En tidlig morgen, for mange år siden, udbrød min hustru Mette, at vi snart skulle have vores fjerde barn. Hun tilføjede:
– Vi har ikke råd til at købe en lejlighed. Så må vi vel få en fra kommunen. Men du har aldrig evnet at kæmpe dig til noget, så jeg føder et barn mere hvert år: hvis vi ikke kan imponere med farens kvaliteter, må vi forsøge med kvantiteten af børn!
Senere på dagen slentrede jeg tøvende hen til kontoret på Københavns Universitet, hvor der stod “Ledelsen” på døren. Lokalet var fyldt. Direktør Balle og hans vice, Karsten, holdt møde.
Det handler om vores prestige Vi skal overgå de andre institutter på alle sportslige områder Åh! Her er vores håb! udbrød Balle, da han fik øje på mig.
Jeg blev rød i hovedet.
Jeg er vist ikke noget stort håb Jeg ville egentlig bare spørge om bolig
Byggeriet står færdigt om en uge, sagde Karsten højtideligt. Du står øverst på listen. Vi skal bare lige springe så kan du flytte ind.
Springe? spurgte jeg, let forfjamsket og smilende.
Med faldskærm. Der er konkurrence i morgen.
Mit smil stivnede.
Skal vi springe hvorhen?
Ned på jorden.
Og hvorfor?
Har du da aldrig set fjernsyn? spurgte direktøren undrende. Nu om dage er det moderne at kunstnere optræder på isen eller balancerer i cirkus. Forskere sætter rekorder nu! Professor Bæk grundstødte i bokseringen i går, han pegede på Bæk, der sad på sofaen med tre plastre i ansigtet. Lektor Kruse kæmpede i brydning i lørdags han ligger nu til observation Nu er det din tur. Vi delte sportsgrenene ud du fik faldskærm.
Ved ordet fik blev jeg svimmel.
Hvornår skal jeg springe? klaprede jeg.
I morgen. På Fuglenes Dag, sagde Karsten.
Jeg så bedende på Balle.
Hvad har fuglene nogensinde gjort mig?
Balle lagde en arm om skulderen på mig.
Som storfamiliefar får du selvfølgelig bolig, men Nogle lejligheder har altan, andre udsigt til parken, enkelte til cementfabrikken Ved fordelingen vil vi tage hensyn til dit engagement i institutlivet
Stilheden sænkede sig. Jeg tog et par dråber kamfer og spurgte:
Hvis jeg nu ikke lander på jorden? Eller flyver forbi? Får min familie stadig udsigt til parken?
Karsten klappede mig på skulderen og blinkede:
Vores regel gælder: enker og forældreløse først i køen! Og fortvivl ikke! Du er ikke alene, du får en erfaren makker! Han pegede på en bleg yngre forsker i hjørnet.
Det er vor ph.d.-studerende, forklarede Karsten, – han afskediges alligevel ved næste besparelse.
Højde havde altid skræmt mig fra barnsben. Bare at stå på en stol gav mig svimmelhed. Ordet fly fik kvalmen til at komme. Den aften trænede jeg hjemme; jeg hoppede flere gange ned fra sovesofaen til gulvet.
Næste dag blev jeg og min skæbnefælle hentet i en sort, lang minibus, der mest af alt lignede en rustvogn. Balle fulgte efter i bil. Med sporvognen kom en støttegruppe på tredive adjunkter og professorer.
Ved lufthavnen tog Karsten og det bestilte orkester imod os og spillede Sørgemarch. Mandskoret lød næsten for sørgmodigt, så selv piloten blev rørt. Tre af musikerne kom med i flyet, så de kunne spille noget muntert under springet.
Instruktøren, en afdæmpet mand, så på os med frygt og omsorg. Da han så min figur, sagde han, at jeg skulle have en ekstra faldskærm. Jeg blev spændt ind i et ekstra sæt. Hvor ph.d.-kandidaten nu lignede en ét-puklet kamel, gled jeg ind som en to-puklet.
Oppe i luften gennemgik instruktøren endnu en gang alle mulige situationer, hvor faldskærmen ikke ville åbne, hvorefter han kyssede os tre gange hver en gammel dansk skik. Så åbnede han lugen og nikkede til mig: Nu er det tid!
Jeg rakte ham stumt et brev.
Giv det til min kone. Hvis det bliver en dreng, må hun kalde ham mit navn.
Han forsøgte at berolige mig.
Det er kun i starten, man mærker frygten. Senere mærker man intet.
Fremad, kamikaze! råbte piloten.
Musikerne begyndte at spille Altid frejdig, når du går, jeg lukkede øjnene og sprang. Men da jeg åbnede dem, sad min overkrop stadig i flyet benene dinglede allerede i vinden. Jeg havde sat mig fast i lugen. Instruktør og ph.d.-studerende pressede på, men jeg sad urokkeligt.
Måske kan vi sæbe ham ind, foreslog min makker.
Instruktøren råbte desperat:
Giv plads! I blokerer jo konkurrencen!
Hvordan? skreg jeg.
Luk luften ud af lungerne!
Jeg stønnede et laaangt Uuuu! og forsvandt ud. Jeg hev i snoren allerede i flyet, så faldskærmen nåede ikke at folde sig ud og satte sig fast i landingsstellet. Jeg dinglede nu under flyet.
Piloten begyndte på de vildeste manøvrer for at ryste mig løs, men jeg holdt fast med dødsangst.
Nu må du slippe, råbte instruktøren halvt ude af flyet. Indenfor holdt ph.d.-kandidaten ham i benene. Men pludselig rystede flyet, og instruktøren røg ud sammen med min kollega, der klamrede sig fast om begge hans ben. I panik greb instruktøren fat i mit jakkesæt, mens ph.d.-studerende nu dinglede nedenfor.
Det føltes skørt vi lignede nærmest akrobater i et cirkus. Musikerne satte i med “Flyv, små fugle, flyv”.
Instruktøren råbte, at makkeren afklemte hans årer og ville give ham koldbrand. Jeg tilbød min egne ben, men han foretrak at holde fast i instruktørens, der var tyndere.
Flyet kunne selvfølgelig ikke lande med dette underlige påhæng. Piloten kredsede lavt, så vi kunne slippe ned på græsset, men vi måtte hoppe af én for én. Flyet fløj til sidst så lavt, at min kollega slæbte i jorden, men han slap stadig ikke.
Instruktøren forbandede sine ben og håbede det hele faldt af.
Musikerne spillede “Danmark, mit fædreland”. Brændstoffet slap snart op. En lang stang med løkke blev rakt ud gennem lugen, makkeren blev trukket op, derefter instruktøren, og så mig. Men jeg satte mig fast igen nu var flyet næsten landet, så jeg måtte løbe med i et halvt minut hen ad landingsbanen, halvt ude, halvt inde.
Ingen kom alvorligt til skade, alle bølgende glade ud over marken.
Orkestret spillede deres muntrere sørgemarch.
Instruktøren kunne dog ikke rejse sig ph.d.-kandidaten klyngede sig stadig til hans ben og måtte pilles løs med tang. Instruktøren blev sat på benene, men nu havde hans bukser trukket sig så langt op, at han lignede en struds. Senere fandt vi ud af, at det slet ikke var bukserne, der var blevet kortere instruktørens ben var blevet længere af belastningen.
I morgen er der omkamp, meddelte Karsten.
Ved den nyhed blegnede instruktøren som min uåbnede faldskærm og galopperede på sine strudseben afsted for at ringe op. Hvorhen og til hvem vides stadig ikke.
Men jeg blev noteret som vinder både i denne og alle kommende konkurrencer det næste årti. Også min rekord i at løbe blev anerkendt, for jeg holdt samme fart som et fly. Men da det kun var min nederste halvdel, der løb, mens resten fløj, blev resultatet halveret.
Men det var alligevel rekord!
