor. Endnu en af de samtaler en, der ville blive ubehagelig, men som hun var blevet vant til at udholde, ligegyldigt hvor meget det sved.
Mor, jeg er for længst ikke seksten, jeg er voksen nu. Jeg behøver altså ikke give dig forklaringer. I hvert fald ikke dig.
Jyttes ansigt stivnede momentant. Små rynker trak sig hen over panden, læberne blev til en tynd streg. Hvad bildte Katrine sig ind? Hvordan turde hun tale sådan?
Men du bor under mit tag! skød Jytte straks tilbage, stemmen steg i toneleje og var gennemsyret af forargelse. Datteren modsagde hende det var uhørt. Og hvem tror du skal passe på din søn? Hvis du regner med, jeg skal løbe rundt efter Emil, sådan en uregerlig knægt på otte, så tager du grueligt fejl!
Alt ved Jyttes kropssprog strålede af utilfredshed. Nu viste den lille pige tænder Hvem havde givet hende lov? For ganske nylig var det ellers datteren, der krøb tilbage, tryglede om hjælp.
Jeg vil egentlig bare gerne se Bonderøven i fred, drikke min te uden at skulle jage rundt i lejligheden, uden at overtale ham til lektier, uden hans evige piveri! Du aner ikke, hvor trættende det er. Hver gang noget nyt nu er han sulten, nu keder han sig, nu er matematik lækse verdens uretfærdighed! Skal jeg rode op i det også?
Nu er det nok! sagde Katrine skarpt. Hendes milde, drillende blik forsvandt som dug for solen. Nu var hendes stemme fast, øjnene beslutsomme, kæberne pressede sammen. Emil sover hos Freja i nat. Og du skal altså ikke bekymre dig du er den sidste, jeg ville bede om at passe min egen søn. Jeg ønsker ikke, han får dét eksempel. Børn suger alting til sig, ved du nok.
Jytte stivnede et øjeblik, helt overrasket så greb hun sig teatralsk til hjertet og hældte sig bagover, som havde hun fået et stik. Hendes ansigt krøb ned i en fornærmet maske så overdrevet, at det nærmest var morsomt, hvis ikke situationen var så anspændt.
Sådan svarer du altså?! udbrød hun med dramatisk vibrato, prøvende at ligne en kvinde såret til benet. Jeg gik dig jo i møde, da du kom luskende med knægten, efter den der skilsmisse! Gav dig dit eget værelse, tog dig ind Alt for din skyld og hvad får jeg?
Hun holdt en pause, ventede bare et vist tegn på anger. Men Katrine blev stående, urokkelig. Hun kendte hvert eneste kneb, og hun tog dem ikke længere.
Du har da ikke glemt, at en fjerdedel af huset faktisk tilhører mig? afbrød Katrine. Du bestemmer altså ikke det hele jeg har lige så meget ret til at bo her, og det kan du ikke lave om på.
Det var en forundret stivhed, der bredte sig i Jyttes ansigt ikke ventet, at datteren endnu engang modsagde. For Katrine var det en lille sejr. Hun forsøgte at holde hænderne rolige, da hun tjekkede tasken for det, hun skulle have med, men det lykkedes ikke helt.
Og for resten vi bliver her ikke længe. To uger, måske en måned. Så må du bide tænderne sammen lidt endnu, så slipper du for os.
Jytte lo kort, hånligt; lyden rungede ud i entreen, så Katrine uvilkårligt rystede på hånden. Damen rystede selv på hovedet, krydsede armene og så på datteren med et blik fyldt af én del hån og én del skadefryd.
Og hvor har du så tænkt dig at flytte hen? gentog hun, næsten hvæsende hvert ord, helt sikker på, at hun kendte svaret. Du har jo ingenting! Du får aldrig et huslån du har ikke engang penge til udbetaling. Hvor skulle du tage dem fra?
Hun tøvede et øjeblik, som for at lade Katrine indse situationens håbløshed, og fortsatte så med ganske rolig, dyster langsomhed, som hamrede hun søm i et kistelåg:
Din eksmand, ham Preben han var ikke dum, han satte sit navn på lejligheden, så du gik tomhændet fra skilsmissen. Tænkeligt at du var så naiv Jeg skammer mig næsten. For hvordan har jeg dog opdraget dig?
Katrine mærkede noget stramme sig i maven, men nægtede at vise svaghed. Hendes hånd slap ikke taskens strop, knoerne blev hvide. Hun trak vejret dybt, stemningen var som glasskår i luften, alligevel lykkedes det hende at svare stille:
Det rager altså ikke dig. Hendes stemme rystede knapt, men i blikket var der nu flammer. Jeg er for længst ikke dit barn mere. Nå, vi ses. Og faktisk den kærlige, hjælpsomme bedstemor, Emil gik sin vej for flere timer siden.
Inden Jytte svarede, var Katrine allerede drejet rundt på hælen, nærmest stormede mod døren. Hæle trampede mod det gamle lakerede sildebensparket, lyden spredte sig i entreen. Hun var på vej ned ad trapperne, skyndte sig ud væk fra det hjem, der på en sær måde altid var gådefuldt uvenligt.
Udenfor var det råt, men Katrine mærkede det knapt. Vreden blussede under huden, mudrede tankerne, kvalte åndedrættet. Hun gik på må og få, bare væk. Væk fra stemmerne, væk fra kvinden, der kaldte sig hendes mor. Humøret var blåt og tungt en mørk sky sænkede sig over hele byen, fjernede alle farver og glæde.
Hvorfor fik jeg sådan en mor? gentog Katrine i hovedet igen og igen, næverne knyttede. Hun var klar over, nogen ville dømme hende utaknemmelig, respektløs datter. Men det var ligegyldigt. Hun vidste nu: Nogle mennesker er man bedre uden, især hvis de kun kan kaste kulde og bebrejdelser, hvor andre kunne give varme.
Når man mødte Jytte Gregersen første gang, virkede hun så hjælpsom. Hun smilede varmt, talte lavmælt og indfølende, nikkede og lyttede, som om hun mente det. Mange i den lille gade havde respekt for hende hun gav sig tid til at hjælpe; hvad enten det var råd, hjælp med at skrue et garderobeskab sammen, eller bare lune trøstende ord. Hun fik folk til at tro, alt nok skulle ordne sig.
Men dem, der kom tættere på, så også den hårde side. Bag smilet gemte sig en kvinde, der krævede meget, var stærk og elskede at kontrollere alt. Kun én sandhed gjaldt: hendes. Jytte troede oprigtigt, hun vidste bedst for alle, og når hun blev modsagt, blev hendes blik stålgråt og stemmen skarp som kniv.
Katrine voksede op under regler, moren lavede. Tøjet, fritidsaktiviteter, venner Jytte bestemte. Vennelisten var som et jobsamtaleskema.
Den pige skal du ikke være sammen med, sagde hun, første gang Katrine havde en veninde fra enefamilie. Dårligt selskab.
Den dreng spiser med fingrene og bander ham skal du holde dig fra. Det bliver aldrig godt med sådan én.
Men hvis en andens mor havde et godt job på kommunehuset, var det straks acceptabelt.
Hende må du gerne se. Hendes mor arbejder på kommunen, det skader aldrig.
Da tiden kom for uddannelse, talte ingen med Katrine. Moren havde besluttet: Katrine skulle læse medicin. Om hun kunne lide tanken om nåle eller ej, spillede ingen rolle. Da Katrine næsten besvimede ved blod, rystede Jytte bare på hovedet.
Det er noget vrøvl. Du spiller bare. Skulle lige tro, du prøvede at undgå noget vigtigt.
Katrines protester blev hørt som svaghed. Hun så kun én udvej: at stikke af. Hun fyldte 18, og da Rasmus en bekendt foreslog ægteskab, tog hun ja med det samme. Ingen tid til overvejelse hun ville bare væk. Væk fra morens åndedræt i nakken, væk fra regler og snævre rammer.
Hun troede, hun tog ansvar, men faktisk var det bare flugt. Hjemmefra, væk fra dommen, væk fra følelsen af ikke at eje sig selv.
På overfladen gik det godt i starten: lejlighed, små glæder, gensidig frihed. Men allerede det første år begyndte sprækkerne at vise sig. Hverdagsbrok omkring opvask, indkøb, hvor pengene skulle bruges. Derefter kom de store konflikter: Rasmus begyndte at komme sent hjem, lugtede af Tuborg, svarede surt igen. Når hun forsøgte en samtale, blev det til afvisning:
Rolig nu, du gør det værre, jeg har det fint.
Da Emil blev født, blev det kun sværere. Uro, manglende søvn, gråd det hele trykkede oven i frustration. Konflikter hver dag, skænderier til ruden bulede, eller total tavshed i døgnvis.
Det gik fra skænderi til utroskab, som han ikke engang forsøgte at skjule. En aften sagde han nølende:
Jeg har mødt én, men det er ikke så seriøst. Hvis det er noget problem, så du kan bare gå.
Katrine stod med Emil sovende i armene og tav. Hun ville råbe eller smække med døren, men i stedet lagde hun ham stille i seng.
Der var ingen steder at gå hen. Faren var forsvundet tidligt, kun Jytte var tilbage, og venner var det småt med, når man kom med barn. Så hun blev hun holdt ud, undlod at græde for højt om natten.
Allerede under graviditeten droppede Katrine ud af studiet efter et halvt år. Tankerne om at kombinere småbarnsliv og medicin blev hurtigt slukket af træthed. Hverdagen med Emil krævede alt, og drømme om en uddannelse forduftede. Men da Emil begyndte i børnehave, åbnede der sig en mulighed. Hun tog regnskabskurser på det lokale erhvervsskole ikke det store kald, men et sted at begynde på noget eget.
Hun læste efter arbejde, faldt tit i søvn med Excel-ark i hænderne. Men hver gang noget virkede til at lykkes, blev håbet tændt. Måske kunne hun stadig tage kontrol.
Efter få år tog hun konsekvensen: skilsmisse. Hun havde nu både job og uddannelse måske ikke drømmen, men dog hendes eget valg. Emil gik i skole. Tilbage var kun boligsituationen.
At leje noget i Odense var uforskammet dyrt, hendes løn rakte knap nok. Så kom hun i tanke om sin ejerandel af rækkehuset hjemme. Ifølge loven kunne hun bo der, og selvom det gjorde ondt at skulle ind igen til moren, så var der ingen vej udenom.
Hun tog en dyb indånding ringede hjem…
*********************
Du går under derhjemme, det gør du altså! indtrængende advarede Freja, mens fingrene rullede en fold i voksdugen. Tænk også på Emil. Din mor er et mareridt og Emil tåler ikke dén attitude, hun kører!
Katrine sad stille og så ud ad vinduet. Snefnuggene dalede ned, dansede som sære drømmevæsener på vejen. Hun sukkede tungt, vendte sig omsider om mod sin veninde.
Det er kun i et par måneder, lige indtil vi finder noget. Trætheden var tyk i stemmen, men også beslutsomheden. Du har ret, Freja. Mor er, som hun er. Men jeg har ikke noget valg. Vi rykker, så snart vi kan. Hvis hun vil ringe, fred være med det men jeg opsøger hende ikke igen.
Freja lænede sig tilbage, betragtede sin veninde. Noget i Katrines ord glimtede, de var for selvsikre:
Så hvad sker der til den tid? spurgte Freja og hældte sig ind over bordet. Du plejer ikke planlægge, ikke på den måde. Især ikke nu.
Et indestængt smil fik Katrines læber til at stramme ikke bredt, men hemmelighedsfuldt. Hun tog sin thekop, tog en slurk, trak vejr eftertænksomt.
Jeg er ikke så ubetænksom, som min mor tror, sagde hun ligeud. Jeg gør, hvad jeg skal, for at Emil har det godt. Faktisk har én vist interesse for mig én, der mener det.
Freja spidsede ører, men Katrine rakte hånden op og stoppede spørgsmål:
Undskyld, men jeg nævner ikke navne endnu. Det handler ikke om dig jeg vil bare sikre mig. Men måske er det min chance.
Freja nikkede, nysgerrigheden ulmede, men hun lod det ligge.
Og uanset hvad, Katrine rettede sig op. Den beslutsomhed, der lyste i øjnene, fik næsten glasset til at klinke. Jeg griber den mulighed. Emil skal ikke plastres til med min mors bemærkninger. Han fortjener et hjem, hvor kærlighed ikke hele tiden dækker over stikpiller og hvis det kræver et spring, så springer jeg!
Hvert ord var vejet og fundet værdigt. Det nye håb var ikke pral, men modnet af erfaring. Freja fandt Katrines hånd og klemte den blidt.
Jeg tror på dig. Men vær forsigtig, ja?
Katrine nikkede varmen fra veninden strømmede helt ind. Uvisheden kunne de ikke forudse, men hun fæstede sig til beslutningen: hun skulle aldrig tilbage.
Kan du egentlig lide ham lidt? spurgte Freja efter en pause. Omsorgen var ægte hun frygtede, at Katrine ville begå samme fejl som sidst. Du flyttede jo hjemmefra før bare for at flygte. Hvad hvis du og Emil bor her i stedet? Min gamle toværelses, plads nok, og Emils jævnaldrende bor ved siden af.
Katrine rørte nervøst rundt i den lunkne the. Vintermørket lyste fra gadelamperne udenfor, men køkkenet var stadig varmt og trygt. Nu smilede hun denne gang ægte.
Han er god. Han kan lide mig, og han elsker børn. Han har selv en dreng, lidt ældre end Emil. Vi mødtes på legepladsen, først snakkede vi kun om børnene så blev det mere. Han var aldrig nedladende, aldrig pushy, bare rolig og hjælpsom.
Hun mindedes deres første møder, hvordan han bar på Emils stabel af biler uden at ønske ros. Hans øjne var åbne, godmodige.
Det er let med ham, hviskede hun, tankefuldt. Han prøver aldrig at ændre på os, vil bare støtte op. Hans søn er i gode hænder de læser bøger sammen, leger, ingen sure miner.
Freja lyttede opmærksomt det var tydeligt, hvordan Katrine ændrede sig, fik glitteret tilbage i blikket.
Og ja jeg fortryder ikke. Det her er mit valg, og denne gang føler jeg mig ikke dum. Jeg vil bare have et godt liv for Emil og mig. Ikke en panikflugt, men et skridt fremad.
Hun trak vejret linende en, der slipper noget tungt.
Jeg ved, hvad du frygter, og jeg er taknemmelig for det tilbud. Men tiden er inde. Hvis ikke nu, hvornår så?
Freja nikkede, men hendes øjne var stadig urolige. Hun lagde forsigtigt hånden på Katrines hånd.
Godt Hvis du er så sikker, bakker jeg dig op. Men pas på, ikke? Går det galt, har du stadig mit hjem.
Varme steg i Katrines bryst. Taknemmeligheden fyldte hende.
Tak, hviskede hun. Du aner slet ikke, hvad det betyder
********************
Katrine fik ret: hun blev ikke længe under Jyttes tag. Livet slog koldbøtter, og pludselig, som på en snedækket perron i Aarhus Hovedbanegård, faldt alting på plads: Mikkel, hendes nye flamme, friede. Det var chancen, hun havde ventet på et helt nyt liv, fra nul. Pakning af tasker, Emil og hans yndlingsbamser, det mest nødvendige. Få timer skulle der gå det var som om, universet skubbede dem videre.
Især Emil jublede. Han tålte ikke flere skarpe kommentarer. Alt det nussede, stramme hus-møde havde tæret på ham: døre blev smækket, han forsøgte sig med modstand. Men nu kom der virkelig smil på.
Da Jytte fandt ud af, at datteren ville giftes igen, eksploderede hun. Hun forlangte at møde Mikkel. Stemmen skingrede:
Jeg skal se ham! Kan jeg ikke godkende ham, bliver der ingen bryllup! Du får ikke lov at gøre dig til grin endnu en gang!
Katrine svarede rank, uden vaklen:
Det er mit valg. Der kommer intet møde.
Det satte ild i Jyttes temperament. Hun fór ud foran huset, hvor hele kvarteret kunne høre hendes vrede, råbte grimme ting om Katrines letsindighed og manglende taknemmelighed, og ikke nok med det: hun har ingen samvittighed!
Naboerne, vant til at se hende som hjælpsom og pæn, stod tilbage med åben mund. Nogle forsøgte at berolige, fik kun skældsord igen. De gik tilbage til deres egne stuer, chokerede: Var det nu den samme dame?
Bagefter forsøgte Jytte at undskylde blandt naboerne forklarede, hun måske havde overreageret men noget var uigenkaldeligt. Hun var for altid blevet damen, der råbte op midt i Bjerregade.
Katrine hun åndede lettet op. Mikkels kærlighed var lige, hvad hun havde ventet på: tryg og rummelig. Han blev både hendes og Emils faste støtte. Hun kunne endelig slappe af, sige sin ærlige mening, finde tryghed.
Hun gjorde også endelig noget for sig selv: hun startede på universitetet. Det var ikke let; timerne skulle klemmes ind mellem arbejde, lektier og madpakker. Men for hver side, hun slog op, brændte en gammel ild stærkere end før en ild, ingen havde haft lov at puste ud.
Hun fandt også arbejde ikke noget overdådigt, men venligt, sikkert og med muligheder for at vokse. Hun lærte at spare op, kronerne blev lagt til side. Penge på bogen betød frihed en tryghed, hun selv havde valgt.
Indimellem tænkte hun på den nat, hun forsvandt fra morens hus, og smilede. Nu havde hun alt det, hun før kun drømte om: en kærlig mand, en glad søn, arbejde, studier og allermest, den tryghed, der følger med at leve sit eget liv. Vejen frem var stadig snoet, men Katrine vidste nu: Hun kunne klare det, fordi hun selv havde valgt det.
For nu bestemte hun selv.
