Sønnen ringede ikke i tre måneder. Jeg bildte mig ind, at han havde for travlt med arbejdet. Til sidst kunne jeg ikke lade være jeg tog bussen til Aarhus uden at advare ham. Da jeg ringede på døren, åbnede en fremmed ung kvinde og fortalte, at hun havde boet der i et halvt år.
Hvis jeg den dag ikke var steget på bussen til Aarhus, ville jeg sikkert stadig narre mig selv med, at Simon bare ikke havde tid.
At det var arbejdet, et projekt, sådan er unge jo de har fart på og glemmer at ringe til deres mor. Men jeg tog afsted. Og dét, jeg oplevede ved hans hoveddør, vendte min verden på hovedet.
Det begyndte stille og roligt. Normalt ringede han hver søndag, lige rundt om middag, midt imellem min stegte kylling og hans formiddagskaffe. En gang imellem sendte han en sms i løbet af ugen spurgte hvordan jeg havde det, om jeg havde været forbi lægen, eller om Solvej på første stadig larmede så meget. Sådan nogle småting. Efter Eriks død blev de opkald for mig som ilt. Det eneste, jeg havde at holde fast i.
61 år gammel, fire år som enke, 32 år på teknisk forvaltning og så pludselig pensionist, en lejlighed der føltes tom, og stilheden, der kun blev brudt af den ene søndags-telefon.
I maj stoppede Simon med at ringe.
Først blev jeg ikke urolig. Første uge tænkte jeg, han havde glemt det. Jeg sendte en sms. Han svarede kort: Har travlt, ringer senere. Men han ringede ikke. Ugen efter endnu en sms. Alt godt, mor, vi taler sammen. Den tredje uge var der tavshed. Jeg ringede, han tog ikke telefonen. Når han skrev, var det flere timer efter og på en mærkelig, fremmed måde.
Min veninde Ingrid fra gymnastikken sagde ligeud:
– Karen, tag over til ham. Der er noget galt.
– Han har måske fået en kæreste og siger ikke noget prøvede jeg at forsvare ham, mest overfor mig selv.
– Så burde han netop ringe, sagde Ingrid og trak på skuldrene.
Men jeg udsatte det. Simon kunne ikke lide overraskelser. Da Erik levede, fandt vi uanmeldt på besøg, og Simon så ud, som om vi var trådt ind i hans allerdybeste hemmelighed og der var bare rod i køkkenet. Sådan var han han havde brug for plads. Jeg troede, jeg forstod det.
I august kunne jeg ikke mere. Jeg købte en billet til ekspresbussen KøbenhavnAarhus, tre timer hver vej. Jeg tog et glas af min hjemmelavede jordbærmarmelade og en pose wienerbrød, for Simon har altid elsket mine wienerbrød. Hele turen sad jeg og tænkte, hvad jeg ville sige. At jeg savner ham. At han ikke behøver ringe hver dag, men en gang om ugen det er vel ikke for meget. At jeg er hans mor, ikke en byrde.
Jeg gik ind i opgangen lidt over klokken tre. Tredje sal til højre, den brune måtte med Velkommen, som jeg gav ham til indflytterfesten.
Måtten var væk.
I stedet var der bare et gråt tæppe. Jeg ringede på. Døren blev åbnet af en yngre kvinde hun var måske i starten af 30erne, mørkt hår i page, afslappet tøj og en kop te i hånden.
– Hej, jeg leder efter Simon Madsen, sagde jeg forsigtigt.
Hun kneb øjnene sammen.
– Der bor ingen Simon her. Jeg har boet her siden februar.
Jeg stod dér med min pose med wienerbrød og syltetøj og kunne næsten ikke få vejret. Hun Louise, som hun præsenterede sig lod mig komme indenfor. Jeg må have set ud, som om jeg kunne falde om når som helst.
Lejligheden var anderledes. Nye møbler, andre gardiner, malet om. Intet var, som jeg huskede det. Intet spor af min søn.
Louise lejede gennem et bureau, kendte ikke ejeren personligt, kun via mægleren. Hun gav mig nummeret. Jeg ringede med det samme, siddende i hendes sofa på den sofa, hvor Simon havde siddet for et halvt år siden.
Mægleren bekræftede det Simon Madsen havde udlejet lejligheden i februar. Nej, han havde ikke efterladt en adresse. Ja, han betalte rettidigt på en dansk konto.
Jeg tog sidste bus til København hjem. Jeg græd ikke. Jeg var for forvirret til det. Min søn ham, der holdt om mig til Eriks begravelse, hjalp med regnskaber og altid sagde mor, du kan altid regne med mig var flyttet væk, udlejede sin lejlighed til fremmede og fortalte mig intet.
Tre dage lod jeg være med at kontakte ham. Jeg ventede på, han tog initiativet. Det gjorde han ikke.
På fjerde dagen skrev jeg: Jeg har været i Aarhus. Jeg ved, du ikke bor på Christiansgade. Ring.
En time senere ringede han op. Første gang på tre måneder hørte jeg hans stemme frit ikke på en telefonsvarer.
– Mor, undskyld. Jeg skulle have sagt det.
– Hvor er du?
Pause. Lang, tung pause.
– I Bergen. I Norge. Siden marts.
Jeg satte mig i køkkenet. Udenfor hang naboen tøj ud på altanen. Alt så så almindeligt ud, men min verden virkede som om den brasede sammen.
Simon talte længe. Fortalte at efter hans fars død følte han sig kvalt. At mine opkald, min omsorg, alt det med kagepakker og helbred det blev for meget. At han ikke kunne sige det højt, for han vidste, det ville ramme mig. Så han valgte den værste udvej at flygte.
– Jeg følte, hvis jeg ikke tog væk, kunne jeg ikke trække vejret, sagde han stille. – Ikke på grund af dig, mor. Men fordi jeg følte, jeg skulle udfylde fars plads. Lappe hullet.
Jeg havde lyst til at råbe. At sige, det havde jeg aldrig krævet. Men da jeg lukkede øjnene og mærkede efter så jeg alle de søndagssamtaler, hvor jeg fortalte ham om lægebesøg, hver regning, hver ensom dag. Som om han var min mand og ikke mit barn.
Jeg sagde det ikke. Jeg var ikke klar.
– Kom hjem til jul, sagde jeg bare.
– Det lover jeg, mor.
Jeg lagde på og sad længe i stilhed. Wienerbrødet, som jeg havde haft med til Aarhus, stod urørt. Jeg tog et stykke. Det smagte godt. Det har det altid gjort.
Simon kom til jul. Han sad overfor mig ved bordet juleaften på Eriks gamle plads, men ikke længere som en erstatning. Som en voksen mand, der havde gjort noget forkert, men af sine egne grunde. Vi nævnte ikke Bergen ved risalamanden. Måske taler vi om det engang. Måske ikke.
Ingrid spørger mig tit, om jeg har tilgivet ham. Jeg kan ikke svare. Men jeg ved, når han nu ringer om søndagen som han gør fast forsøger jeg at sige mindre, spørge mere til ham. Det er ikke meget. Men det er noget.
Nogle gange er det største, en mor kan give sit voksne barn, at lade ham gå. Selv hvis ingen nogensinde har lært hende hvordan.
