Jeg er opvokset hos min mormor, men nu har mine forældre besluttet, at jeg bør betale dem underholdsbidrag.
Min familie og jeg bor i forskellige byer her i Danmark. Vi har faktisk ikke set hinanden i over tyve år. Mine forældre arbejder som kunstnere og synger i kor hele deres liv har været én stor rejse fra by til by. Da jeg fyldte fem, begyndte jeg at bo hos min mormor. Hun forsøgte at gøre sit liv lettere ved at tage sig af mig, men endte med at måtte flytte ind hos sine egne søskende, så vi fik lidt mere hjælp i hverdagen.
I begyndelsen kom mor og far og besøgte os to eller måske tre gange om året, men efterhånden blev deres besøg sjældnere og sjældnere. Til sidst stoppede jeg endda med at tænke på dem. På et tidspunkt mistede vi fuldstændig kontakten. Da jeg læste til tandlæge, blev jeg gift allerede på tredje år af studiet.
Nu har min mand og jeg vores egen tandlægeklinik her i Aarhus, og vi klarer os rigtig godt. For et år siden dukkede mine forældre pludselig op igen. De begyndte at ringe til klinikken, for de havde end ikke mit private telefonnummer. Samtalerne gik altid på, hvor hårdt og besværligt de syntes, livet var blevet.
Jeg lyttede til alle deres klager, men svarede dem, at de altså selv havde valgt den vej, da de overlod mig til min mormor. Af og til sendte de ganske vist en lille smule penge til mormor, men langt det meste klarede hun og jeg på hendes folkepension. Det mindede hun mig ofte om, og jeg forstod det også, for vi måtte virkelig vende hver en krone og spare på alt.
Jeg passede min skole, og for at kunne klare udgifterne og have noget at leve af, arbejdede jeg som nattevagt på hospitalet. Nu føler jeg, jeg har mit eget liv, og mine forældre har deres. Vi går hver vores vej.
Da mine forældre fandt ud af, at jeg ikke havde tænkt mig at hjælpe dem økonomisk, begyndte de at true med at bede om underholdsbidrag fra mig. Det gjorde, at jeg til sidst trak mig helt fra dem. Tidligere vaklede jeg nogle gange og overvejede, om jeg burde hjælpe dem, men nu ønsker jeg ikke engang at kende dem længere. Er det rimeligt af mig, eller burde jeg alligevel støtte mine forældre økonomisk?
