Faren havde altid drømt om at få en søn, men det blev en “nytteløs” datter, der kom til verden én, han straks lukkede sit hjerte for. Men år senere blev netop denne “uønskede” pige, der havde lidt under ydmygelser og ensomhed, hans eneste støtte og lærte den barske verden respekt for sig selv.
Jeg husker endnu dengang, jeg hørte om hvordan Palle Kristensen fik besked om, at hans kone havde født en datter. Det var oppe på savværket, lige på lønningsdagen. Mændene dryssede allerede hjemad med deres slidte madspande, men Palle blev stående længe ved porten, knugende de krøllede sedler få danske kroner der netop var hans.
For pokker da, snerrede Palle lavmælt og spyttede i gruset. Jeg havde bedt konen om at føde mig en søn. Selvfølgelig skulle jeg have en pige
Vreden over Agnete kogte indvendigt. Så meget at han slet ikke ville hjem til den forladte stue, hvor der nu end ikke var et kvindestemmes klang. Imens Agnete var på sygehuset i Næstved med den nyfødte, pakkede Palle i al stilhed lidt skiftetøj og en skorpe rugbrød i sin slidte duffelbag, og drog til sin mor Solvejg ovre i nabolandsbyen på den anden side af Mølleåen, ni kilometer væk.
Da Agnete efter to uger kom hjem med barnet til det forladte hjem, satte hun bylten med barnet forsigtigt på sengen og brød sammen, mens hun så på sin lille pige med bitterhed. “Hvem kunne vide, at du, mit hjerteblod, ville sprænge mit hjem i stykker?”
Palle var kraftig bygget, med et firkantet ansigt og et sind, man i landsbyen kaldte bramfrit eller hårdt. Han tålte ingen modsigelse, alt andet blev tolket som en fornærmelse. Søn skulle han have det var traditionen, det var på hans skuldre Kristensen-slægten skulle hænge videre. Men nu fik han en pige. En byrde, mente han.
Palles mor Solvejg forsøgte at mægle, men Palle var stædig: “Så længe hun har pigen derhjemme, sætter jeg ikke mine ben der mere.” Afstanden mellem landsbyerne blev for Agnete til en kløft, umulig at krydse.
Da Agnete havde fået kræfter efter fødslen, gik hun straks i gang hjemme måtte alt passes, og på gården ventede arbejdet også. Til ære for manden, og med et håb om at bløde hans hjerte op, gav hun pigen navnet Gjertrud et stærkt, gammeldansk navn. Pigen voksede sig robust og rolig. Ikke meget gråd, ikke mange luner. Hun stod oprejst i tremmesengen før hun fyldte et år, og lærte at gå og tale tidligt. Hun var overalt, som bedstemor sagde: “En lille tornado.”
Gjertrud blev hurtigt leder i børnehaven snarrådig, stærk, handlekraftig. Enhver dreng i hendes alder måtte lede sig udenom. Tre år gammel satte hun den største, rapkæftede femårige på plads, når han ville tage hendes skovl. Hun tog ikke imod hvem som helst på skødet, heller ikke beskeder uden videre.
På den tid havde Palle fundet trøst hos den fraskilte Klara Madsen ovre fra Marken, som allerede havde to børn. Hun gjorde kur til ham og han blev hængende hun var robust, ryddelig, roste ham altid. “Jeg skal føde dig en søn, Palle,” lovede hun ham ofte.
Så skal det være en søn, brummede Palle, men stemmen var begyndt at mildnes.
Men der kom ingen børn med Klara. Rygtet nåede herop, at hans datter hjemme hos Agnete var klog, stærk, retfærdig ren dreng af temperament. Palles mor pressede på: “Kør hjem og se dit barn, Palle. Blod fornægter sig ikke.” Han ville måske ikke have taget sig sammen, hvis ikke han hos Klara havde fundet nogle mærkelige urter og lyttet sig til, at Klara nok gik til hokus-pokus konen nede ved fjorden.
Samme dag pakkede Palle sammen og drog Klara råbte nok, men han gik.
Næsten fire år senere trådte han igen ind ad døren til sit hjem. Første gang han mødte sin datter. En spinkel, stærkt bygget pige med ustyrligt hår og en falmet nederdel stod midt på gulvet. Hun stirrede på ham med et skarpt, prøvende blik. Fremmed. Hun nærmede sig ikke den honningkage, han rakte hende.
Hø, ser du hvordan hun kigger? sagde Palle, og sendte sin kone et koldt blik.
Agnete blev rørt over gensynet og rakte ud mod ham med ord og arme: “Palle, jeg har kun sagt venlige ord om dig, håber nu du kommer hjem. Vi hører jo sammen.”
Hun elskede ham endnu. Trods hans hårdhed, ja, grusomhed. Palle var ikke meget for snak, ofte tordnede han med knytnæven i bordet, eller sendte en hånd efter hende. Snart nu også mod datteren.
Som femårig forstod Gjertrud mere, end man forventede. Når Palle skulede mod hendes mor, trak Gjertrud sig sammen og knyttede barnet en næve: “Din bussemand! Dig skal jeg!”
Palles vrede blev kun værre, da protesten kom fra hans lille pige.
Palle lagde sig lidt mere ud, da Agnete fødte en søn han blev døbt Mads, og alt ansvar for lillebror faldt straks på Gjertrud. Hun bar ham på ryggen, når mor arbejdede, fodrede ham, legede, skiftede ble og bar ham til han selv kunne gå.
Palle var tilfreds, men glæden var muted klager og råben fortsatte, og Agnete måtte atter tage sin del.
Nu syvårige Gjertrud stampede i jorden, knyttede næverne: “Så siger jeg det til betjenten i byen!”
Palle så rødt: “Dit lille grønskud! Hvordan tør du true din far?”
Han prøvede på at prygle hende med en pilegren Gjertrud sagde ingenting, gemte bare ansigtet i forklædet og bed tænderne sammen. Palle troede han havde brudt hende. Men dagen efter kom hun slentrende til sognerådsbetjenten.
Agnete panikkede: “Kommissær, man må vel tugte sine børn, det er jo for deres bedste!”
Betjenten Michael Petersen så alvorligt på dem: “Pas nu på, Agnete. Hvis den slags går videre, kan det få konsekvenser. I dag nøjes vi med en advarsel.”
Fra den dag holdt Palle sig tilbage. Han så på sin datter med skeptiske, hårde øjne: “Uh, lille bæst”
Agnete troede freden var varig, men blev gravid igen, og fødte endnu en datter, Marie. Palle undgik hende næsten, lagde alt pasning over på Gjertrud.
Efter skoletid var det lektier, pasning af Marie, tøjvask og husholdning. Palle brummede ikke, men mindede sig om, at hun alligevel havde bragt politiet på banen.
Gjertrud voksede op gennem skolen. Da hun fyldte femten og havde færdiggjort syv års skole, sagde hun, at hun ville til København og lære noget. Palle var rød i hovedet af raseri.
Hvad skal du leve af? råbte han. Skal vi forsørge dig mere?
Gjertrud var høj, stærk, selvsikker. Ikke engang de ældste drenge så let på hende i idræt bemærkede læreren, at hun burde dyrke brydning.
Ikke nødvendigt, svarede Gjertrud, og så alvorligt på sin far: “Jeg tager ind til byen og kommer til at klare mig selv.”
Du får ikke en øre hjemmefra!
Tænk ikke på det. Sørg bare for de små, du.
Det endte med hun greb brandspanden som våben, da Palle truede hende med bælte, og hun var stålfast han forstod, hun ville slå fra sig, hvis det blev nødvendigt, og lod hende være.
Agnete hviskede: “Rejs, min pige, og held og lykke.”
Samtidig bad Gjertrud sin mor om at bryde op: “Hvor længe vil du finde dig i det, mor?”
Men Agnete svarede blot: “Sådan lever man ude på landet”
Hun tog afsted, posen pakket med tøj og et par sammenkrøllede sedler skjult i skjorten, samlet i det skjulte af hendes mor.
København tog imod hende med travlhed, støj og duft af benzin. Hun søgte ind på teknisk skole, grebet af maskiner og værksteder, noget hun altid havde været fascineret af. Hun klarede optagelsesprøven let, og da hun fik plads på kollegiet, mødte hun sin bofælle: den snakkesalige, krølhårede Anne-Lise hendes modsætning. Anne-Lise var kun interesseret i charmerende fyre og drømmen om at blive gift.
Sjovt hvor forskelligt folk kunne være. Gjertrud temizte efter job, blev rengøringsassistent på en tekstilfabrik lønnen var beskeden, men hun klarede sig uden at søge hjælp hjemmefra.
Læreren, Erik Mikkelsen, snu, rolig, yngre end de fleste elever, blev hurtigt bemærket. Da nogle drenge latterliggjorde ham under en forelæsning, fløjtede Gjertrud dem tilbage til orden, træt af at spilde tiden. Hendes ord fik straks respekt hun var kendt for sin kompromisløshed.
Efter forelæsningen kom Anne-Lise straks med antydninger: “Han kiggede på dig, du. Måske lidt lun?” Gjertrud svarede bredt, at sådan noget ikke kunne interessere hende, men i smug nød hun hans rolige, venlige blik og formanende ord.
Hjemmet på landet besøgte hun nu kun til store højtider eller for at hjælpe til. Mads, hendes lillebror, havde ligeledes sat kursen mod byen, og søsteren Marie fik Gjertruds gamle rolle den hjælpsomme, trofaste, der holdt sammen på det hele.
Da Gjertrud gik på sidste år, friede Erik hende. Men hun kunne ikke sige ja; hun følte ikke, hun hørte til i det traditionelle, borgerlige landskab. Hun forblev alene, men nu uden frygt for at gå sin egne veje.
Hun mødte den rolige karlsmarcier Poul Hansen til bal i Studenternes Hus. Ingen blærede sig, han rakte blot sin hånd frem: “Vil du danse?” Gjertrud overraskedes, men sagde ja. De begyndte at se hinanden. Poul drak aldrig, bandede ikke, og da han efter et par måneder friede, sagde hun ja.
De giftede sig stille efter endt uddannelse. Snart kom datteren Kirstine til verden.
Men selvom lykken først blomstrede, ændrede Poul sig hurtigt. Hans ro blev dovenskab, han blev mere fraværende, og Gjertrud måtte bære byrden for to. Da hun ikke længere ville finde sig i det, skiltes de, og hun måtte klare sig og datteren alene.
Med mod og slid fik hun arbejde på fabrikken, fik kollegium via arbejdet, og Kirstine kom i institution. Mads boede hos hende en tid, forundret over hendes styrke og selvhjulpenhed.
Veninden Anne-Lise blev også skilt hendes mand havde vist sig svagere end håbet. Påkøbsveninden sagde misundeligt: “Du finder altid en udvej, Gjertrud. Måske var ham Erik fra teknisk skole noget for dig alligevel”
Skæbnen ville, at Gjertrud og Erik mødtes mange år senere på Grønttorvet. Hun havde fri og sad for sig selv med en kop kaffe, da han pludselig, ældre og lidt mere grå, stoppede op: “Hej Gjertrud”
Hun inviterede ham med til bordet, og de talte som gamle venner. Han var nu alene og byggede hus i Bagsværd. De begyndte at ses. Til sidst inviterede han hende op i det lille, ufærdige hus, hvor ro og hygge herskede, selv blandt værktøj og byggestøv. Her fandt hun det, hun manglede: noget at bygge videre på, i mere end én forstand.
Deres første alvorlige prøve kom, da nogen forsøgte at stjæle materialer fra grunden. Gjertrud, modig som altid, greb øksen fra redskabsskuret og truede tyvene bort. Erik så på hende, imponeret: “Jeg har aldrig set noget som dig,” sagde han.
Et par måneder senere friede han. “Der er ikke meget rigdom men du og Kirstine vil altid være trygge.” Hun sagde ja, og der blev holdt bryllup, småt men hjertevarmt, hvor selv Palle og Agnete deltog, og hvor Palle for første gang sagde: “Pas godt på hende, Erik. Hun bærer sit mod fra sin mor.”
Efterhånden som året gik, blev huset færdigt. Kirstine voksede op, Gjertrud var nu tekniker på fabrikken, og Marie stiftede familie på landet. Mads besøgte ofte, snakken gik lystigt mellem ham og Erik ved havebordet, hvor Agnete og Palle også dukkede op.
Og jeg husker én skumrende aften, hvor huset lå badet i gyldent lys under æbletræernes kroner. Gjertrud sagde: “Er du lykkelig, mor?” Da svarede hun uden tøven: “Mere, end jeg troede muligt.”
Erik tog hendes hånd. “Jeg også,” sagde han stille.
Tiden gik, alting voksede og fandt sin plads. Og det var ofte sådan, vi sad under blomstrende æbletræer og lyttede til fjerne stemmer fra de små, der legede i haven, mens solen gik ned bag bølgende kornmarker, og roen bredte sig. Livet kan knuge og trykke, men hvor kan det også give hvis bare man tør tro og kæmpe for sin egen vej.
