Nat, kvinde, kat og køleskab
– Lad nu være med at kigge sådan på mig!
Kirstine sendte katten et så alvorligt blik, som hun overhovedet kunne mønstre. Hun løftede endda brynet, selvom hendes mor altid havde forbudt hende det. Kirstines øjenbryn var buskede og mørke, arvet fra faren, og havde som barn groet sig sammen midt på næseryggen noget hun aldrig brød sig om. Hun ville hellere have haft sin mors fine, tynde øjenbryn, som altid så så blide og venlige ud.
Selvfølgelig havde Kirstine for længst fået styr på øjenbrynene, og hun var da også blevet voksen for længst. Katten, Bølle, vidste udmærket besked. Han reagerede ikke på Kirstines truende mimik, men sad på vindueskarmen, betragtede sin ejer lettere overlegent, øjnene glimtede grønt og mystisk, når lyset fra entreen fandt vej ind i det dunkle køkken. Døren, som Kirstine havde ladet stå på klem for at skabe illusionen af, at hun kunne forlade rummet, vippede dovent frem og tilbage i trækvinden, men lukkede aldrig helt. Kirstine kunne ikke lade være med at ærgre sig over den slendrian der skulle holdes helt lukket, så hun havde grønt lys til at åbne en anden dør. Køleskabet.
Hun rykkede sig lidt, fandt en bedre stilling op ad væggen på det kolde køkkengulv, hvor hun havde siddet længe. Stirrede på køleskabet, som om hun kunne overtale det til at give sig.
Kirstine kendte, til mindste skive spegepølse, alt indholdet på de blankpudsede hylder det var jo hende, der handlede ind. Det gav altid anledning til sjov med Søren, hendes mand.
– Kirstine, hvorfor har vi kapers? Er der nogen i den her familie, der overhovedet kan lide kapers? drillede han, mens han rystede på glasset.
– Det smager da fint.
– Javel. Men hvordan vil du bruge dem uden at overanstrenge dig?
Så fandt Kirstine på noget. Som regel noget lidt mærkeligt, for hun kunne aldrig følge en opskrift. Familien så skeptisk på hendes kulinariske eksperimenter, men til sidst var der aldrig en krumme tilbage alle ville have mere.
Bortset fra Kirstine selv.
Hun kunne ganske enkelt ikke spise det, hun selv havde lavet. Slet ikke!
Selve madlavningen opslugte hende fuldstændig og gav hende øjeblikke af glæde, men når anretningen var færdig, skete der altid noget forfærdeligt det var, som om der kom en gamling forbi, en snerren, hviskende stemme, der ikke havde noget med Kirstine at gøre og som lod hende, kokken, dybt sulten og helt uden lyst til at røre egen mad.
Hun trøstede sig med noget let noget man ikke skulle forberede: elskede spegepølse og ost, rundstykker, lidt chokolade, småkager og de kiks, hun sommetider listede fra sin lille søns dåse. Børnekiksen virkede sundere, og så nagede samvittigheden mindre. Under spiselige undskyldninger bildte hun sig ind, at hun passede bare på sig selv.
Det var sandt nok, Kirstine manglede ikke ligefrem helbred.
Hun led ikke af overvægt alting blev brændt af i den evige hverdag. Hun havde tre børn, en mand, kat og deres hus, som alle krævede hendes omsorg. Og så var der arbejdet, som hun både respekterede og indimellem holdt af, afhængigt af hvor meget plads det gav hendes omsorg for familien.
Klage gjorde hun aldrig hendes mor havde indpodet hende en enkel sandhed som barn:
Det går over af sig selv!
Sådan lød det altid, når Kirstine klagede over lidt ondt et sted:
– Kirstine, hold nu op! Du har ikke feber! Har du målt? Nå, så drik en kop te med hindbær og læg dig. Det går over.
Sætningen blev hendes mantra, og hun havde lært, at det ikke var nødvendigt at gøre noget særligt for helbredet det gik jo over.
Det var måske derfor, at Kirstine ikke tog sine kropslige problemer alvorligt efter den første fødsel hun havde jo ikke tid! Det ordner sig…
Med søn nummer to blev det mere krævende. Kirstine havde svært ved at vågne, når barnet græd, men hun klagede ikke til Søren. Hvad var det for en mor, der ikke kunne tage sig af sit barn?
Søren forstod hende, selvom hun ikke sagde noget.
– Kirstine, slap nu af. Jeg skal nok tage over, sagde han, sendte hende og den store søn ud af rummet Vi klarer det, vi to. Du skal hvile.
Hun sov timer i træk, men vågnede mere udmattet end før. Samvittigheden bed hende hvad var hun for en kvinde, hvis hendes familie ikke havde glæde af hende?
Havde Kirstine bare én gang stillet spørgsmålstegn ved sin usikkerhed, havde meget set anderledes ud. Det er svært at være tilfreds, når du har fået at vide, at du altid er lidt forkert…
Det stærke budskab var givet videre af hendes mor og mormor.
– Kirstine, sid ordentligt! Du sidder jo som en krøllet nøgle! Ret ryggen, skat. Lise-Marie, sig noget! Hun får jo dårligt helbred udbrød mormor, Lise Jensen.
– Mor, jeg prøver! Hun lytter bare ikke! Alle andre børn er, som de skal være, og Kirstine sidder bare og spiser hele tiden! Virker det rimeligt?
Fem-årige Kirstine, tynd som en killing, rettede ryggen, fældede tårer i tallerkenen, rørte ikke mere og turde knap nok se op.
De havde måske ret. Hun var ikke som de andre…
Først som teenager, usikker og lettere buttet, fandt hun gamle fotoalbums. På billederne hendes mor… Kirstines verden smuldrede. Moren havde selv været rund, haft bumser, og hendes datter var slet ikke tykkere.
Hvorfor så al den kritik? Hvorfor så mange bebrejdelser?
Så kom svaret.
– Du forstår ingenting. Se dig selv i spejlet! Tror du, at nogen vil gifte sig med dig, hvis ikke du tager dig sammen? Min mor tvang mig på kur, hele familien sad på diæt!
– Mor, hvornår gik morfar fra mormor?
– Hvad er det for spørgsmål? Det havde ikke noget med sagen at gøre! De forstod bare ikke hinanden ligesom vi ikke altid gør!
– Mor, hvordan kan man ikke forstå den, man bor med?
– Kirstine! Tal om noget andet! Gå ud og foretag dig noget!
Hvad det “noget” var, vidste Kirstine udmærket. Hun tog de gamle løbesko på og gik mod stadion. Men hun løb først, når alle andre var gået, sad ellers på sin yndlingsbænk under lindetræet og tænkte over livet. Til sidst løb hun et par omgange og skældte sig selv ud for at være så doven.
De mange tanker førte hende til en beslutning: Hvis hun nu alligevel ikke var køn og aldrig ville blive gift, kunne hun lige så godt blive til noget, så folk lagde mærke til det istedet for udseendet. Hvis man har noget, som andre har brug for bliver det ydre mindre vigtigt. Så ingen spørgsmål!
– Mor, jeg vil være læge.
– Hvorfor dog det? Du har ikke evner til det…
– Hvorfor ikke? Jeg er god i skolen.
– Jaja… Det er også en anstændig profession.
– Nemlig, svarede Kirstine sikkert, med bange anelser om morens næste beslutning.
Hun blev læge. En dygtig en af slagsen. Meget lidt plads til privatliv, så hun brugte al sin energi på studierne.
Moren var optaget af andre problemer hendes egen mor var syg, så Kirstine blev lidt glemt.
Ikke for altid, dog.
– Hun finder aldrig en mand selv! Kun bøger, ingen liv! Nogen må ordne det.
Mormor satte alt ind og fandt… en Kirsten Giftekniv.
Hvor hun kom fra, var et mysterium, men hun fik hurtigt sat skub i sagen.
– Hun er en rigtig perle! Dygtig og sød! Ingen problemer.
Kirstine var målløs. Smuk? Hende? Hun følte sig ikke specielt køn, havde sine problemer, men skjulte dem godt.
Fordomsmatchningen blev hurtigt afgjort.
Kirstine var ved at le, da hun så kandidaten: lav, stiv i det og akavet. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre af sig selv.
Dog blev hun og holdt masken. Hun vidste, hvor meget familien ønskede dette.
Kaffeslabberadsen gik roligt for sig et rigtigt, gammeldags arrangement og de aftalte et første “rigtigt” møde. Hun kom alt for sent, løbet ankom hun til caféen og fandt ikke sin udvalgte. Nå, så gik hun hjemad, indtil en tjener standsede hende.
– Hedder du Kirstine?
– Ja.
– Du har fået en seddel. Ham, du havde en aftale med, blev nervøs og gik igen…
På sedlen stod: “Søg mig ikke!”
Kirstine kunne ikke holde et fnis tilbage.
– Det havde jeg heller ikke tænkt mig.
Det var som om en kæmpe byrde forlod hendes skuldre. Nu havde hun et argument, hvis hendes mor ville finde på nyt. Hun var dumpet allerede på første date. Nej, så skulle det i det mindste være fra den rigtige grund.
Tjeneren, som havde overhørt beskeden, trak på læben og spurgte:
– Hvad laver du i aften?
– Hvad hedder du?
– Søren.
– Søren, har du ondt af mig?
– Nej, overhovedet ikke sagde Søren alvorligt.
– Hvis ikke… Jeg venter dig ude foran universitetsparken i aften.
– Det ved jeg hvor er! Tak, sagde Søren, og hendes tillid kom næsten med det samme.
Første date blev uforglemmelig. Hver en replik blev nærmest gemt i hjertet så let, så fortroligt. De opdagede til deres overraskelse, at de begge elskede jazz, ikke brød sig om hytteost, drømte om kat og havde intet ønske om at få hund – hvem havde tid? De ville begge have hus og karriere, hvor det handlede om at hjælpe andre.
Alt spillede.
Kirstine og Søren sås i over et år. Hendes mor rev sig i håret.
– Han er ikke din lige!
– Hvorfor ikke, mor?
– Han er jo bare
– Tjener?
– Ja! Han læser jo, og arbejder bare lidt ekstra. Hvad er der galt i det?
– Hans syge mor og en femårig søster vil du virkelig have den byrde?
– Det viser måske bare noget om hans hjerte, mor. Han tager sig af dem! Han skal nok passe på mig, hvis jeg får brug for det.
– Kirstine! Du burde have mere respekt for dig selv.
– Det er det, jeg prøver at lære… og jeg lytter faktisk denne gang, mor. Han har friet hvad mere vil du have?
Brylluppet blev udskudt.
– Jeg ved ikke, hvad vi gør, hvis min mor ikke klarer den, sagde Søren.
– Så må vi tage os af Line, svarede Kirstine.
– Tror du, jeg kan?
– Er der alternativer?
Kirstine hjalp, men dagen kom, hvor Sigrid, Sørens mor, sov ind. Før det havde Kirstine og Søren giftet sig, kun med Line som vidne.
– Er vi nu familie? spurgte Line.
– Ja.
– Også mig?
– Selvfølgelig.
De ord så alvorligt udtalt fik Kirstine til at forstå, at børn nogle gange forstår mere end voksne tror.
Svigerindens varme og taknemmelighed var stor.
– Tak, Kirstine. For Line, og for Søren. Det er ikke let at give dig sådan en byrde. Ville ønske, jeg kunne tage den selv endnu…
– Lad os hellere kæmpe sammen, foreslog Kirstine og smilede.
Sigrid gik bort kort efter de blev gift. Kirstine stod for alt, trøstede Line og var stærk for Søren og børnene.
– Mor, er hun ikke ked af det mere? spurgte Line grådkvalt.
– Nej, Line. Hun har ikke ondt mere…
Det var svært, men de klarede det.
Kirstines egen mor, da hun hørte om brylluppet senere, blev fornærmet.
– Så du giftede dig uden mig?
– Mor, det var virkelig ikke tidspunktet for bryllup og fest…
– Min eneste datter blev gift uden at sige et ord! Det er det eneste, jeg har brug for at vide.
Stemningen var kølig i lang tid dog hjalp Kirstine stadig, men alt var formelt og distanceret. Samtalerne bar præg af protokol.
En dag kunne Kirstine ikke mere.
– Har du andre børn, mor?
– Nej.
– Hvorfor forsøger du så at miste også mig? Har jeg gjort dig så meget ondt?
Normalt så rank, blev Annemette pludselig lille og begyndte at græde. Kirstine fór rundt efter medicinen og beklagede sine ord.
– Jeg elsker dig, Kirstine… Jeg har bare aldrig lært at vise det. Min mor sagde, at børn skal behandles som voksne… Ikke for megen kælen. Ellers klarer de ikke livet. Jeg prøvede bare… Og nu er du voksen uden mig.
Kirstine trøstede hende men noget slap ikke sit tag.
Hendes største frygt var nu at gentage forældrenes fejl. Hun elskede sine børn, var deres tryghedsradius, men tvivlen kriblede gav hun nok? For hvad var nok?
Søren så det gnave hende indvendigt.
Men Kirstine mente, det måtte hun klare selv.
Derfor sad hun tit om natten i køkkenet med Bølle og køleskabet. Det var, som om tankerne faldt bedre på plads dér imens hun med katten som selskab glædede sig over de madvarer, hun som barn havde måttet se langt efter.
Hun analyserede barndommen, alle sætningerne fra mor og mormor, og konkluderede, at havde hun sat ord på følelsen den gang blev hun måske ikke den artige pige, men i stedet haft mere selvtillid…
Det var både godt og trist at indse, hvor lang tid det havde taget at forstå.
Døren ind til køkkenet blev åbnet. Søren kom ind, hilste ikke på eller katten, men åbnede køleskabet og tog ost, tomater og persille ud. Slog sig ned ved siden af Kirstine, lagde armen om hende og rakte hende en ostemad.
– Spis!
– Søren, jeg kommer aldrig i mit tøj igen, hvis jeg spiser om natten.
– Nuvel, tag en bid! Søren blinkede til katten. Vil du smage?
Bølle sprang hurtigt hen, tog mod ostestykket og lagde sig til rette på Kirstines skød.
– Jeg elsker dig uanset hvad… sagde Søren og så på hende. Og om du vejede et ton, rørte det mig ikke. Det ved du. Må jeg spørge om noget?
Kirstine slugte maden, klemte sig ind til hans hals og aede katten.
– Alt er, som det skal være, sagde hun, for første gang overbevist. Men lad nu være med at ønske en tonstung kone, ikke?
– Du er den smukkeste kvinde jeg har set…
– Husk at sige det ofte, ikke?
– Vil det afholde dig fra nattevandringen til køleskabet?
– Søren!
– Hvad sagde jeg?
– Kom, vi skal i seng, min dame!
Og Kirstine tager hans hånd med glæde, rejser sig, krammer ham og lover sig selv, at hun nok skal fortælle ham alt det, som har trykket hende.
– Søren?
– Hm?
– Venter vi mon endnu en lille en?
– Hvordan gættede du det? Kirstine så undrende på ham.
– Kære kvinde, kender jeg dig ikke? Og de natlige køkkenseancer? Hvor langt henne?
– Tre uger.
– Hurra! siger Søren og omfavner hende. Hun lægger hånden for hans mund.
– Shh! Væk nu ikke børnene.
Katten følger dem ind til døren til soveværelset, går tilbage på køkkenet, springer op i vindueskarmen og ruller sig sammen.
Snart vil natten på køkkenet være stille. Nye glæder venter, og køkkenet vil kattehår for en stund kun mærke, når nogen vil spise. Og selvom Bølle kan savne de stille, natlige stunder med Kirstine og køleskabet, vil han dog meget hellere ligge i børneværelset, tæt ved den nye, duftende babyseng, end på den hårde karmen.
