Sidste år gjorde min mor noget, der tog mig fuldstændig på sengen hun begyndte at tage betaling for grøntsagerne fra sin have. Hun sagde, vi ikke kom og hjalp hende, så nu var det sådan, det måtte være. Og hvem var det mon, der havde betalt for vandregningen, for drivhusene, for hjælpen hun havde haft til at grave bedene og lægge dem til rette? Det glemte hun åbenbart hurtigt. Vi købte altid vores frugt og grønt billigt i Netto.
Vi har aldrig haft et sommerhus i familien. Vi voksede op i København, og min far havde nok aldrig set, hvordan kartofler voksede, før de lå i supermarkedet. Min mor, derimod, kom fra landet på Fyn, så hun var overmæt af hele det der landliv fra sin barndom, og hun havde ikke savnet det en eneste gang. Ingen gavekurve med sved på panden.
Mens far levede, var der ikke én gang brug for køkkenhaven for at få det til at løbe rundt. Han sørgede for alt, også når det virkede umuligt. Mor arbejdede også, men det var far, der dækkede det meste.
Det ændrede sig faktisk ikke, efter han døde.
Så længe jeg var barn og boede hjemme, kunne jeg hjælpe hende, og det gjorde jeg også. Vi delte udgifterne, fordi vi boede sammen. Det var først, da jeg blev gift for to år siden, at jeg flyttede ud.
Sidste år gik min mor så på pension og begyndte at længes efter minderne fra sin barndom, hvor hun havde løbet rundt i sin mormors store have på Fyn. Så hun hævede penge i banken, købte et lille kolonihavehus uden for Roskilde ikke synderligt komfortabelt, synes jeg, men mor var ovenud lykkelig.
Selvfølgelig måtte min mand og jeg hjælpe til økonomisk, så huset og haven blev i orden. Vi tjener pænt, så vi kunne godt klare det ikke nok til at bygge et palæ, men nok til at få installeret vand både i huset og haven, lagt fliser på terrassen og gøre det hyggeligt.
Vi afviste dog at være havearbejdere hver weekend. Vi har travlt med karriere, ser hellere venner eller sover længe om søndagen end at rode i muldjord. Vi er bymennesker sko og neglebånd er til pæne sko, ikke til at hakke i jorden.
Mor bebrejdede os tit vores manglende arbejdsindsats, men det stilnede altid, når næste økonomiske indsprøjtning landede. Og dem var der mange af, for først skulle der nye drivhuse op, så ville hun anlægge højbede, grave op derude og fjerne buske alt sammen noget, vi slap for at hjælpe med, for vi betalte os fra det. Mor løftede ikke en finger, ud over dét hun havde lyst til.
Endda hendes indkøbsture betalte vi taxaen for, når hun syntes, det var for tungt at tage toget og bære det hele hjem.
En gang imellem viste hun mig billeder af haven hvor smukt og frodigt det var blevet, alt stod snorlige, som et mirakel. Jeg smilede, men ærligt talt sagde det mig ikke så meget. Så en dag sendte hun et billede af hendes kæmpe, røde jordbær.
De så fantastiske ud, og jeg kunne straks smage dem for mig, så saften løb mig i munden. Jeg bad hende komme dem i en bøtte til mig jeg ville hente dem efter arbejde. Jeg regnede slet ikke med, at hun ville sende mig billeder af forskellige bøtter og skrive, hvad prisen var.
Jeg læste det igen, for jeg troede, jeg havde misforstået, at hun lige havde skiftet emne. Men nej, hun havde tænkt sig at sælge mig jordbærene. Jeg ringede til hende: “Mener du det virkelig, mor? At jeg skal betale for dine jordbær?” “Selvfølgelig,” sagde hun. “Du og Søren lader aldrig til at have tid til at hjælpe, men jeg knokler for, at de bliver så flotte. Hvorfor skal I bare have det gratis? Hvor der ikke arbejdes, kommer der ingen mad,” sagde hun, stædigt.
Jeg mindede hende om, at vi havde betalt for ALT i haven. Men det gjorde hende bare vred: “Kan du virkelig tale sådan til din egen mor?”
Af princip nægter jeg nu at købe grøntsager fra min mor. Hun må sælge dem til andre. Søren og jeg køber bare det, vi skal bruge, på torvet det er nemmere. Mor har stadig forsøgt at sælge os agurker og squash. Det blev et nej.
Haveprojektet må hun nu klare uden vores hjælp. Vi betaler selvfølgelig stadig for hendes medicin, regninger og det, hun skal bruge for helbredets skyld men ikke én krone mere til haven!
