Ved du hvad, jeg tog faktisk på en grupperejse til Italien sammen med en flok danske pensionister og jeg havde absolut ingen vilde forventninger til turen. Jeg tænkte, lidt sightseeing, et par billeder til familiealbummet, måske nogle små souvenirs til børnebørnene. Jeg ville lige væk fra hverdagen og følelsen af ensomhed, som efterhånden var blevet min faste følgesvend.
Ærligt talt regnede jeg med, at Rom, Firenze og Venedig bare ville blive endnu tre prikker på mit turistkort. Men under Kolosseums skygge, af alle steder, mødte jeg en mand, der fik mig til at føle mig ung igen.
Jeg stod der, dybt imponeret over de enormt store buer og tænkte egentlig bare på, hvor fantastisk det var, at bygningen stadig stod. Vores guide snakkede løs om gladiatorer, men mine tanker var allerede stukket af. Pludselig hører jeg en stemme ved siden af, der sådan lidt drillende siger: Spørgsmålet er, om gladiatorerne også har beklaget sig så meget over varmen, som vi gør nu!
Jeg vender mig om og ser ham høj, lidt gråsprængt ved tindingerne, men med et venligt og nærmest drengede smil. Han havde bare en enkel skjorte og en bredskygget solhat på, men kiggede på mig, som om vi var de eneste to mennesker der.
Vi faldt i snak med det samme. Han hedder Bent også pensionist, bor alene efter konen døde for nogle år siden. Han sagde, at han tog af sted uden selskab, fordi han ikke længere ville vente på det perfekte øjeblik for at se Rom.
Det var nemt at snakke med ham. Der var noget befriende ukompliceret over det hele vi grinede, hyggede os og satte os endda under Kolosseum med to små espressoer og snakkede om alt mellem himmel og jord. Pludselig gik det op for mig, hvor sjældent nogen faktisk har lyttet sådan til mig i lang tid.
De næste dage blev bare helt anderledes. Vi satte os konsekvent ved siden af hinanden i bussen, spiste frokost sammen, og mistede hinanden i mængden, kun for at finde hinandens blik igen. Det var både uskyldigt og lidt nervepirrende.
Efter aftensmaden, når de andre spillede kort eller glanede TV i hotellets fællesrum, stod vi ude på altanen og kiggede ud over byens lys, mens vi snakkede om børn, gamle dage, og hvordan det føltes pludselig at mærke hjertet banke lidt hurtigere igen.
Jeg følte mig pludselig som en teenager. Begyndte at tage pænt tøj på, lidt læbestift, grinte oftere. Nogle af damerne sendte mig varmt opmuntrende smil, mens andre måske så en anelse misundelige ud. Men jeg kunne mærke, at jeg fandt tilbage til den version af mig selv, som jeg næsten helt havde glemt eksisterede.
Men jo tættere vi kom på hjemrejsen, jo oftere spurgte jeg mig selv: Hvad nu? Han bor flere hundrede kilometer væk, sit eget liv, og jeg mit. Vi havde kun den ene skrøbelige uge sammen var det nok til at tænke, at det kunne blive til mere?
Sidste dag gik vi en tur alene gennem Rom, væk fra gruppen. Vi sad på Den Spanske Trappe og spiste gelato og sagde ikke meget. Til sidst sagde han: Ved du hvad, jeg har ikke haft det så godt i årevis men jeg er bange for, det hele forsvinder, når vi er hjemme igen. Du har dit, jeg har mit. Måske er det bare en feriedrøm?
Jeg kunne ikke finde ordene. Indeni kæmpede håbet mod frygten drømmen om, at det kunne være ægte, mod angsten for, at det bare var et øjebliks fortryllelse.
Vi sagde farvel i lufthavnen med et alt for langt kram og de der blikke, hvor både afsked og et lille løfte bor side om side. Vi udvekslede numre, men ingen af os sagde højt: Skal vi ses igen?
Når jeg tænker tilbage på turen nu, ved jeg ærlig talt ikke helt, hvad jeg skal føle. Det føltes som en drøm stærk, smuk og samtidig porøs. Måske havde Bent fat i noget måske var det bare en illusion? Eller måske er det faktisk lidt fejt ikke at undersøge, hvad chancen kunne bringe.
Så ja, jeg spørger mig selv igen og igen: Er det værd at kaste sit trygge liv op i luften for en følelse, der bare kom ud af det blå? Var det bare en flirt under den italienske sol eller starten på en historie, jeg endnu ikke kender slutningen på? Mit hjerte banker stadig lidt hurtigere, når jeg tænker på ham, men fornuften hvisker, at det er tosset.
Måske fortæller jeg dig det her, fordi jeg også håber, du vil give dit besyv med: Har man stadig lov til at åbne sig for noget nyt, når man er over tres? Eller skal man bare gemme det som et smukt minde og komme videre? Jeg ved det ikke men jeg er nok ikke færdig med at gruble over detMen så, en uge efter hjemkomsten, stod jeg i køkkenet med tekoppen og kiggede ud på haven, der så akkurat så hverdagsagtig ud som altid. Mobilen summede imod køkkenbordet et eneste, forsigtigt beskedikon fra Bent: Må jeg invitere dig på kaffe denne gang uden Colosseum, men måske med plantebord og fuglefløjt?
Jeg følte det straks igen, det lille sug i maven. Uden at tænke videre svarede jeg: Ja, selvfølgelig lad os se, hvordan kaffen smager herhjemme.
Og måske var det netop det, livet mindede mig om den dag: At det aldrig er for sent, og hjertet aldrig egentlig bliver gammelt. Måske skal man nogle gange bare turde skrive ja og tage af sted også selvom det bare er over Storebælt i stedet for Støvlelandet.
For selvom nogle minder kun lever i solen over Roms tage, kan håbet om noget nyt godt begynde i regnen over en dansk morgen. Og jeg? Jeg har fundet læbestiften frem igen.
