Familiefest alle er velkomne, ingen grænser
Følg med og læs flere sjove historier:
Støt kanalen
For pokker da… Sisse løftede forsigtigt en porcelænsskive fra den knuste Royal Copenhagen-vase og turde ikke smide den ud, så hun lagde den på vindueskarmen. Undskyld, faster Lise, mumlede hun ud i ingenting.
Lejligheden duftede af shampoo, bobler og underligt nok mandariner selvom ingen så meget som havde pillet en i går. Bag sofaen lå en plastikkrans med guldglimmer på gulvtæppet. I skuffen under sofabordet dukkede der et silketørklæde op, sirligt bundet med teksten Den perfekte Tøsefest.
Og dér, halvt gemt under radiatoren, lå en ensom pink gummihandske med en slidt sløjfe. Den så ud til at have forsøgt en flugt fra gårsdagens løjer, men var gået i stå undervejs.
Sisse, i krøllet morgenkåbe med flossede kvaster, trådte over gulvet med skraldeposen i hånden. Hvert skridt blev ledsaget af knitrelyde fra chokoladepapir.
På vindueskarmen stod et vinglas med størknet rødvinsrest i bunden. På bordet i en vase ragede tre plastik sugerør op, toppet med stjerner i sølvglimmer. Papirhjerterne, der hang som en ranke langs væggen, havde tydeligt manglet et eller andet ét af dem var i hvert fald blevet bidt af.
Køkkenet ventede på hende som en mindre krigszone.
På køkkenbordet tronede den udkårne halvdel af en lagkage. Flødeskummen var sunket sammen, og de skævt indsatte lys formede 3 og 8, selvom der ikke blev fejret noget fødselsdag, men bare tøsemøde.
I vasken stod vinglas med læbestiftsmærker og tallerkener dystre af indtørret humus. På en stol lå en forladt bunke kort halvdelen vendte opad, som efter et uheldigt forsøg på spådom…
***
Sisse rakte automatisk og løftede et kort ruder konge stirrede træt tilbage på hende. I går havde veninderne lagt kort om fremtidens bryllupper, udlandsrejser og mystiske fremmede. De hviskede, men endte nu altid med at le højt og skylle spådommene ned med prosecco.
Hun bøjede sig for at samle glimmer op fra gulvet, men fik i stedet fat i noget blødt bag sofaen et afrevet blondestrømpebånd, souvenir fra stol-dansen. Sisse rystede på hovedet og stak mod soveværelset, hvor der i det mindste var ro.
Soveværelset virkede næsten ordentligt. Hvis man ser bort fra de tre puder på gulvet og det sammenrullede tæppe, der mest lignede en gigantisk snegl. Hun rettede på sin egen hovedpude og fandt et foldet, lyserødt papir under den.
Hjertet spændte ubehageligt.
Måske endnu én af de glemte sedler fra Mads fra baren til én af Olines veninder? Men skriften var alt for velkendt store, let skrånende bogstaver og Oline, der altid tegnede små cirkler rundt om sine oer.
Du er byens bedste værtinde! Knus Oline.
Sisse blev et øjeblik hængende ved udråbstegnet. Det virkede, som om det rystede lidt. Hun trak en skæv mund: Bedste værtinde… Med en knust vase og glimmer i bruseren, så dagligdags-badet nu var en festfyrværkeri-oplevelse hver morgen.
Hvor mange gange har jeg ikke lovet mig selv: Aldrig mere… mumlede hun og satte sig på sengekanten.
***
Noget skvulpede ubehageligt under foden.
Sisse stivnede, flyttede sutskoen og opdagede en perfekt mandarin, linet op i den. Glat skind, festlig elastik og, som finish, et papirlap: Så livet bliver sødt.
I går havde de grinet af den skål. Nu virkede mandarinen decideret demonstrerende.
Mobilen vibrerede på natbordet. Skærmen lyste: Oline (vores tornado).
Selvfølgelig, sagde Sisse til den tomme lejlighed, og tog telefonen, rømmede sig. Ja halløj?
SIIIISSSE! Telefonen skramlede stadig, som om festen bare var flyttet til et andet sted. Du er for vild, vildt fed vært, pigerne er ellevilde! Manicure-Sanne er her stadig, vi griner af, hvordan du fik skræmt ånden ud af garderoben.
Latter og råb gik amok i baggrunden: Sig til Sisse, jeg kun føder hos hende fremover! mere latter.
Tak Sisse, hviskede Oline så, lidt mere roligt. Du… du ved det jo. Hos dig føles det bare som hjemme.
Sisse stirrede stumt på mandarinen i sutskoen.
Jo jo, sagde hun. Hos mig føles det hjemme…
Nu skal du bare nyde det! Slap af, festdronning! og forbindelsen forsvandt, efterlod stilhed.
***
Sisse tog brillerne af og lagde dem ved siden af Olines seddel. I skabsdøren så hun sit spejlbillede: en kvinde omkring de 50, træt ansigt, overraskende unge grønne øjne og hår sat op med en enkelt genstridig glimmerstjerne i. Den nægtede at flytte sig.
Mobilen plingede igen, nu en videobesked. Tine datteren.
Sisse sukkede, rodede op i håret (glimmeret blev siddende) og tog opkaldet.
Hej mor! Tines ansigt dukkede op, garnnøgle af hår over panden og kaffe i hånden.
Hej skat, svarede Sisse.
Jeg vidste det glimmer på katten igen?
På mig det er tydeligvis min tur. Katten gemmer sig et sted efter det dansehalløj i går. Nok igen i undertøjsskuffen…
Sisse fortalte om nattens mærkværdigheder.
Mor, Tine fniste, men blev straks mere alvorlig. Hører du egentlig dig selv? Katten gemmer sig, vaser i stumper, mandariner i sutsko… Tror du, du kan sige nej til Oline?
Sisse kunne høre både kærlighed og irritation i Tines stemme som to skæve penduler.
Jamen, hun har det jo svært svarede Sisse på automatik. Det ved du jo.
Og hvad med dig, er det ikke også hårdt? Hvornår slap du egentlig af sidst, uden gæster?
Sisse kiggede på den pink handske, på sedlen fra Oline, på den tomme lejlighed, som var fyldt til randen med andres grin fra i går.
Det ved jeg ikke, sagde hun ærligt. Tror, jeg er kravlet ind bag skabet sammen med katten.
Tine trak vejret.
Mor, jeg elsker dig. Men tænk lige over det. Måske skal vi bare tage en hyggelig te næste gang, bare os to. Ingen spådomme, ingen glimmer.
Netforbindelsen hakkede en anelse, pause. Tavshed.
Vi får at se, sagde Sisse.
Men, for første gang i lang tid, lød dette vi får at se ikke som et pligtskyldigt selvfølgelig, Oline, men som starten på noget helt andet.
***
Første gang Oline bare kiggede forbi hos Sisse, var tidligt forår. Sneen lå stadig grå og hvinende våd, men Sisses planter sendte allerede grønne spirer mod ruderne.
Sisse, åben! Jeg kommer i fred og med kage! gungrede Oline i dørtelefonen, før hun overhovedet ringede på.
Lejligheden blev invaderet af Oline, parfume og vinterblæst. Hun slæbte på et tungt ildfast fad.
Kål i ovn, som mormor lavede det! Husk det? Skoene kom nærmest af i farten, Oline brakede mod køkkenet. For pokker, sikke en entre! Det ligner et bo-bedreblad!
Sisse grinede lidt genert, fik hængt sit tørklæde ordentligt op. Hendes toværelses i betonblok på Amager var hendes stolthed tapet matchet med gardiner, plaid som mor havde strikket, hvide køkkenlåger og vindueskarme fyldt med planter.
Hyggeligt! sagde alle altid, som om det var magi. For Sisse var det blod, sved og ære.
Kom ind, smid jakken, sagde hun, tog kagen. Tung.
Som mit liv, Oline rullede med øjnene, men lo med dem. Hør Sisse, min køkken er klaustrofobi og naboen ovenpå skriger, den nedenunder borer, og hos dig…
Hun spandt rundt i stuen, hvor Sisse havde lille spisebord og stor sofa ved vinduet.
Hos dig er der luft! Oline spredte armene Det er synd at sidde her alene. Vi laver pigehygge! Bare os to, måske to af mine veninder. De er søde, lover jeg!
Synd at sidde alene ramte Sisse som en knappenål.
Hun huskede tusind aftener alene med fjernsynet og endnu en strikket klud, mens Tine var på uni. Slægtninge forsvandt næsten i glemsel.
Pigehygge? gentog hun. Ja… hvorfor ikke. Jeg har også kage, sagde hun, prøvede at gøre stemmen let.
Oline spærrede øjnene op.
Altså siger du ja? Jeg havde regnet med at skulle bestikke dig. Hun lo. Lørdag, ik? Bare en slags øve-fest.
Sisse smed kagen i ovnen for at lune den. Lørdag føltes som noget der lå tusind kilometer væk mulig, men ikke påtrængende.
Ja da, sagde hun. Lørdag gør vi det.
Sisse, du er en skat! Vi er jo nærmest søstre.
Ordet nærmest stak lidt, men blev slugt sammen med næste stykke kage.
***
Påske det år blev hos Sisse. Oline bag initiativet, selvfølgelig.
Hos Sisse er der ægte hjem! forklarede hun enhver. Hendes påskeboller ligner kunst, og katten overvåger det hele.
I virkeligheden var katten den stribede Frk. Mis mest som en udslidt vagtmester, men overvåger lød sjovere.
Oline ankom med tre veninder.
Sisse var vant til stille familiehygge, så da tre kvinder væltede ind på én gang (rød i gul regnjakke, mørkhåret i læderjakke, miniput med latter), gik hun nærmest i baglås.
Her er Line, Ditte og Marie, viftede Oline. Og det her er Sisse-hjem med hygge og mad.
Sisse fik gæsterne af med sko, udleverede sutsko, hang jakker op. Skema i hovedet stole nok, to påskekager, elve æg, salater. Sikkert nok.
Men det var det ikke. Oline afbrød snart kagesnakken:
Glemte jo Katja og Jytte, skriver lige de kommer også. Sisse, du er ok med det, ikke? De har deres egne æg med!
Sisse ville svare, men ovnen klikkede. Hun ilede til og da hun kom tilbage, var der allerede meldt flere ankomster.
***
Påskefesten blev én stor farvet markedsplads.
Kvinderne diskuterede om ægte gærdej og den rigtige farmorsbrødovn. Og pludselig fløj chokoladeglasuren hen over den snehvide dug.
Ups! Line smilede skævt. Siger man ikke, det betyder held og penge?
Oline og de andre skraldgrinede. Sisse duppede dugen for sent.
Det går nok, sagde hun. Den ryger i vask.
Så fangede hun Olines blik. Taksigelse, som om hun havde reddet selve verden ikke bare et stykke tekstil.
Om aftenen var vindueskarmen fyldt med farvede æg, og alle måtte lave påskekrans af servietter. Oline hævede kagetallerken og deklamerede:
Her er altid ægte fest!
Alle klappede. Sisse, lettere rød i kinderne, mærkede at ægte fest faktisk lød… mærkeligt rigtigt.
***
Da de var børn, var det Oline, der holdt ægte fest.
Oline var altid forrest. Sjov, gakket, charmerende og alle elskede hende.
Derfor lejede alle i gården sig ind foran hendes hoveddør. Oline arrangerede modeshows i morens badekåbe, lavede hemmelige klubber under trappen. Selv de gamle i gården kaldte hende vores underholder.
Sisse var ordentlig og usynlig. Kom hjem til tiden, afleverede bøger uden æselører, polerede sko.
Sisse, du er jo klassens duks, sagde faster Lise, Olines mor. Pas på min datter lidt, vil du ikke?
Senere gled de fra hinanden. Oline droppede ud, gik til fester, Sisse tog HF og supplementkurser. Arbejdede i regnskab, boede roligt. De så kuns hinanden til sjælelige familiekomsammener.
Så døde faster Lise. Begravelser, arveopgør, træthed og gamle traumer. For første gang sad de to kusiner i køkkenet i tre timer, dæmpede sorgen med sød the.
Det er som om hjemmet døde sammen med mor, sagde Oline, stirrende ned i koppen. Jeg ved ikke hvordan man gør.
Sisse, der havde savnet sin egen mor i fire år, svarede stille:
Man gør bare noget andet. Ikke bedre, ikke værre. Bare nyt.
Efter det snakkede de mere. Først om praktiske ting, så bare for hyggens skyld.
Med tiden trak Oline Sisse ind i sit liv som en snemand ruller sne til sig selv.
Skal vi leve parallelliv, bare fordi vi er familie, eller hvad? Oline protesterede. Jeg kommer hos dig, og du hos mig!
Men virkeligheden var, at Sisse næsten aldrig besøgte Oline. Altid en undskyldning; arbejde, Tine, træthed. Men Oline dukkede op stadig oftere.
***
Efterhånden blev hos Sisse svaret på alt.
Hvor så? spurgte folk.
Hos Sisse! Oline havde styr på det: Vores køkken er skab, men hos Sisse: køkkenalrum som en boligreportage!
Nytår, påske, fødselsdage, fredag aften bare fordi? Hos Sisse, selvfølgelig. For der var hyggeligt, og man fik mad og pænt porcelæn.
Først blev Sisse lidt stolt.
Hendes hjem trak folk til sig, hun nød at købe nye servietter og kreere snacks. Hun nød vennernes her kunne man bo!
Men efterhånden blev det for meget. Gæster uden Olines mellemkomst:
Hej Sisse, det er Line. Vi var hos dig i går, og min veninde vil gerne lige kigge forbi er du hjemme?
En dag var det tredje besøg samme uge. Ved døren stod en kvinde, Sisse kendte alt for godt.
Nadja. Engang havde Nadja offentligt kritikere Sisse for en gammel sag. Siden havde de undgået hinanden.
Øhm… Oline sagde, vi kunne komme lidt før? Hjælpe til, ligesom…
Sisse mærkede flovheden stige op fra tæerne, havde lyst til at svare: Oline har taget fejl, jeg forventer ingen. Men hun flyttede sig.
Kom ind, sagde hun. Vil du have the?
Den meget lille køkkenklud blev vredet, til den næsten knækkede.
***
Første protest var barnligt latterlig.
Vil du sabotere festen? Så køb dårlige småkager, sagde hun til sig selv.
Normalt købte Sisse luksus i bageren rundt om hjørnet. Nu tog hun de billigste fra Netto, de som smuldrer bare man snuser til dem.
Så kan de se, ikke alt er gourmet, mumlede hun.
Festen var stadig forrygende. Folk grinede, spiste ost, oliven, Oline lavede sin tomatsalat.
På et tidspunkt smed Maja kæmpe plastikperler på dørhåndtaget og gik. Sisse fandt dem om morgenen og smilede ved tanken om fest på håndtaget.
Oline dukkede op, lo, pegede:
Selv Sisses dørhåndtag er i feststemning!
Sisse ville kalde det rod, men Oline grinede så smittende, at hun kun kunne sukke:
Fest…
Man kunne ikke slippe af med det.
***
Gadekællingeaften kaldte Oline den næste fest.
Vi skal se ind i fremtiden, annoncerede hun i chatten og tilføjede lydløst Sisse. Sisse, du er vores spåkone. Dine tekopper er magiske.
Sisse kastede et blik på sin kalkede elkedel. Spåkone?
En gæst, Line, kom med Tarotkort, fedt stearinlys og et lille spejl.
Det her er ikke hygge, proklamerede hun. Det er åndernes nat.
Sisse slap en nervøs latter.
Hvilke ånder, Line? Højst lugten af gullashgryde i hjørnerne her.
Nej da! Oline grinede. Det er bare sjovt.
De slukkede lyset, tændte lysestagen. Katten Frk Mis anede straks uråd og indtog sin plads på vindueskarmen, hale som aftrækker.
Line fordelt kortene, spejl vinklet på ansigterne.
Så spørger vi universet, hviskede hun.
Sisse var tilskueren på sin egen fest. Hugos, kærlighed, penge, udlandsflyt: alt gik udenom hende.
Lysene blinkede. Én, så to. Så røg sikringen alt blev mørkt.
Uuh, lød det fra nogen.
Tegn! hviskede Line, og alle skreg begejstret.
Sisse famlede efter mobilens lommelygte, og det var der, katten piskede forbi. Frk Mis, overfølsom for larm og skær, styrtede ind i soveværelse-skabet og smækkede døren.
Det må være åndernes måde at sige: Vi vil ikke være her! sagde Sisse hæst.
Strømmen gik hurtigt igen en i opgangen havde brugt vinkelsliber. Men katten blev væk i et døgn, kun et stille mraw afslørede dens skjul.
Da den kom ud, dum og støvet, nussede Sisse den på ryggen:
Nå Frk Mis, så gemmer vi os sammen?
Katten sagde intet og luskede ud i køkkenet, hvor glimmeret stadig lå efter festen.
***
Det tog tid før Sisse turde.
Hun bladrede i beskeder, kursøren blinkede: Oline, næste gang tager I den hos jer. Slettet.
Så: Jeg orker ikke mere, Oline…
Ikk flere fester her, sku vi ikke…
Alt var for blødt, eller for skarpt. Hun kunne høre Olines stemme i hovedet: Sisse, du forstår jo, du er sød, det er ingen sag for dig.
Dyb indånding. Så gik hun hen i stuen, stillede sig foran spejlet og sagde:
Oline, næste fest må I tage hjemme.
Hendes stemme rystede som en slap guitarstreng. Men nu blev hun stående.
Ingen undskyldninger, lød Tines stemme i hovedet. Du har ret til det.
Sisse rettede ryggen, som før hun skulle på scenen.
Oline, sagde hun. Jeg elsker at vi ses, men jeg er træt af, at alle fester er her. Tag næste derhjemme.
Stemmen knækkede på men.
Ingen men, mindede hun sig. Jeg er ikke undskyldnings-central!
Til sidst tastede hun:
Oline, jeg er virkelig træt. Lad os tage næste fest hos dig, ikke? Jeg har brug for pause.
Hun trykkede send, lagde mobilen.
Nu må vi tale ansigt til ansigt, hviskede hun. Det må vi.
Ved spejlet trænede hun sin replik.
Oline, jeg kan da godt lide hyggestunder, men ikke hele tiden…
Oline, jeg kan godt lide dig, men mit hjem er ikke en station for alle…
Oline, lad os sætte nogle grænser.
Hver gang blev stemmen tyndere på grænser. Hun så ikke en stram værtinde. Men en kvinde, der stadig lærte at sige nej, som et fremmedord, hun lige havde tygget sig til.
Men mellem tredje og femte forsøg kom der nu en ny tone: ikke vrede, ikke bare træthed men beslutsomhed.
Sådan, sagde hun til sin morgenudgave. Nu går vi. Ikke til mig. Til hende.
***
Sisse tog af sted til Oline uden varsel.
Hvorfor skulle hun altid bare komme til mig med kager, veninder, og ingen varsel jeg kan også!
Olines opgang var gammel baghus højt til loftet, skaller i pudset, aviser strittende ud af postkassen. En gang havde Sisse syntes det var charmerende. Nu bare lidt trist.
Ingen elevator. Sisse trak sig opad, trappeløb for trappeløb. Udenfor lugtede der af dårlig deodorant og gammelt suppehavari på etagen.
Døren til Olines lejlighed var genkendelig skævt sat krans, skilt med Her bor vidunderet. Førhen syntes Sisse det var nuttet. Nu mest sørgeligt.
Hun bankede. Stilhed. Ringede. Efter lang tid skridt, og så: en træt stemme:
Hvem der?
Det er mig Sisse.
Låsen knirkede.
Oline halvt bag døren, joggingsæt, én uldstrømpe på, én i hånden. Håret kaotisk, øjne trætte.
Sisse? hun lød målløs. Uden varsel?
Du varsler jo heller aldrig, sagde Sisse roligt.
Oline blinkede, men lukkede hende ind.
Hjemmet slog straks mod Sisse ikke med tapet eller interiør, men med tomheden.
Ingen velkomst. Ingen skoreol, ingen lille hylde. Moppe, slidte sko i bunke, noget spildt på gulvet.
Videre ind i stuen.
Der lå bunkevis af tøj på sofaen, alt sammen i én klump. Tomme vinflasker, Red Bull-dåser, et magasin med forsiden væk, laptop på skammel, overfyldt askebæger.
Under bordet: to kopper én væltet med indtørret kaffe om sig, én på kanten af tæppet, med cigaretaske i skummet.
På vindueskarmen, ikke blomster, men tomme plastickrus, chipsposen, en indtørret citron.
Det var ikke bare rod. Det var… et liv, der spredte sig ud i hjørnerne og ingen havde overskud til.
***
Lad være med at glo sådan, sagde Oline skarpt. Jeg har ikke fået ryddet op… efter… det hele.
Efter hvad? spurgte Sisse sagte.
Efter mor, efter jobbet, efter… hun pegede mod flaskerne. Efter livet.
Oline susede i køkkenet, hvor Sisse nærmest faldt i chok køkken så småt som et fuglebur, én stol, køleskab med gnavne magneter. Opvask med indtørret madrester. Stegepande med halvt stegte kartofler i skorpe. Et fyldt, men ikke udsmidt skraldepose.
Ville ringe, mumlede Oline med ryggen til. Men…
Sisse stod og krammede sin håndtaske. Husker: hendes køkken, den pæne dug, kager, latter. Her: et parallelunivers med rod og stilhed.
Det stod pludselig lysende klart for hende: Olines krise havde ikke et hyggested, og Sisse lejlighed var ikke bare et praktisk lokale det var den eneste tryghed, Oline kunne flygte til.
Er det derfor, du… sagde Sisse.
… kommer til dig hele tiden? Ja! Oline satte sig, nærmest overmandet afl sorg.
Tårerne pressede på under overfladen.
Jeg er sur, sagde Sisse ærligt. På tøj til sidste nat.
Taske på bordet, mens hun prøvede at holde stemmen fast.
Men jeg ville prøve at forstå.
Oline tørrede mascara ud over kinden.
Forstå hvad?
Hvorfor… det her er dit hjem, og ventetid sker kun hos mig.
Oline grinede med et snøft.
Fordi du skaber ægte hjem. Her føles det som en kulisse.
Så væltede ordene ud.
Siden mor forsvandt, og alt det bøvl, har jeg aldrig følt at her var hjemme. Jeg lever som en fremmed lejer, tingene er her, men ikke jeg. Hos dig… der er plads, ro og orden. Katten ligger på radiatoren, du ved hvor tingene er. Du ligner én, der forstår livet.
Hun snøftede.
Det er kun hos dig… jeg ikke er bange eller alene.
Sisse mærkede noget varmt brede sig. Hun genkaldte de ensomme måneder efter moren døde, hvordan hun selv først var hjemme, da hun ommøblerede det hele.
Og jeg… Oline lo nervøst, troede det gjorde dig glad, at der skete noget.
Hun foldede fingrene.
Tænkte på, at du jo kunne lide stemning, ellers var du jo alene. Jeg lukkede øjnene for alt det her rod… Klamrede mig til dig for at få min mor tilbage.
Sisse slugte en klump.
Men så blev mit hjem fortsættelsen af dit kaos?
Oline sank sammen.
Jeg er panisk angst for at være alene. Når jeg sidder her, er det mors stemme jeg hører hendes krav, kritik. Jeg inviterer folk, løber til dig, og kun hos dig føler jeg… tryghed.
Sisse satte sig.
Oline, blidt men bestemt, jeg er ked af dit savn. Men jeg kan ikke være alles eneste pude.
Oline sænkede blikket. Sisse åndede ud.
Må vi prøve noget nyt.
***
Hvad mener du med nyt? Oline snøftede.
At ikke alt skal være hos mig.
Hun kiggede på tørkede kaffepletter og bunkevis af rod.
Hjem er ikke kun hygge, det er også noget man ikke skammer sig over for sig selv.
Oline nikkede, vemodigt.
Så skal vi vel begynde her, Sisse rejste sig. Hvis vi bliver ved med at flytte fest til mig, bliver her aldrig hjemme for dig. Og jeg… går snart kold.
Hun lænede sig ind over stolen.
Lad os skiftes. Én aften hos dig, én hos mig. Ingen kæmpeflokke, små selskaber. Ikke hver uge én gang om måneden.
Du foreslår gæster i det her rod?! Oline pegede.
Jeg foreslår at mit hjem ikke længere er din eneste fest, svarede Sisse. Lad dit hjem blive til lidt mere.
Hun blødte lidt op.
Og lad os starte småt. Bare os.
Oline kiggede spørgende.
Skal vi ikke smide skrald, vaske de kopper, tørre bordet og lave pandekager? Du og mig. Uden de piger, ingen glimmer, ingen seancer. Bare… vi to.
Pandekager? Oline snøftede, men der var glimt i øjet. Kan bedre lide klatkager.
Så klatkager.
***
Så gik de i gang.
Akavet, ja. Sisse hentede en ny pose, Oline samlede kopper op. Sisse hev svampen frem.
Jeg er ikke født med rene sofaer min mor lærte mig det. Du… har haft andre måder at overleve på.
Oline mødte hendes blik. Vaskede kopper, som var det eksamen.
Der duftede af stegeos. Oline blev til igen den oprindelige Oline fra gården, der lavede skuespil for halve opgange. Nu i stedet iført hverdagsrodet og halvstegt kartoffel.
Da de sad med varme klatkager og syltetøj, ringede det.
Hvem nu? Oline fik kaffen galt i halsen.
Sisse kiggede ud. Hun smilede.
Familie.
Der stod Tine rygsæk, pose i hånden.
Kom efter duften, sagde hun. Skrev jo til dig, mor! Ingen svar. Så måtte jeg kigge.
Oline fik sat håret nogenlunde.
Kom ind, bød Sisse. Vi har generalprøve på fest-light.
Tine kiggede rundt, nikkede anerkendende:
Nå, nu er der glimmer hos tanten Oline også.
Hvad for noget? Oline forstod ikke.
Prøv at se på lampen, Tine grinede.
De kiggede op. En stjerne af sølvglimmer havde klemt sig fast.
Sisse lo.
Så, sagde hun, nu er der glimmer begge steder.
Bare det er med samtykke, blinkede Tine.
Sisse mærkede noget rette sig op i hende. Hun var stadig lidt vred, stadig bange for flere tøseaftener. Men nu havde hun et valg. Og det havde Oline nu også.
De tre sad i det lille køkken, spiste klatkager af én pande og rystede på hovedet af Olines syltetøjsmund.
Og denne latter havde ikke længere en bagsmag af, at nogen krævede hendes hjem uden varsel. Det var første ærlige fest. Uden buffetdronning eller Danmarks bedste værtinde. Bare Sisse, Oline og Tine.
