Den sidste bøn
“Nej, jeg kommer aldrig hjem igen…” sukkede Jens dybt, mens smerterne vred ham sammen. “Og jeg ser aldrig Amalie igen. Jeg ville jo fri til hende. Jeg nåede det ikke… Hvorfor skulle det gå sådan?”
“Du skal ikke være så bekymret,” sagde sygeplejersken med et venligt smil, da hun så, hvor bleg den unge mand på båren var. “Det skal nok gå alt sammen.”
“Det tvivler jeg nu på…” fik Jens klemt frem med sammenbidte tænder.
Han lå bare og så skræmt på, mens de gjorde ham klar til operation.
****
Jens havde aldrig kunne fordrage hospitaler.
Den fobi havde fulgt ham siden barndommen læger og sygeplejersker gjorde altid ondt, og ingen følte nogensinde, at det var nødvendigt at sige undskyld for den sjælesorg, de påførte ham.
“Hvorfor hyler du sådan, Jens?smilte sygeplejersken, mens hun stak nålen i hans finger for at tage blodprøvedu er da ved at blive stor, starter snart i skole, men græder som en pige. Skam dig!”
Jens så på hende gennem tårer, prøvede at vriste sig fri og skreg, for det var umuligt at slippe væk fra den stikkende kanyle. Nej, han skammede sig ikke. Han havde ondt og følte sig uretfærdigt behandlet.
Når han og hans mor gik hjem fra børneklinikken, sagde han altid, at han aldrig nogensinde ville i nærheden af et hospital igen.
Aldrig, sagde han. “Så dør jeg hellere jeg sætter aldrig mine ben der igen,” proklamerede han med barnlig stædighed.
“Åh, skat, sådan skal du ikke sige…” prøvede hans mor at trøste ham. “Lægerne arbejder jo for at gøre folk raske, så vi kan leve længere. De vil os det godt. Du skal ikke være bange for dem.”
“Jojo…snøftede Jensså kan de jo stikke i sig selv!”
Skal jeg nævne, hvordan Jens havde det, da han blev trukket med ind til tandlægen for at få fjernet en tand?
Han skreg så vildt, at folk ude på gaden kunne høre ham, trods de lukkede vinduer.
Så det er måske forståeligt, at Jens som voksen undgik sygehuse og læger for en hver pris.
Men pludselig fik han ikke noget valg. Han blev overfaldet af voldsomme smerter i sidemaven blindtarmsbetændelse.
Han vred sig og kunne knap nok tale, så Amalie, som Jens havde en middag med, måtte ringe til Akuttelefonen.
“Det går nok over af sig selv, ring ikke,” hviskede Jens.
“Er du helt tosset? Jeg kan se, hvor dårligt du har det. Det minder om dengang, jeg selv fik blindtarmsbetændelse.”
Og sådan endte Jensmod sin viljepå Odense Universitetshospital, afdeling 6.
Du kan sikkert gætte, hvordan han havde det…
Han blev bleg ved tanken om, hvordan kirurgerne snart skulle rode i hans indre. Og da han så to alvorlige portører køre en båre med afdød patient forbi, blev det tydeligt for ham, hvor elendigt det hele egentlig var.
“Nu ser jeg aldrig Amalie igen… Jeg nåede ikke at fri… Hvorfor, hvorfor skulle det ske?” sukkede Jens i smerte.
“Du skal ikke være så bange, det skal nok gå,” gentog sygeplejersken med et venligt smil. “Det er en ganske enkel operation, og heldigvis kom du i tide. Havde du ventet, kunne det være gået meget værre.”
Operationen var præcis så udramatisk, som hun forudsagde. Ingen komplikationer. For første gang i mange år havde Jens en positiv oplevelse i sundhedsvæsnet. Overraskende!
Han blev bedøvet på operationsbordet, og da han igen slog øjnene op, var det værste ovre. Senere samme dag blev han kørt til en almindelig stue.
Han sov som en sten hele natten, kun kort vågen, når drop og sår blev set til.
Om morgenen…
…opdagede Jens, at han nu lå på stue sammen med en ældre herre.
“Selvfølgelig,” tænkte han gnaven. “Nu får jeg vel hele livshistorien serveret, og det jeg mindste, jeg orker, er samtaler.”
Han orkede ikke tale med nogen. Ikke engang Amalie havde han lyst at ringe til. Han sendte dog en sms, at han var okay, så hun ikke skulle bekymre sig.
Han ærgrede sig over timingen. Jens og Amalie havde boet sammen i et år, og i går aftes ville han fri til hende. Han havde bestilt et bord på restaurant, arrangeret en sang dedikeret til Amalie og brugt tid på at pakke ringen i en særlig æske alt skulle være perfekt.
Men i stedet lå han nu i en hospitalsseng på stue med en fremmed ældre mand.
Til sin overraskelse begyndte den ældre herre ikke at snakke løs.
Han hilste bare med et “Godmorgen” og sagde ellers ikke meget. Han mumlede noget lavmælt for sig selv, hver gang han forgæves prøvede at ringe nogen op. Hele dagen ringede han igen og igen, indtil batteriet i hans gamle Nokia-telefon døde.
Han havde ikke nogen oplader med; han havde travlt, da han blev indlagt.
Personalet havde heller ikke sådan et gammelt stik liggende.
Så sad han bare og så bedrøvet på den slukkede skærm, og pludselig løb tårerne ned ad kinderne. Da blev Jens lidt pinlig og skamfuld over egen irritation. Den gamle mand havde åbenlyst større problemer.
Efter lidt tid samlede Jens sig, satte sig op og spurgte med ægte bekymret stemme, om han kunne hjælpe.
“Det er min søn… Jeg kan ikke få fat i ham,” sukkede den gamle.
“Ved han, du er indlagt?!” spurgte Jens overrasket.
“Ja. Sygeplejersken ringede hjem, da jeg kom ind. Men han gider ikke tale med mig. Vi skændtes for et halvt år siden, før min fødselsdag. Han ville have mig på plejehjem og sælge huset. Jeg ville ikke. Ikke på grund af huset men…”
Den gamle Axel fortalte om, hvordan han var blevet ramt af hjertet for få dage siden. Lægerne fik ham stabiliseret, men erklærede, at operation var nødvendig.
“Den er bestilt til overmorgen,” sukkede han. “Men… jeg frygter jeg dør før. Ikke så meget for min egen skyld, men… jeg har en hund, Basse, der venter hjemme. Jeg håbede, min søn ville tage sig af ham, hvis nu… Men han svarer ikke mine opkald. Selv da sygeplejersken ringede, nægtede han at tale med mig. Sådan en søn har jeg…”
“Det var så trist…” mumlede Jens.
“Jeg bekymrer mig for Basse. Hvem skal tage sig af ham? Hvordan skal han klare sig derude?”
“Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget han tænker på sin hund,” gik det gennem hovedet på Jens. Men da Axel begyndte beretningen om, hvordan han og Basse havde mødt hinanden, ændrede Jens opfattelse.
“Jeg fandt ham på min fødselsdag for et halvt år siden,” fortalte Axel. “Min søn ringede ikke, jeg har ingen andre nære. Min konemå hun hvile i fredhar været væk i fem år. Men natten før min fødselsdag drømte jeg om hende, med en hund i snor. Og dagen efter fandt jeg Basse; han var bundet fast til et gelænder i regnen, kold og våd. Ingen vidste, hvem han tilhørte, og da det blev mørkt, tog jeg ham med hjem. Han var gaven, min kone sendte mig, tror jeg.”
“Der er mere mellem himmel og jord,” nikkede Jens, selvom han egentlig ikke troede på det.
Han ville bare ikke såre den gamle mand.
“Vi blev hurtigt uadskillelige,” fortalte Axel. “Jeg satte sedler op for at finde hans ejere, men ingen meldte sig. I virkeligheden er jeg bare glad for, han blev. Basse blev min bedste ven, mit livsindhold på gamle dage.”
Den nat lå Jens længe og tænkte på hunden, der nu var alene. Og på sønnen, der ikke tog telefonen, selvom hans far var syg.
Hvordan kunne man være så kold?
Den nat drømte Jens, at han så Basse gå gennem byens gader med bedrøvede øjne, mens han selv hele tiden fulgte efter hunden i drømmenuden at kunne forklare hvorfor, kun fordi det føltes rigtigt.
Jens vågnede ved, at Axel trak vejret besværet, gispede efter luft og greb sig til hjertet.
“Skal jeg hente en læge?” spurgte Jens forskrækket, sprængholdt op og løb hen til Axel.
“Nej… ikke nu… Vil du hellere ringe til min søn, Søren… Nummeret ligger på natbordet… Sig, han skal komme, hvis han kan jeg vil sige farvel. Vil han ikke, så… bed ham finde et godt hjem til Basse. Så kan jeg sige farvel med ro i sjælen.”
Jens tøvede et øjeblik, men samlede så telefonen op og tastede Søren Axelsens nummer ind.
“Hallo, er det Søren? Jeg er din fars stuekammerat på hospitalet.” Jens ville egentlig præsentere sin sidemand, men kom først nu i tanke om, at de aldrig havde fået udvekslet navne.
“Axel Mortensen,” fik den gamle fremstammet.
“…Axel Mortensen. Han blev dårlig og vil gerne, du kommer.”
“Er han ved at dø? Hvilket hospital er det, og hvilken stue?” spurgte Søren uden megen følelse.
“Odense, afdeling seks, stue 314,” svarede Jens og gav adressen.
Så løb han ud for at finde en sygeplejerske, som heldigvis lige sad dér på gangen.
Han forklarede panisk situationen, og da han kom tilbage, tog han Axels hånd og sagde:
“Hold ud lidt endnu, Axel. Sygeplejersken henter lægen. Din søn sagde, han kommer. Lad nu være med at lukke øjnene!”
Men Axels hjerte stoppede, inden lægen ankom.
Knap 20 minutter senere kom portørerne og hentede ham.
****
“Din far døde faktisk med mig ved sin side,” sagde Jens til Søren, da denne dukkede op næste dag.
“Nå… ja, det var da heldigt, at det ikke blev langtrukkent. Det værste er, hvis gamle folk skal passes og plejes i evighederdet har jeg altså ikke tid til. Jeg har jo både arbejde og familie.”
“Axel bad dig finde et godt hjem til hans hund, Basse,” sagde Jens, lidt bebrejdende.
“Hunden? Åh… Ja, han fandt jo en eller anden krøbling på gaden. Hvem gider have sådan en? Han nægtede plejehjem kun pga. den skide hund. Jeg sagde jo, det havde været bedre for ham dér…”
“Det var din fars sidste ønske,” sagde Jens alvorligt. “Nu får du jo alligevel huset. Det mindste, du kan gøre, er at finde Basse et hjem.”
Søren svarede ikke, samlede farens gamle telefon og et lille stykke papir op og gik. Sagde ikke farvel. Smækkede bare døren.
Jens blev liggende og tænkte længe. Synes det var synd. Axel var 77, men mange når jo hundrede. Det kunne han også have gjort. Skæbnen bestemmer…
Nu stod lille Basse alene tilbage. Hvem fandt ham mon?
“Mon Søren opfylder farens sidste ønske?” tænkte Jens. “Han sælger nok huset, og Basse… mon ikke han ender på gaden.”
Samme nat drømte Jens igen om Axel, der grædende ledte efter sin hund i Odenses gader. Jens stod ved siden af og græd ligefrem selv.
Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde grædt.
Han blev ved med at drømme om Axel og Basse, også efter at være kommet hjem igen. Amalie spurgte bekymret:
“Er du okay, Jens?”
“Jo… Jeg tænker bare meget for tiden.”
“På hvad?”
“Min stuekammerat, Axel. Han var alene. Hans hund står nu uden familie. Hans eneste søn gad ham ikke. Nu har han sikkert bare solgt huset hurtigt og glemt både faren og hunden. Jeg har aldrig engang set Basse, men det gør mig så ondt for både Axel og hunden.”
“Så må vi da tage hen og lede,” foreslog Amalie, “finder vi Basse, tager vi ham med os hjem.”
“Er du sikker på det?”
“Selvfølgelig! Det ville da være dejligt med lidt selskab.”
Jens lyste op i ansigtet, kyssede Amalie og sagde: “Men jeg kender ikke adressen.”
“Det skal jeg nok ordne. Vi køber chokolade og god kaffe, det hjælper nok hos personalet,” smilede Amalie.
Rigtigt nok! En god bøtte kaffe og lidt chokoladeså skrev sekretæren diskret adressen bag på en seddel.
Efter knap en times kørsel var de fremme ved Axels hus, trådte ud og gik rundt om huset. Men ingen hund.
En nabo trådte ud.
“Hej, kan jeg hjælpe?” spurgte hun. “Der bor ingen her længere.”
“Det ved jeg. Jeg lå på stue med Axel. Han døde i går,” svarede Jens.
“Åh nej… Han var sådan et godt menneske. Ægte dansk godhed, det findes knap mere. Hans søn gad ikke engang stå for begravelsesolgte huset og ville bare hurtigt overstå det hele.”
“Hørte du noget om hunden Basse? Axel var så bekymret…”
“Basse? Ja, i flere dage lå han foran porten og ventede. Han peb hver nat, efter Axel ikke kom hjem. Så en dag råbte Søren ad ham, og kørte ham væk. Jeg tror, Søren sagde, han fandt et nyt hjem til Basse. Han var aldrig glad for dyr det undrer mig, Axel kunne få en sådan søn…”
Naboen viste et billede på sin mobil: en lille glad dansk-svensk gårdhund.
“Han er så sød,” udbrød Amalie. “Hvis vi finder ham, tager vi ham!”
Jens og Amalie kørte langs villavejene, spurgte ad, men ingen havde set en hund.
Da Jens prøvede at ringe til Søren for at høre, hvad der var sket, gik han bare på telefonsvarer og der kom aldrig svar.
“Vi må tro på, Basse er blevet passet på,” sagde Amalie stille.
Tristheden fyldte dem, da de satte kursen hjem mod Odense. Men skæbnen ville andet.
Der var opstået kø ved motorvejen, og Amalie kørte ad de små veje. Efter få kilometer viste hun ud til vejkanten. Der sad en lille hund, præcis som naboen havde vist billede af.
“Jens, er det ikke Basse?”
“Det tror jeg… Lad os se!”
De gik hen til ham. Han sad stille, så forsigtigt på dem, men hans øjne lyste op, da Jens nævnte hans navn.
“Basse! Det er okay, Basse, du må godt komme med os. Axel bad mig tage mig af dig.”
Jens satte sig på hug med hånden rakt ud. Basse stod lidt, snusede, genkendte lugten af Axel på Jens hænder, og pludselig logrede han. Han trykkede sig ind til Jens og slappede af.
Amalie stod med tårer i øjnene. Jens kunne ikke lade være med at græde selv.
De lagde sig sammen ind i bilen, og på vejen hjem var der glæde og lettelse.
Basse havde nu et nyt hjem, nye mennesker, der holdt af ham. Og Jens og Amalie vidste nu, at enkelte beslutninger, selv ringe håb, kan få den største betydning, hvis man handler.
***
Da de kom hjem, lagde Basse sig på sofaen og snorkede, fredeligt og trygt.
“Du ser, hvad blod kan gøre,” sagde Jens med rynket pande. “Prøver på at tage sig af det materielle, men ikke engang at opfylde sin fars sidste bøn. Det er uværdigt.”
“Jens, lad ham være. Vi kan ikke ændre andre. Men du kan selv vælge at vise varme og medmenneskelighed. Og det, du gjorde i dag, var meget værd. Måske får Søren engang hvad han giver men vi kan kun sørge for, at kæden af godhed fortsætter.”
“Du har ret…” sagde Jens og så på Basse, som i søvne smilede og rørte med poterne.
Jens forstod, at det ikke gælder om at vente på det “rigtige” øjeblik, men om at handle, når det gælder. Derfor bøjede han sig den aften ned, fandt den lille æske med ringen frem og friede til Amaliehjemme i stedet for på restaurant, men med hjertet fuldt af taknemmelighed.
Og Amalie sagde ja.
Sådan blev Basse ikke kun Axels, men også Jens og Amalies hund. Fordi uanset skæbne og arvestridigheder, så varer venlighed længstden gør selv den lille Basse glad.
Og sådan lærte Jens, at alt godt starter med omtanke, og at ingen ven skænkes forgæveshverken til dyr eller mennesker.
